Kapitel 1: Ensom ringrider

I SØNDERJYLLAND, hvor jeg voksede op, var ringridning ligesom juleaften. Det var noget, man planlagde sin ferie efter, og selv voksne mænd og koner glædede sig som små børn. Det samme gjorde jeg. En ting var optoget, hvor hundredvis af ryttere og det store orkester marcherede ned igennem Aabenraa, en anden var det, der skete på ringriderpladsen. Det var en kæmpemæssig fest, der vel bedst kan sammenlignes med Pride eller Distortion i København. Hele byen, ja hele landsbyen var til stede.

Som barn var jeg lidt af en loner, så jeg rendte rundt for mig selv og gik på opdagelse på ringriderpladsen. Der var nok at kigge på. Ryttere i højt tempo med hævet lanse. Tombolaer, radiobiler og festtelte, hvor folk var stangstive i snaps og øl. Jeg fandt som regel et af de telte, som ville være totalt politisk ukorrekt i dag. Her kunne der være unge kvinder i små bikinier, der sloges i mudder, og der gik aldrig mere end et minut, før bikinierne røg af, så de var splitterragende nøgne. Rundt om stod en flok mænd og var ellevilde.

Sådan var Sønderjylland i 1970’erne. Det var det, jeg voksede op med, og det eneste jeg kendte til. Dengang var jeg en lille tyk og ensom dreng, der døjede med social angst og derfor ofte forsvandt ind i mig selv. Jeg lavede grundlæggende fire forskellige ting i min barndom. Jeg tegnede rigtig meget – damer i kjoler og med farverig makeup på. Jeg legede med dukker, som jeg stylede. Jeg lavede vinduesdekorationer med min mors tøj fra modebutikken Damkjær, hvor hun arbejdede. Det var ikke fancy, men det var farverigt, og jeg elskede at sætte det sammen, og så brugte jeg, hvad jeg kunne finde af bregner og isenkram til at hænge det op på, som var det udstillingsdukker i en rigtig tøjbutik.

Og så legede jeg indretningsarkitekt og flyttede rundt i huset. Nogle gange sammen med min mor, for hun syntes både, det var sjovt og tiltrængt, når vores fallerede møbler fik nyt liv. Vi kunne bruge en hel lørdag på at flytte rundt, og så hentede min mor pomfritter fra grillen, så vi rigtig kunne flotte os i de “nye” omgivelser. Ikke med cola og alt muligt til. Bare pomfritter. Og måske lidt mælk.

Foto: Sarah Stenfeldt

Kapitel 2: Byens flotteste have

MIN FAR FANDT en yngre kvinde, og så var han den, der var skredet. Så var det min mor, storesøster og jeg tilbage i parcelhuset med swimmingpoolen, som der var hul i, så vandet fossede ud, så det ødelagde naboens jordbær. Vi havde ingen penge og ikke råd til at bo der, men det klarede vi ved at leve af ingenting. Flere gange om ugen lavede min mor mannagrød, som ikke engang er rigtig grød, og som kan laves på to-tre minutter. Så en smørklat ovenpå, lidt kanel og noget saft i glasset, og så var der serveret.

Vi dækkede til gengæld altid fint op og værnede om detaljen. Det var vores forsøg på at ophøje noget, der ikke var særlig fint. Vi var fattige, men forsøgte ikke at fremstå sådan og for at opretholde den facade, blev vi nødt til at hjælpe hinanden. Tidligt fik min søster og jeg arbejdsopgaver. Hun skulle holde styr på alt det indvendige, mens jeg havde ansvar for at holde haven. Det var en tjans, der startede, da jeg var seks år gammel, og der gik hurtigt sport i den. Det blev det rene Keeping Up Appearances på den villavej, hvor folk sludrede og sladrede, så hvis min opgave var at holde den have, så skulle jeg fandme nok holde den have. Jeg klippede alle buskene fuldstændig tight og fik græsplænen til at ligne en golfbane.

Det lykkedes os at klare os på den måde i et par år, men så kunne min mor ikke længere. Hun havde kørt på en form for kunstig gejst, der sivede ud. Hun var blevet syg, efter at min far forlod hende, og nu ramlede det for alvor. Han var hendes livs kærlighed, og hun blev aldrig rigtig sig selv igen. Bruddet forankrede sig i hende, så hun blev syg, stresset og ked af det – den slags der har andre navne idag. Til sidst endte hun med at gå på førtidspension, hvilket kun gjorde, at vi havde endnu færre penge. Det er ikke nogen god historie.

Ingen af os snakkede min far igen. Han boede ikke særlig langt væk, så jeg stødte nogle gange på ham, men han hilste altid bare ultrakort og skyndte sig videre. Han fik en ny familie med nye børn, og jeg havde ikke noget at gøre med dem, men jeg så dem på billeder hjemme hos min farmor og farfar. Der havde altid hængt billeder af mig og min søster, men en dag var de skiftet ud med billederne af de nye børn.

Det gjorde mig vred, at min far forlod os på den måde. Og i flere år også en lillesmule hævngerrig. Jeg blev en no bullshit-person og en kontrol-person på godt og ondt, men det var også det, der gjorde, at jeg tog skovlen i egen hånd og genvandt retten til selv at bestemme over min egen lykke. For lykken skulle han i hvert fald ikke tage fra mig.

Kapitel 3: Genfødsel downunder

FØRSTE GANG, jeg satte mig ind i en flyvemaskine, var som 18-årig. Jeg var på vej til Australien, for jeg havde besluttet mig for at blive mig selv, og det vidste jeg godt, at jeg ikke kunne blive i Europa – slet ikke i nærværet af min sønderjyske familie, der allesammen var præster og landmænd. Eller alkoholikere.

Jeg havde længe kunnet mærke, at jeg ikke var den person, jeg egentlig var, og det irriterede mig. Jeg kunne ikke forene mig med ham, jeg så i spejlet. Jeg ville bare gerne have, at han skulle gå væk, men jeg vidste ikke hvordan, så jeg endte med at flyve væk fra ham. Det var i midten af 2.g, hvor jeg kom på et års udveksling, og jeg havde valgt Australien, fordi det var den mulighed, der lå længst væk. Da jeg ankom, var luften varm, og der stod høje palmer, og jeg tænkte straks: “Det her er helt rigtigt.” Og det var det.

Jeg var rejst afsted som den lille, tykke dreng med angst, men her havde jeg ingen anden udvej end at tale med fremmede, så på ingen ting udviklede jeg mig enormt. Det var samtidig en måde at starte på en frisk på. Her kunne jeg iscenesætte mig selv, som jeg gerne ville, i stedet for at være skilsmissebarnet med den tunge ballast af dårlige historier. Jeg kom til at bo i en lille forstad til Melbourne, hvor folk var mere funky, end jeg var vant til, og jeg kom ind i en vennegruppe med cool, åbensindede mennesker. Jeg havde aldrig prøvet at have venner før.

Det var også første gang, at jeg forelskede mig i en fyr. Det var i min bedste ven, Jason, og jeg mærkede, følelserne rumstere i mig, men det udviklede sig aldrig, og det skulle det heller ikke. Det var for tidligt for mig. I stedet fik jeg pigekærester og en erfaring på den front. Der havde aldrig nogensinde været nogen, der havde forbundet mig med hverken sexappeal eller charme, men nu kunne jeg pludselig noget, og det blev en life-changing oplevelse for mig.

Hvis ikke jeg havde været på den tur, så ved jeg ikke, hvad der var sket mig. Min mor syntes, at jeg skulle blive bankassistent – også selvom jeg var talblind – og hvem ved, om jeg var gået ned ad den vej i mangel på bedre løsninger. Men Australien blev mit ungdomsoprør. Jeg havde aldrig sagt et kvæk eller gjort oprør mod noget som helst. Jeg havde bare bidt det hele i mig, men dernede blomstrede jeg, og jeg vendte hjem som en anden person. Som mig selv.

Foto: Sarah Stenfeldt

Kapitel 4: Hjem til København

DET VAR ‘Staying alive’ med Bee Gees, der spillede på min walkman, da jeg trådte ind på Aabenraa Statsskole igen efter at have været bortrejst et år. Jeg var blevet klippet som Andy Taylor fra Duran Duran og havde forrevne bukser på i bedste firserstil, og jeg var kommet i god form efter at have surfet, svømmet og spillet tennis i et helt år. Jeg var rank af selvtillid og klar til at indtage Europa.

Ingen af mine gamle klassekammerater kunne kende mig. Da jeg var taget afsted et års tid forinden, havde jeg været den mest ignorerede person på hele gymnasiet, men nu blev jeg den mest ombejlede. Det var meget syret og virkelig kontrastfyldt. Jeg havde fået attitude, og folk syntes, jeg var cool – særligt pigerne. Jeg kunne ikke gå alene, og jeg har aldrig snavet så meget i mit liv, som jeg gjorde i den periode. Jeg var sprængfyldt af selvtillid, og det gjorde dem kun endnu mere interesserede.

Min mor var til gengæld lidt forvirret og tog mig med til en spåkone. Det var langt, langt, langt ude på landet, og jeg havde selv svært ved helt at se fidusen, da damen aflæste mine hænder og lagde tarotkort. Til sidst sagde hun så: “Du kommer til at arbejde i et cirkus.” Hun var både alvorlig og meget overbevisende, for der var ingen tvivl i hendes sind, og jeg har nogle gange tænkt på, at hun på en måde fik ret. Jeg blev bare sprechstallmeister i det store modecirkus.

Til at starte med forfulgte jeg dog en helt anden drøm. Jeg ville være hoteldirektør, og derfor flyttede jeg til det sydlige England, hvor jeg fik arbejde på et rigtigt Fawlty Towers-hotel, før jeg flyttede videre til London og blev ansat på et kæmpestort og meget fint, gammelt fem-stjernet hotel ved Grosvenor Square. Det var et hotel med masser fine gæster, og jeg blev såkaldt VIP waiter med ansvar at forkæle den tiendedel af gæsterne, der lavede flest penge og boede i de største suites. Det var ofte noget med at skulle finde deres favoritchokolade eller favoritportvin, og jeg elskede at bruge andre menneskers penge på eksklusive ting. Fordi pengene havde været så små i barndomshjemmet, higede jeg efter alt der var luksuriøst, og det kunne jeg især finde i hotelverdenen.

Jeg drømte om at komme ind på en af de bedste hotelskoler i Schweiz, men med tiden kørte jeg død i det. Det blev for overfladisk og lidt for forlorent, så jeg rejste hjem til København for at studere på Niels Brock, og det blev et større kulturchok for mig, end jeg havde forventet. Helt fra begyndelsen kunne København bare noget helt specielt for mig. Det var også her, hvor jeg endelig sprang ud, og hvor verden rigtigt udfoldede sig for mig. Det var her, hvor jeg for første gang elskede jeg livet, altså sådan virkelig, virkelig elskede livet.”

Kapitel 5: En omsorgsfuld stripper

I KØBENHAVN VAR jeg kærester med en kvinde fra klassen, men i mit indre var jeg mere og mere trukket mod fyrene. Det var dem, jeg bedst kunne lide at kigge på, og en aften, hvor der var karneval i byen, og alle klubberne var åbne, var jeg i byen med nogle af mine venner fra Niels Brock. Vi havde læseferie og drak os allesammen stangstive, og ud på aftenen forvildede vi os ned på Pan. Efter en halv time havde jeg mast mig helt op foran ved scenen, hvor der var stripshow.

Jeg stod i mit med krøllet pagehår og hornbriller og havde et lidt for stort bordeauxfarvet Martinique-jakkesæt på, og stripperen, en smuk mand med marcipanhud, blev ved med at sende mig sultne blikke oppe fra scenen. Men det var første gang, at en fyr havde flirtet med mig, så til at begynde med forstod jeg det ikke. Jeg troede bare, at han optrådte. Efter sit show kom han ned og fandt mig.

“Skal vi gå hjem til mig?,” spurgte han, og så listede vi ud sammen og hjem til ham. Han boede på Istegade i en meget boudoir-agtig lejlighed med leopardsengetøj, men han var enormt sød, og vi endte med at få en hyggelig aften sammen. Det var meget overvældende, og det betød selvfølgelig også, at jeg havde noget at fortælle til min kæreste. Jeg ville have informeret hende dagen efter, men nogle andre var allerede kommet mig i forkøbet. Det var ikke helt godt, men der var omvendt heller ikke nogen vej udenom. Det var dét, jeg skulle.

På det tidspunkt følte jeg næsten endnu mere, at det var en livsstil, jeg valgte til, end en seksualitet. Jeg havde været sammen med rigtig mange piger, og det havde været lækkert og sjovt, men der kom altid et tidspunkt, hvor de meget gerne ville binde mig og flytte sammen med mig og snakke om, hvilken sofa vi skulle have. Flere af dem var også hurtige til at fortælle, at de gerne ville have børn, og jeg kunne mærke, at det slet ikke var det, jeg søgte. Det var slet ikke, hvem jeg var. Jeg havde behov for en anden type af frihed, og dengang i slutningen af firserne var det at være sammen med en mand det samme som at sige, at man aldrig skulle have børn. Så jeg valgte også livsstil ved at springe ud og følte mig med det samme godt tilpas i det. Herfra var der ingen, der snakkede om børn, sofaer, og hvordan vi skulle blive gamle sammen.

Foto: Sarah Stenfeldt

Kapitel 6: Glædelig jul

HVER JUL VAR familien samlet på arvegården i landsbyen Ødis uden for Vamdrup. Min mor, der ellers altid støttede mig, sagde til mig: “Kan du ikke bare denne ene dag på året tage noget almindeligt tøj på?” Men det var min identitet, det var den, jeg var, og det hverken kunne eller ville jeg lave om på. Heller ikke selvom det var ilde set i familiens skød.

På det her tidspunkt var jeg blevet lidt smart i modebranchen og gik i tøj, der svarede til det liv, jeg levede. Niels Brock var blevet byttet ud med en læreplads hos Monroe, tidens hotteste frisør, og her havde jeg straks følt mig hjemme. Efterfølgende havde jeg uddannet mig som makeup-artist og fået store internationale kunder, og som vært for det Tv2-modeprogrammet ‘Deluxe’ var jeg tilmed blevet et offentligt kendt ansigt. Jeg tjente masser af penge og havde skabt mig et navn rundt om i verden, men hjemme i Sønderjylland mente de, at jeg havde tabt sutten. Det huede dem ikke, hvad jeg havde valgt at bruge mit liv på, og det hjalp selvfølgelig ikke, at jeg også var sprunget ud som homoseksuel.

Til juleaften var der aldrig en eneste, der spurgte ind til hverken mig eller min karriere. Selvom jeg var den, der levede det mest spændende liv af os alle sammen på det tidspunk, ville de simpelthen ikke vide af det, så hvis jeg ville have en samtale kørende, var det op til mig at spørge dem, hvordan det stod til i grisestalden. Jeg havde heldigvis tidligt i mit liv fundet den der famøse “pyt-knap”, men det var alligevel altid en meget kontrastfyldt oplevelse, og der gik heller ikke længe, før jeg holdt op med at komme “hjem” til jul. Jeg havde jo mit eget liv blandt ligesindede i København. En selvvalgt familie.

I dag har jeg stort set kun kontakt med min søster og hendes børn. Det er ikke noget, der gør mig noget. Jeg kan generelt ikke se, hvorfor man skal sidde lårene af folk, som man ikke deler livssyn med. Jeg har aldrig nogensinde følt, at blod er tykkere end vand. Man skal kun være en del af en familie, men hvis man føler, at man hører til i den.

Kapitel 7: På første klasse

DER VAR GANG i 1000 ting omkring årtusindskiftet. Sammen med Kim Grenaa lavede jeg det kreative bureau Style Council, og ved siden af etablerede vi også DANSK Magazine. Vi blev et slags moderskib i branchen, og det hele summede omkring os. Det var en slags brydningstid, hvor dansk mode kom til at fylde enormt meget på den internationale scene, og hvor vi selv voksede og voksede, så vi til sidst havde et helt hus inde på Højbro Plads.

Vi blev sat op på en piedestal, de internationale modehuse leflede for os, og vi blev fløjet rundt i verden. Gucci insisterede på at flyve os ind på førsteklasse, og herhjemme hyrede Sand os til at lave et stort modeshow med ordene: “Bare book alle de bedste modeller i verden.” Det var mig, der stod for at caste, så jeg svarede: “Det bliver dyrt.” “Det er lige meget. Bare hyr dem allesammen.” Så fik vi tidens største modeller fløjet ind og lejede os ind i Nationalmuseet til et kæmpeshow.

Det var en surrealistisk tid, for på nogle måder var jeg stadigvæk bare ham den lille tykke, usikre dreng. Men hvis jeg skal se lidt selvkritisk på det, så var det også en tid, hvor vi blev selvfede. Det steg os selv til hovedet, og det hjalp ikke på renommeet, at vi, da vi var på det højeste, medvirkede et DR2-program, der bedst kan sammenlignes med Keeping up with the Kardashians. Det hed ‘Modebosserne’, og i et halvt år fulgte et kæmpe tv-hold Kim og jeg rundt overalt – også når vi festede i Milano og Paris til langt ud på natten.

Vi fik ry for at være nogle, som mest af alt drak champagne, selvom det i virkeligheden var 99 procent hårdt arbejde og én procent champagnedrikning. Det blev misforstået, og mange tænkte, at jeg ikke havde fødderne særlig solidt plantet i jorden. Så kan man selvfølgelig vælge at sige, som Karl Lagerfeld gjorde: “Det har jeg da. Bare ikke på den her jord.” Det var meget passende for ham, men ikke for os, for hold kæft, hvor vi arbejdede hårdt for at nå dertil.

Men der er koldt på toppen. Det er jeg ikke den første, der har opdaget. Jeg mistede venner i den periode, men lærte også, at det ikke er nogen katastrofe. Så hellere finde nogle nye venner, som passer bedre til, hvem man er nu. Alt for mange prøver at holde sammen på noget, som ikke skal holdes sammen på. Og så er det faktisk skidesjovt at få nye venner.

Kapitel 8: Stadig mors klædeskab

FOR TIDEN ER min businesspartner Jens Løkke og jeg ved at forberede arbejdet omkring den tredje suite i vores kunst- og design guesthouse The Darling. Det er et koncept, der forener dansk heritage design med dansk samtidskunst i et hotelkoncept, og der er ingen, der har fundet på før. Vi har 50 forskellige kunstnere hængende, dyre og billige, nye og etablerede, og det hele er mixet sammen i en kunstsamling, som vi selv har kurateret. Det er skidesjovt, og samtidig er det, hvad jeg har været allermest stolt af at lave i mit liv.

Da Jens og jeg mødte hinanden, var vi først kærester i otte år. Han kom fra et andet miljø og er en helt anden, langt mere slow down type. Han så modebranchen udefra og syntes, at det hele gik meget hurtigt, og det ræsonnerede i mig. I takt med alderen var jeg selv begyndt at sætte flere spørgsmålstegn ved branchen. Der var kommet til at stå et klarere modsætningsforhold mellem den og mine værdier, og jeg fandt det tiltagende svært at retfærdiggøre den overfor mig selv – særligt den manglende bæredygtighed.

Sideløbende kom kunsten snigende ind i mit liv og kom til at stå som et modstykke til modeverdenen. Hvor moden er det hurtige og det nye, nye, nye, har kunstbranchen et tempo, som i virkeligheden passer meget bedre til mig. Det startede med en fascination for den danske avantgardekunst, Peter Bonde og de der firserdrenge, der smadrede lærreder og folier. Siden er det grebet om sig, så det på fem år er endt med at fylde nærmest alt i mit liv, og jeg bliver kun mere og mere sulten på det. Jeg tror, jeg kommer til at dø med kunsten. Når først, jeg får øjnene op for noget, er det en verden, der åbner sig, og så får jeg lyst til at vide det hele. I gamle dage kredsede alle mine rejser om de internationale modeuger, i dag er det kunstudstillinger. Jeg er lige kommet hjem fra en kunstmesse i Herning, og snart skal jeg til biennalen i Venedig og senere til Frieze-kunstmessen i London og Art Basel i Miami. Kunstmesserne er blevet mine nye modeuger.

For mig er det gode liv forbundet med at have noget smukt at kigge på – om det er tøj, kunst eller møbler. Den røde tråd i min karriere har været æstetikken. Jeg lever af at være æstetiker, og på en måde er jeg stadig bare syv år gammel og står og leger med at sammensætte ting fra min mors klædeskab.

Foto: Sarah Stenfeldt

Foto: Sarah Stenfeldt

Foto: Sarah Stenfeldt

Kapitel 9: Naturguden

I MANGE ÅR havde min drivkraft med min far at gøre. Han gav mig en tarvelig barndom med nul procent opmærksomhed, og den slags bliver man uundgåeligt mærket af. Man kan enten blive et offer eller en fighter, og jeg blev det sidste. Det blev altafgørende for mig at bevise, at jeg var god nok.

Jeg har til gengæld aldrig haft penge som min drivkraft. Jeg har været til masser af selskaber, hvor man kun taler om penge en hel aften, og hvilken stor bil man skal købe næste gang, og det er altid det kedeligste i hele verden. For mig er idealet at leve et liv, hvor man kun laver det, man har lyst til, med de mennesker man har lyst til, og det er der, hvor jeg er nu. I dag er min drivkraft udelukkende lystbetonet. Jeg dyrker mine største passioner, og jeg betragter mig selv som et meget privilegeret og heldigt menneske, selvom jeg ikke er milliardær.

De seneste år har jeg foruden kunsten været meget optaget af naturen – endnu en tråd tilbage til barndommen. Jeg har en skovhytte i Tisvilde, og jeg tilbringer mere og mere tid deroppe. I gamle dage troede man på en masse guder i naturen, men så blev vi omskolet til kun at tilbede en gud, der havde skabt det hele, inklusiv naturen, og så gik det hele galt. Så begyndte vi at udnytte kloden, naturen og dyrene. Jeg ville så gerne have, at vi gik tilbage til at tro på jorden igen. Det er noget, jeg er ekstremt optaget af, for jeg mener, det er det eneste, der kan redde os. Jeg tror, at noget af det, der er galt med vores mentale tilstand, udspringer af, at vi ikke længere er forbundet med naturen. Den er blevet et produkt, ligesom med dyrene, og det skal vi gøre op med. Så bliver vi lykkelige igen. Først skal vi redde naturen, og så skal den redde os.

I skovhytten forsøger jeg mig med min egen lille revolution. Hvis nogen fælder et træ i nærheden, så planter jeg et nyt. Når jeg hører savene køre, går jeg altid ud og finder ud af, hvem der har fældet træer og hvorfor. Som regel er forklaringen, at træet skygger, og så kan jeg ikke lade være med at rulle med øjnene. “Du har valgt at bo i en skov. Så skulle du jo have boet på en eng i stedet.” Men lige lidt hjælper det, så nu har jeg grebet det anderledes an. De omkringliggende matrikler har fældet 21 træer på det seneste, og derfor har jeg plantet 21 nye på min grund.

Kapitel 10: Det gode liv

FOR NYLIG mødte jeg min nevø på Nevermind. Jeg stod med en lille tanktop på og var helt glad i låget og dansede rundt med mine unge venner, da han kiggede skeptisk på mig: “Ej onkel, det her er altså weird!” Så svarede jeg: “Jamen så må du gå, for jeg går ikke.”

Nogle gange tænker jeg da på, om man kan stadig kan stå på dansegulvet, når man snart er 60 år. Men det har altid været min eskapisme. Jeg forsvinder fuldstændig i musikken, især hvis jeg har fået et par vodkaer først. Jeg kan også virkelig godt lide at drikke, selvom det er sådan noget, man helst ikke må sige. Men jeg kan godt lide at drikke mig fuld, og fordi jeg er så gammel, ved jeg præcis, hvad jeg skal drikke, hvor meget jeg skal have, og hvad jeg skal spise forinden. Jeg er blevet en mester ud i den perfekte brandert.

Det har selvfølgelig betydet, at jeg har måttet finde mig nogle nye party-venner. De venner, jeg har på min egen alder, gider jo ikke længere. De fleste lever modne tilværelser, mens jeg fester med deres børn, men jeg har det så sjovt med det, og på mange måder har dansegulvet altid været der, hvor jeg kobler af.

Da jeg havde 35-års jubilæum i modebranchen sidste år, kiggede jeg tilbage på, hvor meget fri jeg egentlig havde holdt, og det gik op for mig, at jeg aldrig har haft mere end to sammenhængende ferieuger. I mange år har jeg tænkt, at når jeg går ind i den næste periode af mit liv, det næste kapitel, så kommer jeg helt naturligt til at finde lidt mere ro, men det er bare aldrig sket. Nogle gange grubler jeg over, at det ikke nødvendigvis er særlig sundt, og at jeg på et tidspunkt bør holde orlov. Måske en måned til Australien. Men jeg aner omvendt ikke, hvordan jeg ville reagere på så meget ferie, og hvornår skulle det i øvrigt ske? Nu har jeg travlt med hotellet og tusind projekter på bureauet.

Jeg bryder mig heller ikke om tanken om en dag at trække mig tilbage og bare dase årene væk et eller andet sted i Sydspanien. Jeg ville blive for rastløs. Jeg har én gang prøvet en badeferie og måtte sande, at det kan jeg ikke. For mig er arbejde ikke en straf, og jeg tror ikke på, at det gode liv liv er forbundet med ikke at lave noget. Det er en udbredt misforståelse, som jeg ser det. Det gode liv handler om at foretage sig noget, man bliver stimuleret og inspireret af. Jeg betragter mig selv superpriviliegeret på den front, for jeg tæller ikke timer eller minutter på arbejdet. Jeg har aldrig kigget på uret – og det er så i øvrigt også blevet stjålet.