emma-sofie, Author at ELLE

Den oversized blazer har længe domineret vores garderober, men en ny blazer bliver efterårets store trend

Selvom vi de seneste par uger fuldkommen har glemt dets eksistens, kan vi ikke længere benægte det; efteråret er altså så småt på vej. Og (tro det eller ej) der er særligt én ting, vi ser frem til ved de køligere temperaturer. Det er selvfølgelig de smarte overgangsjakker, som vi så småt kan iklæde os uden at smelte helt væk.

De seneste mange sæsoner har den oversized blazer nærmest hersket i vores garderober i flere farver og former, og selvom den stadig er et key item for os, er det jo altid godt med lidt konkurrence – og det er, hvad efterårets store blazer-trend netop gør. Giver den oversized blazer kamp til stregen – og tilfører vores garderober en elegant opstramning.

Efterårets blazer er nemlig alt, hvad den oversized blazer ikke er. Modsat den løse silhuet med overdimensionerede skuldre og længde, vi har været vant til, snakker vi dette efterår en blazer med et fitted snit, figursyet talje, small skuldre, hoftenær længde og lange, tætsiddende ærmer. Hvis det ringer en klokke, er du ikke helt galt på den. Det er nemlig blazeren, vi for længst har lagt bag os med 90’ernes og 00’ernes figurtætte mode. Men som med andre trends fra de ikoniske årtier, skal vi selvfølgelig også have et gensyn med denne trend.

Stylingen denne sæson er dog en noget anden end den, vi oplevede for 20-30 år siden med lavtaljede jeans, en stram T-shirt og en Newsboy-cap. Se herunder designernes forskellige bud på jakken, som de præsenterede under AW24-modeugen i januar i år, og lad dig inspirere af stylingen, der byder på både hverdags- og aftenlooks.

Læs ogå

Modeugen

Her er efterårets 7 største trends

Sådan så det ud, da årets ‘Love is not a crime’ blev fejret med fest og farver – og en udsolgt kampagne-T-shirt

I lørdags flagede det meste af København med det regnbue-farvede flag – heriblandt Hotel Grand Joanne på Vesterbrogade.

På hotellets rooftop blev der især flaget, da A MGMT, Rotate og ELLE afholdt en festlig brunch for venner og samarbejdspartnere, som alle havde støttet op om årets Love is not a crime-T-shirt, hvor al overskud fra salget bliver doneret til initiativer, hvis formål er, at kærlighed ikke skal forbydes, men derimod skal anerkendes som en universel ret. Og som så ofte før blev T-shirten revet væk og kunne melde om udsolgt.

På vegne af alle parter, vil vi utrolig gerne udsende en tak til alle, der har været med til at støtte op om hjerteprojektet. Inden længe vil vi offentliggøre, hvordan årets donationer er blevet fordelt, men ind til da kan vi genbesøge donationsfordelingen fra sidste år:

Foreningen Sabaah modtog 50.000 DKK i donation
ILGA World modtog 50.000 DKK i donation
Foreningen FSTB: modtog 16.614 DKK i donation
Foreningen LGBT+ Danmark modtog 75.000 DKK i donation
Amnesty International modtog 81.733 DKK i donation

Se her, hvordan fejringen gik til.

Denne simple makeup-trend dominerede Københavns modeuge – og så kan den laves på ingen tid

Der var nærmest “Kongens nye klæder”-karakter over makeuppen – eller mangel på samme – da modeller under Københavns modeuge trådt ud på runwayen.

Om det var Pamela Andersons tilstedeværelse (og hendes for nyligt adapterede “no makeup”-look) under modeugen eller blot skandinavernes hang til det helt naturlige look, der gjorde udslaget, skal jeg ikke kunne sige, men makeuppen under (mange af) modeugens show var minimal – faktisk tendenserende til, hvad der lignede, ikke-eksisterende. I stedet var fokus på velplejet hud – formentlig inklusiv god solbeskyttelse, da de fleste shows foregik udendørs i den bragende augustsol.

Lovechild, Mark Tan og OpéraSport var blandt de brands, som havde valgt den mere simple tilgang, da det kom til makeup, og hos alle tre brands stemte det smukt oversens med deres meget enkle – og hos de to førstnævnte – minimalistiske design – meget a la den stil, Skandinavien er kendt for.

Generelt er en helt simpel makeup noget, vi har set mere og mere af de seneste år under modeugerne og på gaden – dét eller det diamentralt modsatte. Om det kan have noget at gøre med, at vi bliver mere og mere opmærksomme på bivirkninger og effekter ved de produkter, ingredienser og andre ting, vi smører i hovedet, samt at flere og flere mennesker lokkes af en mere simpel og gennemsigtig livsstil, er uvist, men de naturlige looks, der i mindre grad stjal opmærksomheden fra de styles, som blev præsenteret, tilførte en elegance og renhed, som virkede mere relaterbar.

Læs ogå

Agenda

Pamela Anderson bliver kampagnemodel for dette kendte danske brand

Læs ogå

Modeugen

10 trends fra Københavns SS25-modeuge

Mamma Mia er tilbage med en tredje film – her er, hvad vi ved

Du læste rigtigt. Det er nemlig langt om længe offentliggjort, at vi ikke for good har sagt farvel til det græske eller kroatiske ø-liv, fest og farver – og drama!

Selvom snakken om en tredje film har gået, siden film nummer to tog pusten af os, har intet været bekræftet – indtil nu. Forleden meddelte Mamma Mia-karakteren Tanya, spillet af Christine Baranski, nemlig, at hun havde været i London for at mødes med Mamma Mia-producer Judy Kramer, hvor Kramer efter sigende havde præsenteret hende for plottet for film nummer 3.

Tidligere har både Pierce Brosnan, Amanda Seyfried, Meryl Streep udtrykt, at de ville elske at blive genforenet omkring en tredje film, og både Judy Kramer og instruktør Oliver Parker har ligeledes luftet, at der er “planer”. På nuværende tidspunkt ved vi endnu intet om handlingen, castet eller nogen form for datoer, men her er, hvad vi i hvert fald håber på at kunne se frem til.

3 ting, vi krydser fingre for, at vi kommer til at opleve i den nye film

“Dancing queen, feel the beat from the tambourine oh yeeeeah”. Hidtil har de ABBA-sange, som vi allerbedst kender, været delt ud på de to første film, men der er stadig nogle få gamle kendinge tilbage, som vi håber på at skulle høre. Siden film to har ABBA også udgivet det nye album ‘Voyage’ med sange skrevet af Benny Andersson og Björn Ulvaeus, så mon ikke vi også kan forvente lidt herfra. Vi kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke, om det bliver helt det samme, hvis det ikke bliver bangers på bangers på bangers, men vi har ja-hatten på. Uanset skal det nok blive en fest, når sang og skuespil mikses i endnu en musical-filmatisering.
Mamma Mia-filmene er bare ikke det samme uden Meryl Streep, som spiller Donna. Selvom karakteren Donna i anden film gik bort, har Meryl Streep faktisk allerede meddelt, at hun vil være involveret i den tredje film, men at hun endnu ikke ved på hvilken måde, det kommer til at ske. Vi håber på masser af Meryl.
Samme cast. Meryl Streep, Christine Baranski og selv Dame Julie Walters, der er trådt tilbage fra skuespillet, har allerede røbet deres deltagelse, men hvad med Pierce Brosnan, Amanda Seyfried, Collin Firth og alle de andre? Vi krydser!

Det er altså bekræftet, at vi kan se frem til en Mamma Mia 3 – men en præcis dato må vi vente på endnu. Angiveligt er manuskriptet endnu ikke helt færdigt, og derfor kunne der snildt gå et par år. Meanwhile tager vi hellere end gerne et gensyn (eller to eller tre) med de to foregående film, Mamma Mia 1 og 2,på Netflix her.

Chanel-ambassadør Keira Knightley strålede om kap med modehusets high jewelry-diamanter

Da modehuset Chanel præsenterede dette års high jewelry-kollektion i det lille fyrstedømme Monaco, var det med skuespiller, stilikon og Chanelmuse og -ambassadør Kiera Knightley som æresgæst. Og Knightley strålede i den grad om kap med de funklende smykker i sin Chanel Haute Couture SS24-kjole, tilsat flere af dette års high jewelry-kollektions smukkeste pieces – et tennis-halssmykke, overdådigt besat med diamanter, safirer, rubiner og onyx samt en ring i hvidguld og platin med diamanter, safirer og onyx.

Det var i øvrigt helt tilbage i 1932 at Mademoiselle herself, Gabrielle Bonheur ’Coco’ Chanel, lancerede sin første og (skulle det vise sig) eneste high jewelry-kollektion med titlen ’Bijoux de Diamants’. Først i 1993 blev high jewelry igen en del af Chanels sortiment.

Dette års kollektion med titlen ’Haute Joaillerie Sport’ er da også et vink til det fundament, som Coco Chanel byggede sit modehus på: kvinders krav på komfort, frihed og bevægelse. I 1921 tilføjede hun sågar et atelier i Haute Couture-huset med navnet ’Sport’. Så det lå lige for, at kreativ chef for Chanel Fine Jewelry, Patrice Leguéreau, i et år domineret af sport, også har ladet sig inspirere af arven fra modehusets ikoniske grundlægger.

Årets kollektion består i øvrigt af 80 ekstravagante items; heraf fem helt særlige samlerobjekter. Se udvalgte pieces fra den fuldstændig overdådige kollektion herunder.

Keira Knightley har siden 2007 været ambassadør for Chanel. Gense hendes ikoniske Chanel-looks i galleriet herunder.

Disse to kendte, danske brands er med i den nye sæson af Emily in Paris

Siden Lily Collins skiftede adresse til Kartoffelrækkerne sidste år, har hendes navn ikke blot floreret i forbindelse med rollen som Emily Cooper i Netflix-serien Emily in Paris, hun er ligeledes blevet et navn i forbindelse med blandt andet modeugen i København.

Og apropos modeuge. Den netop afholdte august-modeuge bød selvfølgelig også på en talk med Lily Collins, hvor hun blandt andet fortalte en smule om stilen i sæson 3, som netop er udkommet på Netflix.

Under talken bekræftede Lily Collins blandt andet, at en af hendes naboer fra Kartoffelrækkerne, Stine Goya som har sit tøjbrand i samme navn, er en af de designere, hvis tøj hun bærer i den nye sæson. Vesten fra Stine Goya, som Lily Collins bærer, er en del af en capsule collection, hvis design faktisk er dedikeret til selve serien, og som kan fås fra 17. august i butikker og online.

Og Stine Goya er ikke den eneste danske designer, stylistholdet bag serien har kastet sin kærlighed over. Lily Collins’ serie-BFF Mindy Chen (spillet af Ashley Park) bærer en ørering fra smykkedesigner Sara Jin Mi, som efterhånden virkelig har slået sit navn fast i branchen. Ashley Park bærer tydeligt øreringen ‘Seoul earring’, som kan fås her, fra smykkedesigneren i serien.

Om seriens brug af dansk design kan have noget med Lily Collins kærlighed til Danmark at gøre, vil vi nok aldrig finde ud af, men ikke desto mindre bekræfter det endnu, endnu, endnu engang, at vi har en fantastisk skare af designere i Danmark.

Læs ogå

Modeugen

Kom med backstage hos 7 danske brands under modeugen – heriblandt OpéraSport og Rotate

12 klassiske t-shirts, vi vil bruge resten af året

I går havde den nye sæson af Emily in Paris premiere – husker du sidste sæsons cliffhanger-afslutning?

Måske husker du scenen, som vi alle blev efterladt med, da Emily Cooper efterlod os i sidste afsnit af sæson 3. Og hvis ikke, here you go:

Sæson 3 af Netflix-hitserien ‘Emily in Paris’ slutter nemlig med lidt af et brag. Camille og Gabriel skal giftes, men ved alteret afslører Camille foran alle fremmødte gæster i kirken, at de to kun er sammen, fordi hun har indgået en pagt med Emily om, at ingen af dem må være sammen med Gabriel, fordi de begge har et godt øje til ham (hvilket Camille jo selv bryder, eftersom de er to minutter i ægteskab). Camille kan derfor ikke gifte sig med ham, fordi hun ved, han elsker Emily – og at de to har været forelskede siden de nødte hinanden. Men så bør alt jo være godt? Ikke helt.

En skuffet Alfie, som danner par med Emily, er vidne til hele denne seance i kirken og forlader straks festlighederne, efter at han finder ud af, at Emily er forelsket i Gabriel. Gabriel og Emily indtager sæsonens sidste scene, hvor Gabriel fortæller, at Camille er gravid, og at det var derfor, de to skulle giftes …

Og her efterlades vi så med en cliffhanger, som de fleste fans nu har ventet på at få svar på, siden sidste sæson rullede over vores skærme 21. december 2022.

Kommer de to lovebirds til at ende sammen? Ender Emily alligevel med Alfie? Hvad med Camille? Og Mindy, hvis sangstemme også blev opdaget i sidste sæson? Alt dette, og mere mere, kan vi forhåbentlig få svar på nu, hvor Lily Collins atter er trukket i de farverige skørter i rollen som Emily Cooper.

Du kan se de nye afsnit af komedie-drama-serien her.

Kom med backstage hos 7 danske brands under modeugen – heriblandt OpéraSport og Rotate

Fotos: Lasse Bak Mejlvang

Dette nye spisested med panoramaudsigt i Indre By åbner fredag – skal du besøge det i weekenden?

Restauranter er der mange af i København, hvad end du befinder dig i Indre By, på Nørrebro, Østerbro eller et helt fjerde sted. Men det er de færreste af dem, hvor du får en overdådig panoramaudsigt over Københavns Indre By og Kongens Have med i købet. Og det må da om noget være dette nyåbnede spisesteds selling point. “Filmtagets spiseri og bar”, hedder det.

Kræfterne bag køkkenet er kendt i godt og vel det meste af Danmark. For ringer det ikke en klokke, hvis vi siger “de danske festivalers bedste flæskestegssandwich”? Godt gættet, det er selvfølgelig Meyers Køkken, der ligesom med Cinematekets brunch, også kommer til at sætte menuen for Filmtagets Spiseri. Menuen er ikke nødvendigvis så innovativ, men den er solid og sikker. Vi snakker velkendte retter som Poke bowl, grilled cheese sandwich, tacos og burgers (desværre ikke flæskestegssandwich). Og nå ja, hvad er Meyers uden en af deres kanelsnurre? For den kan du selvfølgelig også få.

Filmtaget bliver et af Københavns nye kulturtilbud, som du kan besøge helt kvit og frit, og som kommer til at tilbyde open air-biograf, filmudstilling, legeområde og så selvfølgelig spiseriet. Du kommer til at kunne finde det hele på toppen af Filminstituttet og Cinemateket, som ligger i det gamle Gutenberghus, og netop denne lokation er ikke tilfældig. Initiativet er nemlig søsat med henblik på at fremme interessen for dansk film og filmkultur – som lige nu er i stor konkurrence med internationale streamingtjenester som Netflix og Amazon Prime, der tilbyder store udenlandske produktioner (som vi danskere jo er vilde med).

Derfor vil der i åbningsweekenden 16.-18. august selvfølgelig også blive vist (primært danske) film i stedets biograf, som – meget oplagt – har fået navnet “Himmelblå”, med dertilhørende gratis forfriskninger, mens du også kan opleve de interaktive udstillinger, hvor du kan lære om filmen som medie og dens udviklingen lige fra fødslen heraf til dens rolle i dag. Og for de mindste (eller andre barnlige sjæle) kan de desuden prøve kræfter med filmquiz samt hygge sig i børnfilmsområdet. Efter åbningsweekenden vil disse tilbud selvfølgelig fortsætte.

Hvis du overvejer, om du skal give det et skud, eller om du skal gå med den klassiske brunch (som du jo har prøvet 100 gange før), har stedet i resten af august 20 % på deres mix-and-match weekendbrunch.

Adresse: Gothersgade 55, 5. sal, 1123 København K

Læs meget mere om spilletider, menu og meget andet lige her.

Kom med indenfor i Freja Wewers lejlighed, fyldt med kunst, bøger og design fra interiørprofiler på Instagram – og hvor mottoet er ‘keep it simple’

Infoboks:

Freja Wewer. 28 år, fotograf og co-founder af magsinet Issueissueissue. Bor på Nørrebro i København med sin kæreste. Opvokset i Solrød Strand.

Den første kulturoplevelse, jeg kan huske, var da jeg så Kill Bill for første gang som 7-8-årig. Jeg tror, det var den film, der vækkede min kærlighed til film. Jeg blev faktisk ret besat og startede til taekwondo bagefter. Det er stadig min yndlingsfilm i dag.

Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, ville jeg arbejde med film på den ene eller anden måde. Allerhelst som instruktør, selvfølgelig, men jeg interesserer mig både for instruktion og fotografi. Der kunne godt ske en overgang dertil en dag, jeg holder alle muligheder åbne. Jeg gad også godt at leve af at være filmanmelder, for jeg går nærmest i biografen en gang om ugen.

Jeg kan ikke leve uden Airtags, som jeg har i alle mine ting. Jeg er så distræt, så det gør en verden til forskel at jeg kan se på min telefon, hvor mine ting er, og så kan jeg få dem til at sige en lyd, hvis jeg går og leder efter dem. Det sparer mig for mange frustrationer.

I den sidste sms, jeg sendte, stod der ”Kom herhjem, der er sol på altanen”. Den var til min veninde Maya Paustian i går aftes. Hun kom, og vi drak vi vin på altanen.

Den bedste gave jeg har givet, var dengang jeg overraskende min kæreste ved at flyve to af hans bedste veninder til Amsterdam, hvor vi var, fordi han studerede på kunstakademiet der. Han blev virkelig overrasket. Det lyder lidt voldsomt sådan at flyve folk ind, men det var altså ikke så dyrt.

Når jeg har brug for inspiration, læser design- og kunstbøger og ser film. Jeg tager det mere ind, når jeg læser en bog, end hvis jeg ser noget på min telefon. Jeg prøver at bygge et arkiv på mit kontor, og det er en hobby, min kæreste og jeg deler. Og så bliver jeg bare superinspireret af at rejse. Min kæreste og jeg har lige været to uger i Seoul, hvilket var fantastisk! Vi lavede et samarbejde med bogbutikken Tress Likes Water, og så rejste vi bare rundt og oplevede Sydkorea. Vi spiste så meget god mad og blev så inspirerede begge to. Farverne i Seoul er noget helt andet, end jeg nogensinde har set: meget mellow, afdæmpede, pasteller, lysegul, lyserød, mørkebrun.

Min livret er en ristet hotdog med det hele fra en pølsevogn. Det er min yndlingssnack. Jeg ved ikke, om det er et helt måltid. Men det er så lækkert.

Skønhedsproduktet jeg igen og igen er en blush fra Saie Beauty. Og så elsker jeg Byredos parfumer.

Jeg har altid syntes, min mor var virkelig sej, men mit forbillede er fotografen Jürgen Teller. Jeg er så stor fan af ham.

På min ønskeliste står Cassinas zigzag-stol. Den er Designet af Gerrit Thomas Rietveld i 1934, og det har lidt sentimental værdi for mig, fordi min kæreste gik på Rietveld Academy i Amsterdam, da vi mødte hinanden, så jeg vil gerne have den som et symbol på vores tid dengang i Amsterdam.

Min personlige stil er ret minimalistisk, men måske ikke på en klassisk måde. Jeg kan godt lide at ’keep it simple’ med få, gode ting både når det kommer til indretning og min tøjstil. Mine ting er ret underspillede, og så kan man altid pifte det op med en taske eller en stol. Jeg har det meget uniformagtigt og går næsten altid i jeans og en jakke. Generelt går jeg meget i det samme.

I min taske er der altid høretelefoner. Jeg lytter til musik, podcast eller lydbog konstant. Jeg kan få det helt dårligt, hvis jeg skal gå udenfor uden høretelefoner. Det er, som om jeg ikke kan begå mig ude i verden uden noget i ørene. Nogle gange sidder jeg også bare med dem i med ’noise cancellation’, hvis jeg sidder på en café, så jeg kan være i min egen boble. Jeg er meget lydsensitiv. Jeg prøver også altid at have en god bog med i tasken, så jeg læser frem for at scrolle reels, men det er ikke altid, det går så godt.

Den bedste duft i verden er duften af seafood og saltvand i Napoli.

Jeg sætter pris på at møde folk, der er dygtige og nørdede omkring noget, som jeg ikke ved noget om. Jeg elsker at lære af andre.

Den seneste ting jeg har købt, som jeg elsker, er et italiensk 70’er-skrivebord, som jeg fandt på Instagramprofilen @saerligtsamlet. Jeg købte det egentlig til mit ikkeeksisterende kontor, men nu har jeg sat det herhjemme og får nok svært ved at flytte det ud af lejligheden.

Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til er Napoli. Jeg elsker Syditalien og Sicilien. Det er først rigtig sommer for mig, når jeg har været i Syditalien. Generelt elsker jeg at komme tilbage til byer, hvor jeg har været mange gange. Jeg tror, den by, jeg har besøgt flest gange, er Firenze mange gange. Her kommer jeg altid på min yndlingsrestaurant Trattoria Cammillo, hvor jeg bestiller omelet, hvis jeg er der til frokost. Jeg elsker, når de laver den med artiskok, og alle deres pasta, hvis jeg er der til aftensmad. De laver en med fløde, citron og ærter, som jeg elsker. Og altid tiramisu, negroni og hvidvin!

Favoritrummet i min lejlighed er mit kontor. Jeg elsker udsigten til søerne, altanen og alle bøgerne, der gør, at jeg sidder omringet af inspiration. Men jeg elsker også at sidde i køkkenet og spise middag med mine venner.

Den bedste souvenir, jeg har bragt hjem, er bøger, som jeg køber, hvor end jeg rejser hen.

I mit køleskab er der altid danskvand.

En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er Valie Export. Det er superurealistisk, men jeg elsker hendes værker. Jeg har lige fået et værk af Nicolaj Serup, der hedder Pricilla. Han er kærester med min gode ven Esben, og jeg fik det af min kæreste, så det hele gik bare op i en højere enhed. Det er så fedt at have det hængende herhjemme. Det er den bedste gave, jeg har fået! Jeg elsker min kærestes værker, der hænger forskellige steder i lejligheden. F.eks. over vores seng.

Jeg er ret basic i min musiksmag. Jeg elsker bare Lana del Ray og Troye Sivan, som jeg hører på repeat.

Filmene jeg kan se igen og igen er Starwars 4, 5 og 6. Og Heat, der er en af mine yndlingsfilm. Jeg elsker instruktørerne Christopher Nolan og Denis Villeneuve, og at læse bøger af kvindelige forfattere som Joan Didion og Patti Smith.

Mit all time bedste tøjkøb er en sort Sunflower-frakke, som bare er min go-to. Den redder mig altid, når jeg ikke ved, hvad jeg skal have på. Jeg tror, jeg har haft den 3-4 år.

Det gør mig glad at være hjemme. Jeg elsker bare at være i min lejlighed og lave helt almindelige hverdagsting som at lave mad, læse avis og se film. Hverdagen gør mig virkelig glad for tiden.

”Sort er ikke en farve” vel? Men jeg elsker sort, hvid, beige, brun. Men jeg elsker også hot pink! Det må være min yndlingsfarve.

Et projekt jeg arbejder på for tiden, er at lave min egen lille fotobog. Jeg har også et samarbejde med det danske brand Niko June, som jeg glæder mig til at launche snart …

I løbet af det næste år vil jeg gerne have fikset mine altaner og rejse til Mexico. Det har været på min bucket liste forever, og jeg har aldrig været i Sydamerika.

“Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst gik fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen gennem Strøget. Som indfødt københavner finder man som regel en anden vej”

Da jeg steg ud på Kongens Nytorv, blev jeg en smule desorienteret. Det vrimlede med mennesker, alle fugtige af kondensen fra sved i metroen og med samme kurs mod pladsen over os.

Jeg blev nærmest løftet op ad trapperne i flokken, der klædte sig af og gispede efter vejret. De, der havde syntes, at der var varmt i tunnelen, blev slemt skuffede, da vi nåede overfladen på denne sommerdag.

Menneskestrømmen delte sig i to ved toppen af trinene for ikke at brage ind i en hjemløs mand, der slikkede sig på hånden. Jordbærisen i vaffel smeltede ned over ham, mens han dovent viste Hus Forbi frem. Hans missede med øjnene, og folk havde for travlt til at ænse hans tilbud.

Solen bagte ned gennem det sorte tøj, jeg helt idiotisk havde valgt at tage på, den dag jeg ligesom utroligt mange andre mennesker manglede noget, jeg kunne købe i Indre By.

“Ved du, hvornår den kører igen?” spurgte jeg en informationsmedarbejder fra metroselskabet, der var indsat for blandt andet at forklare mig, at jeg ikke kunne tage Cityringen til Rådhuspladsen, hvor jeg skulle købe en bog, jeg længe havde ville læse.

“Vejret er jo lige til at gå,” sagde han.

Jeg kastede et blik på hjørnet af Østergade. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst var gået hele vejen fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen gennem Strøget. Som indfødt københavner finder man som regel en anden vej.

“Det er det vel,” svarede jeg.

Mens jeg overvejede mine muligheder, gik jeg på McDonalds ved siden af Magasin for at købe en kølende drik, men jeg kunne ikke befinde mig inde i forretningen i mere end et par minutter, før jeg blev drevet til vanvid af støjen fra frituremaskinerne og den søde lugt af olie og sved. Jeg gik i stedet i 7-Eleven, hvor jeg købte en drik i en plastikkop.

Jeg satte mig i ly for varmen ved en midlertidigt opsat reklamesøjle for CPH:Stage og prikkede hul i låget med papsugerøret og blev først her opmærksom på det politiske valg, jeg ubevidst havde truffet, da jeg købte den.

“For fanden da.”

Jeg kastede koppens indhold i mig og skjulte den ved siden af mig, mens jeg håbede, at ingen af menneskene på Kongens Nytorv ville tænke dårligt om mig på baggrund af et fejlkøb.

Jeg gjorde det, fordi det virkede gratis

Ved siden af mig sad en amerikaner på hug bag en af de terrorsikringer, man har valgt at camouflere som en stor potteplante. Han var i vandresko, praktiske shorts og T-shirt, og mens han holdt balancen på spidsen af fødderne med en enkelt hånd på potten, talte han meget højt i telefon gennem sine AirPods.

Jeg kunne ikke lade være med at følge med i hans samtale om sit “breakup” med sin ekskæreste, og hans “approach” til “the emotional process”, mens han også beskrev sit forsøg på at generhverve sig den “promise-ring” han havde givet hende, uden at overskride hendes “boundaries” unødvendigt.

Hans svada blev af flere omgange overdøvet af lyden af rullekufferter på brosten, taxaer, der parkerede i kø ved siden af os og en gruppe midaldrende mænd, der morede sig rundt om et højt bord foran vinforhandleren på hjørnet af Østergade.

De drak dåseøl fra øl- og vandboden, der var blevet stillet op foran den gamle forretning i anledning af solen. På den anden side en gruppe turister, der fotograferede sig selv foran en lyserød dør på hjørnet af d’Angleterre, der virkede beregnet til netop det.

På Kongens Nytorv stod en mand i arbejdsbukser i ly for solen i en pølsevogn, hvor han røg en cigaret, og røgen blæste samme vej som Dannebrog på toppen af vognen.

Fra mit eget opholdssted under reklamesøjlen så Kongens Nytorv både livlig og frodig ud. Græsset var overraskende grønt omkring Christian 5.s rytterstatue, der – tænkte jeg – på trods af sin ringe begavelse som statsmand var blevet placeret til hest i det højkulturelle centrum af København.

Jeg skimtede over mod Det Kongelige Teater og Kunsthal Charlottenborg, før amerikanerne igen fik min opmærksomhed.

“Thank you so much for having me on your podcast,” sagde han.

Det, jeg troede var en sårbar og personlig samtale med en ven, viste sig at være promovering af hans “remote working style” og de vilde “experiences he had in a silent retreat in Ecuador”.

Jeg rejste mig op og forlod amerikaneren ved terrorpotten, mens han talte videre.

Jeg slog øjnene op og stirrede på Café Vivaldi, hvor en dame drak den første tår af sin fadøl. Hun brugte sin rollator som stol

Overgangen fra åbent torv til gågade var til at overskue, så længe jeg var opmærksom på de skiftende hastigheder i de andre rejsendes tempi.

De, der hørte til byen, gik målrettet fremad, men jeg lærte hurtigt at tage mig i agt for dem med praktiske sko og rygsække. Deres uforklarlige nysgerrighed på butikkerne langs gaden fik dem til pludselig at sænke farten eller stoppe brat op. Til min store undren fotograferede flere souvenirbutikkerne, der mødte os i løbet af gadens første meter.

“Tørstig? Kildevand til kun 10 kroner,” stod der på et stykke papir klistret på en udendørs køler foran en af butikkerne overfor en valutavekslingsautomat.

Jeg ignorerede tilbuddet og gik fokuseret forbi butikkerne. Denne del af Strøget er af særligt en navngiven debattør i den offentlige debat blevet beskrevet som den smukkeste.

Det tænkte jeg på, mens jeg forsøgte at kortlægge det manglende system i fordelingen af henholdsvis eksklusive smykkeforretninger, souvenirbutikker og urforhandlere, der blandede sig med hinanden på strækningen.

Overfor Danish Souvenir and Luggages lå Cartier og ved siden af den en butik, der bare hed Design Letters. Der kunne man købe drikkedunke eller kopper, hvor der stod “Love” eller “Hi” på.

De fleste af de luksuriøse butikker så lukkede ud, indtil man trådte tæt på ruderne og lagde mærke til de ensomme medarbejdere derinde, og især Zadig & Voltaire, der forhandlede tøj til kvinder, virkede ganske forladt.

De stirrede ud i luften, som om de kedede sig, meget ulig det, den filosof, der delte navn med butikken, ellers har gjort en dyd ud af at påpege. Voltaire mente nemlig, at arbejde skulle holde os mennesker fra at glo og gå i cirkler. Kedsomhed, laster, nød og omtrent 120 flere mennesker var der dog plads til i butikken.

Jeg nikkede stolt af egen evne til at bruge filosofi i mine almindelige observationer, men en medarbejder misforstod det som interesse i at besøge dem og deres produkter. Jeg rystede på hovedet, krydsede gaden og stoppede kortvarigt op for at kigge på nogle meget dyre smykker hos nogle, der hed Halberstadt.

Et lille modeltog kørte rundt om diamanterne, der lå udstillet på velour i vinduet, og jeg undrede mig over, hvem der egentlig tog på Strøget for at købe diamantøreringe eller designerure til en halv million hos Patek Philippe ved siden af.

“Ding, DONG.”

En solskoldet mand i klipklappere gik forbi mig og sagde som en kirkeklokke. Han havde en Ikea-pose fuld af beskidt tøj i hver arm.

Vi kiggede kort på hinanden, før vi begge to gik videre.

Jo tættere, jeg kom på centrum af Strøget, des flere rejsende så jeg, og det blev tiltagende sværere at gå med ret kurs uden at få et lille skub mod butikkerne omkring, fra dem, der havde mere travlt end mig.

Da en flok af folk i praktisk tøj ville hen at kigge på endnu en urforretning, blev jeg hvirvlet ind i et skilt med et kæmpestort udprint af et øje på. Jeg blev faktisk forskrækket, da jeg kiggede ind i Iris Gallerie, der var plastret til af billeder af forskellige menneskers regnbuehinder i urealistisk stærke farver.

“Your eye for art,” stod der på det skilt, jeg var skøjtet ind i.

“Look at your iris,” opfordrede det også. Der hang et lille forstørrende spejl, der blev lyst op af to skarpe lamper. Jeg gjorde det, fordi det virkede gratis, og stirrede for første gang i mit liv direkte ind i mit højre øje.

Det var lysebrunt, grønt og gult. I bunden af mit højre iris bemærkede jeg et splint af sort, en lille forstyrrelse i farverne, jeg ikke anede, jeg havde båret rundt på hele mit liv. Jeg havde også søvn i både højre og venstre øje.

Jeg benyttede spejlets forstørrende kvalitet til at undersøge forholdene omkring mine øjne, og kunne konstatere, at jeg stadig havde et hul fra en skoldkop i barndommen mellem øjenbrynene.

Jeg så fra venstre til højre og det tredje øje og morede mig over, hvordan mine pupiller bevægede sig, når lamperne lyste på dem.

Elgiganten syntes jeg manglede noget elektronik, Gucci syntes, jeg var fattig og dårlig klædt, Bang og Olufsen mindede mig om, at jeg engang kunne lide at se fjernsyn, og Illum gjorde mig fem gange opmærksom på, at Mads Mikkelsen findes og ser tjekket ud i knækket hvide skjorter

Jeg stod underligt længe foran spejlet, før medarbejderen i galleriet af øjne begyndte at kigge på mig. For at undgå en form for salgsinteraktion gik jeg videre – forbi Hestra, som viste sig at være en handskevirksomhed, jeg aldrig havde hørt om før.

“Cykling er den bedste årstid,” stod der på ruden foran butikken. Og som et menneske, der godt kan lide, når sætninger giver mening, blev jeg naturligvis forstyrret af sloganet.

En brise ramte alle os, der trådte ud på Bremerholm. Det vidste jeg ikke, at det lille torv foran Magasin hed, og jeg lagde kun mærke til det, fordi et skilt med “Magasin Torv” hang akavet placeret over vejnavnet.

Jeg vendte mig mod vinden og lukkede øjnene et øjeblik. Folk snakkede, knitrede med deres indkøbsposer og sagde undskyld til hinanden, når de tumlede sammen. Jeg kunne høre cyklisterne, bilerne og dufte pomfritter.

Jeg slog øjnene op og stirrede på Café Vivaldi, hvor en dame drak den første tår af sin fadøl. Hun brugte sin rollator som stol.

Ved siden af hende sad en familie, og børnene larmede. Caféen lå sådan set virkelig godt, tænkte jeg, og da en tjener gik fra baren med et stort glas cola med is, blev jeg for første gang fristet til at sætte mig ned ved et af bordene.

Københavnerne er enige om, at Café Vivaldi er sted for dem, der er på besøg, men den bagende hede på pladsen fik mig til at overveje, om nogen ville genkende mig, hvis jeg nu bare tog solbriller på.

Jeg så mig omkring for at sikre, at der ikke gik en bekendt forbi. Bag caféen hang et gigantisk gult “SALE”-banner på Magasin du Nord. Fra indgangen til Café Vivaldis udeservering var bogstaverne en af mine tommelfingre høje og halvanden af dem brede.

Et af børnene i familien begyndte at græde, og der blev serveret nye øl for selskaberne i skyggen.

Skiltet på Magasin du Nord gjorde stort indtryk på mig.

Med ét blev alle bygningerne på Strøget levende af reklamer og hele den lille strækning fra Café Vivaldi til Amagertorv, der virkede fritaget fra armlægningen mellem urforretninger og souvenirbutikker, ville i kontakt med mig.

Elgiganten syntes jeg manglede noget elektronik, Gucci syntes, jeg var fattig og dårlig klædt, Bang og Olufsen mindede mig om, at jeg engang kunne lide at se fjernsyn, og Illum gjorde mig fem gange opmærksom på, at Mads Mikkelsen findes og ser tjekket ud i knækket hvide skjorter.

“That’s a big department store,” sagde en turist og pegede på Illum og forklarede sine medturister, at man kunne gå på toilettet på øverste etage i bygningen.

En af dem tog et billede af et stillads med en reklame for Capital Investment. Jeg forsøgte at forestille mig, hvem han ville vise det billede til, da en gruppe teenagere i identiske uniformer susede forbi mig med poser fra Normal.

“Jeg har 200 kroner mere til Sephora,” sagde en af dem til sin klon, og jeg lagde mig i slipstrømmen på deres formation for at komme hurtigere frem gennem menneskemængden.

Varmen var ved at blive uudholdelig og havde det ikke været for den store kø til restaurant Mama Rosa, der har ligget i to etager på Strøget siden 1979, havde jeg sat mig under markiserne og bedt om noget læskende.

Ved siden af Mama Rosa og Le Diamanti, der så ud til at købe sine stole og stofduge samme sted, lå Omega. Jeg tog mig til hovedet. Jeg var altså sikker på, at jeg havde set den urforretning to gange tidligere på turen.

En stor gruppe mennesker forlod Illum og gik direkte ind i mig, der gik direkte ind i en enorm reklame for Louis Vuitton på hjørnet til Amagertorv.

“Towards a dream.”

Jeg trak vejret et øjeblik, mens jeg betragtede fotografiet af et bjerglandskab, der spejlede sig i en stille sø. Udover to børn på en madras, der var slået ud af en kuffert fra luksusmærket, var der ikke mennesker på reklamen.

De sad med et Photoshoppet lys mellem hinanden og var meget afslappede. Bag mig kunne jeg høre rindende vand. Jeg gik langs reklamen mod Storkespringvandet.

Da jeg rundede hjørnet, så jeg, at reklamen fortsatte. Et billede af en Louis Vuitton-kuffert, der spyttede en regnbue ud på en lille dreng, der løftede armene i begejstring over luksusmærket mødte mig. Han stod alene på stranden, sådan som jeg straks drømte om at få lov til.

Solens genspejling i vandet i Storkespringvandet og i de store fliser på pladsen forstyrrede mit syn. Jeg kunne ikke afgøre, hvor mange mennesker der havde slået lejr der. Jeg ledte efter mine solbriller.

På Amagertorv gik folk fuldstændig ufokuseret rundt i cirkler og på grund af en konstrueret cykelsti mellem springvandet og pølsevognen, som medlemmer af Folketinget, der er imod vegetardage i deres kantine, altid tager selfies ved, kan man også risikere at blive kørt ned.

“Pas på!”

En gruppe turister på cykel trillede usikkert ind foran en ferm dansk cyklist på stien. Han afveg vredt sammenstødet.

“Den bedste årstid,” mumlede jeg og tog solbrillerne fra bunden af min taske på.

Der var noget beroligende over den hvide støj fra Storkespringvandet. De vildfarne dråber var også kølende på huden.

Jeg lukkede mine øjne. Nynnede.

Ali-bali, ali-bali, bi,

Luk nu dine øjne i.

Vi går aldrig mere forbi,

Det store stygge Storkespringvand.

Byens stemning er så hjertevarm,

Men på Strøget er der larm.

Nogen får tæv af lovens lange arm,

Ved det store stygge Storkespringvand.

Ali-bali, ali-bali, bi,

Luk nu dine øjne i.

Vi går aldrig mere forbi,

Det store stygge Storkespringvand.

Drenge og piger med cowboybukse-lår,

Bare tæer og Beatles-hår,

Samles flokkevis på Amagertorv,

Ved det store stygge Storkespringvand.

Ali-bali, ali-bali, bi,

Luk nu dine øjne i.

Vi går aldrig mere forbi,

Det store stygge Storkespringvand.

For forarges pladsen burde ryddes,

Det’ for groft det skulle forbydes,

Der’ en del der siger de burde skydes,

Ved det store stygge Storkespringvand.

Ali-bali, ali-bali, bi,

Luk nu dine øjne i.

Vi går aldrig mere forbi,

Det store stygge Storkespringvand.

Al den pænhed er som kloroform,

Kedsomheden er enorm,

Men protesten ender som en storm,

I det store stygge Storkespringvand.

Ali-bali, ali-bali, bi,

Luk nu dit sæbeøje i,

Det fik du fordi vi gik forbi,

Det store stygge Storkespringvand.

Ali-bali, ali-bali, bi,

Luk nu dine øjne i.

Vi går aldrig mere forbi,

Det store stygge Storkespringvand.

Jeg slog øjnene op igen. Jo længere jeg så på reklamen med drengen og den luksuriøse regnbue-kuffert, des mere begyndte den at ligne et forsøg på at skabe associationer til en verden langt væk fra Strøget.

En verden, hvor to drenge med mørkere hud end min, sover på en madras i en kuffert og hvor der er større kampe at kæmpe end dem, der har at gøre med ufokuserede menneskestrømme på en gågade at gøre.

Midt i tankestrømmen blev jeg forstyrret af en lille pige, der stak ansigtet ned i springvandet og tog en stor tår af det.

Resten af turen gennem strømmen var ren overlevelse.

Jeg gik så stærkt, at jeg også kun ænsede et stort falskt isbjerg i regntøjsbutikken Rains, der vel skulle minde mig om, at varmen, der havde tynget mig hele dagen også kunne gå ud over mere fundamentale dele af vores klode end mig.

Jeg ignorerede The Dubliner, hvor folk drak sig i hegnet og vendte blikket væk fra streetfood-vognene med ristede mandler.

Gaden blev smallere og smallere, jo tættere jeg kom på Rådhuspladsen. Folk gik hurtigere og hurtigere, mens butikkerne blev dummere og dummere.

Én solgte produkter med “hygge” broderet eller trykt på. En anden muleposer med inspirerende citater som “Love is real, I had some for breakfast”, og jeg forsøgte ikke at fortrække en mine, da jeg gik forbi Duck Haven, der solgte badeænder i forskellige farver til turister, der troede, det havde en skid med Danmark at gøre.

Jeg måtte tælle til 10, da jeg mellem Gammeltorv og Nytorv konstaterede, at Duck Haven havde endnu en butik.

Inden jeg forlod Strøget, fik jeg af en kvinde stukket en flyer i hånden fra et nyåbnet museum for illusioner. De inviterede mig indenfor for at blive narret af deres fantastiske udstillinger.

Jeg kunne mærke en træthed og en let hovedpine efter den lange gåtur og solens bagende stråler.

“Nej tak,” svarede jeg. “Jeg er for desillusioneret til at betale for at blive narret.”

Hun grinede, trak på skuldrene og gav mig et bolsje i stedet.