Det er en underlig følelse at have fødselsdag eller skulle fejre en af sine kære for tiden, idet kampen mod coronavirussen kræver social distance. Man må ikke samles med sin familie og venner, og folk finder derfor på alle mulige kreative kompromiser til fejring.
Det gjorde Kardashian-søstrene i den grad også, da storesøster Kourtney Kardashian den 18. april 2020 fyldte 41 år.
Familien plejer som bekendt at holde nogle kæmpe, ekstravagante og overdådige fødselsdage for sig selv eller hinanden – ja faktisk fejrer de alt, hvad der fejres kan, hvilket i den grad blev manifesteret med Kylies ‘eyeball party’, der blev afholdt i anledningen af hendes veloverståede øjenlaseroperation, som vi blev inviteret med indenfor til i det seneste afsnit Keeping Up With The Kardashians – men kravet om social distance gælder altså også, selv om man hedder Kardashian til efternavn.
Kourtneys familie, der blandt andet består af søstrene Kim, Khloé, Kendall og Kylie, synes dog, det var synd for Kourtney, hvis hun slet ikke skulle fejres på sin 41-års fødselsdag.
Derfor arrangerede de lørdag den 18. april en fødselsdagsparade af SUV’ere, sammen med alle Kourtneys tætte venner og familie, og hele vejen i det indhegende område i Calabasas, hvor Kourtney bor med sine børn Mason, Penelope og Reign, var spækket med dyre biler og glade venner.
Udover Kardashian/Jenner-klanen deltog (blandt mange andre) også Tristan Thompson, der er far til Khloés datter True, familievennerne Stephanie Shepherd og Tracy Romulus samt datteren Ryan, der er BFFs med North West og Cici Bussey, der er kusine til Kardashian-søstrenes afdøde far.
Sikke en fejring! Og godt at der kommer positive og nytænkende ting ud af denne verdensomspændte pandemi.
Se alle videoklippene fra fødselsdagsparaden herunder – og søstrenes søde Instagram-hyldest af Kourtney.
Onlineplatformen, Vestiaire Collective, der hver dag faciliterer salget af tusindvis af luksusvarer over hele verden, har netop søsat sit nyeste tiltag: ‘Wardrobe Reality Check’, der inviterer modeelskere til at overveje deres garderobes miljøpåvirkning.
Formålet er at informere, inspirere og motivere forbrugere til at bryde med gamle vaner; slippe af med det tøj, de ikke længere behøver og lære at sammensætte en miljøbevidst garderobe.
For at fejre lanceringen af ‘Wardrobe Reality Check’ har Vestiaire Collective teamet up med 5 inspirerende kvinder, som alle er passionerede omkring bæredygtig mode. En af de fem kvinder er den 31-årige britisk/amerikanske topmodel Arizona Muse, som vi fangede til en Q&A om, hvordan hun rydder ud i garderoben, og hvad hun går efter, når hun shopper vintage.
Hvornår begyndte du først at tænke på din garderobes effekt på miljøet?
Jeg har været engageret i miljøet i et stykke tid nu. Jeg tror på, at det at vide noget om miljøpåvirkningen i forbindelse med dine garderobevalg gør, at du har en mulighed for at redde verden, hver gang du tilføjer noget til din garderobe. Det er vigtigt at vide, at bomuld fx er en af de mest skadelige afgrøder i verden (sammen med soja og hvede), fordi den bruger en enorm mængde kemiske gødningsstoffer, pesticider og herbicider hvert år, der derefter forurener jorden og ender i vandforsyningerne.
Hvad er dine bedste tips til at opbygge en mere bæredygtig garderobe?
Første skridt: Altid køb brugt fremfor nyt.
Andet skridt: Hvis du er nødt til at købe noget nyt, skal du købe fra et brand, der driver en bedre bæredygtig forretning.
Tredje skridt: Læs altid etiketten. Vid, hvilke materialer, der er i dit tøj. Organiske naturlige fibre er de bedste, og syntetiske stoffer er altid et ’no no’.
Holder du fast i tingene i din garderobe, eller slipper du let de ting, du ikke længere bruger?
Jeg ved, at nogle mennesker kæmper med at slippe af med ting, men det gør jeg ikke. Jeg elsker at slippe af med ting! Jeg går altid efter den regel, at hvis du ikke har brugt et item i årevis, betyder det, at du ikke vil gå med det, og så skal det videre. Jeg prøver altid at fokusere på, hvor godt mit tomme skab føles, når det ikke er så fyldt, at jeg ikke kan finde noget, og det føles så dejligt at kunne have alt ordentligt organiseret.
Kan du huske dit første vintage-item?
Ja, det var et par smukke, højtaljerede, lyse pink Yves Saint Laurent-bukser, jeg købte dem på Vestiaire Collective, og jeg elsker dem.
Hvilke items kan skal man skal have i garderoben for altid?
En fest-blazer, en sort frakke, et par bukser med høj talje, sorte flade støvler, en let uldbuks og en fedora-hat.
Læs mere om Vestiaire Collectives ‘Wardrobe Reality Check’ HER.
Den 31. marts 2020 fratrådte prins Harry og hertuginde Meghan Markle officielt deres roller som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.
Knap tre uger efter deres fratrædelse kapper hertugen og hertuginden af Sussex officielt alle bånd til fire store britiske tabloid-aviser; The Sun, Daily Mail, Mirror og Express, via en skriftlig udsendelse, der tydeligt viser parrets frustration over den måde, de er blevet behandlet på.
Der er da heller ingen tvivl om, at mediernes hetz mod parret er en af de helt store årsager til deres ønske om at træde tilbage fra deres roller som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus. Fx har prins Harry tidligere udtalt, at hvert eneste blitzlys fra fotografernes linser, mindede ham om det, pressen udsatte hans afdøde mor, Diana, for.
Den 20. april 2020 modtog redaktørerne på Daily Mail, The Sun, Express og Mirror et brev, der forklarer, at hertugen og hertuginden af Sussex ikke vil samarbejde med dem længere, og parret beskylder desuden de fire tabloider – der er en del af en pulje af journalister fra britiske aviser, som har særlig adgang til kongefamilien – for at bruge clickbait, sladder og løgne til at øge annonceindtægterne.
I brevet skrev parret blandt andet:”Hertugen og hertuginden af Sussex har set mennesker, de kender – såvel som komplet fremmede – få deres liv fuldstændig revet fra hinanden uden nogen god grund, bortset fra det faktum, at sladder øger annonceindtægterne.”
Harry og Meghan forsvarer også deres beslutning ved at skrive: ”Denne politik handler ikke om at undgå kritik. Det handler ikke om at lukke den offentlige samtale eller censurere nøjagtig rapportering. Medierne har al ret til at rapportere og have en mening om hertugen og hertuginden af Sussex, god som dårlig. Men den kan ikke være baseret på en løgn.”
Selv om brevet er skrevet på vegne af hertugen og hertuginden af Sussex – der normalt holder en sober og royal distance til at vise følelser – er det tydeligt at mærke deres frustration. Læs selv hele brevet herunder:
Harry og Meghans brev til fire britiske aviser:
”I anledning af at hertugen og hertuginden af Sussex er ved at tilpasse sig deres nye liv og ikke længere modtager nogen offentlig finansieret støtte, skriver vi for at oprette en ny politik for medierelationer, da den vedrører din organisation specifikt.
Ligesom dig, tror hertugen og hertuginden af Sussex, at en fri presse er en hjørnesten i ethvert demokrati – især i krisetider. På bedst mulig måde kaster denne gratis presse lys over mørke steder, fortæller historier, der ellers ville svinde hen, står op for det, der er rigtigt, udfordrer magten og holder dem, der misbruger systemet til regnskab.
Det er blevet sagt, at journalistikkens første forpligtigelse er sandheden. Hertugen og hertuginden af Sussex er helhjertet enige.
Det er alvorligt, at et indflydelsesrigt udsnit af medierne gennem mange år har forsøgt at isolere sig fra at tage ansvar for det, de siger eller skriver – selv når de ved, at det er forvrænget, falskt eller invasivt uden grund. Når magten nydes uden ansvar, forringes den tillid, vi alle sætter i denne meget nødvendige industri.
Der er en reel menneskelig omkostning for denne måde at drive forretning på, og det påvirker hvert hjørne af samfundet. Hertugen og hertuginden af Sussex har set mennesker, de kender – såvel som komplet fremmede – få deres liv fuldstændig revet fra hinanden uden nogen god grund, bortset fra det faktum, at sparsommelig sladder øger annonceindtægterne.
Med det sagt, skal du være opmærksom på, at hertugen og hertuginden af Sussex ikke længere vil samarbejde med dig. De vil ikke bekræfte udtalelser, og der vil være nul engagement. Dette er også en politik, der indføres for deres kommunikationsteam for at beskytte dette hold fra den side af branchen, som læserne aldrig ser.
Denne politik handler ikke om at undgå kritik. Det handler ikke om at lukke den offentlige samtale eller censurere nøjagtig rapportering. Medier har al ret til at rapportere og have en mening om hertugen og hertuginden af Sussex, god som dårlig. Men det kan ikke være baseret på en løgn.
De vil også være meget tydelige: Dette er på ingen måde en politik, der gælder alle medier.
Hertugen og hertuginden af Sussex ser frem til at samarbejde med journalister og medieorganisationer over hele verden, engagere sig i græsrodsmedier, regionale og lokale medier og unge, opkommende journalister, for at belyse spørgsmål og årsager, som så desperat har brug for anerkendelse. Og de ser frem til at gøre, hvad de kan for at hjælpe yderligere for mere forskellige og underrepræsenterede stemmer, som er nødvendige nu mere end nogensinde.
Hvad de ikke vil, er at tilbyde sig selv som valuta for en økonomi med clickbait og forvrængning. Vi opfordrer til, at denne nye tilgang bliver hørt og respekteret.”
Vi parodierer stadig Joey Tribbianis kendte frase ”How’ you doing?”, drømmer os tilbage til Rachel og Monicas lækre 90’er-stil og synger med på Phoebes ”Smelly Cat”-sang.
Det er ikke meget overdriv, hvis vi siger, at det virkelig er en af tidens bedste tv-serier, der virkelig har sat sit præg hos de fleste.
Vi er mange, der i flere år har drømt om, at der skulle komme en reunion eller blive produceret en sæson mere, og derfor blev vi også ekstatiske, da det i februar 2020 kom frem, at en Friends-reunion blev en realitet.
Efter 25 år kommer der nemlig endelig en Friends-reunion med de seks originale hovedroller, Rachel (Jennifer Aniston), Monica (Courteney Cox), Phoebe (Lisa Kudrow), Joey (Matt LeBlanc), Chandler (Matthew Perry) og Ross (David Schwimmer), og da vi først hørte nyheden, kunne vi slet ikke vente.
Men men men…
Det bliver altså ikke til et nyt Friends-afsnit, men derimod en reunion hvor de kendte skuespillere tager tilbage til filmsettet som dem selv og viser rundt behind the scenes – og mon ikke også de kommer med andre overraskelser?
De bliver da også betalt rigeligt for dette reunion-show, da de får mellem 17–20,5 millioner kroner udbetalt hver.
Det er en del mere, end hvad de fik udbetalt pr. episode, dengang serien blev optaget. Der fik de nemlig omkring 6,8 millioner kroner hver, hvilket jo også er en slags penge.
Du har garanteret allerede støvet af i alle kanter og hjørner mere end én gang, mens du sukkede over alt det lækre forårstøj, som du ikke kommer til at vise frem på en overfyldt fortovscafe med byens bedste latté i hånden…
En ny hobby (udover dagdrømmeri) er i den grad much needed! Heldigvis står den næste hobby, du skal kaste dig over, skrevet i stjernerne.
For stjernerne har talt!
En række eksperter fra den clairvoyante platform Psychic World har skuet mod stjernerne og fundet den hobby, du med omfavnende arme kan kaste dig over, ifølge dit stjernetegn – så du kan få tankerne på ret køl.
Find dit livs bedste match – og her taler vi ikke om dit livs udkårne, men dit perfekte match i hobby i galleriet herunder. Måske er du den heldige, der vil have succes med TikTok, der er mere end in for øjeblikket!
Foto: Friends
Vædderen skal blive YouTuber
Vædderen er frisk på næsten hvad som helst – og af natur er dette stjernetegn en selvdreven leder, der vil trives med at skabe sit eget online indhold. Uanset hvilken platform, vædderen kaster sin kærlighed på, vil den legende personlighed tiltrække interesse fra andre – så hvis du er vædder, kan du uden at tøve give dig i kast med din første live-stream!
Foto: Mega
Tyren skal investere i aktier
Tyren er en laid-back, men fjedrende personlighed. De kan godt lide at betragte verden og gribe ind, når det gavner dem. Derfor ville aktiespekulation være lige noget for tyren, der her vil få mulighed for at finpudse sine investeringer ved at observere nøje.
Tvillingen skal live-streame virtuelle begivenheder og spil
Hvad enten det er Skype, FaceTime eller et Two Player-spil vil de sociale væsener, født i tvilingens tegn, elske at holde kontakten virtuelt, når der ikke er mulighed for at være fysisk til stede – så vær ikke bleg for at invitere din bedsteveninde på en Skype-date, hun sidder garanteret allerede og bider negle af frustration over den sociale distance!
Foto: Bad Teacher
Krebsen skal blive online tutor
Krebsen har et behov for at hjælpe andre, og derfor vil det at blive online tutor være en perfekt mulighed for dig, der er født i krebsens tegn. Her vil du have mulighed for at lære fra dig og hjælpe børn, hvis forældre med gode grunde ikke er uddannet skolelærer.
Foto: Friends
Løven skal blive TikTok-influencer
Nedlukningen vil være den perfekte mulighed for løven til at forfine sin allerede influerende tilstedeværelse! Disse divaer elsker at være i front og blive badet i spotlight – og her vil den nye it-platform TikTok være et sikkert skud i bøssen. Den selvsikre løve vil elske at føre sig frem i dristige dance-moves, som andre kan se.
Foto: A Devil Wears Prada
Jomfruen skal blive virtuel assistent
Mere end nogensinde før har virksomheder i diverse brancher brug for hjælp. Ved at blive virtuel assistent for en virksomhed, der lige nu kæmper bravt, vil jomfruen få udløst sin hårdtarbejdende, systematiske og metodiske natur – og måske du har en indre Andrea Sachs i dig som i filmklassikeren The Devil Wears Prada?
Foto: Sex and The City
Vægten skal lære et nyt sprog
Vægtens udsøgte smag har brug for en udfordrende og udsøgt beskæftigelse. At lære et nyt sprog vil tale til vægtens intellektuelle side – og være en helt ny tilføjelse til CV’et – så bon vogage!
Foto: Gossip Girl
Skorpionen skal skrive en e-bog
Skorpionen er ofte et misforstået og ekstremt gådefuldt væsen. Derfor er dette stjernetegn med sine fascinerende tanker den oplagte forfatter, og folk vil elske at læse dine (dystre) værker!
Foto: Sex and The City
Skytten skal lave podcast
Skytten har altid en million historier at fortælle takket være sit eventyrlige væsen – og dette stjernetegn vil hungre efter nye oplevelser i denne tid, hvor mulighederne er begrænsede. Findes der en bedre måde at tackle det på, end genfortælle disse historier i en podcast?
Foto: Mega
Stenbukken skal lære at kode og lave hjemmesider
Den stærke stenbuk kan klare alle de udfordringer, de bliver sat overfor – og den tekniske udfordring i at kode og lave hjemmesider vil sende dette stjernetegn - med det urokkelige fokus og (den lidt besatte) workaholic-tendens - afsted på en lyserød sky.
Vandmanden skal blive blogger
De bedste forfattere, er dem, der fortæller en historie med deres tanker på en ubeskrivelig måde – og det mestrer vandmanden, der er rebelsk, frisindet, excentrisk og revolutionerende. En blog vil være det perfekte sted at begynde for dig, der er født i vandmandens tegn!
Foto: Titanic
Fisken skal blive grafisk designer
Den æteriske fisk vil elske at slippe sin indre kreativitet løs. Deres kærlighed til at undslippe virkeligheden gennem kunst eller design kan omsættes til et stort sideprojekt – og måske er der penge i det?
Q&A med Caity Knox, der er ready to wear-designer hos & Other Stories og arbejder fra atelieret i Los Angeles:
Hvordan kom du på idéen til dette projekt?
Vi vil altid gerne arbejde så bæredygtigt som muligt. Når vi forestillede os denne sommerkollektion, føltes det virkelig vigtigt at skabe en ’conscious’ kollektion. Vi kan se de her items blive båret i naturen, i den varme sol, og vi ønskede at skabe en kollektion, der hylder den natur, der inspirerede til den.
Så hvor kom inspirationen fra?
Inspirationen til denne kollektion kommer fra antikke natkjoler og undertøj. Vi ønskede at fange den delikate feminine følelse i detaljerne, men i form af afslappede silhuetter, der er superbehagelig, og som flyder i vinden. Vi elskede ideen om at tage noget historisk indsnævrende og fylde det med luft og bevægelse. Da vi designede denne kollektion, oplevede vi det, der hedder super bloom i L.A. Super bloom sker, når vi har en usædvanlig mængde regn tidligt på året, så når foråret kommer, blomstrer et vanvittigt antal vilde blomster. Så vi var virkelig omgivet af denne eksplosion af naturen, og der sprang blomster op overalt, hvor vi gik. Vi forestillede os disse kjoler i store enge og de her dagdrømme inspirerede vores blomsterprint.
Hvordan påvirkede det din kreative proces at kollektionen skulle være bæredygtig?
Mit team og jeg brænder meget for bæredygtighed. Som designere har vi en unik mulighed og pligt til at hjælpe andre med at træffe mere opmærksomme modevalg ved selv at træffe flere bæredygtige valg i designprocessen. Vi er glade for at være i stand at tage det hele vejen og dele dette med vores kunder og fællesskab.
Har du en favorit-style?
Det er så svært at vælge. Vi har designet denne kollektion lidt egoistisk, for jeg ønsker personligt at bære det hele haha! Men jeg tror, at min favorit er den voluminøse hvide kjole med flæser i nakken og store puffede ærmer. Det er på en eller anden måde begge dele virkelig dramatisk og virkelig delikat på samme tid, og dens omfangsrige silhuet er så behagelig og let at smide på.
Kollektionen er lavet af omfangsrige og romantiske kjoler. Ikke kun med hensyn til bæredygtighed, men bliver mode mere opmærksom på at skabe mode, der er behagelig og bevidst om femininitet?
Femininitet har millioner af former, alle sammen smukke. Men jeg synes bestemt, moden er flyttet mod en mere behagelig kvindelighed. Jeg oplever, at kvinder virkelig vælger en stil, der bringer dem glæde og udtrykker deres identitet frit. Vi ønskede alle at disse stilarter skulle være både sjovt at have på og behagelige på din krop – noget, du kan bære, mens du skaber glade sommerminder og bevare i dit skab i mange sæsoner frem.
Foto: PR
Q&A med Sara Jivenius, der er sustainability manager hos & Other Stories:
Hvad er kernen i & Other Stories’ bæredygtighedspolitikker?
Vi holder det bæredygtige aspekt i hjertet i alt, vi gør. Det betyder ikke noget, hvilket projekt vi laver; vores kollektive tankegang er at udforske og sætte spørgsmålstegn ved processen undervejs, så vi er sikre på, at vi altid går efter den mest bæredygtige mulighed.
Alle taler om genbrug ifm. moden? Hvordan snakker I om det?
Der er så meget udvikling inden for genbrugsfeltet, som er meget inspirerende at se. I vores & Other Stories-butikker kan du finde et genbrugsinitiativ i butikken, der opfordrer kunder til at aflevere enhver type tekstiler, fra ethvert mærke, til os – såvel som deres tomme & Other Stories-skønhedsemballage. Men vi udforsker også flere måder at genanvende ting på.
Er den måde vi forbruger og bruger tøj på vigtigere end måden, vi skaber dem?
Alle er vigtige! Selvfølgelig er de grundlæggende faktorer som hvordan tøj produceres og i hvilke materialer grundstenene i den miljømæssige påvirkning, men nogle gange glemmer vi, at måden, vi behandler tingene i vores klædeskabe, også spiller en vigtig rolle. Ved at passe på dit tøj sikrer du, at de vil holde længere, hvilket også mindsker deres klimapåvirkning.
Se hele kollektionen – der er tilgængelig fra den 20. april 2020 – herunder:
I dag byder vi velkommen til den danske influencer og it-girl Chloé Monchamp her i venindebogen.
Vi gætter på, at Chloé har arvet sin sans for mode fra sin lige så stilfulde mor, Lotte Mørch, der står bag agenturet Mørch Fashion og PR-bureauet Mørch & Rohde – men ingen tvivl om, at Chloé er helt sin egen!
Den stilfulde influencer har med pendulfart fanget vores opmærksomhed med sin udstråling og lækre stil i modebilledet såvel som på sin Instagram – og hun er i den grad en personlighed, man skal holde øje med.
Læs med herunder, når Chloé afslører sit næste træk og løfter sløret for, hvor vi måske fremover skal holde øje med den selvsikre it-girl.
Foto: @chloemonchamp
Udover mit navn kalder folk mig: Coco eller Chlo.
Alder: 19 år.
Livret: Pasta med trøffel.
Da jeg var lille, ville jeg være: Læge eller dyrepasser.
Mit bedste køb nogensinde: Af materielle ting må det være min Chanel-taske, som jeg altid har ønsket mig.
Hvis jeg skulle beskrive mig selv med tre ord, ville det være: Udadvendt, ærlig og meget utålmodig.
Min absolut yndlingsby er: Paris! Planen er at flytte dertil inden længe.
Det har jeg altid i tasken: Læbepomade, lidt make-up og utroligt mange underlige ting, som jeg ikke aner, hvordan ender i min taske.
Sidste gang jeg græd, var: Til filmen Ser Du Månen Daniel.
Mit næste køb er: Michel Ducaroys Togo-sofa, som er overalt på Instagram i øjeblikket.
Jeg vil gerne blive bedre til at: Lave mad! Jeg er begyndt at bruge lang tid i køkkenet, og min passion for mad vokser kun for hver dag, der går. Jeg går meget op i at bruge økologiske ingredienser af god kvalitet.
All time favorite movie: Les Intouchables.
Jeg er komplet afhængig af: Mine venner og min familie, som er en stor del af min hverdag.
Det gør mig vred, når: Folk ikke holder, hvad de lover.
Jeg er gladest, når: Jeg har meget arbejde at kaste mig over – nye spændende projekter giver mig energi. Og selvfølgelig når jeg er omgivet af mennesker, jeg holder af.
Den her sang får mig altid på dansegulvet: ALT med Aya Nakamura.
Det item i min garderobe, jeg bruger allermest, er: Det er umuligt kun at vælge ét item, så jeg må sige oversized blazere, jeans og sneakers.
Mit højeste ønske er: At kunne lave noget, jeg elsker, hver dag.
Guilty pleasure: Reality-tv!
Jeg er stolt af at: Jeg tør at være den, jeg er, og at jeg står ved mine holdninger uanset hvad.
// Dette interview blev første gang bragt i ELLEs oktobernummer 2019 //
På din Instagram-profil ser man primært billeder fulde af overskud, men du har valgt at vise nogle flere sider af dig selv her i ELLE og åbne for nogle ofte tabuiserede emner – mobning og angst. Det er superukomfortabelt at snakke om, men hvordan oplevede du at blive mobbet som barn?
Jeg var aldrig rigtigt inde i varmen, jeg var anderledes. Jeg pakker ikke tingene ind, men er heller ikke den, der søger drama, og så er jeg ikke god til konflikter, men jeg går meget op i, at ting er fair. Summen af de egenskaber spændte ben for mig i folkeskolen og i gymnasiet, fordi jeg ikke bare gik med alle de andre. Jeg gik heller ikke klædt som alle de andre. Det var megahårdt, for det sociale var virkelig svært for mig. Det handlede først og fremmest om pigerne, for jeg havde ikke problemer med drengene, men pigerne havde noget med mig. Det tog vildt hårdt på mig. Det var først, da jeg kom ud og skulle arbejde, at jeg oplevede, at jeg var o.k., som jeg var. Særligt gymnasieårene var hårde, for som teenager ved man ikke engang selv, hvem man er.
Hvornår vendte stemningen?
Jeg fik respekt senere, da jeg fik succes, men da kunne jeg jo ikke bruge det til noget. Det er en selverkendende rejse at finde sig selv, noget, jeg måtte gøre alene. Det sjove var, at der i gymnasiets blå bog ordret stod, at jeg troede, jeg ville ende med at være på forsiden af et magasin, men altså skrevet i en nedladende tone. Jeg skulle ikke tro, at jeg var noget som helst.
Hvem hjalp dig i den periode?
Det var faktisk kun mine forældre, og nogle veninder, som jeg ikke gik i klasse med. Men jeg havde også en periode, hvor jeg ikke rigtigt havde nogle veninder, for der var sådan en ret stor gruppe af piger, som jeg ret hurtigt tog afstand fra, for selv om jeg troede, vi var venner, så blev jeg bagtalt bag min ryg – selv om jeg bare prøvede at være mig og være sød over for dem.
Efter gymnasiet havde du også en hård periode med angstanfald?
Ja, jeg begyndte at få dødsangst, socialangst, terrorangst, alle former for angst, som kommer af ting uden for en selv. Det var hver eller hver anden dag, og anfaldene sad i kroppen i flere dage. Jeg følte mig helt vildt alene med min angst, og det er der mange, der gør, tror jeg. Mange unge, især piger, får angst, men det er et tabu. Man taler ikke om det forventningspres, der ligger på mange. Men jeg oplevede, at det var presset fra alt det, jeg følte, jeg skulle, der triggede anfaldene. Jeg havde svært ved at gå til arrangementer eller være sammen med mange mennesker, hvilket jo var ret besværligt i forhold til mit arbejde. Jeg prøvede terapi, hypnose og psykologer, men intet virkede for mig, så til sidst fik jeg medicin af lægen, som jeg kunne tage, hvis jeg var helt ude af den. Jeg havde den i lommen, men brugte den aldrig, jeg ville hellere være stærk nok til at overvinde det selv. Og ved at tale med en terapeut og healer i kombination med akupunktur, massage og træning kom jeg videre. Der er stadig folk, jeg undgår i dag, fordi de trigger noget i mig, men jeg ved, hvor mine grænser går, så jeg stadig kan være lige så åben og glad, som jeg altid har været. Nu har jeg ikke haft et anfald i halvandet år, og jeg vil gerne give et råd til alle dem, der lider af angst: Tal om det med nogen, hold det ikke tilbage, hvad enten det er angst, mobning eller kærestesorg, så skal man ikke stå alene med det.
Du har aldrig skrevet om det på Instagram?
Nej, for der har jeg ikke nogen stemme; min profil og mit univers er jo billeder. Men her i dette interview kan jeg sige noget, og det gør jeg, for jeg kan stadig få helt ondt i maven, når jeg hører om andre, der bliver mobbet.
Lærte du ligefrem noget af at være udenfor?
Helt sikkert! Både i forhold til mit arbejde i dag, hvor jeg allerede havde lært, hvad der sker, når folk bagtaler hinanden, så jeg godt vidste, hvordan man skal opføre sig eller ikke skal. Og så lærte jeg ret hurtigt, hvor mine grænser går. Det gælder også i mit arbejde, hvor jeg fra starten har sat klare grænser og har insisteret på at være mig selv. Lige pludselig efter mange år, hvor jeg var blevet slået i hovedet for at være mig selv, oplevede jeg så, at folk i arbejdsmæssig sammenhæng fik optur over, at jeg var mig selv.
Har du oplevet negative kommentarer eller decideret mobning på Insta?
Jeg tror faktisk, jeg har været ret heldig, for jeg har aldrig prøvet sådan en voldsom negativitet – i modsætning til hvad jeg ellers har oplevet i virkeligheden. Det er mere noget med, at nogen ikke kan lide min nederdel, og det er fair nok. Jeg tror, det er, fordi jeg ikke deler så mange personlige ting, så er der ikke så meget at have en holdning til. Min Insta skal være nem og tilgængelig og til at forholde sig til, og jeg ville ikke have lyst til at dele mine holdninger til større sager. Tingene kan ændre sig, men lige nu er det sådan, mit univers er.
Hvad gav dig styrke til at komme igennem modgang og isolation?
Jeg tror bare, at det er den måde, jeg er opdraget på. Jeg har følt mig godt rustet hjemmefra til at sige nej – det har mange andre svært ved. At sige nej og mærke, hvor ens grænse går, uanset om det angår det tøj, man går i, eller om det er en fest fredag aften, man ikke har lyst til. Mange, når de ser min profil i dag, tænker, at alt er perfekt og dejligt, men det er der jo ingen, der er. Alle har problemer eller døjer med noget, og sådan vil det altid være. Det er generelt vigtigt at holde fast i sig selv og lave noget, der gør en glad. Det er det, jeg har fundet fodfæste i nu, og så har jeg gode mennesker omkring mig. Man vil aldrig undgå at komme i situationer, hvor man bliver ked af det, men man kommer altid igennem det.
Hvordan synes du selv, du har påvirket moden set med danske øjne?
Jeg er naturligt nysgerrig og vil gerne udfordre vores lidt fastlåste forestillinger om, hvad der er mode, stil og smag. Da alle andre gik i sort og naturlige, nordiske toner, tog jeg farverne – helt bogstaveligt – fordi de emmer af glæde. Og det er det, jeg forbinder med mode; at det gør mig glad. Derfor har jeg måske turdet bryde nogle grænser ned, hvor andre måske var mere optaget af, hvad der er god smag, og hvordan de kunne blende ind. Det har ikke været og er ikke min tilgang til mode. Mode skal være sjov, den skal være personlig, og den skal rykke ved vores opfattelser af, hvad der er stil og god smag.
Tiden sætter sine spor, og du kender garanteret godt den type, der slet ikke er til at kende, som årene er skredet frem – eller en som Helena Christensen, der bare ikke ser en dag ældre ud…
Men det er nu sjovt at finde billedalbummet frem og se tilbage på hvilke kiksede stil-fælder, man faldt i.
Og det er også tilfældet med en række kendte, hvis skønhed vi sukker over i dag!
Over tid eksperimenterer de fleste kvinder med deres look. Det betyder for eksempel en ny frisure eller en brynvoks fra tid til anden – afhængigt af den herskende trend, og ikke alle har gjort lige godt for kvinders beauty-look…
For andre betyder det også en tur – eller to – forbi plastikkirurgen.
Kendisserne er ikke undtaget dette ’tidsfænomen’ – og vi har samlet 9 kendte, der på dramatisk vis har ændret udseende gennem årene ved at forandre hår, makeup og styling. Eller med hjælp fra et par dyre kirughænder.
Foto: Mega/Instagram
Blake Lively
Skuespillerinden Blake Lively trådte ind i Hollywoods spotlight, da hun var på sit tredje år i high school. Tingene tog herfra fart både med karriere og stil… Og det klæder hende, at Forever 21 er blevet skiftet ud med Dior.
Bella Hadid
Bella Hadid er en af de skønheder, vi sukker ekstra over, når vi ser hende i modebilledet og på catwalken i dag. Bella har aldrig bekræftet, at hun har været under kniven, men at dømme ud fra teenagebilledet af hende, er det svært at forestille sig, at det kun er tidens gang, der har sat sine spor.
Foto: Mega
Kim Kardashian
Kim Kardashian har vist os, hvordan man med contour og plastikkirurgi kan ændre sit udseende på en seriøs måde - og vi blamer hende ikke! Kim har stor succes, og vi og hendes resterende 166 millioner følgere elsker at følge med på sidelinjen.
Foto: Mega
Donatella Versace
Donatella Versace er som navnet hentyder en del af modedynastiet Versace – og hun har ført sin brors (stifteren Gianna Versace) livsværk videre siden hans død i 1997 - og fungerer på nuværende tidspunkt som kreativ direktør for high end-brandet. Både tid og plastikkirurgi har sat sine spor på Donatellas look. Måske det ene lidt mere end det andet…
Foto: Mega/Instagram
Kylie Jenner
Der er sket meget med Kylie Jenners udseende gennem årene. Fra næse til læber og hofter. Enten er der noget helt særligt i vandet i Calabasas, og ellers er der en anden årsag...
Foto: Mega
Megan Fox
Megan Fox har altid haft et glimt i øjet, der er to die for. Gennem årene har hun vinket farvel til de tyndplukkede øjenbryn, den klistrede lip gloss og den blå øjenskygge. Mon ikke også hun har fået lidt hjælp udefra?
Foto: Mega/Instagram
Lara Worthington
Den australske model og tv-personlighed, Lara Worthington, kom for alvor i den australske offentligheds søgelys, da hun blot var teenager. Spol et par år frem, og hun dropper selvbruneren og sit lange bølgende hår til fordel for en mere sofistikeret page.
Foto: Mega
Victoria Beckham
Fra Spice Girl til modedesigner – Victoria Beckhams nye look klæder den sidstnævnte jobbeskrivelse en anelse bedre… Kan du overhovedet kende hende?
Foto: Mega
Khloé Kardashian
Kardashian/Jenner-søstrene vinder stort, når der er tale om bedste kendistransformationer, og Gud ved hvor mange penge, de har brugt på at nå dertil! Khloé Kardashian er endnu en af søstrene, der gennem årene har gennemgået en eventyrlig forvandling.
Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid (eller Daisy, som er hendes kælenavn) kom til verden den 16. april 1940 – som et tiltrængt lys i en mørk tid under krigen.
Prinsessen var ganske vist det daværende kronprinspars førstefødte, men fordi hun var en pige, stod det ikke skrevet fra start, at hun en dag skulle blive Danmarks dronning.
Dengang kunne tronen nemlig kun gå i arv fra far til søn. En ændring i tronfølgeloven i 1953, der nu sagde at ”Kongemagten nedarves til mænd og kvinder”, gjorde dog med ét prinsesse Margrethe til tronarving.
Og sådan gik det som bekendt.
I 1972 overtog hun tronen fra sin far, og med mere end 48 år som Danmarks regent er dronning Margrethe blandt de længst siddende nulevende regenter i verden.
Vi beundrer hende ikke mindst for sin evne til at regere, men også for den gode humor og store begavelse indenfor kunst, kultur, farver og design, som alle er blandt dronningens store passioner. Og hun er mildest talt god til det hele.
Det er alle titler, dronning Margrethe kan skrive på CV’et, og i galleriet herunder har vi samlet en række billeder, der illustrerer de forskellige epoker i det nu 80 år lange liv.
Vi ønsker Hendes Majestæt Dronning Margrethe II hjerteligt tillykke med fødselsdagen!
I takt med at varmegraderne stiger, og solen kommer mere og mere frem, kommer lysten til at hoppe i shortsene og lade de måske lidt vinterblege ben få lidt farve, hvis du er så heldig at have en have eller en altan i disse corona-tider.
Hvorom alting er, er det denne sommer de løse og luftige shorts, du skal gå efter – både de elegante bermudashorts og de mere sporty af slagsen.
Ikke nok med at de løse shorts er behagelige at have på, så kan de også bruges til enhver lejlighed. Sammensæt dem til hverdag med en strik og et par loafers og dress dem op til fest med et par stiletter og en oversized blazer post-corona, når vi igen kan komme ud at mingle til diverse events.
Hvad enten du er til de sofistikerede bermudashorts eller de sporty nylonshorts, så scroll løs i galleriet nedenfor, hvor ELLEs moderedaktion har samlet 10 bud på fine sommershorts, som du med sikkerhed kan få gavn af allerede i forårssolen!
Der er nok mange, der savner at klæde sig ’almindeligt’ på og måske skifte uldsokkerne ud med et par hæle.
Den casual del af vores garderobe har aldrig været så meget i brug som nu, og vi drømmer om at kontordagene er lige rundt om hjørnet.
For at føle at vi har en mere virkelig hverdag, anbefaler ELLEs Fashion Editor, Johanne Brostrøm, at vi i denne uge klæder os på, som vi ville, hvis det var en almindelig forårsdag på kontoret.
Bermudashorts er et af sæsonens vigtigste items, de kan bruges til alt og er både elegante og cool på samme tid. Brug dem f.eks. til en hvid skjorte, et par lave hæle og smid en oversize uldblazer over skuldrende.
Den gyldne statementørering er flot alene og giver looket et eksklusivt tvist. De store strandtasker fås i mange udgaver lige nu, og hvis strå bliver for sommerligt til dig endnu, er flettet læder et godt alternativ.