Valentine’s Day

Valentine’s Day nærmer sig, og venter du ej knæfald eller diamanter fra din udkårne, behøves du ikke være foruden romantikken. InWear har nemlig specialdesignet en romantisk Valentin-gave, som hverken kræver mand eller millioner!

Et boheme-inspireret tørklæde med et smukt paisleyprint og frynser samt en tætsiddende T-shirt med v-hals og et romantisk tryk er gaverne, der skal fejre dagen, der hylder kærligheden og forårets komme. Begge gaver er indpakket i de fineste gaveæsker med paisleyprint og en silkesløjfe, der vil glæde ethvert pige-hjerte – uanset om gaven er overrakt af prinsen på den hvide hest eller blot en lækker selvforkælelse.

De unikke Valentinsgaver kan købes i alle InWears egne butikker samt i udvalgte Martinique-butikker, og T-shirten vil koste 299 kr., mens du må slippe 399 kr. for tørklædet.
Nærmeste forhandler oplyses på tlf.nr. 70 30 28 28

Lækre lakker

Chanel-feberen vil (stadig) ingen ende tage.

Rouge Noir, Black Satin, Blue Satin, Orange Fizz, Jade og nu den delikate jordfarvede Particuliére. Karl & co. bliver ved og ved (og ved) med at lancere nye to-die-for items.
Og heldigvis er nogle af dem prismæssigt opnåelige. Som eksempelvis neglelakkerne. Men du skal være lynsnap; de bliver nemlig udsolgt næsten inden de når at blive stillet frem på disken.

Spørg hos din lokale Chanel-pusher, hvornår de nye varer lander – nogle skriver dig endda gerne på venteliste.
Og hvis Particuliére ikke fås – er der SÅ mange andre skønne farver at vælge imellem som eksempelvis.
Inattendu, som også er fra forårslooket.

God lak-jagt.

Lakkerne koster ca. 165 kr.

Clinique beskytter dine læber

Clinique har netop lanceret en virkelig smart lipgloss lignende sag, der er prop fyldt med antioxidanter fx açaibæret, som kommer fra den Brasilianske Amazoneregnskov. Sammen med C vitamin og granatæble, som glossen også indeholder, får dine læber max beskyttelse.

Den lækre lipgloss dulmer øjeblikkeligt tørre og sprækkede læber, som man jo ellers nemt kan redde sig i løbet af de kolde vintermåneder.

Men den er ikke kun god i vintermånederne – hvis den bruges regelmæssigt kan den nemlig reducere synligheden af læbelinier forsaget af ældning, og så giver den jo samtidigt en fin farve, der både vil være god til hverdag og til fest.

Vitamin C Lip Smoothie Antioxidant Lip Colour fra Clinique fås i seks forskellige farver og koster 165 kr. pr. stk.

Skønhed kommer ikke indefra

Hvis du tror på påskeharen, skovalfen eller Den Afskyelige Snemand, så hører du måske også til dem, der tror på den der med, at skønhed kommer indefra? Det er måske både politisk korrekt og aldeles empatisk at sige, men det fungerer ikke rigtigt ude i det virkelige liv, vel …? Skønhed er – med mindre man har fået symmetri, høje kindben og stjerne-dna i dåbsgave – i forholdsvis høj grad noget, man i dag køber sig til. Godt, så skulle den side af sagen være aftabuiseret! Tænk på midaldrende Hollywood-skuespillere, de garvede topmodeller og berømte entertainere med årevis på bagen. De fleste (Sharon Stone, Linda Evangelista, Madonna – you name them …!) ser faktisk bedre ud i dag, end de gjorde for ti år siden.

Den virkelighed, vi beundrer, er utvivlsomt … uvirkelig! Sund kost, personlig træner, masser af søvn og dyre cremer? Det er ikke nok, når tyngdekraften uvægerligt sætter turbofart på ansigtets deroute mod gradvis kollaps. Det er tilsyneladende, fordi disse offentlige personager gør ihærdigt brug af de vedligeholdende behandlinger, som den nyeste forskning og teknologi på den evigt genererende foryngelsesfront nu tilbyder. Kirurgi er så altmodisch, og alle er familiære med botoxens og restylanens lyksaligheder (… eller hvad?), men den nyeste foryngende og opstrammende behandling, alle taler om lige nu, hedder Thermage. Behandlingen begaver med en slags ansigtsløft uden kniv, ar og langvarige helingsprocesser. Hudens kollagen udsættes gennem en nyudviklet teknik ganske enkelt for kraftige (efter sigende ret så pinefulde) varmestød, der genetablerer hedengangne strammere konturer – og vupti – goddag ungdom, beundrende blikke og succes!

Ganske få steder i Danmark er den revolutionerende behandling nu tilgængelig for dem, der jagter ydre perfektion. Tyske Claudia Schiffer, der (måske med lidt bistand af Thermage?) i år kan fejre hele 21 år på toppen som en af verdens mest feterede supermodeller, har ellers netop udtalt, at det ikke længere er nok for hende at være smuk. På trods af et heftigt dokumenteret og ovenud forkælet jetset-liv samt en formodet gigantisk pengetank, frier modellen nu til potentielle investorer, der lyster at finansiere en kollektion i hendes navn. Frau Schiffers ide til kollektionen lader dog enhver tænkelig investor hænge i uvished. Hun udtaler, at hun gerne vil lave “noget i kashmir eller måske noget med håndtasker” …!

Åh, smukke kvinde, hold nu din kæft! Jeg kan umuligt være den eneste, der er træt af celebriteter, der kaster sig over projekter, de slet ikke er gode til … Brad Pitt og Angelina Jolie – superbrandet Brangelina – har også bevæget sig ud på bundløst vand med en juvelkollektion for det snobbede engelske luksusfirma Asprey. Kollektionen, ‘The Protector’, tager primært udgangspunkt i slangens form, fordi krybet er Angelinas personlige maskot og beskytter. Sweet! Den elitære kollektion er ikke just slik for øjet – hvorfor skulle et skuespillerpar egentlig også besidde evner i den retning? – men til gengæld går overskuddet fra salget til Jolies velgørenhedsorganisation.

Angelina Jolie får gudskelov ikke tid til at designe noget som helst det næste lange stykke tid. Rygtet vil vide, at den respekterede Hollywood-instruktør Ridley Scott vil bruge hende og Leonardo DiCaprio i hovedrollerne til sit næste store filmprojekt om det italienske modeimperium Gucci. Efter en stribe af film om Chanel bliver det rart med lidt afveksling i genren. Og det bliver helt sikkert ikke kedeligt. Gucci-familien er kendt for deres iltre temperament med adskillige drab, løgne og voldsomme intriger internt i familien til følge. Filmen får dog først premiere i starten af 2011.

Har man brug for et modefix inden da, vil det glæde enhver med hang til avantgardemode, at Prada netop har udgivet en moppedreng af en table book på 708 sider om sig selv og firmaets 30 år som frontløbere inden for både mode, kunst og arkitektur. Den marineblå mastodont kan erhverves for ca. 100 euro og må ubetinget siges at være et must for enhver seriøs fashionista.

Læs mere af Uffes ordstrøm:
Women in fashion
Scary business

Lyden af regn – en lækker gummistøvle

Lyden af regn, eller rettere det japanske ord Amaort, er navnet på gummistøvlen, der så dagens lys i Japan for to år siden, og nu er kommet til Danmark for at blive.

Kvadratisk, praktisk, god… eller blot praktisk og god er perfekte adjektiver til at beskrive støvlerne, der er så bløde i materialet, at de kan foldes sammen, når du skal have dem med i tasken.

Det bløde gummi kombineret med elastikkant i benet gør, at du i godt vejr kan folde støvlerne ned for igen at rulle dem op ad benet, når regnen melder sig på himlen.
Praktisk og fashionabelt – perfekt til festival-sæsonen…

Amaort sælges i bl.a. A PAIR, København K, Zornig på Frederiksberg, Donn Ya Doll på Vesterbro og Goggle +21 på Nørrebro.
Forhandlernummer: 26 74 22 21

O la la Sonia Rykiel for H&M (encore)

Selv om Nathalie har taget over som leder af huset Rykiel, våger moderen, den gode og spinkle muse Sonia, over det, med hår, der er lige så rødt, som datterens er mørkt. En modehistorie, der endnu engang skriver et kapitel sammen med H&M med en kollektion den 20. februar.

Den decemberaften i Paris, da Sonia Rykiels undertøjskollektion for H&M blev afsløret, var helt vild og fantastisk. Havde I det også sjovt?
Sonia Rykiel: Jeg synes, det var storslået, interessant, perfekt, høj kvalitet, meget høj kvalitet. Jeg var meget stolt. Nathalie Rykiel: Det var den drøm, jeg har om Paris, med humor, kærlighed, nostalgi, godter, gæs, alt bundet sammen med raffinement. H&M har ladet os ‘rykielisere’ denne fest, der varede hele natten. De har aldrig før investeret så meget i en lancering. Vores undertøj blev solgt i deres 1.500 butikker verden over, noget de aldrig tidligere har gjort. Og de bad mig med det samme om endnu en kollektion.

Hvad mener De om den generation af piger, der blander Rykiel, Chanel, H&M og vintage?
N.R.: Dem tænker vi på, når vi designer. De har forstået, at mode er noget, de skal bruge og tilpasse efter egen vilje, krop og ønsker – og endelig ikke omvendt! Da prêt-à-porter kom frem, iklædte kvinderne sig et bestemt modehus’ identitet. Den tid er forbi. S.R.: Det med at blande har jeg altid været vild med. Ved en af mine første kollektioner havde jeg taget Kenzo-strømper på, en Rykiel-top og en jakke fra Karl. Det er nemlig moden – man eksperimenterer med sig selv, finder en personlighed.

Hvordan inspirerer tidens tendenser Dem i 2010?
N.R.: Tidens tendenser er identitet, bevidsthed, galskab, vildskab. S.R.: Tidens tendenser er uhyre vigtige. Gennem de 40 år jeg har skabt mode, har jeg ikke kunnet undgå at lade mig påvirke af det, jeg oplever, opfatter, det jeg ser i biografen, arkitekturen, malerkunsten, skulpturen. Nutidens tendenser er i den grad voldsomme.

Inden for de to sidste år er Yves Saint Laurent død, Christian Lacroix er gået fallit. Er det afslutningen på den parisiske modeepoke?
N.R.: Cocteau (fransk forfatter, red.) har sagt: ‘Moden dør ung, det er det, som gør dens lethed så alvorlig’. For 15 år siden kom de store koncerner og ændrede billedet. For ti år siden ændrede masseproduktionen billedet. Vi er gået ind i en ny epoke, forbrugsmønstret har ændret sig, kvinderne køber på en anden måde. S.R.: Ja, man har indtryk af, at en epoke er ved at være slut, og det er sandheden. Det er ikke helt så slemt og voldsomt endnu. Modeskaberen må være obs. på, hvad der sker. Man må følge med sin tid.

Gabrielle Greiss går fra Sonia Rykiel
Sæsonens tendens: feminint look

Kabuki-cool Marc Jacobs

Denne sæson har MARC JACOBS bevæget sig langt væk fra sidste kollektions brede skuldre og har i stedet fokuseret på japanske detaljer, All American sportswear og teatralske elementer blandet sammen i en hvirvelvind af indtryk.

Bølgende, transparente flæser, satinundertøj brugt som yderste lag, paillet-suits, armyjakker og ankellange kjoler mødte mini-mini-længder og tørklædekjoler, det hele toppet af med en iøjefaldende kabuki-makeup.

marc marc marc
marc marc marc

Cybersex and the City

Byen, der er notorisk nem at date i, men tilsvarende svær at slå sig ned i, er faktisk så rig på ikke bare sex, men også sexbloggere, at den kan fylde en hel kalender med de bedste af dem. ELLE har besøgt fire af de bedst kendte sexbloggere til en snak om sex, privatliv og tabuer.

Ikke meget SATC over bloggerne
Hvis man forventer en stribe SATC-karakterer, når man møder New Yorks sexbloggere, så bliver man overrasket. Kvinderne er almindelige mennesker med almindelige indkomster. Der lyder et opgivelsens suk hos alle fire, så snart det uundgåelige, men også fortærskede emne, SATC, bringes på bane. De er alle trætte af sammenligningen, for deres New York er så langt fra tv-seriens.
Mød Tracie Egan, 30 år, tidligere kendt som Slut Machine, nu fuldtidsblogger på Jezebel.com. Rachel Kramer Bussel, 33 år, der havde en klumme i Village Voice. ‘Lusty Lady’, Lux Alptraum, 26 år, tidligere pornomodel på sit eget site, Thatstrangegirl.com. Og Audacia Ray, 29 år, tidligere escortpige, nu professor på New Jersey-universitetet Rutgers.

Tabuerne skal fjernes
Nok er New York en liberal by, men USA er et puritansk land med et magtfuldt bibelbælte, og her gælder stadig, at sex, i hvert fald i medierne, oftere er kilde til forargelse end til fornøjelse. Det vil bloggerne gerne gøre noget ved. Lux har siden sine sene teenageår været på en mission, der har bragt hende ud i mange hjørner af sexbranchen, fra sex- og hiv-underviser til pornomodel. For hende handler det helt overordnet om at fjerne mystikken og tabuerne omkring sex og seksualitet. – Jeg har arbejdet i mange forskellige områder i branchen, men der er altid den her idé om, at der er noget galt med mig, fordi jeg er så fascineret af seksualitet. I et større perspektiv er min sociale mission, som jeg stadig arbejder på, at afstigmatisere seksualitet, siger hun.

For travlt til sex
Det er imidlertid påfaldende, at især Tracie, Rachel og Audacia er gået fra at skrive frit fra hofteholderen om alt fra herpes til handjobs til at være mere politiserende og debatterende. Som Audacia siger: – Når du begynder at fortælle om dit sexliv, begynder det at påvirke dit sexliv, fordi du begynder at forholde dig til dit sexliv som et narrativ. Og det tog det sjove ud af det for mig. For Tracie handler det ikke mindst om, at hun, som hun selv siger det, er gået fra ‘ho til housewife’, der snart skal giftes, og slut-machinen blev begravet, da hun tog forlovelsesringen på. Dertil kommer, at alle fire er druknet lidt i deres egen. De har bare ikke helt lige så meget sex, som da de startede deres blog. De har simpelthen for travlt på jobbet.

Læs mere på:
One data time
Rachel Kramer Bussel
That strange girl
Walking Vixen

Månedens bog: One Fifth Avenue
Solbriller som Carrie Bradshaw

Mary-Kate og Ashley har mange bolde i luften…

Som topceleber Hollywood-stjerne er der ikke tid til at hvile på lauerbærrne. Og det gør Olsen-tvillingerne Mary-Kate og Ashley så sandelig heller ikke.

De to søstre kan se frem til om to uger at skulle afholde deres første kollektionspræsentation af deres brand The Row. Dette sker under modeugen i New York, og indtil da, kan de eftertragtede piger glæde sig over, at deres junior brand, Olsenboye, nu forhandles i den amerikanske butik J.C. Penny.

Oven i hatten lancerer de to piger til marts en denim-kollektion under mærket Elizabeth and James, og her er inspirationen hentet i pigernes misundelsesværdige garderober.

Textile Elizabeth and James vil være teksten på indersiden af de tre jeans, der lanceres, og til efteråret planlægger Mary-Kate og Ashley at kunne udvide kollektionen med lækre ting, der kan bæres sammen med denimlinjen.

Cool klassiker: Trenchcoat

Designerne har givet den klassiske trenchcoat et opdateret look med nye materialer og flere detaljer, uden at gå på kompromis med det genkendelige design, der gør trenchcoaten til en evig klassiker.

Klik her, og se de übercool klassikere i det flotte galleri!

Trenchcoat, Tiger Of Sweden

ELLE elsker Samadhi Spa

Jeg elsker Samadhi Spa, fordi jeg aldrig før er kommet ind ad døren et sted, hvor jeg øjeblikkeligt har følt mig så godt tilpas som hér.

De 330 kvadratmeter er gennemsyret af en god stemning og afslappet atmosfære. Der er sommerfugle, lette chiffoner og pallietter overalt, og der er rubiner og klare farver på væggene.

Samadhi Spa er et traditionelt spa – med et twist. Man kan få alt indenfor massage og kropsbehandlinger, boblebad, yoga, scrubs, og hvis man har lyst, kan man kombinere sin behandling med et boblebad eller en frokost.

Samadhi Spa har også tit aftenarrangementer med bestemte temaer.
Når man har været gæst i Samadhis kæmpehule én gang, er man stensikker på at komme tilbage.

Læs mere om Samadhi Spa her.

Fantastisk foundation fra Sisley

Er du tilhænger af Sisleys lækre produkter? Eller vil du bare gerne have en perfekt og strålende hud? Så er der godt nyt! Sisley lancerer nu en ny fast pudderfoundation, der er cremet, men ikke fedtet, og som har en længere holdbarhed end normalt.

Helt uden at tilstoppe porrerne nærmest smelter pudderen sammen med huden og giver et smuk og glat hud. Samtidig minimeres linjer, rynker og eventuelle skønhedsfejl.

Phyto-teint-eclat compact, fast pudderfoundation, Sisley, 605 kr. Fås i seks forskellige nuancer.