emma-sofie, Author at ELLE

PR Manager hos Rotate, Julia Font: “Dette kosttilskud bruger jeg, når jeg er lidt stresset”

Blå bog

Julia Font. 28 år. PR Manager for det danske modebrand Rotate. Bor i Sydhavnen i København men er oprindeligt spansk.

Hvordan ser din mormorgen-skønhedsrutine ud?

Mine morgener starter stille. Ingen telefon, ingen stress. Bare et stort glas vand og et koldt brusebad for at rense mit sind. Jeg tørrer mig aldrig helt med mit håndklæde, da olie virker bedre på fugtig hud for mig. Lige nu skifter jeg mellem L’Occitanes ‘Almond Supple Skin Oil’ og Aveenos ‘Skin Relief’. Hudplejen følger samme rytme. En mælket toner og noget koldt til øjnene – som den fra Face Formula eller La Rosée, alt efter hvad jeg først får fat i – og hvis jeg har sovet dårligt, lidt øjendråber for at fjerne rødmen. Så et serum: ‘Alpha Arbutin 2%’ fra The Ordinary, som hjælper mod min hyperpigmentering. Jeg bruger Charlotte Tilburys ‘Magic Cream’ religiøst og forsegler det hele med Raaw Alchemys ‘Blue Drops’, som jeg også kører gennem håret for det slidte, blanke look i mine bølger, som jeg elsker.

Makeuppen er enkel, og jeg bliver altid draget mod bronze- og terracottatoner, fordi jeg synes, de fremhæver min olivenfarvede undertone på en naturlig måde. Jeg starter med concealer og derefter bronzer – altid i cremeform. For tiden bruger jeg ‘Hollywood Contour Wand’ fra Charlotte Tilbury som bronzer og ‘Auto Pen’ fra Nilens Jord til at forme og fiksere mine bryn.

Til læberne elsker jeg lige nu Caia x Rotate lipliner i pink, kombineret med en balm som Lanieges ‘Glaze Craze Tinted Lip Serum’.

Duft er altid mit yndlingselement. Jeg starter med noget rent og næsten nøgent, og så lægger jeg noget dybere ovenpå. Lige nu er det enten ‘Petit Sauvage’ fra Raaw Alchemy eller ‘The Rotate Fragrance’ fra Caia. De føles begge som en forlængelse af mig selv.

Hvad med om aftenen?

Et nyt bad, en ny olie. Samme toner, samme serum. Hvis min hud har brug for det, tilføjer jeg en sovemaske. Mit hår får mere opmærksomhed om aftenen: ‘Multi-Peptide Serum’ fra The Ordinary til hovedbunden og en leave-in conditioner til spidserne. Lige før sengetid ruller jeg magnesiumolie på mine håndled og i nakken. Det sætter stemningen til den perfekte aften derhjemme.

Hvilket produkt er vigtigst for dig?

Parfume er det eneste, jeg aldrig springer over. Jeg finder det fascinerende, hvordan en duft kan bære en følelse eller et minde og udtrykke det uden ord. Min mor, som bor i Spanien, har brugt Chanels ‘Coco Mademoiselle’, så længe jeg kan huske, og hver gang jeg dufter den i København, føles det, som om hun står lige ved siden af mig. Jeg spørger også altid ind til folks parfumer. Hvis en duft rører mig, må jeg vide, hvad det er.

Hudpleje eller makeup?

Makeup, helt klart. Når den lykkes, ændrer den alt: mit humør, min energi, selv min kropsholdning. Ligesom tøj er det aldrig helt ens to gange – det afhænger af, hvordan jeg har det den dag, eller hvilken version af mig selv, jeg ønsker at træde ind i. Jeg elsker, at makeup indbyder til leg og giver mig mulighed for at udtrykke forskellige sider af mig selv på nye måder.

Hvad springer du over?

Foundation. Jeg kan godt lide at se teksturen i min egen hud og de små uperfektheder, der gør den til min. Men jeg gør undtagelser ved særlige lejligheder.

Hvad springer du aldrig over?

Parfume. Aldrig. Jeg går ikke ud ad døren uden. Nogle gange én. Nogle gange to. Jeg lægger dem lagvis som stemninger.

Hvad gør du med dit hår?

Jeg styler sjældent mit hår – jeg foretrækker dets naturlige bølger, som henviser til mine rødder. Men det har jeg lært på den hårde måde: Jeg brugte årevis på at glatte det som teenager, og det endte altid tørt og livløst. Nu lader jeg det tale for sig selv, og det giver mig selvtillid. En smule rodet, en smule uperfekt – jeg sørger bare for at fugte det med masker, leave-ins, hovedbundsserum og selvfølgelig olier.

Hvad har du mest af?

Hvis jeg skal være ærlig, har jeg måske lidt for mange parfumer og læbestifter. Jeg samler på dem som minder.

Hvad er din nyeste tilføjelse til dit beautyskab?

Min nyeste tilføjelse er ‘Honey Infused Hair Perfume’ fra Gisou.

Hvad er det mest prisvenlige produkt, du bruger?

Nok alt fra The Ordinary.

Hvad er det dyreste produkt, du bruger?

‘ZIIP Halo Facial Toning Device’. Jeg opdagede den i Paris under en samtale med en ven, og den har ærligt talt været en fantastisk tilføjelse til min rutine, når jeg vil se lidt mere skulptureret ud.

Hvad har du altid med i tasken?

En farvet balm, en lille parfume og deodorant. Kun det nødvendige, jeg har brug for, uanset hvor dagen bringer mig hen.

Hvad har du altid med på arbejde?

Mit skrivebord ses aldrig uden en lille samling parfumer og en ansigtsmist. Jeg rækker ud efter dem, når jeg har brug for et øjeblik til at ‘resette’ dagen, og de hjælper mig med at holde jordforbindelsen i løbet af arbejdsdagen.

Får du lavet nogen behandlinger?

Jeg holder behandlinger på et minimum: ingen ansigtsbehandlinger eller massage. Men i år har jeg prøvet botox, og jeg elsker, hvordan det har hjulpet mig til at føle mig friere i mit udtryk. Og ZIIP Halo-maskinen, der nu er en fast del af min rutine.

Jeg får også regelmæssigt lavet mine negle. Der er noget over at have pæne negle, der giver mig en selvsikkerhed, især inden et event. Jeg elsker, hvordan det understøtter mine tatoveringer og ringe. Jeg går altid efter mandelformede, lidt lange negle i en ren, naturlig nuance. Studio 27 og Lush Nails er mine foretrukne steder, men jeg elsker også ritualet i at gøre det selv derhjemme. Jeg siger hele tiden til mig selv, at jeg bør give dem en pause fra shellac, men jeg har svært ved at finde det rigtige tidspunkt.

Tager du kosttilskud?

Jeg tager D-vitamin om vinteren og magnesium eller ashwagandha, når jeg er lidt stresset.

Har du et skønhedstip eller -trick?

Det bedste tip, jeg har, er ikke at tage skønhed for alvorligt. Jeg har lært, ikke at kigge på skønhed som et regelsæt eller trends, men som et sted med plads til leg, at eksperimentere og at finde ud af, hvad der virker for mig. Skønhed blev spændende i det øjeblik, jeg holdt op med at forsøge at gøre det perfekt, og i stedet så det som en måde at udtrykke mig selv på. Det er dybt personligt – og helt op til dig at definere.

Læs ogå

Skønhed

Amalie Reedtz-Thott om svampeekstrakter, manuka-honning og et (gratis) skønhedstip: “Jeg elsker at lave en facial med isterninger og bruger dem som en gua sha”

Denne nye duft består af en række af tidens populære noter; cedertræ, sandeltræ og salvie

Der findes efterhånden et hav af dufte – men meget få, som decideret kan forføre sanserne, vække minder og hallucinere dig til helt andre steder – langt herfra.

Lige præcis dét er netop essensen af Framas seneste duft. Efter en længere pause fra duft-katrgorien, har Frama nemlig lanceret sin sjette parfume i porteføljen af dufte, der alle har rødder i bestemte lokationer over hele verden.

Denne gang er det helt præcist Grand Canyon, vi skal telepartere os til, når de sarte dråber udløses af flakonen i parfumen med navnet ‘Painted Desert’. I en kombination af jord og ørkenvarme, der blandes i luften og niver let i næsen, har duften nemlig en vis spice, der alligevel mildnes af en mere frisk og crisp aroma – præcis som på en tidlig ørken-morgen.

Painted Desert har noter af en række af tidens efterspurgte varianter; cedertræ, sandeltræ samt salvie, der tilsammen skaber en tropisk stemning – præcis som når solen bager på stenen, der ligger øde hen i ørkenen – og efterlader en duft af brændthed og røgelse.

Når vi snakker dufte hos Frama er det dog langt fra blot parfumer, vi snakker. Deres sensoriske univers omfatter nemlig alt fra duftlys og olie-diffusers i forskellige udgaver til parfume-olier og selvfølgelig Eau de Parfum.

Painted Desert-duften kan lige nu købes på Framas hjemmeside og i butikken i Indre København. Læs meget mere om serien her.

Guide til vingårds-ophold: Kom helt ned i gear med wellness og gastronomi lige uden for Barcelona

Ankomst

Vi landede ret sent om aftenen i Barcelonas lufthavn, blev hentet af vores pick-up (som Oller del Mas havde arrangeret) og kørte straks ind i landet. Det var mørkt ved denne tid, så det var begrænset, hvad man kunne fornemme af omgivelserne, da vi (bogstavelig talt) susede gennem landskabet. Vi fandt hurtigt ud af, at det ville blive en stille køretur, for vi var trætte, og vores chauffør snakkede ikke et kvæk engelsk – og jeg ikke et kvæk spansk ud over “no hablo español” for den sags skyld.

Pludselig pegede chaufføren ud ad vinduet og op på en oplyst formation, der – at dømme efter højden, den stop i – måtte være beliggende på et bjerg. Da vi tre dage senere vendte snuden tilbage mod lufthavnen, kunne jeg konstatere, at det var bjerge, vi havde kørt igennem. Mange af slagsen endda, for Oller del Mas ligger nemlig 50 minutter fra lufthavnen, inde i landet og op i bjergene.

Generelt var taxa-turen meget sigende for hele vores tur. For mens Barcelona er fyldt med turister, kan man kun sige det stik modsatte om alt, der foregik fra det øjeblik, vi forlod lufthavnen, til vi atter stod der. Jeg tror nemlig, det kan tælles på én hånd, hvor mange engelsk-talende personer, vi mødte, mens vi var der. Og selvom det kan virke frustrerende, når man bare gerne vil høre, hvad det spanske menukort siger, var det alt, jeg havde brug for. Og det betyder jo ikke, at man ikke kan kommunikere – artefakter og ansigtsmimik kan gøre meget, men følelsen af, at vi ikke var endt i endnu et turistfyldt ferie-paradis, var så godt og præcis lige så autentisk, som man kan håbe på, når man kører i modsatte retning af højhuse og larm.

Vi ankom omkring midnat og blev budt velkommen med både smil og vin. Og hvem kan sige nej til et glas intens rødvin, når man lige har sat sine fødder på en vingård? Ikke jeg – og man sover vel også bedre på et enkelt glas, ikke?

Selve receptionen ligger i en forholdsvis ny bygning, hvor den gamle sjæl er bevaret på bedste vis. Væggene er fyldt med gamle portrætter – nærmest som var man på et slot – af tidligere generationer, som har hersket på gården. Oller del Mas dateres nemlig helt tilbage til år 964 – ja, faktisk er Frank Margenat, som ejer stedet, 36. generation, som råder over bygningerne, der er over 1.000 år gamle. Derfor er det også tydeligt at mærke den familiære stemning, der præger alt fra personale-relationerne til den kærlighed, der lægges i områdets vedligeholdelse.

Hytterne

Eftersom vi ankom i bragende mørke, havde vi ventet hele natten på at vågne op til, hvad vi kunne fornemme var, idylliske omgivelser. Og vi blev ikke et sekund skuffede.

De store bungalow-lignende huse, man bliver indlogeret i, hvis man har booket “Les cabañes”, står hævede over jorden på pæle, så de integreres direkte i landskabet – uden at forstyrre infrastrukturen, og omkring husene vokser naturen vildt, med alt hvad det indebærer.

I selve hytterne går træet fra omgivelserne igen i en del af møblement, og den boho-lignende indretning med tæpper og puder får dig straks til at sænke skuldrene. På mindst én side af alle hytterne, finder man desuden en stor, dejlig altan med lænestole, mens få hytter også er udstyret med en privat jacuzzi på altanen. Vores altan vendte ud mod vinmarkerne, som vi havde frit udsyn til, mens andre har udsigt til smuk skov. Man får meget hurtigt en fornemmelse af stedets mantra “discreet luxury”.

Selve hytten er forholdsvis stor med god plads til både sofa og et lille cafe-sæt samt et lækkert badeværelse (med opdelt bad og toilet – win). Fordi den er så hyggelig, tilbragte vi også en del tid her, hvor der var god ro til både at læse en bog, spille yatzy eller bare samle tankerne – selvfølgelig alt imens man kunne nyde et glas vin fra stedets egenproduktion, som – ud over i baren og restauranten – selvfølgelig også er velplaceret i mini-baren i hytten.

Vinsmagning

Før vi gik ombord i morgenmaden den første dag, besluttede vi os for at gå lidt rundt og finde hoved og hale i området, der omfatter cirka tre dele. Ud over bungalow-området er der receptionsbygningen, som er af nyere karakter, og hvor man – ud over at blive budt velkommen – blandt andet finder en shop, der forhandler alle de produkter, Oller del Mas producerer. For ud over (udsøgt) vin har stedet også en produktion af vermouth og øl, olie, eddike og oliven samt alskens nødder – og hvis det ikke var fordi, vi var rejst med en håndbagage, havde vi endnu drukket dybe rødvine (tip; rejs ikke med håndbagage dertil – prisen på vine hernede er virkelig fordelagtig). Ud over shoppen er det også her, der afholdes vinsmagninger, og hvor de desuden har den store vinkælder-opmagasinering – og vi fik hurtigt forståelse for, hvorfor der er deciderede rum til vinsmagninger. Mens vi boede her, så vi nemlig mange grupper, der var på en netop sådan tur.

Vinsmagning var selvfølgelig også en oplevelse, vi havde glædet os allermest til, når nu vi var havnet på én ud af de fem vingårde i Catalonien, der udmærker sig ved kvalitetsstemplet ‘vi de Finca’ – dét, der også er kendt under den franske betegnelse ‘grand cru’. Når man kommer kørende ind til Oller del Mas, møder man som det første den gamle borgbygning. Her havde vi en hyggelig, privat vinsmagning med sommelieren Mark, som ikke bare kunne svare på alt, men som desuden forstod sit publikums niveau (undertegnede) og gjorde oplevelsen dejlig uformel, sjov og pædagogisk. Og så var hans vigtigste budskab, at den bedste vin er den, man selv synes, er bedst. Vi var godt rundt i repertoiret, som Oller del Mas har at byde på, lige fra hvidvine til portvins-lignende flasker. Desuden er vinene, stedet producerer, økologiske, mens de arbejder på inden længe at kunne få mærkatet biodynamisk. For de hungrende københavnere (og andre naturvins-elskere), har Oller del Mas et søsterbrand, som også fås på stedet, der laver naturvin.

Jeg havde generelt været meget spændt på at dykke ned i de spanske vine, som jeg personligt ikke var helt så familiær med (som eksempelvis franske og italienske). Hurtigt blev vi dus med druen ‘Picapoll’ – som man altså ikke lige foreløbigt gemmer navnet på, når man først har indøvet sig det. Ikke alene, fordi det er et særligt navn, men også fordi, den er fænomenal. Vores favoritter blev de flasker, lavet på ren Picapoll, og dem, som er lavet på blandinger mellem denne, og så den mere kendte Malvasia, som i dette tilfælde er fra Manresa-området, hvor Oller del Mas er lokaliseret.

En af de ting, som vi særligt bemærkede var, at de vine, vi smagte, ikke havde de tunge, beske tanniner, så jeg personligt synes, kan give rigtig meget syre i halsen, og senere lærte vi af Mark, at det netop er en af de ting, som er særligt karakteristisk ved vinene, Oller del Mas producerer; altså at de har et meget lavt tannin-indhold. Uheldigvis ankom vi lige ugen efter, at sæsonens høst var afsluttet – ikke fordi det gjorde en forskel, men fordi det kunne have været sjovt at opleve høstningen og produktionen.

Aktiviteter

Ud over vinsmagning har man mulighed for at ride på heste – den del sprang jeg lige over, alene af frygten for de store firbenede, men med det omkringliggende bjerg- og vin-ranke-landskab, kunne jeg ikke andet end forstille mig, at det ville være en idyllisk tur.

Med den store 18-hullers golfbane med udsigt ud over bjergene, hvor der desuden også er mulighed for golf-skole for de, der hellere vil lære den elegante sport under lunere himmelstrøg frem for i Danmark, er stedet desuden oplagt for golfere. Man kunne generelt fornemme – måske fordi det var lørdag – at flere grupper kom til stedet for netop at spille et par timers golf, mens fruerne senere mødte dem til post workout-vin i baren ved spiseområdet (lidt country club-agtigt). Fordi solen stod høj på himmelen, var der generelt en del mennesker indenfor i både baren og i lounge-møblerne i udenfor-området, og det gav en virkelig god, summende stemning, der i den grad gav lyst til (endnu) et køligt glas hvidvin i loungestolene.

Ud over de længerevarende sports-aktiviteter var vi både en tur i poolen (som ikke var opvarmet, men man er vel ikke fra Skandinavien for ingenting) og en tur på padel-banerne ad flere omgange. Desuden tilbyder stedet også en wellness-afdeling, Anima, der dels består af et gym og dels behandlinger såsom massage, ansigtsbehandlinger mv. Allerede før ankomst skriver de søde damer herfra til dig på WhatsApp med kataloget, hvor du kan booke behandlinger og spørge ind til de forskellige muligheder, så du ikke skal tænke på praktikaliteter, når du ankommer.

Gastronomien

Alt, hvad der omhandler gastronomi, finder man i området ved golfbanen – og det var derfor også vores første destination, da vi vågnede første morgen. Morgenmaden foregår nemlig i en nyere bygning, hvor der ligeledes er frokost- og middagsrestaurant, bar, gym og adgang til golfbanen.

Selve morgenmaden forgår i et mindre rum, som ved første øjekast godt kan syne meget spartansk, men når man først sætter sig, får serveret den slags æg, man nu drømmer om den pågældende dag, og en lækker kop kaffe – og derefter går ombord i de lokalt producerede godter, der præger morgenmadsbordet, glemmer man alt om det simpelt indrettede rum.

Ud over friskskåret frugt, bagværk, friskpresset appelsinjuice, nødder af egen produktion og den lokalt-producerede yoghurt med tilbehør, findes der selvfølgelig også skinker, pølser og oste, som de udgaver, vi har i danske supermarkeder, kun kan drømme om at måle sig med. For ikke at nævne tomater, hvidløg og olie, så man kan lave det traditionelle, spanske brød, hvor man smører de tre ting ud på et (gerne halvtørt) stykke brød. Det skulle vi selvfølgelig også prøve, så vi kiggede de andre gæster over skulderen. For bedømt på deres evner med selvsamme spise, må de fleste af gæsterne, der besøger stedet, være spanske.

Både frokost og middag serveres i tilstødende lokaler, hvor der er pænt dækket op med hvid dug og vinglas. Men det skal man ikke lade sig skræmme af. Netop fordi der er så mange aktiviteter på området, var der ingen fine fornemmelser fra hverken tjenere eller de øvrige gæster. Man kunne tværtimod se, at flere kom direkte fra golfbanen eller en gym class hen i frokosten. Til begge måltider serveres der efter den omfattende men ikke for uoverskuelige a la carte-menu – og eftersom vi havde tre dage på stedet, fik vi prøvet alt fra charcuterie (glem alt om danske tilstande) til traditionelle, bondske retter fra området.

Som nævnt ramte vi omkring 23 graders varme, så naturligvis skulle vi sidde udenfor og spise vores frokost – selvom tjenerne nu synes, det var lidt mærkværdigt (men vi danskere bevæger os jo gerne udenfor, når temperaturen overstiger 15 grader). Indenfor sidder man ellers med udsigt ud over bjergene, men nu var vi altså landet sydpå, og hvis ikke man skulle benytte lejligheden til at få et lille skud d-vitamin, ville man da være et skarn. Fra menuen var det særligt en traditionel, spansk kyllinge-ret, der gjorde indtryk på os, mens vi en af aftenerne begav os ud i en lækker, lokal paella.

Til aften er restauranten lidt finere, men alligevel er der mange forskellige konstellationer, der besætter bordene. Noget af det, jeg hurtigt bemærkede – også fra frokosten – var, at det nærmest er mere iøjnefaldende at bestille et glas vin end en flaske. Den filosofi benyttede vi os af til aften, hvor betjeningen – obviously – har virkelig godt styr på vinene. Vi blev guidet omkring de forskellige flasker, vinmenuen består af, og særligt flaskerne ‘Bernat Negre’ fra 2019 og ‘Especial Picapolle Negre’ fra 2019 blev nogle af vores favoritter – så mis ikke dem, hvis du er til rødvin. Vi sluttede desuden flere af aftenerne af i lounge-baren, hvor der både serveres bar-snacks og vin en masse.

Læs meget mere og book dit ophold på Oller del Mas på deres hjemmeside her.

ELLE var inviteret til Barcelona.

Se det første sneak peak på The Devil Wears Prada 2

“Florals? For Spring? Groundbreaking.” “Is there a reason that my coffee isn’t here? Has she died or something?” “All right everyone! Gird your loins.” og “Please, bore someone else with your questions.”

Hvis disse film-citater siger dig det mindste, ved du nok godt, hvad klokken har slået.

Siden The Devil Wears Prada udkom i 2006, har udtalelser som disse nemlig været en integreret del af hverdagssproget hos mange fans af den ikoniske film verden over. Men det er nok de færreste af selvsamme fans, der havde forestillet sig, at Meryl Streep og Anne Hathaway – her knap 20 år senere – atter ville indtræde i deres roller som henholdsvis chefredaktør for det fiktive modemagasin Runway Magazine, Miranda Priestly, og hendes assistent Andy Sachs …

Men nu er der altså godt nyt.

Selvom det efterhånden er et stykke tid siden, det først blev offentliggjort, at optagelserne til The Devil Wears Prada 2 var i gang, er det altså først i går aftes, at vi har set ægte livstegn fra efterfølgeren. Her delte både produktion og distributionsfirmaet 20th Century Studios og Anne Hathaway og Maryl Streep selv nemlig det første sneak peek af 2’eren i form af den første trailer.

Og selvom mange siger, at efterfølgere sjældent er lige så gode som den originale film, glæder vi os nu alligevel meget til et gensyn med den ikoniske duo.

The Devil Wears Prada 2 er sat til at udkomme den 1. maj 2026 i USA, og det er endnu ikke offentliggjort, hvornår vi kan få udløst spændingen inden for de danske grænser.

Læs ogå

Film og TV

8 nye film og serier på Netflix, som udkommer dette efterår

Pernille Harder: “Der er stadig mange unge spillere – især piger – som ikke har adgang til sparring, rollemodeller og støtte på deres vej. Fodboldverdenen kan være hård, og det er nemt at føle sig alene”

Pernille Harder har selv oplevet, hvor hårdt presset og forventningerne kan være, når man er topatlet. Og ikke mindst, hvor alene man kan føle sig, når de fleste fra ens omgangskreds går helt andre veje, men også når man befinder sig i en branche, der kun for nylig er blevet relevant for kvinder.

Dét er blot nogle af de ting, hun som professionel landsholds-fodboldspiller bruger sig stemme til at råbe højt om, og for nylig lancerede hun et initiativ, der for alvor underbygger hendes passion for at hjælpe andre på vej. Det var nemlig den støtte, hun selv manglede, da hun i sin tid dedikerede sit liv til sportens verden.

‘The Harder Way’ er navnet på Pernille Harders nyopstartede mentor-program, der kort og godt har til formål at inspirere, guide og styrke den næste generation af kvindelige atleter.

Vi snakkede med Harder om, hvorfor der er brug for et initiativ som dette, og om, hvad der har kickstartet den ild i hende, som har fået hende til det sted, hun er i dag.

Hvad er intentionen med The Harder Way?

Intentionen med The Harder Way er at give noget tilbage til den næste generation af unge spillere. Projektet handler om at skabe et rum, hvor man kan tale ærligt om rejsen i fodbold, og både det gode og det svære. Jeg vil gerne dele ud af de erfaringer, jeg selv har gjort mig, og give unge piger nogle af de redskaber, jeg selv manglede i starten af min karriere.

Hvorfor er der brug for et initiativ som dette?

Der er stadig mange unge spillere – især piger – som ikke har adgang til sparring, rollemodeller og støtte på deres vej. Fodboldverdenen kan være hård, og det er nemt at føle sig alene med sine tvivl og drømme. Jeg håber på, at The Harder Way kan være et sted, hvor man kan finde inspiration, fællesskab og troen på, at den rejse man er på – selvom den er anderledes end andres – er den helt rigtige.

Har du selv haft en specifik oplevelse, der fik dig til at gå ind i dette felt?

Jeg tror, det har bygget sig op over tid. Når jeg ser tilbage, kan jeg tydeligt mærke, hvor meget det havde betydet at have nogen at tale med om de her ting, som selv har oplevet det, dengang jeg var ung. Nogen som forstod presset, forventningerne og balancen mellem ambition, trivsel og de mentale udfordringer, der følger med. Udvikling har altid været en kæmpe drivkraft for mig. Både som spiller og som menneske. Jeg har altid haft lyst til at blive bedre og forstå, hvordan jeg kan gøre det. Den passion er også det, jeg gerne vil give videre gennem The Harder Way. Jeg har lært meget af mine egne fejl og oplevelser, og nu føles det rigtigt at bruge dem til at hjælpe andre med at finde deres egen vej frem.

Hvordan udvælges de 10 talenter, der deltager i mentorshipprogrammet?

Til det første event har jeg sammen med Nike udvalgt 10 unge spillere fra Danmark, som alle har vist stort talent, dedikation og mod. Det handler ikke kun om niveau på banen, men også om nysgerrighed og lysten til at udvikle sig som menneske og spiller. Det har været vigtigt for mig.

Hvad får de ud af det?

Mit håb er, at de altid vil gå derfra med en følelse af styrke og tro på sig selv, og så måske et nyt perspektiv på, hvad det vil sige at være topatlet. Derudover får de ærlige samtaler, indsigt i livet som professionel spiller og forhåbentlig nogle redskaber, de kan bruge i deres egen hverdag på og udenfor banen.

Følg The Harder Way her.

Læs ogå

Mode

“Hun kunne ikke finde sportstøj, der både levede op til de professionelle standarder og samtidig var tilpasset den kvindelige krops anatomi. Tøjet mødte ganske enkelt ikke de behov og forhold, kvindekroppen har”

18 lunende uld-basics, vi vil bruge hver eneste dag denne vinter

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

Læs ogå

Mode

Sådan skal dine sko se ud dette efterår og vinter 2025

ELLE Awards 2025: Se her, hvordan aftenen forløb

Læs ogå

ELLE AWARDS

ELLE Awards 2025: De første gæster fra den røde løber

Denne ikoniske klassiker har fået nye udseende: Kom med, da vi fejrede lanceringen

Læs ogå

Mode

En københavner-smørrebrødsklassiker, et fødselsdagsønske og en ny binge-værdig serie: Ugens udvalgte med Nikita Hoffmann

Fra tern til leo-print og fra sort til rød: 20 bud på elegante vinterfrakker i uld

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

Læs ogå

Mode

Et sejt jeans-samarbejde og et smykke-vedhæng, der går lige i hjertet: 4 samarbejder, du skal kende til lige nu

To the Moon, Honey x Akua Objects

Det er ikke længe siden, To the Moon, Honey kunne præsentere sit samarbejde med danske Planet Nusa om en mindre kollektion til mødre og børn – og nu er Bea Fagerholt og Liv Winther klar med endnu et samarbejde i moderskabets ånd.

Sammen med det danske designstudio Akua Objects har de lanceret en særlig udgave af Akuas ikoniske Uma-hjertevedhæng – selvfølgelig i To the Moon, Honeys lysegule signaturfarve, hvorfor vedhænget, lavet i mundblæst Murano-glas, har fået navnet ‘Honey Quartz’. Alle vedhæng er unika og kan bæres i både en kæde, en snor eller noget helt tredje.

Vedhænget kan købes hos To the Moon, Honey og Akua Objects’ hjemmesider til 560 kr.

Levi’s x Barbour

Heller ikke engelske Barbour ligger på den lade side. Efter for nylig at have lanceret sit samarbejde med Arket er de allerede nu klar med endnu et af slagsen – dennne gang med det ikoniske denim-brand Levi’s.

Med så ikoniske brands, der hver især er kendt for henholdsvis bivoks- og denim-materialer, er det naturligvis heller ingen overraskelse, at netop disse materialer er gennemgående i kollektionens designs. Kollektionen, som er inspireret af begge brands’ rødder i workwear-beklædning, består af både jakker, bukser, en hoodie, en T-shirt og en cap.

Kollektionen lanceres 30. oktober 2025 og er eksklusivt tilgængelig i Danmark hos Stoy, i Illum og hos Levi’s.

Cos x Le Kilt

Det bliver næppe mere sæson-spot on, end når Cos teamer op med nederdelbrandet Le Kilt, som er kendt for sine genkendelige uld-skørter, som sender stærke referencer til traditionelle, skotske kilte med den karakteristiske nål i siden.

Samarbejdet mellem Cos og Le Kilt har resulteret i en kollektion, bestående af fire styles – to korte kilte, en lang og en blazer – hvor Le Kilts traditioner får et moderne udtryk takket være Cos’ stringente tailoring, som tilfører en grad af brugbarhed til heritage-designet – dog uden at spolere det klassiske og tidsløse design.

Kollektionen er desværre udsolgt på Cos’ hjemmeside, men vi krydser selv, alt vi kan – fordi vi heller ikke nåede at få fingrene i en nederdel – for, at de snart kommer back in stock.

Louis Vuitton x Takashi Murakami

I forbindelse med den netop overståede Art Basel i Paris var – blandt alverdens udstillere – også Louis Vuitton at finde. Modehuset har netop præsenteret sit seneste samarbejde med den japanske samtidskunstner Takashi Murakami om en limited edition-kollektion, bestående af 11 forskellige udgaver af LVs ikoniske Artycapucines-tasker, som Murakami i anledningen har fortolket ind i sit legesyge, pop-kulturelle univers med blandt andet sci-fi- og kawaii-referencer.

Artycapucines VII – Louis Vuitton x Takashi Murakami-kollektionen har i øjeblikket en reservationsliste, som du kan læse mere om her.

Læs ogå

Mode

Leandra Medine Cohen: “Minimalismen er trængt så dybt ind i vores garderober, og dette stykke beklædning er en lavpraktisk måde at give liv til dit look”

Danske Mathilde Torp Mader er designer hos Calvin Klein: “Jeg havde aldrig mødt nogen, der sagde: “Det er bare et arbejde.” “Er du vanvittig? Det er mode, det her!””

Celine, Bottega Veneta, Marni, Loewe, Balenciaga og Calvin Klein er blot et udpluk af de modebrands, som står på de tre danske designere, Astrid Ulrich Heisterberg, Alexander Marstrand og Mathilde Torp Maders fælles cv. Alle tre har de turde drømme stort og sige farvel til hjemlandet og trygge rammer for at forfølge succes i toppen af den internationale modebranche. Det har kostet afsavn, utallige arbejdstimer og møgfald fra urimelige chefer. Her fortæller de hver især om, hvordan det er at arbejde i modens absolutte topliga. Mød Mathilde Torp Mader her.

Blå bog

Mathilde Torp Mader, 45 år, senior vice president global design apparel hos Calvin Klein. Født og opvokset på Christianshavn i København. Har en bachelor i fashion & textiles fra Ravensbourne University, London, og en master i fashion fra Central Saint Martins, London. Har tidligere arbejdet for Kim Jones Studio, Vanessa Bruno, Sonia Rykiel, Marni, Mulberry, By Malene Birger, Carven og Everlane. Bor i Boerum Hill i Brooklyn, New York, sammen med sin mand, Felix, og deres søn, Marlow.

Jeg vidste hele vejen op igennem gymnasiet, at jeg ville være designer. Sådan var det bare. Jeg var et barn, der tidligt havde gang i projekter på symaskinen. Som teenager læste jeg i internationale modemagasiner og forstod, at flere af de designere, jeg læste om, havde studeret på Saint Martins i London, så det ville jeg også. I tiden på Saint Martins lærte jeg Kim Jones at kende. Han havde også studeret på Saint Martins, og jeg blev introduceret for ham af nogle af mine venner på en bytur. En del af at studere på Saint Martins var også at feste, og vi gik på natklubber hele tiden – det var i høj grad sådan, jeg opbyggede et netværk. Jeg endte med at arbejde for Kim, og vi havde det så sjovt. Vi var vel fem mennesker, der arbejdede for ham. Jeg vidste godt, at Kim var dygtig, men han fik det altid til at føles, som om vi bare var nogle venner, der lavede seje ting sammen. Men i dag kan jeg godt se, at det var en helt særlig tid.

Det første job, jeg fik, hvor jeg tænkte “Okay, nu er det alvor”, var, da jeg arbejdede for Sonia Rykiel i Paris. Det var surrealistisk og med en vis ærefrygt, at jeg mødte ind om morgenen. Sonia var meget Paris. Alle talte kun fransk, så jeg skulle virkelig tage mig sammen for at følge med. Der var også meget hierarki. Man skulle vente foran elevatoren, indtil dem, der var højere i hierarkiet, var gået ind først – det samme gjaldt, når man skulle gå ud igen. Man sagde vous (de, red.) til hinanden, og man havde respekt for folks roller. Der var flere, som havde arbejdet i branchen i 25-30 år. Det var både hårdt og fantastisk at være der. Vi var i fittingsalonen hver dag. Med materialerne i hænderne udviklede vi vidunderlige produkter. Jeg er glad for, at jeg fik lov til at arbejde sammen med Sonia. Hun er en legende og en vigtig del af modehistorien.

“Hos nogle brands har de én designer, som bestemmer, og så render alle de andre rundt og sørger for, at denne persons meninger bliver ført ud i livet. Sådan ønsker jeg ikke at designe”

Hos Marni var teamet endnu mindre end hos Kim Jones. I starten var det kun mig og min chef, som designede det hele. Det var meget, meget småt og noget helt specielt – vi spiste frokost med familien, der havde grundlagt mærket. Jeg lærte virkelig meget hos Sonia Rykiel og Marni. Om, hvordan man skaber en kollektion og sætter et godt show sammen. Hvordan man arbejder med farver, tekstiler og former. Jeg troede, at jeg var designer, da jeg blev færdig på skolen, men jeg lærte først rigtig håndværket, da jeg fik muligheden for at arbejde de her fantastiske steder. Når jeg oplevede mennesker på gaden i det tøj, jeg havde designet, var det virkelig en god følelse, og det bekræftede mig i, at jeg var dygtig til mit arbejde.

Jeg blev ansat hos Mulberry til at hjælpe med at etablere deres ready-to-wear-kollektion. På de fem år, jeg var der, var jeg med til at bygge det op fra bunden. Også her var vi et lille hold, vi var fire mennesker, og det var helt vildt, i forhold til hvad vi lavede. Vi arbejdede virkelig hårdt. Her lærte jeg om at være leder i modebranchen. Jeg fik forståelsen for, hvordan jeg styrede et kreativt team, hvor der er plads til folks meninger. Hos Marni havde jeg erfaret, hvor gavnligt et åbent designlandskab var. Vi stolede på hinanden. Det ville jeg gerne praktisere hos Mulberry. Sørge for, at de yngre designere følte, at de var en lige så vigtig del af den kreative proces som mig. Hos nogle brands har de én designer, som bestemmer, og så render alle de andre rundt og sørger for, at denne persons meninger bliver ført ud i livet. Sådan ønsker jeg ikke at designe.

Den største forskel på By Malene Birger, som jeg så kom til, og de andre steder, jeg havde arbejdet indtil da, var måden, vi udviklede produkterne på. Jeg var vant til at have næsten alle led i processen helt tæt på. Jeg stod normalt i et atelier med direkte adgang til skrædderne, der skar og syede tøjet. Hos By Malene Birger blev mønstre og samples lavet andre steder. Jeg var desuden vant til et helt andet arbejdsmiljø. Det var helt sikkert sundere hos Malene, men jeg havde aldrig mødt nogen, der sagde: “Det er bare et arbejde.” “Er du vanvittig? Det er mode, det her!”

Noget af det vigtigste, jeg har lært af at arbejde rundtom i verden, er, at der ikke er én måde at gøre tingene på. Og måske er det netop forståelsen for forskellige måder at arbejde på, der gør, at du kan opnå succes. En anden bemærkelsesværdig forskel var diversiteten blandt medarbejderne – i udlandet kommer folk ofte fra alle mulige steder. Jeg har altid syntes, at det var spændende at arbejde sammen med mennesker fra hele verden. Det var en af grundene til, at jeg søgte ud i første omgang.

“Modebranchen i New York adskiller sig fra London, Paris og Milano ved at have lidt mere fokus på business. Amerikanerne har ikke et problem med at tale om penge. Og det er vildt, hvor hurtigt små virksomheder kan vokse sig store i USA. Rent forretningsmæssigt er tempoet et andet. Jeg har virkelig også nogle lange arbejdsdage – de er næsten dobbelt så lange som hos By Malene Birger”

Hos By Malene Birger udviklede jeg mig til at være kreativ chef. Jeg fik en forståelse for alt det andet i design – ledelse, kommunikation og økonomi – og jeg lærte, hvor vigtigt det er, at alle medarbejdere er indforståede med, hvor man er på vej hen med sit brand. Så produktet hænger sammen med din markedsføring og CEO’ens visioner for væksten. Det lyder så simpelt, men det er svært i praksis, og det kræver først og fremmest en god intern kommunikation.

Det er den rejse, jeg fortsat er på hos Calvin Klein, hvor jeg er senior vice president global design apparel. Nu har jeg et rigtig stort hold af designere under mig – Calvin Klein er huge, huge, huge. Jeg er kreativ leder på et helt andet niveau, og mit arbejde handler mest om at hjælpe andre med deres designproces. Jeg har ikke hænderne på tøjet på samme måde længere. I virkeligheden er mit vigtigste redskab kommunikation. Jeg skal sørge for, at hele holdet ved, hvad der foregår omkring dem, og hvilken retning vi arbejder i. Alle skal svømme den samme vej.

Modebranchen i New York adskiller sig fra London, Paris og Milano ved at have lidt mere fokus på business. Amerikanerne har ikke et problem med at tale om penge. Og det er vildt, hvor hurtigt små virksomheder kan vokse sig store i USA. Rent forretningsmæssigt er tempoet et andet. Jeg har virkelig også nogle lange arbejdsdage – de er næsten dobbelt så lange som hos By Malene Birger. På den ene side er der stor forskel på at sidde i Sonia Rykiels salon midt i Paris og være i Calvin Kleins enorme hovedkontor lige ved Times Squares kaos. På den anden side, så arbejdede selveste Calvin Klein i de samme lokaler, som vi gør i dag, så historien er den samme. Det er jo det smukke ved mode. Når man står på skuldrene af en betydningsfuld forhistorie og bringer det ind i nutiden og ikke mindst fremtiden.

Læs ogå

Karriere

Den danske Celine-designer Alexander Marstrand: “Hvis man har brug for retfærdighed på sin arbejdsplads, skal man nok ikke arbejde i modebranchen i Paris”

Læs ogå

Karriere

Danske Astrid Heisterberg er sko-designer hos Loewe: “Der er store personligheder i modebranchen, og jeg er da blevet råbt ad. Har fået at vide, at mit design var forfærdeligt. Jeg har forsøgt ikke at tage det personligt”