Katolske præster i særligt amerikanske trosfællesskaber har i århundrede iklædt sig lange gevandter, prædiket deres værdier og ideologier for deres tilskuere og nogle er endda blevet dømt for at have været til fare for børns sikkerhed.
Alligevel har man i staten Tennessee i USA valgt at gribe ind mod drag queens. Med argumentet om, at det er dem, som ovenstående beskrivelse passer bedst på.
Derfor er det nu ulovligt at optræde som drag queen på offentlige steder, hvorfor det kan koste dem bøder og sågar en fængselsdom at udøve drag. Og det er bare et af resultaterne af flere års antiliberale love ført an af USA’s ultrakonservative magthavere, der blandt andet har vedtaget love, som har indskrænket rettigheder for transpersoner, kvinder og LGBTQIA+-personer i USA. Som eksempelvis da højesteretten valgte at omstøde den forfatningsmæssige lov ‘Roe V. Wade’, der sikrede alle kvinder fri abort. Derfor er abort i dag ulovligt i 13 stater i USA, mens flere anti-LGBTQIA-lovforslag bliver rullet ud i landet.
Og selvom det foregår på den anden side af Atlanten, så er der grund til bekymring. For bevægelsen samler sig også i EU, hvor flere og flere højtstående politikere i blandt andet Ungarn og Italien fører en aggressiv politik mod særligt queer-personer.
Protest i Tennessee i forbindelse med drag-forbuddet.
Således er den såkaldte drag-frygt også kommet til Danmark, hvor flere har adopteret de fjendske holdninger til drag queens og queer-personer med de samme argumenter – at det er såkaldt ‘homopropaganda’ og tilmed til skade for børn.
Dansk Folkepartis Mette Thiesen mener åbenbart, at det er en del af en identitetspolitisk dagsorden, som voksne presser ned over børn, når Frederiksberg Bibliotek i forbindelse med børnenes kulturnat fredag den 17. marts inviterer til drag-show.
“Drag er en kunstform, der gennem århundrede har været udført i forskellige afarter over hele verden”
Drag er en kunstform, der gennem århundrede har været udført i forskellige afarter over hele verden, blandt andet i Kina og Indien, mens New Yorks ballroom- og clubkid-scene har været bannerfører for den slags drag, der i dag er blevet gjort til et mainstream og popkulturelt fænomen af særligt det Emmy-vindende program ‘RuPauls Drag Race’.
Her har verdens måske nok mest kendte drag queen RuPaul siden 2009 været vært for programmet, der hylder kunstformen med en konkurrence, der har gjort tusindvis af drag queens til internationale superstjerner som for Trixie Mattel, Bianca Del Rio og Adore Delano, som alle har flere hundredtusinde følgere på sociale medier. Og i dag er programmet blevet versioneret i lande som England, Frankrig, Holland og senest Sverige.
Drag-superstjernen RuPaul i 2007, som siden 90'erne har henvist til sig selv som 'the original supermodel of the world'.
Selvom drag i stor grad er underholdning, er det mindst ligeså meget en kunstform, der er blevet brugt i aktivistiske sammenhænge for at kæmpe for LQBTQIA+-personers rettigheder ved at koble humor med politiske budskaber.
Herhjemme har drag-kunsten også endelig fået en plads i primetime i diverse programmer på både TV2 og DR – som eksempelvis programmet ‘Danmarks yngste drag-queen’, hvor 12-årige Jeppe forfølger sin drøm om at blive dragqueen. Det har som queer-person været fantastisk at se en minoritets-kunstform blive bredt ud på den måde. For hvor ville jeg dog ønske, den havde været mere synlig i medierne i 1990’erne, da jeg selv var barn.
På den måde havde jeg kunnet spejle mig i andre personer, og måske følt mig mindre ensom i min erkendelse af, at jeg var bøsse. Jeg kunne have oplevet en form for identifikation med de artister, der gennem drag insisterer på os queer-personers tilstedeværelse og inspirerer andre ved at stå fuldstændig ved sig selv – et mod, jeg først fik som 20-årig, hvor jeg sprang ud. Og det til trods for, at jeg altid havde kendt til min seksualitet.
12-årige Jeppe i DR-programmet 'Danmarks yngste dragqueen'.
Derfor gør det ondt helt ind i hjertet, når jeg hører ekstreme højrefløjspolitikere storme mod drag queens og anklage dem for at være til skade for børn.
For drag queens gør helt det modsatte – de åbner sindet op på originale måder, der giver os et nyt perspektiv på os selv og den verden, vi befinder os. De er en glitrende repræsentation af os queer-personers kamp for at blive set, hørt og anerkendt på lige fod med alle andre. Det hele tilsat glimmer, smukke farver, flagrende kjoler og performances, som man sent glemmer.
“De er et billede på repræsentationen af os queer-personers kamp for at blive set, hørt og anerkendt”
Det, der derimod er til skade for børn, er de stemmer, der mener, at indskrænkelse af friheden til kreativ udfoldelse er vejen frem. For det kan kun have en negativ effekt på børn og unge, der – som jeg selv gjorde – føler sig forkert eller ikke kan se sig selv repræsenteret nogle steder. For blandt andet ensomhed er stadig mere udbredt hos LGBTQIA+-personer end hos den resterende befolkning*. Og skærmer vi (igen) samfundet for LGBTQIA+-kultur, kommer vi aldrig problemet til livs.
Det er dem, der angriber queer-personer med falske anklager for at udbrede vores såkaldte ideologier, der burde tage ind og se et dragshow for at opleve den transcenderende glæde, det er at overvære nogen stå så meget fast i dem selv. For det er til stor inspiration for både børn og voksne uanset køn, seksualitet, etnicitet eller baggrund.
*Kilde: Miljø- og fødevareministeriet, Undersøgelse af udfordringer og stigma i forhold til at have en LGBTI-identitet i Danmark.
