Første gang, jeg så ’Paradise Hotel’, var i min lokale fritidsklub. Det var den amerikanske udgave, og jeg var fuldstændig crazy med det. Jeg cyklede hjem fra skole og så med hver eneste dag, fordi det var så dramatisk, at man slet ikke kunne slippe det, når først man var gået i gang. Nogle år senere, efter gymnasiet, var jeg sammen med en sød fyr, hvis storesøster skulle være med i den danske udgave af programmet. Så da jeg flyttede et år til London for at være au pair, brændte han programmerne til mig på CD, så jeg kunne se dem derovre.
Jeg havde en profil på DKBN, og lidt efter jeg kom hjem fra London igen, blev jeg kontaktet af en caster. Jeg kom med i programmet, men måtte forlade det igen efter tre dage, fordi jeg havde et forhold til en anden deltager, som var begyndt, inden vi tog afsted – og det var imod reglerne. Ikke længe efter blev jeg castet til ’Robinson Ekspeditionen’, som jeg endte med at vinde, og da jeg kom hjem, blev jeg spurgt, om jeg ville komme til casting som vært på ’Paradise Hotel’.
“Jeg kom med i ‘Paradise Hotel’, men måtte forlade det igen efter tre dage, fordi jeg havde et forhold til en anden deltager, som var begyndt, inden vi tog afsted – og det var imod reglerne.”
På det tidspunkt sad jeg og solgte fundraising-reklamer for hjælpeorganisationer, og en dag blev jeg ringet op af TV3, som spurgte, om jeg ville komme forbi og snakke om, hvordan min casting var gået. Jeg tog en taxa derud i frokostpausen, og på vejen sagde min daværende chef: ”Bliv nu ikke skuffet, hvis de ikke vælger dig.” Men jeg kom tilbage med en kontrakt i hånden og en billet til Mexico med afrejse tre uger senere.
Den første sæson var jeg ved at skide i bukserne. Ikke bare den første dag, men faktisk hele vejen igennem de første to år. Jeg har en lille smule sceneskræk, og jeg kan blive så nervøs, at det sætter sig helt fysisk som smerter i ryggen. Min lydmand fortalte mig, at han kunne høre mit hjerte banke gennem mikrofonen.
Om Rikke Gøransson
Rikke Gøransson var vært på ’Paradise Hotel’ fra sæson fire til og med sæson 17. I 2007 deltog hun selv kortvarigt i programmet og var efterfølgende med i ’Robinson Ekspeditionen’, som hun vandt. I 2023 er hun aktuel med en dokumentar, der bl.a. handler om hendes tid som vært for ’Paradise Hotel’ og om mental sundhed, der udkommer på Viaplay.
Men jeg syntes også, at det var en fantastisk udfordring at gå fra at være sælger til tv-vært fra den ene dag til den anden, så selvom jeg krummer lidt tæer, når jeg ser den første sæson – man kan høre, jeg taler jysk, og at jeg er usikker – er jeg glad for, at jeg blev ved.
Jeg har altid holdt en vis distance til deltagerne i programmet, mens vi var afsted. Det var jeg nødt til for at kunne være en dygtig og professionel vært. Men efter et par sæsoner begyndte jeg – når vi havde afsluttet finalen – at samle castet i en rundkreds.
Jeg startede med at takke dem for, at de har ville dele ud af sig selv for programmet og for seerne, men også at de skulle passe på hinanden, når de kom hjem, og at de skulle forstå, at opmærksomheden ikke varer ved. I starten blev deltagerne i ’Paradise Hotel’ kæmpe stjerner, men for langt de fleste venter der en almindelig hverdag på den anden side, når kameraet og spotlyset drejer videre til de næste.
“I starten blev deltagerne i ’Paradise Hotel’ kæmpe stjerner, men for langt de fleste venter der en almindelig hverdag på den anden side, når kameraet og spotlyset drejer videre til de næste.”
Min egen fortid som deltager gør, at jeg sagtens kan sætte mig ind i, hvor sårbart det kan være at deltage i et reality-program. Det, man ser på tv, er jo kun en lille del af den person, som eksisterer, når kameraerne slukker. Opmærksomheden fra pressen og på de sociale medier kan være svær at håndtere, fordommene kan være hårde, og jeg tror, at det kræver både lidt livserfaring – mange af deltagerne er jo 19-20 år – og et stærkt bagland at komme igennem helt uden skrammer.
Reality-tv er blevet allemandseje. Alle tv-kanaler laver det, og det findes i så mange forskellige former, at det undrer mig, når der stadig findes folk, som ser ned på genren og på deltagerne. Det er blevet meget bedre med årene, men indimellem hører man stadig de gamle fordomme. At det kun er dumme mennesker med behov for opmærksomhed, som vil udstille sig selv på tv. Men i dag har vi jo alle en Instagram-profil, hvor vi udstiller os selv på vores egen måde. Så hvem er vi til at dømme dem?
Jeg havde været vært i 15 sæsoner, da Viaplay kom og sagde, at de ville gå i en anden retning på værtsposten i ’Paradise Hotel’. I årene op til havde jeg selv gået og tænkt, at jeg gerne ville prøve noget andet, men det var stadig hårdt at skulle opgive noget, som har været så stor en del af mit liv og min identitet.
Jeg stod af toget, men programmet kørte jo videre, bare med nogle andre, og det var svært for mig at håndtere. Der er stadig mange, der forbinder mig med ’Paradise Hotel’, når de ser mig eller hører mit navn, men nu – halvandet år efter – er det bare dejligt, og noget som jeg er stolt over.
“Men jeg er blevet mødt med en opfattelse af, hvem jeg er, baseret på den rolle, jeg spillede som vært.”
Der er mennesker derude, som er vokset op med mig på skærmen, og det gør mig stolt, at jeg har fyldt noget i deres liv. Men jeg er også blevet mødt med en opfattelse af, hvem jeg er, baseret på den rolle, jeg spillede som vært. Folk har ikke set mig være blød og mild og sårbar, og det har nogle gange været svært at leve op til de forestillinger i mit privatliv. På den måde har det også været med til at sætte mig fri, at det kapitel af mit liv er slut.
Jeg synes, reality er en fantastisk genre. Det er lidt et menneskeligt eksperiment, og jeg har altid været fascineret af den menneskelige psyke. I ’Paradise Hotel’ har man kunnet se mennesker udleve sider af sig selv, som måske ikke altid er lige flatterende, men som vi alle indeholder. Og man har kunnet se dem begå fejl, som vi alle laver i vores eget liv. Måske er det ikke altid lige kønt, men i hvert fald er det ægte.
