Only hylder modeøjeblikke fra helvede

Vi har alle oplevet dem minimum en gang i livet. De frygtede øjeblikke, hvor ens modesans har glippet, og man ender med at iklæde sig skrig orange gamacher med “Harley Davidson” stående ned ad benene, en alt for stor og meget forvasket beige sweater, og udslidte kondisko.

Okay, det kan godt være at det bare er mig, der har været så fashion-uheldig, men i andre har helt sikkert et lignende disaster-outfit fast printet på nethinden, og så længe at det bliver siddende dér, og ikke bliver foreviget på andre måder – for eksempel på et foto – kan det være til at leve med.

Skulle uheldet alligevel være ude, så fortvivl ikke. Nu kan dine fotograferede modeøjeblikke fra helvede nemlig komme din garderobe til gode.

ONLY udlodder nemlig deres helt nye efterårskollektion til det bedste af de værste modekiks. Alt du skal gøre er, at oploade dit billede på only.com mellem den 9. august og den 6. september, og du er med i konkurrencen.

Cool budgetkøb i august

Det første efterårstøj har ramt butikkerne, og ELLEs stylingredaktør, Cindie Hiort, viser sine budgetfavoritter til et cool efterår.

ELLE elsker YSL på neglene

Som alle andre på ELLE-redaktionen, er jeg kæmpe fan af neglelak. Mit klædeskab er domineret af sorte, grå, blå og neutrale toner (.. igen, som næsten alle andre på redaktionen), og en fin neglelak er en perfekt måde at tilføre sit look lidt farve.

Jeg har faktisk aldrig prøvet YSLs neglelakker før, men denne er ikke til at stå for! Jeg elsker den bær-agtige farve som både er klassisk, piget, sjov og perfekt til sommer og vinter på en gang!

Og uden at lyve, har jeg aldrig prøvet en neglelak, der holder så godt! Denne er fra deres Sommer Look 2010, men er nu en fast del af sortimentet. YSLs lakker skal jeg helt sikkert holde øje med fremover!

Yves Saint Laurent La Laque ‘No. 42 Ultra Violet’, 190 kr.

 

ELLEs Josephine Aarkrogh

Kom med til modeserie-skydning

I løbet af to dage i juli skabte ELLE-fotograf Signe Vilstrup et scenario som taget ud af 1961. Claes Bang og Ole Lemmeke sørgede for lægge sex-barren tårnhøjt, og Femke Slot, Karin A. og Mette Bryndum gjorde 1950-60’er-looket mere raffineret end nogensinde.

Se den 18 sider lange serie i dit septembernummer af ELLE, og se billeder fra skydningen og mød de tre modeller her.

Femke Slot (i midten på coveret)
Modelstarten: Jeg er solist ved Den Kongelige Ballet og startede som niårig på balletskolen. Min far var flyttet til København, og jeg besøgte ham sammen med min mor. Lige den weekend var der optagelse på balletskolen, så den tog vi til, og jeg blev optaget med det samme. Min mor påstår, at hun altid har vist, at jeg skulle være balletdanser! De første modelbilleder, jeg lavede, var som 11-årig, og det var for noget af Det Kongelige Teaters merchandise. Jeg var på ferie i Grækenland, da jeg var 15 år, og der spottede moderedaktøren for fransk ELLE mig og sagde, at jeg skulle komme til Paris for at blive model, men jeg manglede kun to store eksaminer for at være uddannet balletdanser, så jeg valgte at satse på dansen, selv om jeg var lidt splittet omkring det!

1950’erne:
Det var slutningen på en æra; indtil da havde der været meget faste forestillinger om, hvad og hvordan man skulle være – det var starten på frigørelsen. Og så var stilikonerne jo Grace Kelly og Jackie O.

Altid i tasken:
Læbepomade fra Decléor, min Comme des Garcons-cologne ‘Anbar’ og så en eller anden håndcreme. Jeg har nærmest to hjem, da jeg er så meget på teateret og har rigtig mange af mine ting der, så det er ikke så meget, jeg har brug for at have i min taske, ud over en avis eller bog til at læse i.

Mest mindeværdige modeloplevelse: Der, hvor jeg har været mest tilfreds med resultatet, var faktisk et balletbillede i julinummeret af ELLE med fotografen Signe Vilstrup, der også har skudt denne forside og 1950’er-serien inde i septembernummeret af ELLE.

Karin A. (yderst til venstre på coveret)
Modelstarten: Jeg blev set på gaden i Sverige af en fra IMG (modelbureau, red.) i Paris – men på det tidspunkt var jeg overhovedet ikke interesseret i at blive model. Hun blev ved med at forsøge at overtale mig i de næste to-tre år – og til sidst gav jeg efter og tog en tur til Paris med min mor, afprøvede det – og elskede det! Jeg kan ikke forestille mig et andet job, hvor man får lov at rejse så meget og møde så mange forskellige mennesker.

1950’erne:
Marilyn Monroe er for mig ikonet for 1950’erne. Hun startede som en pige fra landet og blev til et superikon – hun var virkelig klog, men havde et trist liv. For mig er 1950’erne sjove – det var begyndelsen på den kvindelige revolution. En tid, der er mere sexet og mere sjov.

Altid i tasken:
En flaske vand, mit pas og en god bog – jeg læser som regel to om ugen og er lige blevet færdig med Kafka på Stranden af Haruki Murakami, den var virkelig god. Og så elsker jeg sydamerikansk litteratur, det er ofte meget poetisk og med en slags magi over sig. I lang tid var jeg den eneste model uden en Blackberry og computer, jeg havde nok i mine bøger. Jeg har fået anskaffet mig det nu, men synes nu stadig, at bøger rører mig meget mere end film.

Mest mindeværdige modeloplevelse: Det, jeg vil fortælle mine børnebørn om, vil være, da jeg var på skydning på en farm i Kenya. Der fodrede jeg et babynæsehorn og to løveunger! Og så var jeg engang i Sydafrika for at lave en Prada-kampagne, hvor de ville have blå himmel – desværre i regntiden! Så vi var der 15 dage i stedet for de planlagte seks, og hver dag pakkede vi vores ting og tog i lufthavnen for at kunne komme hjem, hvis Miucca Prada var tilfreds!

Mette Bryndum (yderst til højre på coveret)
Modelstarten: Jeg var med i konkurrencen Elite Model Look i 1997, men havde faktisk allerede sendt billeder ind til den året før. Jeg blev nummer to og arbejdede sideløbende med, at jeg gik i gymnasiet. Derefter tog jeg nogle år fri og var kun model, bl.a. i Milano og Chile. Så startede jeg på handelshøjskolen og trappede igen ned til kun at være model som sidebeskæftigelse, indtil jeg skulle læste i New Zealand og helt stoppede. Nu er jeg lidt i gang igen, men arbejder nærmest kun med fotograf Signe Vilstrup.

1950’erne: Kvindeundertrykkelse! Og så kommer jeg til at tænke på Tom Fords utrolig smukke film, A Single Man.

Altid i tasken: Mat pudder, en håndcreme (lige nu en fra Urtekram), mobil og iPod. Jeg hører altid ‘depressiv’ musik! Lige nu er det Kings of Convenience og spanske Lhasa de Sela.

Mest mindeværdige modeloplevelse: Haha – da jeg fik et par håndsyede bukser til at flække til et modeshow! Jeg bukkede mig ned for at binde mine sko, og så sagde det ‘riitch’ … Det havde taget de stakkels designere fem timer at sy dem – men jeg endte med en kjole i stedet! Og så er det lykkedes mig at være i Pisa uden at se Det Skæve Tårn. Jeg var i Polen for at være med i Per Flys film Kvinden der drømte om en mand, og der skulle jeg være nøgen – jeg viste bryster til et hold af 50 polske lysmænd, der bare stod og stirrede – det var en ret surrealistisk kontrast til, at jeg rent faktisk lige havde fået 12 for mit speciale på handelshøjskolen!

 

Tommy Hilfigers yndlingsspots i New York

Sig Tommy Hilfiger, og du er nødt til at sige All American.

Designeren er dog først og fremmest newyorker, og ELLE har fået hans fire favoritsteder, klar til at printe ud, næste gang du skal til New York:
 


Tommy Hilfiger
Katz’s Delicatessen, 205 East Houston, 10002 NYC, Katzdeli.com
Tommy Hilfiger
Freemans Restaurant, Freeman Alley, 10002 NYC, Freemansrestaurant.com
Tommy Hilfiger
Morrison Hotel Gallery, 124 Prince St., 10012 NYC, Morrisonhotelgallery.com
Tommy Hilfiger
Tommy Hilfiger Fifth Avenue Store, 681 5th Avenue, 10022 NYC, Tommy.com

Psst … Læs det store interview med Tommy Hilfiger i dit ELLE, September 2010.

Wendys vidunderlige verden

En af de mest charmerende, men også dystre bøger denne måned er debutanten Marianne Werges Wendys vidunderlige verden (Gyldendal, 24.08.10). Titlen indikerer måske nok sorgløs lethed, men historien om Wendy (født Anne-Mette bindestreg Jensen), der bliver kæreste med den dekadente Peter og skifter provinsens Faster Hanne, Bilkature og flødeboller ud med kokain, filmproduktion og møder med Jørgen Leth, har dystre undertoner af identitetskrise anno 00’erne.

ELLE spurgte Marianne Werge, der i dag selv er flyttet tilbage til provinsenefter at have boet i København, om…

Hvad er kærlighed?
Jørgen Leth siger et sted i Wendys vidunderlige verden, og alt hvad han siger i bogen er i øvrigt hentet fra ham selv: “Tilfældet. Ja det er sgu en spændende disciplin.” Og det er kærlighed sgu også. En vidunderlig, spændende, men også barsk disciplin. Kærligheden er tilfældig. Bang! Hamrer den ind i dit liv – gengældt eller ugengældt forandrer den os og de veje, vi havde planlagt at gå. Kærlighed kan være stærkest i erindringen. De øjeblikke, hvor vi registrerer suset af kærlighed, af at flyve, er korte, men i erindringen forstørres de og bliver til dyb længsel.

Provinsens flødeboller vs. Københavns kokain?
Nu går jeg absolut ikke ind for, at man skal tage kokain. Og man skal bestemt også passe på med at spise for mange flødeboller. Men sat på spidsen symboliserer begge dele jo længslen efter det der fix, flyveturen om man vil, som i virkeligheden kun forelskelse kan give.

Hvorfor skrive denne bog?
Jeg fik de første idéer til bogen efter at have læst den oprindelig roman om Peter Pan, “Peter Pan og Wendy” af J.M. Barrie. Historien om den gode, lidt almindelige Wendy, der bliver så forelsket i eventyreren Peter, at hun vil flyve med ham til Ønskeøen og trodse sin samvittighed og ideen om det traditionelle og trygge liv, der var planlagt for hende, for at opnå hans kærlighed. Barries fortælling handler om hvornår – og hvorfor – vi vælger at blive voksne, og er samtidig en kærlighedserklæring til dem, der vælger ikke at blive det. Jeg tror bestemt ikke hans idé med bogen er samfundsomstyrtende: At vi skulle tage og lade være med at blive voksne og leve fuldstændig spontant og lyststyret. Men at vi har behov for at have Peter-Pan mennesker iblandt os, der falder udenfor normerne. Og på den måde er hans bog vel en hyldest til det legende menneske. Samtidig synes jeg, at den stiller nogle spørgsmål om kvinderoller og kvindefrigørelse, som også er aktuelle i dag, og som altså inspirerede mig til at skrive Wendys vidunderlige verden.

Peter-Pan motivet og Jørgen Leth
Wendy elsker Peter på en måde, så hun mister kontakten med, hvad hendes egne behov er, og hvem hun selv er. På Ønskeøen/København lever hun ikke eventyrlystent, som drengene og Peter gør det. Hun lever, som om hendes egne ønsker automatisk vil blive indfriet, hvis hun tilpasser sig Peters behov. Da hun indser, at hun aldrig vil opnå Peters kærlighed, rejser hun hjem og lever et traditionelt liv med ægteskab og børn – og siden rejser hendes datter Jane med Peter til Ønskeøen. Jeg har taget Jørgen Leth med i min bog, fordi han for mig er et moderne billede på Peter Pan. Altså på et menneske, en kunstner jo, som insisterer på at forholde sig legende og nysgerrigt til livet. Som aldrig bliver voksen i traditionel forstand. Det eventyrlystne menneske. Også i forhold til kærlighed og erotik. Det er klart, at kvinder fascineres og tiltrækkes af den mandetype. Men at forsøge at tage dem med “ned på jorden”, ind i kernefamilien og det traditionelle voksenliv, kan være et farligt eksperiment. Det er jo også det, Wendy oplever. Tiltrækkes hun i virkeligheden af den mandetype, fordi hun selv har lyst til at leve sådan – Og kan man det som kvinde?

Hvor selvbiografisk er bogen?
Bogen fortæller ikke min egen historie. Men den låner fra en masse ting, jeg kender. Både Vesterbro-miljøet og den lille by i provinsen er hjemmebane for mig. Mens jeg skrev bogen, boede jeg på Vesterbro og havde stor fornøjelse af at sende hovedpersonen Wendy “hjem til provinsen”. Siden manuskriptet blev antaget, er jeg selv flyttet til min barndomsby, så på den måde kan man vel sige, at jeg har skrevet en selvopfyldende profeti.

Eksklusiv countrystil til efteråret

Den kommende tid byder på herregårdsstemning med smukke dragter og frakker i klassiske snit. Materialerne er eksklusive med uld, tweed og frem for alt pels i højsædet. Mix’n’match de tunge materialer lag-på-lag af hinanden for et underspillet og luksuriøst countrylook.
 

ELLE elsker tikkende nyheder

Få dit daglige fiks af ur-nørderi på timegeeks.dk eller få nyhedsbrevet ganske gratis pr. mail hver måned – det er stor underholdning!

Her findes de gode historier, nyheder, rygter og events som ophavsmanden og ‘urtossen’ Kristian Haagen skriver og fotograferer med stor passion og entusiasme.

Der er mange lækkerier at købe på siden, og der er rig mulighed for eksempelvis: Baume et Mercier, Jaeger-LeCoultre, Girard-Perregaux, Rolex, TagHeuer og Omega.

Pssst… På franzj.com kan du også shoppe alverdens lækkerier inden for den tikkende genre, og du kan endda besøge butikken på Gothersgade 31, 1123 Kbh K

 

ELLEs Stine Tidselbak Jacobsen

Eventyrligt efterårslook fra Smashbox

Efterårslooket fra Smashbox har fået navnet ‘Masquerade’ og stikordene intriger, mystik og begær.

Looket byder på produkter til både øjne, kinder og læber i både sarte farver (hvis man skulle have lyst til at gemme sig lidt bag masken) og mørke og dybe nuancer (hvis man ønsker at tiltrække lidt opmærksomhed).

Så hvis det står til Smashbox, bliver det kommende efterår vist helt eventyrligt.

Psst…selv emballagen er fint pyntet med små masker og andre eventyrlige mønstre.

Smashbox ‘Masquerade fall 2010 color collection’, priser fra 140 kr. I butikkerne indtil 29. oktober 2010

Gazata bliver endnu bedre

Her på redaktionen elsker vi (selvfølgelig!) cool butikker med superflot og lækkert tøj, og vi ved, at vi ikke er de eneste!

Derfor er det med stor begejstring at vi nu kan skrive om, at Østerbro butikken Gazata har fået ny lækker butik med en større og mere eksklusivt sortiment. Eksempelvis kan man nu erhverve sig tøj og sko fra top internationale design brands såsom Philosophy Di Alberta Ferretti og Semi-Couture.

Vil du også have en shoppe oplevelse i særklasse, så er Gazata et godt bud!

Helena Christensen, Daisy Lowe og Odd Molly

Hun har gjort det før, og nu gør hun det igen. Helena Christensen går sammen med Odd Molly, men denne gang bliver det en smule anderledes. Helena bytter nemlig sin eller så vante plads foran kameraet ud med en plads bag det.

I stedet kommer et andet kendt ansigt til at pryde Odd Mollys kampagne billeder. De har nemlig hyret model, mode ikon og it-pigen Daisy Lowe til at være deres nye ansigt til deres efterårs/vinter kollektion.

Vi tror på et match made in heaven.

Street style i modeugen dag 3

ELLEs modeassistenter var bidt af en gal paparazzi under modeugen i sidste uge.
Hver eneste dag gik de gader og stræder tynde for at spotte de cool, københavnske kvinder.
I galleriet herunder kan du se fredagens udvalg!

God fornøjelse!