“Folk omkring mig havde et problem med, at jeg var anderledes. Det gjorde, at jeg aldrig følte mig god nok”, siger Astrid, som i ottende klasse blev sendt på efterskole i håb om, at det ville gøre livet lettere.
Det gjorde det bare ikke. Tværtimod. Astrid fik stjålet sine ting. Smadret sit vækkeur. En aften kunne hun løfte sin dyne på vej i seng for at finde et lag smeltet chokolade på lagnet, og en nat blev hun vækket ved, at en pige stod over hende med en spids saks i hånden.
“I det øjeblik var jeg virkelig bange for, at hun ville stikke mit øje ud”, husker Astrid, som gik på skolen i et halvt år. Efter hver weekend hjemme hos sin familie sad hun på bagsædet og græd, når hun blev kørt tilbage til skolen.
Se billeder af Astrid i Danmarks næste topmodel hér.
Til sidst blev det for meget for forældrene, og hendes far valgte at hente hende en sen aften. Astrid havde været igennem nok. Det havde han ret i. Astrid har været igennem urimelig meget.
Allerede tilbage i børnehaven blev hun slæbt igennem undersøgelser og MR-skanninger, fordi man på et tidspunkt frygtede, at hendes talebesvær skyldtes en hjerneskade.
“For mig var det en straf. Jeg var jo bare en lille pige, og jeg syntes, sygehuset var en kæmpe stor verden”, husker Astrid, som til sidst fik en klar diagnose om, at hovedet bestemt ikke fejlede noget. Faktisk var hun meget intelligent. Hendes eneste problem var ordblindhed, som gjorde det svært at følge med i skolen.
Astrid ville gerne lære, men tingene ville ikke sætte sig fast. Så hun endte med at gå to klasser om, mens hendes selvtillid røg endnu flere hakker ned. Der var dog et sted, Astrid følte, hun havde fået det stærke kort. Kiggede hun sig i spejlet, så hun en smuk pige.
