Foto: Lana Ohrimenko

1. Adel forpligter

Da Caroline Fleming var barn, var der én klar læresætning, der altid gik igen: “Noblesse oblige.” Adel forpligter. Som efterkommer af søhelten Niels Juel var hun ægte uradel, som hendes far altid sørgede for at understrege – en del af den ældste adel i Danmark. Som belønning for at have besejret svenskerne ved slaget i Køge Bugt i 1677 havde Niels Juel fået Valdemar Slot i Det Sydfynske Øhav, og det var her, Caroline Fleming voksede op med sine forældre og sin lillesøster.

Mens hun var barn, boede hendes farfar på slottet. Han bar titlen lensbaron og var af den opfattelse, at penge var noget, man havde, ikke noget, man tjente, og hvis han eksempelvis blev ramt af den indskydelse, at han trængte til et par nye sko, fik han sin chauffør til at køre ham i Bentleyen ind til lufthavnen i Odense, hvor et privatfly fløj ham til London, og en ny chauffør kørte ham til skomageren – også selvom han allerede havde seks af de samme par derhjemme i forvejen.

Han ødslede med pengene, for der var jo uendelige af dem. Til gengæld skortede det på nærværet og kærligheden.

“Adelen herhjemme lider nemlig af en følelsesmæssig sygdom, som er blevet nedarvet i generationer, hvor man ikke har været i stand til at vise omsorg og tage sig af hinanden på et emotionelt plan”

“I bogen beretter jeg om et møde med en dame fra den danske adel, der sagde til mig, at ‘adelen er syg’, hvortil jeg nikkede, for jeg vidste præcis, hvad hun mente. Adelen herhjemme lider nemlig af en følelsesmæssig sygdom, som er blevet nedarvet i generationer, hvor man ikke har været i stand til at vise omsorg og tage sig af hinanden på et emotionelt plan.

Min ghostwriter og jeg besluttede os tidligt for, at det ville give mening for bogen at gå nogle generationer tilbage. Derfor fortæller jeg ikke kun om min egen historie – jeg skriver også om min far og hans søskende og om mine bedsteforældre. Det har været spændende for mig at lære dem bedre at kende, fordi det har givet mig en bedre forståelse for, hvorfor de blev til de mennesker, som de blev til, og hvorfor de agerede, som de gjorde. Helt grundlæggende, så forstår jeg bedre min far efter at have skrevet bogen, for han var også bare et produkt af det, som han oplevede, og ikke mindst den manglende omsorg.

“Jeg går ikke ligefrem ud fra, at det er sådan, man føler sig elsket og tryg i forhold til sine forældre”

Når min far kom hjem på weekendbesøg fra Herlufsholm, dengang han blot var en dreng, og løb sin far i møde med åbne arme, blev han ramt af en mur af cement. Sådan beskrev han det selv. Man skal godt nok være et specielt menneske for ikke at kunne åbne sine arme for sit barn, når det løber imod én med åbne arme. Det vil jeg kalde for ‘sygt’.

Jeg var kun 12 år, da min farfar gik bort, og jeg kendte ham ikke så godt, men jo mere jeg hører om hans livsstil, og hvordan han var som forælder, jo flere ting forstår jeg. Min far og hans søskende måtte kun se deres forældre én gang om dagen. Det var sidst på eftermiddagen, når de var blevet badet og var kommet i deres små sejleruniformer. Så gik de ned og sagde pænt godaften, hilste på deres forældre og drak en kop te med dem. Jeg går ikke ligefrem ud fra, at det er sådan, man føler sig elsket og tryg i forhold til sine forældre.”

Foto: Lana Ohrimenko

2. En anden slags opdragelse

Caroline Flemings far slægtede sin egen far på, hvad angik livsstil. Han var en ægte livsnyder, der fik skræddersyet alt sit tøj i London, selv boksershortsene, og hans sko skulle altid være så blankpolerede, at han kunne spejle sig i dem. Men han mindede også om sin far med sin manglende evne til at udvise omsorg, og ligesom han selv havde været bange for sin fars temperament, var Caroline Fleming det for hans.

I hele sin opvækst jagtede hun konstant de små, flygtige øjeblikke af nærvær – som når han en sjælden gang imellem tog hende i hånden.

“Når et lille barn med åbne arme, åbent hjerte, åbent sind, gang på gang på gang bliver afvist, så bliver det til sidst også sygt, for alt det, man ikke kan processere, alt det, man ikke kan komme ud med, det sætter sig fast forskellige steder i kroppen – ikke mindst i hovedet. Det oplevede jeg selv, ikke mindst da jeg mistede min mor. Hvis jeg havde været omgivet af voksne mennesker, der kunne tale med mig om det, så havde jeg kunnet sørge, men i stedet blev det fortiet, for den tilgang til svære emner var blevet nedarvet i generationer i adelen, og derfor satte det sig i stedet i min krop og i mit sind på en usund og destruktiv måde.

Hvis ikke vi bliver mødt i vores sensitive jeg, ender vi med at være nødt til at bedøve vores følelsesmæssige liv, om det er med alkoholisme, som det gjaldt for mange i min familie, eller med spiseforstyrrelser, som det var tilfældet for mig, eller om det er trangen til hele tiden at bedøve sig gennem en skærm, som mange gør i dag. Og det underliggende problem bliver ført videre. Jeg har brugt store dele af mit liv på at jagte min fars anerkendelse, ligesom han gjorde det med sin far.

Når mine egne børn kommer hjem fra skole, så hygger vi resten af dagen, vi spiser middag sammen, og vi snakker sammen. Jeg putter også mine børn hver dag, selvom de er store, og om morgenen er det altid med godmorgenkram. For mig betyder det utrolig meget at fortælle mine børn, hvad jeg føler og tænker om dem – og dele min kærlighed til dem. Det er meget atypisk, i forhold til hvad jeg kommer fra. Det var en del af min opdragelse, at alle sådan nogle ting snakkede man slet ikke om. Men jeg elsker, at mine børn er rigtig gode til at udtrykke deres behov til mig. Det er en vidunderlig lim i et sundt kærlighedsforhold.”

Foto: Lana Ohrimenko

3. Gensyn med Herne House

Da Caroline Fleming var seks år gammel, flyttede hendes familie fra Valdemar Slot til England, hvor de efter at have boet til leje et par steder fik hjemme i Herne House syd for London. Det var hendes mors drømmehus med en stor, parklignende have. Der var også både tennisbane og swimmingpool, men da faren mente, at sidstnævnte lå for langt væk fra huset, fik han anlagt endnu en.

Mens familien boede her, blev Carolines mor syg, og da hun blev indlagt på hospitalet, viste det sig, at hun havde cancer flere steder i kroppen. Det var dog ikke noget, som 11-årige Caroline Fleming og hendes søster fik noget at vide om. Som der står skrevet i bogen: “Der var så meget, der ikke blev sat ord på. Så meget, der ikke blev fortalt. Ting blev fortiet. Hvis man ikke talte om det, så var det næsten, som om det ikke var sket.”

Få uger senere satte Caroline Flemings far sig dog alligevel imellem hende og søsteren i sofaen, klemte dem hver især i hånden og gav dem beskeden, at moren var gået bort.

“I forbindelse med bogen rejste jeg tilbage til England for at besøge mit barndomshjem, hvor vi boede, da min mor gik bort. Jeg flyttede derfra, da jeg startede på Herlufsholm, en lille måneds tid før jeg fyldte 15 år, og herfra kom jeg kun tilbage til Herne House, når jeg havde rejseweekend. Mens jeg gik i 3. g, flyttede min far og stedmor tilbage til Danmark, og så har jeg aldrig været tilbage siden, men huset har ofte figureret i mine drømme.

Da jeg fløj til London i maj, vidste jeg ikke, hvem jeg skulle kontakte, og jeg anede ikke, hvem der ejede huset, men tog alligevel forbi, og da jeg ringede på, åbnede lågerne. Jeg begyndte at gå op ad indkørslen, og jeg var fuldstændig betaget, for selvom jeg ikke havde været der i 32 år, var meget alligevel det samme. Langs indkørslen stod de store, smukke, mørkegrønne lanterner, som min mor havde tegnet i sin tid. Det var hendes drømmehus, og hun kælede virkelig for detaljerne.

Der var de flotteste kæmpetræer og rododendronbuske, og fordi de mange bluebells var sprunget ud, var der blålilla over det hele. Da jeg kom længere, blev jeg mødt af en af gartnerne, som sagde, at jeg ikke kunne komme helt ind. Jeg spurgte ham, om ejeren var hjemme, og forklarede, at jeg havde boet her engang og så gerne ville ind og se huset. Han lovede at spørge, og lige pludselig kom ejeren så gående i skjorte og vest. Han var simpelthen så sød og fortalte, at de lige var landet fra Bermuda samme morgen, men “Please come in”. Og så trådte jeg ind i det, der på godt og ondt havde været mit barndomshjem engang. Hele huset lignede sig selv, som det havde været for 32 år siden. Selv min mors grøntsagshave ude bagved var der stadig.

“Det kan være svært at åbne en dør til sin fortid, hvis fortiden har været meget smertefuld, men for mig var det dejligt at kunne gå igennem den dør og have mig selv med på den måde, jeg kan i dag, hvor jeg virkelig tager vare på mig selv”

Vi gik rundt i hele huset, og jeg var også oppe på mit gamle barndomsværelse og i vores ‘nursery’, hvor vi dengang legede med Barbie-dukker i timevis. Da vi kom ind i dagligstuen, fik jeg en klump i halsen, for herinde var alle minderne fra de år, der uden tvivl var de mest traumatiske i mit liv. Jeg kunne ikke andet end bare lade tårerne trille.

Det var utroligt at tænke tilbage på den unge, sårbare pige, jeg havde været dengang. ‘Hold op, hvor har du været meget igennem,’ tænkte jeg, og ‘Hold op, hvor er jeg taknemmelig for, hvor jeg er i dag’. Det kunne jeg virkelig mærke. Jeg har haft det privilegie at få den, for mig, helt rigtige hjælp, som gør, at det i dag er en berigende oplevelse at besøge mit barndomshjem, i stedet for at jeg blot graver dybere ned i et sår. Det kan være svært at åbne en dør til sin fortid, hvis fortiden har været meget smertefuld, men for mig var det dejligt at kunne gå igennem den dør og have mig selv med på den måde, jeg kan i dag, hvor jeg virkelig tager vare på mig selv.

Da jeg gik igen, sagde de nye ejere: “You can come back anytime. Please come back and bring your children.” Det er vildt, at et sted, der har været fyldt med så mange smertefulde minder, måske en dag kan gå hen og blive en meget speciel oplevelse med mine børn.”

Foto: Lana Ohrimenko

4. Skilsmisse og terapi

Som 25-årig boede Caroline Fleming i London og levede et liv på første klasse som eftertragtet model. En aften var hun til en fest og stod og røg, da en mand kom hen til hende og foldede et askebæger af en gammel Post-it-note, som hun kunne aske i. Manden hed Rory Fleming og kom ud af den noble og meget velhavende britiske Fleming-familie.

Få uger efter ringede han til hende, fordi han gerne ville ses. Han befandt sig i Schweiz, men tog et fly til London, så de kunne mødes til middag allerede samme aften. Et par dage senere rejste hun med ham til Verbier, og på fjerdedagen i Schweiz friede han til hende.

Caroline Fleming havde hele sit liv været nervøs for, hvordan hendes far ville reagere på hendes valg af ægtemand. Han stillede høje krav, og Rory var ikke adelig, men at komme fra Fleming-familien, Englands fjerderigeste familie, viste sig dog alligevel at være godt nok.

Med tiden stod det dog klart for Caroline Fleming selv, hvor følelsesmæssigt forskellige hende og Rory Fleming var, særligt efter at de fik børnene Alexander og Josephine. Han gav udtryk for, at hvis det stod til ham, kunne børnene sagtens leve på én etage, og de voksne på en anden – og så kunne de lige komme ned og blive kysset godnat, inden de skulle sove.

“Jeg havde simpelthen giftet mig med en, der mindede om min far, fordi det var så normalt og det eneste, jeg kendte til”

“Efter Herlufsholm flyttede jeg til London, hvor jeg blev en del af modelbranchen. Jeg fortsatte med at bevæge mig på de høje tinder, og så blev jeg gift med Rory og ind i en familie, der kom fra de samme store gårde som min egen.

De næste otte år af mit liv brugte jeg med mennesker, der i bund og grund var ligesom dem, jeg altid havde omgivet mig med. Det var først igennem terapi, at jeg fandt ud af, at Rory var en fuldkommen forlængelse af min egen far. Jeg havde simpelthen giftet mig med en, der mindede om min far, fordi det var så normalt og det eneste, jeg kendte til. I min opdragelse havde gode manérer fyldt rigtig meget, og stadig i dag gør den slags mig tryg. Det var noget, som Rory i den grad havde, og derfor følte jeg mig straks hjemme i hans nærvær – også selvom vi følelsesmæssigt var et totalt mismatch.

Jeg har altid følt mig anderledes end den familie, jeg er født ind i, og den verden, jeg har befundet mig i. Da jeg var yngre, var det noget, der gjorde ondt på mig, og den smerte bedøvede jeg i en årrække på forskellige måder, men da jeg blev mor, kunne jeg ikke længere bearbejde den igennem andet end samtale. Jeg fik lige pludselig et kæmpe behov for at blive et helt menneske, og hvis jeg skulle blive det, blev jeg først og fremmest nødt til at arbejde på at reparere mig selv indefra.

““He may not be a Mr. Right, but he’s Mr. Right now.” Det er okay ikke altid at træffe den perfekte beslutning. Livet er jo ikke en destination, men en rejse”

Jeg forsøgte igennem flere år at finde en terapeut, der kunne hjælpe mig, før jeg endelig fandt frem til Caroline Dolby, der så mig med øjne, der lignede min mors. Jeg mødte hende i forbindelse med min skilsmisse, og hun hjalp mig med at komme tilbage i min krop. Jeg begyndte at mærke, hvad der egentlig foregik indeni, i stedet for hele tiden at bedøve mig selv. Til at starte med kan den slags være vanvittig overvældende, fordi det er så uoverskueligt, og det gør så ondt. Det var faktisk decideret rædselsfuldt. Der var mange, mange, mange gange, hvor jeg var hos hende, hvor jeg flød over af min sorg, nærmest i det sekund jeg så hende. Den sprøjtede ud af hver en celle i mig, men hun blev ved med at forsikre mig: “Jeg har dig, jeg er her for dig, og vi kommer igennem det hele.”

De efterfølgende fem år arbejdede Caroline og jeg utrolig intensivt. Hun behandlede mig som en blomst med 500.000 lag, hvor man lige så forsigtigt skulle tage det ene lag efter det andet væk, og langsomt kom vi helt ned i dybden af min barndom og i tiden omkring min mors død.

Hun var også god til at hjælpe mig med andre ting. Nu er det ikke, fordi jeg har haft specielt mange kærester i mit liv, men noget af det sjoveste og bedste, Caroline Dolby nogensinde har sagt til mig, er: “He may not be a Mr. Right, but he’s Mr. Right now.” Det er okay ikke altid at træffe den perfekte beslutning. Livet er jo ikke en destination, men en rejse.”

Foto: Lana Ohrimenko

5. Baronessen flytter ind

I 2007 blev TV-programmet ‘Baronessen’, der omhandlede Caroline Fleming og Valdemar Slot, sendt. I et af afsnittene skulle hun tre måneder til Schweiz med familien for bare at nyde livet, men som hun udtalte til kameraet: “Mit liv er fuldstændig lige så almindeligt som alle andres. Jeg elsker at spise frikadeller. Jeg elsker at være sammen med min familie, og vi lever virkelig et helt almindeligt liv.”

Det var først året efter, da Caroline Fleming medvirkede i TV-programmet ‘Baronessen flytter ind’, at det gik op for hende, hvor forkert den antagelse havde været. I TV-programmet skulle hun hen over en weekend flytte ind hos en helt almindelig dansk familie, der havde svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, mens moren i familien omvendt tilbragte en forkælelsesweekend på Valdemar Slot.

“Det var meget sent, at det gik op for mig, hvor privilegeret en opvækst jeg havde haft. Vores naboer og venner, da jeg voksede op, var jo folk ligesom os selv – mine gudforældre, som også var min fars to bedste venner, boede på henholdsvis Tranekær Slot og Ravnholt Gods. Det var mennesker fra samme kår, det var godsejere og adelige. Det var min normal. Jeg tænkte ikke engang over, at der kunne være andre virkeligheder, for det var jo bare sådan, det var.

“Jeg var baronessen i de lyserøde gummihandsker, der fik lov at flytte ind og spendere et par dage og aftener med den her familie og løse deres individuelle problemstillinger med kærlighed og med de ressourcer og midler”

Det var faktisk ikke, før jeg gik i gang med at lave ‘Baronessen flytter ind’, at jeg så, hvordan mange andre levede deres liv. Det var en kæmpemæssig wow-oplevelse for mig, men mest af alt var det virkelig givende. Jeg følte mig så utrolig beæret over at få lov at komme ind i folks hjem, ja ligefrem ind i folks liv.

Jeg var baronessen i de lyserøde gummihandsker, der fik lov at flytte ind og spendere et par dage og aftener med den her familie og løse deres individuelle problemstillinger med kærlighed og med de ressourcer og midler, vi fik lov til at lege med, og hver gang jeg havde lavet et nyt program, gik jeg hjem og var så beriget i mit hjerte. Familierne var jo så forskellige, og mange kom fra forskellige etniske baggrunde, med forskellige spise- og levevaner. Det var dybt fascinerende, og jeg fik selv så meget styrke og energi ud af det. Jeg blev fyldt op med feel good-endorfiner, så jeg så kunne gå hjem og fortsætte min egen personlige kamp.”

Foto: Lana Ohrimenko

6. “Gud, det er jo mig!”

Det var også i forbindelse med ‘Baronessen flytter ind’, at Caroline Fleming mødte fodboldspilleren Nicklas Bendtner. I tredje sæson besøgte hun en familie i Københavns Nordvestkvarter, hvor de tre sønner var store fans af Bendtner. Hun fik arrangeret, at han dukkede op i haven for at spille fodbold med drengene.

Selvom Caroline Fleming var 33 år, og Nicklas Bendtner 21 og en helt anden type, end hun havde været vant til fra sit liv, blev de forelskede, og blot lidt over et år efter fik de sønnen Nicholas. Forskellighederne mellem mor og far viste sig dog alligevel at være for store, og ti dage efter fødslen gik de fra hinanden.

“Langt om længe fik en psykolog sporet dem ind på, at han havde ADHD. I den forbindelse opdagede Caroline Fleming, at hun faktisk også selv altid havde lidt af udiagnosticeret ADHD”

Sønnen Nicholas havde krudt i røven, allerede fra han var helt lille, og sprang rundt og blev hele tiden væk. Da han senere kom i skole, havde han svært ved at passe ind. Langt om længe fik en psykolog sporet dem ind på, at han havde ADHD.

I den forbindelse opdagede Caroline Fleming, at hun faktisk også selv altid havde lidt af udiagnosticeret ADHD.

“Det er fire år siden, at jeg fik konstateret ADHD, så jeg er fire år into the ride, men jeg kan nemt se tilbage på, at det er noget, jeg har været påvirket af hele mit liv. For mig skal alt stå perfekt for ikke at støje. Det irriterer mig, at jeg ikke har fået redt min seng endnu, og at jeg ikke har fået støvsuget huset, for i går på det her tidspunkt havde jeg redt alle sengene – ja der havde jeg faktisk støvsuget to gange og allerede lavet fire vaske, og alt stod perfekt.

“Jeg er til gengæld også blevet bedre til at kunne sige til mig selv, at det er okay, og at der ikke sker noget ved, at det ikke er gjort”

Siden min søn, og senere jeg, fik diagnosen, har jeg valgt at uddanne mig selv inden for området, så jeg i dag har en større bevidsthed om det, men det betyder ikke, at jeg altid følger det, som er bedst for mig. Jeg er jo også et menneske, så selvom jeg godt rationelt ved, at hvis jeg gør det her, så brænder jeg mit lys i begge ender, så kan det på den pågældende dag godt være, at jeg kommer til at sige ja til noget, som jeg burde sige nej til, fordi jeg i momentet kan føle, at jeg har vildt meget energi. Sådan er det desværre ofte – min fornuft siger nej, men mit behov siger ja.

Dét at blive diagnosticeret med ADHD har gjort, at jeg har fundet ud af, at der er nogle ting, som er vigtige for mig at have styr på. Hvis jeg skal til et møde, hvor jeg skal sidde og koncentrere mig, så er der nogle ting, som jeg skal have styr på først, og det kan være helt ned i små detaljer som at skifte blomstervandet, for ellers kan det godt støje for mig. Det kan også godt støje for mig, hvis jeg ved, at jeg har en fyldt vasketøjskurv, som jeg ikke allerede har sat i gang. Det støjer for mig, når der ikke er orden i hjemmet. Jeg er til gengæld også blevet bedre til at kunne sige til mig selv, at det er okay, og at der ikke sker noget ved, at det ikke er gjort, for det gør faktisk ikke nogen forskel, når det kommer til stykket. Den form for løbende peptalk kan jeg bedre give mig selv, efter at jeg har fået min diagnose.”

Foto: Lana Ohrimenko

7. Det helt rigtige match

I efteråret 2023 var Caroline Fleming til surpriseparty for sin bedste veninde. Da hun forlod festen hen mod midnat, krammede hun en af sine venner farvel, men lidt for hårdt, så det efterfølgende gjorde ondt i brystkassen. Hun skulle egentlig være fløjet til Los Angeles dagen efter, men måtte i stedet forbi en plastikkirurgisk klinik for at blive scannet.

Det viste sig, at hun havde bøjet to ribben og desuden fået en fibersprængning. Imens faldt hun og lægen Frederik i snak, og det viste sig, at de tilfældigvis begge to skulle holde efterårsferie i Dubai, ja tilmed skulle de afsted med samme fly.

“Det gik op for mig, at jeg har brugt rigtig meget af mit liv i følelsesmæssigt mismatchede relationer”

“Livet har det med at tage nogle meget pudsige drejninger. Jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord, og jeg tror på, at når alle stjernerne aligner i et millimagisk sekund, så kan man få lov at være ufattelig heldig. Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg skulle være single resten af mit liv, jeg havde fundet fred i den, jeg er, og jeg havde fundet ud af, at alle mine følelsesmæssige behov allesammen ligger inde i mig selv. Jeg havde det sådan, at jeg aldrig nogensinde behøvede at lede efter nogen igen – men så mødte jeg Frederik.

I forbindelse med min terapi i sin tid gik det op for mig, at jeg har brugt rigtig meget af mit liv i følelsesmæssigt mismatchede relationer, men jeg fandt også ud af, at det var noget, jeg faktisk selv kunne tage ansvar for – og endda selv opfylde. Jeg kan opfylde mine egne emotionelle behov ved at vælge mine venner, og for første gang i mit liv er jeg nu også i den helt rigtige kærlighedsmæssige relation. Det er det smukkeste, jeg nogensinde har oplevet. Tænk, at jeg er så heldig, at jeg har mødt mit følelsesmæssige kærlighedsmatch i Frederik – og at vi stadigvæk er unge nok til, at vi har så meget af livet foran os.”

Foto: Lana Ohrimenko

Læs ogå

Identitet

Medina: “Det kostede mig i sidste ende. Jeg var så presset, at jeg var nødt til at foretage seriøse ændringer i mit liv for at få det bedre”

Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 5: Træer, der snakker

JEG GÅR HELE tiden rundt og tror, at jeg har 10-års jubilæum, men jeg har faktisk snart 20-års jubilæum. Pludselig gik der to årtier med at gøre det, jeg drømmer om. Det er surrealistisk, at der er gået så mange år, for jeg går bare rundt og lever mit liv og ved knap nok, hvilken dag det er – eller hvilket år det er.

Jeg lever virkelig i min egen lille puppe. Jeg ser ikke fjernsyn, fordi jeg bliver deprimeret af det. Så vil jeg hellere finde noget på YouTube om kvantefysik eller soundboard-hygiejne. Jeg elsker mærkelig science, hvor de har fundet ud af nye, fede, spændende ting, om det er ude i universet eller her på planeten med energi og frekvenser. For nylig lærte jeg, at træer giver hinanden navne. De kalder selvfølgelig ikke hinanden John og Karla, men de har frekvenser, hvor de kan kalde på hinanden, og der findes mor- og far-træer og børnetræer. De er familier, der kommunikerer. Sådan noget, synes jeg, er sygt spændende!

Så længe jeg kan huske, har jeg følt mig forbundet med naturen. Og med månen og universet. Min verden bliver enormt åbnet af at søge det det positive og af at se det smukke i alting. For der er noget smukt i alt omkring dig. Du skal bare vælge at se det.

Det handler om at placere sit fokus, så man får et bedre liv. Jeg har altid været meget optaget af energier. Jeg kan mærke det, på godt og ondt, for jeg er sensitiv, og jeg skal også passe på, hvor jeg lægger min energi henne. Jeg er blevet bedre til at sige fra og til at passe på min energi, end da jeg var yngre, men har virkelig været noget, jeg skulle lære. Jeg tager ikke længere så ofte til middagsselskaber, for når der er for mange, der snakker, kan jeg ikke være i en samtale. Så kan jeg ikke koncentrere mig. Jeg har brug for fred og ro og for at kunne rende rundt i min egen lille verden og bruge meget lang tid på ingenting – og så pludselig vågne op, uden at ane hvad fanden der skete.

Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 6: Barn af månen

DET SPIRITUELLE GIVER mig en forståelse for, hvem jeg er, og for verden og naturen og det gode i folk. Det er helt sikkert noget, jeg har fået med fra min mor. Hun havde krystaller og tarokkort liggende derhjemme, og hun lavede kæmpestore astrologi-udregninger på mig og min lillesøster, som hun møjsommeligt skrev ind i en mappe, som hun havde stående.

Forleden sagde jeg til hende: ‘Mor, jeg har altid følt mig som barn af månen.’ Så svarede hun: ‘Ja, det er du også. Det regnede jeg faktisk ud, dengang du var baby.’ Jeg laver ikke selv astrologi, men det er et sjovt eksempel på intuition. Jeg har altid følt mig ekstremt draget af månen, og lige pludselig viser det sig, at min mor regnede det samme ud mange, mange år tidligere.

Som teenager gav hun mig bogen ‘Sundhed og skønhed’ af forfatteren Jane Campsie. Det var den første bog, som jeg virkelig, virkelig blev glad for. Billederne var bare så flotte. Der stod en masse om vitaminer, frisk juice og holistisk sundhed, og hvad man selv kunne gøre for at forbedre sin søvn og fremelske sin indre skønhed. Den blev min lille bibel, som jeg kiggede i igen og igen.

“Vi går jo allesammen og kæmper med alle mulige ting, men nogle gange er vi ikke engang klar over det”

Lige siden dengang har jeg fundet det spændende med vitaminer, urter og kosttilskud, og hvordan de skal kombineres. Det er noget, der har fulgt mig hele mit liv, og når jeg rejser rundt i dag, så kigger jeg altid på supermarkedernes vitaminhylder. Jeg elsker især, når jeg er på turné i USA og i Tyskland, for deres vitaminbutikker er helt vilde. Her kan jeg gå rundt i 100 år og kigge på alverdens mærkelige ting og sager.

I min lille bibel stod der også noget om ingefærshots – det var lang tid før, at det blev en opreklameret ting herhjemme. Derfor ønskede jeg mig en juicer, så jeg selv kunne lære at lave dem. Da jeg endelig fik den af min mor, gik jeg straks op i Føtex og købte en hel ingefær, som jeg juicede på min nye maskine. Jeg havde aldrig smagt det før, og det så heller ikke ligefrem lækkert ud, men jeg tænkte: ‘OK, nu gør vi det!’ Det stod jo i bogen, at det ville have en positiv effekt.

Jeg drak en kæmpe tår, men heldigvis stod jeg ved håndvasken i køkkenet, for det var simpelthen så stærkt, at jeg kastede det hele op med det samme. Bagefter kunne jeg ikke lade være med at grine. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, men ikke dét. Det var mit første møde med holistisk sundhed. Efterfølgende fandt jeg frem til den rette dosis.

Foto: Lana Ohrimenko

Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 7: Underbevidsthedens healing

MIN MOR HAVDE også en bog, der hed ‘Drømmetydning’. Jeg har altid tydeligt kunnet huske mine drømme, og siden jeg var helt lille, har jeg elsket at slå op i bogen og forsøge at finde ud af, hvad der ligger til grund for det, jeg drømte. Drømme er jo ens underbevidste selvhealing.

Der er klassiske drømme, som vi allesammen drømmer – som at man taber tænderne, eller man mister sit hår. Det er drømme, der signalerer magtesløshed. Man står i en situation i sit liv, hvor man simpelthen ikke ved, hvordan man skal handle. Sådan er det med alle drømme. Man kan nå til bunds i den dybere mening, hvis man giver sig tid til det, for alle drømme repræsenterer en side af en selv – en kvalitet, man har, eller en kvalitet, man ikke har, og som man ville ønske, at man havde.

For mig har drømme altid været spændende, fordi man lærer noget om sig selv og får en indsigt i, hvad man går og bokser med – ubevidst, underbevidst. Vi går jo allesammen og kæmper med alle mulige ting, men nogle gange er vi ikke engang klar over det.

“Dine drømme gør aldrig nogensinde noget for at fucke dig op. De gør kun noget for at heale dig og lade dig se indad og mærke efter: ‘Er der noget her, jeg skal fokusere mere på?’”

I dag benytter jeg stadig drømmetydning flere gange om ugen. Rent lavpraktisk går det ud på at huske alle de elementer, man kan fra sin drøm. Hvis man drømmer om edderkopper, og dét gør folk tit, skal man huske farven på den, og hvad den lavede, for de ting er afgørende for drømmens betydning. Det samme hvis der er en fuldmåne eller en stor blomstermark. Hvilke farver var blomsterne? På den måde kan man komme meget specifikt ind på, og hvad ens drøm egentlig hjælper med at bearbejde. Der er mange, der hurtigt glemmer deres drømme, men jeg kan ofte huske dem til langt ud på dagen, og jeg kan nogle gange være helt i tvivl om, det er sket i virkeligheden, eller om det bare var noget, jeg drømte.

Jeg handler altid på baggrund af de drømme, som jeg tyder, fordi det er min underbevidsthed, der fortæller mig, hvordan jeg har det. Man skal lytte til den og stole på, at det er rigtigt. Dine drømme gør aldrig nogensinde noget for at fucke dig op. De gør kun noget for at heale dig og lade dig se indad og mærke efter: ‘Er der noget her, jeg skal fokusere mere på?’

Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 8: Befri dig selv

DET ER BLEVET bevist, at hukommelse ikke er i hjernen. Hukommelsen er i ens energi. I ens underbevidsthed. Jeg har altid søgt forskellige holistiske indgangsvinkler til mig selv, fordi jeg synes det er sindssygt spændende at arbejde med underbevidstheden. Jeg har bl.a. prøvet rekreationsterapi, hvor man med hypnose kommer tilbage i forskellige, tidligere liv. Der kan man som oftest se nogle mønstre, der går igen. Det var på den måde, at det blev meget tydeligt for mig, hvorfor jeg altid har gået min egen vej og været meget tro mod mig selv.

“Den slags nedarver man, men hvis man giver sig tid til at deale med det, kan man med tiden blive mere og mere traumefri”

Der kan nogle gange være hændelser fra fortiden, fra vores forfædre, der påvirker ens liv, for de genetiske aftryk forbliver i os, og man kan rendte rundt og bære på traumer fra sin tip-oldemor. Jeg har selv en far, der var igennem en borgerkrig i Chile og flygtede fra Augusto Pinochets militærdiktatur og har været i flygtningelejr. Han har fandme oplevet en ting eller to. Den slags nedarver man, men hvis man giver sig tid til at deale med det, kan man med tiden blive mere og mere traumefri. For mig handler livet om at leve det bedste liv, man overhovedet kan, og det gør man ved at deale med sine traumer. Få dem fejet ud af dit skab. Så befrier du dig selv, og så er der plads til kærlighed.

Foto: Lana Ohrimenko

“Det var især NLP, der kom mig til undsætning. Det er forskellige teknikker, der har til hensigt at stoppe ens negative tankemønstre. Det har haft enorm betydning for den, jeg er i dag, og det er teknikker, som jeg stadig bruger hver eneste dag”

Kapitel 9: En stor ordre

DET SPIRITUELLE ER en del af mit liv, som jeg altid har båret med mig, men i perioder er det gledet ud ad hænderne på mig. I starten af min karriere havde jeg for travlt med alle mulige andre ting og fik ikke dyrket det på samme måde som i dag. Det kostede mig i sidste ende, og for små 10 år siden var jeg til sidst så presset, at jeg var nødt til at foretage seriøse ændringer i mit liv for at få det bedre.

Det var især NLP – neurolingvistisk programmering* – der kom mig til undsætning. Det er forskellige teknikker, der har til hensigt at stoppe ens negative tankemønstre. Det har haft enorm betydning for den, jeg er i dag, og det er teknikker, som jeg stadig bruger hver eneste dag. Min fantasi er helt crazy, og jeg kan pludselig ligge på sofaen sammen med mine børn og blive skidebange for, at der sker dem noget. Så prøver jeg at stoppe mig selv og ændre mit fokus: ‘Hov, nu kører min hjerne ud af et dårligt spor. I stedet for at ligge og blive bange for, hvad der måske sker med børnene, så lad mig i stedet tænke på noget fedt, der er sket.’ Det handler om at flytte fokus. For de dårlige tanker er bare dårlige tanker. Jeg kan bruge vildt lang tid på at være bange for, at der sker noget, men der er jo ikke sket noget. Mine børn ligger lige ved siden af mig, og vi har det godt.

Jo mere man implementerer de forskellige teknikker, jo mere bliver det en vane at stoppe sig selv i de negative mønstre. De negative ting, du siger til dig selv, er en neurobane, en muskel, som du træner tykkere og tykkere, større og større, hver gang du bruger den. Jeg trænede den muskel i rigtig mange år, men det er ens eget ansvar at bryde den rytme. For ingen andre kan gøre det for en.

“Jeg ser universet som den bedste restaurant i hele verden, og så længe man ved, hvad man vil have, er det bare at gå ind og lægge den skide ordre”

Da jeg selv blev introduceret for det af en NLP-professor, startede det i det helt banale med at begynde at sige til mig selv: ‘Du er god nok.’ Jeg begyndte også på at erstatte de negative tanker med billedet af en flot blomstermark. Det lyder meget banalt, men jeg kan virkelig godt lide blomstermarker, og hver gang jeg tænker på noget dårligt, bringer jeg det billede frem på nethinden, for på den måde bygger man ikke videre på den negative tanke. Og til sidst bliver den muskel så svækket, at den ikke har nogen betydning. Man må tage beslutningen om at erstatte de dumme tanker med noget, som giver en et godt liv.

I dag kan jeg stadig blive mindblown af hjernens kraft til at påvirke ens tilværelse – på godt og ondt. I mange år har jeg også benyttet mig af visualiseringsredskaber, for hvis man kan drømme det, kan det ske. Jeg ser universet som den bedste restaurant i hele verden, og så længe man ved, hvad man vil have, er det bare at gå ind og lægge den skide ordre. Men først må man se drømmen for sig. Brug hver morgen og hver aften på at visualisere den. Hvordan dufter den? Hvordan føles den? Hvordan ser den ud? Hvilke farver har den? Hvem er du sammen med? Hvilken forret, hovedret, dessert vil du gerne have? Når du er klar, så læg ordren, og så vent og se. Jeg bruger visualiseringsredskaber hver eneste dag, og lige for tiden er jeg i gang med at lægge en seriøst stor ordre.

Foto: Lana Ohrimenko

Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 10: Ikke noget hippiepis

TIL SEPTEMBER I år er det 20 år siden, at jeg var til numerolog og blev til Medina. Jeg gjorde det egentlig bare for at prøve det, men numerologen satte ord på en masse ting, jeg altid har følt, og hun kunne også fortælle mig en masse om mit liv, som jeg ikke engang selv kunne huske. Undervejs ringede jeg til min mor tre gange, og hun bekræftede det hver gang. ‘Jamen det er rigtigt. Det skete.’ Det var en virkelig vild oplevelse for mig.

I dag bruger jeg spiritualitet sammen med mine børn hver eneste dag. Vi laver forskellige vejrtrækningsøvelser og OM chanting, som er en frekvens, der skaber harmoni og balance i ens krop. Når jeg begynder at sige: ‘Aaaah’, så gør de det sammen med mig. Det synes de, er supersjovt. Det er faktisk af samme grund, at man siger: ‘Amen.’ Det er en metode til at sætte dig i den rigtige, indre frekvens, der går tusindvis af år tilbage.

“Det er jo ikke meningen, at vi skal rende rundt med gummisko på femte sal og aldrig have fødderne på jorden. Det er tværtimod meningen, at vi skal have jordforbindelse”

Hvis man er skeptisk overfor spiritualitet, så bunder det i uvidenhed. Så er det ens eget problem. Heldigvis bliver det mere og mere normalt at snakke om det, uden at det bliver til sådan noget ‘heksehalløj’ eller ‘hippiepis’, og det er godt, for jeg tror, at spiritualiteten kan være vejen frem for mange mennesker, ikke mindst de unge generationer. Der bliver født sindssygt mange sensitive børn i dag, men i stedet for at sige til dem, at det er en gave, de har fået, og hjælpe dem med at lære om sig selv og om verden på en sygt fed måde, giver vi dem bare diagnoser og medicin.

“Det betyder, at jeg må være god til at prioritere min tid, men til gengæld tænker jeg ikke så meget på, hvad der sker om 10 år, eller 20 år for den sags skyld. Jeg forsøger at go with the flow og tænker kun på nuet, og lige nu har jeg aldrig haft det bedre”

Jeg vil rigtig gerne bruge spiritualiteten til at være med til at ændre nogle ting for børn og unge. Til efteråret 2024 åbner jeg en børnecafé i Hørsholm, der skal være et ‘krea-space’ for børn fra nul til fem år. Her kan man komme med sine unger og lege, og hele konceptet vil blive bygget op om mental sundhed for børn. Der vil være jordforbindelsensorer i gulvtæpperne, så ens krop kan komme i alignment med sig selv igen. Det er jo ikke meningen, at vi skal rende rundt med gummisko på femte sal og aldrig have fødderne på jorden. Det er tværtimod meningen, at vi skal have jordforbindelse. Børnecaféen skal være et healingssted, hvor der bliver arbejdet med frekvenser, og de ting, der stimulerer og afstresser det parasympatiske nervesystem – eksempelvis fuglekvidder.

For tiden er jeg også i gang med at starte et ‘kursuscenter’ op, hvor det er planen, at man kan komme i tre dage og lære en masse af de ting om spiritualitet, som jeg selv har lært igennem livet. Jeg vil hive forskellige eksperter ind, og så er det forhåbningen, at folk skal gå derfra med en kæmpe pose mentalt guld. Lige nu er det planlagt til at starte tidligt næste år. Jeg har i det hele taget gang i mange projekter, og samtidig har jeg min musikkarriere, hvor min drivkraft er lige så stor, som den altid har været. Og så er der selvfølgelig min familie. Det betyder, at jeg må være god til at prioritere min tid, men til gengæld tænker jeg ikke så meget på, hvad der sker om 10 år, eller 20 år for den sags skyld. Jeg forsøger at go with the flow og tænker kun på nuet, og lige nu har jeg aldrig haft det bedre.

Dette er anden del af interviewet med Medina fra augustnummeret 2024. Læs første del herunder.

Læs ogå

Identitet

Medina: “Ens børn fortjener simpelthen ikke, at man er helt brændt af, når man endelig kommer hjem og skal være sammen med dem. Så er det ikke det værd”

Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 1: Øjne for hinanden

FOR NOGLE ÅR siden var jeg til en af mine bedste veninders bryllup. Jeg sad ved et bord i den ene ende af lokalet, og ved et bord i den anden ende af lokalet sad Malo. Vi kendte ikke hinanden, men vi havde kendt til hinanden i en hel del år, uden at vi nogensinde havde snakket sammen eller fået rigtig kontakt med hinanden. Alligevel lå det på en måde i kortene, at vi skulle ende sammen.

“Senere fik jeg at vide, at hun og flere andre fra hendes familie i ugen op til brylluppet havde snakket om, at sådan en som Malo ville være et perfekt match for mig”

Min veninde, der blev gift, er venner med ham, og senere fik jeg at vide, at hun og flere andre fra hendes familie i ugen op til brylluppet havde snakket om, at sådan en som Malo ville være et perfekt match for mig. De mente, at en rigtig army-fyr med fødderne plantet solidt i jorden ville være god for mig – og Malo er i den grad army (han er premierløjtnant i Forsvaret, red.).

Alt det vidste jeg selvfølgelig ikke under selve brylluppet, men alligevel var der på en mærkelig måde lagt op til, at vi nu omsider skulle lære hinanden at kende. Der var noget, der blev ved med at trække mig i mod ham, og jeg fornemmede tydeligt, at det var gengældt. Selv om vi sad ved hvert vores bord i hver vores ende af lokalet, var vores øjne sammen hele aftenen.

Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 2: Ro og crazy

DET ER FØRST og fremmest mig selv, der er grunden til, at jeg har det så godt, som jeg har det i dag. Det er der ingen andre, der kan give en. Det hårde arbejde må komme fra en selv, og det må være en selv, der tager de nødvendige valg. Men mødet med Malo har uden tvivl været det vigtigste møde i mit liv, og takket være ham har jeg fundet en ro, som jeg aldrig har haft før.

Jeg er en ballon, der altid flyver op i luften, mens han er en tung betonklods, der altid er i kontakt med jorden. Han sørger for, at jeg ikke risikerer at blive væk i vinden, og samtidig er han med til at sikre, at jeg også får styrke fra jorden. Han har bare en særlig ro inde i sig, som helt klart er smittet af på mig.

“Men mødet med Malo har uden tvivl været det vigtigste møde i mit liv”

For mig har det været fantastisk og virkelig sundt at møde en, der i udgangspunktet er så anderledes end mig. Det er jo ikke altid, at den slags fungerer, for forskellighed kan også være svær at arbejde med, men for os har afsættet været at træffe et valg om, at vi vil hinanden. Det har været udgangspunktet for alt det, der er kommet efter: ‘Okay, hvis det er det her, vi gør, så må vi finde ud af, hvordan vi komplimenterer vores forskelligheder på den bedste måde.’

Når man møder en, som giver en lyst til at blive, så er der bare nogle forhold, man er nødt til at rette ind efter, for at få det til at fungere. Og hvis man som jeg har haft et anderledes liv end de fleste andre, og man stadig gerne vil bevare det, men samtidig ønsker alt det nye – roen, samhørigheden, tosomheden – så er man nødt til at kigge indad og lære at gå på kompromis. Det er den eneste måde at få det til at fungere på.

Malo og jeg har besluttet os for, at vi vil være sammen. Der er faktisk ikke noget som helst andet, vi vil. Så må man lære at smelte de to forskellige verdener sammen. Det har været godt for os begge to. Vi har fået rigtig meget ud af at finde hinanden. Han giver mig en masse ro, og jeg giver ham en masse crazy. Dét skal man også nogle gange huske.

Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 3: Rebootet som et nyt menneske

JEG HAR ALTID vidst, at jeg gerne ville have børn en dag, og sådan har Malo det også. Da vi fandt sammen, begyndte vi derfor ret hurtigt at snakke om at stifte familie. Mens jeg var gravid med mit første barn, gjorde jeg mig mange tanker om at skulle være mor. Hvordan skulle jeg kunne udfylde den rolle, samtidig med at jeg stadigvæk skulle udfylde rollen som popstjerne? Kunne jeg virkelig gå fra at være ung og vild til på en eller anden måde at skulle skifte det hele ud? Det gør man jo ikke overnight, og så alligevel, men ikke kun, fordi man er tvunget til det, men fordi det føles helt naturligt. Sådan oplevede jeg det i hvert fald. Det viste sig at komme helt af sig selv, og det har været en fantastisk forandring, og det bedste, der er sket i mit liv.

“Med mine børn har jeg fundet min kærlighed til mig selv på ny”

Der er mange ting, der har forandret sig, men samtidig synes jeg, at det er noget af det sværeste overhovedet at sætte ord på. Der er bare nogle andre værdier, der er kommet i spil. Nu er mine børn det vigtigste, og pludselig bliver andre ting bare helt ligegyldige. Nu er det altafgørende for mig, at de er i fokus, og at det er dem, der får min energi, og det betyder også, at jeg må gå ordentligt op i, hvordan jeg selv har det. Det er så vigtigt, at jeg rent faktisk sørger for mig selv, for jo bedre jeg har det, jo bedre har de det.

Jeg har oplevet det som en helt fundamental forandring at blive mor, hvor jeg på en måde er rebootet som et nyt menneske. Jeg mærker det mest tydeligt i min kærlighed til mig selv. Det er fuldstændig anderledes, end det var i mange år forinden. Med mine børn har jeg fundet min kærlighed til mig selv på ny, og den skinner igennem alle vegne, også når jeg er ude at optræde.

Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 4: Livet er fucking fedt

NÅR JEG TURNERER, booker jeg et hus på hjul, så jeg altid har et køkken, et badeværelse, en stue og ikke mindst en seng, der kører med mig rundt alle vegne. Jeg har rigtig meget fokus på, at min søvn er sindssyg vigtig. For ellers er det ikke sjovt for nogen. Det vigtigste er, at jeg bevarer min energi, for ens børn fortjener simpelthen ikke, at man er helt brændt af, når man endelig kommer hjem og skal være sammen med dem. Så er det ikke det værd.

“Kunne jeg kombinere det at være popstjerne med at mamma?”

Lige da jeg var blevet mor, spekulerede jeg meget på, hvilken måde jeg kunne være musiker på fremover. Hvordan skulle jeg opføre mig? Hvilket tøj kunne jeg have på? Kunne jeg stadig gøre alt det, jeg plejer? Jeg tænkte meget over, om det ville blive helt anderledes, måske ligefrem grænseoverskridende, og om folk ville opføre sig på en anden overfor mig. Kunne jeg kombinere det at være popstjerne med at mamma?

Jeg var faktisk også lidt bange for det, for det er vigtigt for mig at forblive tro mod mig selv – i forhold til mine tøjvalg, og hvordan jeg optræder. Man må ikke glemme, hvem man er, udover at være mor. Derfor har det også været så fantastisk at træde ud i det og konstatere, at det er kommet helt naturligt af sig selv. Faktisk har jeg en følelse af for første gang i mit liv endelig at være 100 procent landet. Det er svært at sætte ord på, fordi det er sådan noget, man ikke rigtigt kan tage at røre ved, men jeg mærker det i luften omkring mig. Det er en energi, der er til stede overalt – mellem mig og andre mennesker.

“Folk havde givet slip på at være sure på verden og på mig. Folk var kommet videre, jeg var kommet videre”

Det var en følelse, der ramte mig som et dybt nedslag, da jeg spillede den første festival sidste år. Det var til Grøn Koncert på Amager Strand. Der var simpelthen bare sket et helt vildt energiskift.

Jeg kunne samtidig mærke, at der er kommet nye generationer af fans til, som ikke bærer en masse gamle, mærkelige, mørke narrativer med sig, som medierne skabte om mig engang. Folk havde givet slip på at være sure på verden og på mig. Folk var kommet videre, jeg var kommet videre, og jeg opdagede, hvor fucking fedt livet er, når jeg spiller, og der bare er glæde og kærlighed. Det var første sommer, hvor jeg virkelig gerne ville være her.

Dette er første del af interviewet med Medina fra augustnummeret 2024. Stay tuned for anden del ..

Læs ogå

Identitet

Uffe Buchard: “Min far fandt en yngre kvinde, og så var han den, der var skredet. Så var det min mor, storesøster og jeg tilbage i parcelhuset med swimmingpoolen, som der var hul i”

Jeg registrerede straks, at min bror var blevet tyndere, da han, min søster og far dukkede op til påskefrokosten hos mig sidste år i marts. Om aftenen var han træt og måtte ind og lægge sig. Det tænkte jeg ikke videre over, men allerede to uger senere ringede min svigerinde til mig og fortalte, at min bror var syg, og at jeg burde komme til Fyn og besøge ham. Hun advarede mig om, at han havde tabt sig meget. Han var rigtig nok blevet enorm tynd, som han lå der i sengen helt afkræftet. Inden for en uge fik han konstateret cancer, og det var alvorligt, fastslog lægerne. Jeg tog toget hjem til Fyn igen. Den 6. april var hele familien samlet på min fars fødselsdag, og min bror havde det rigtig skidt. Dagen efter døde han.

Katastrofen var så kort og så præcis, at der ikke var noget at holde fast i. Det skete så hurtigt – 10 dage forinden forventede vi, at han havde lang tid igen, så jeg fik ikke sagt farvel. Vi nåede ikke at acceptere, at han skulle forlade os, før han havde gjort det. Som var han død i en trafikulykke. Jeg var i chok, og da han døde, faldt jeg sammen. Min krop forsvandt under mig, og så var der kun gråden tilbage.

”Jeg vågnede, fik lidt at spise, hvis der var nogen, som huskede at lave mad, drak vin, faldt i søvn, vågnede, drak mere vin. Faldt i søvn. Der var ikke så mange følelser. Kun sorg”

Jeg var ikke vred eller i vildrede. Jeg var trist på sådan en helt gennemgribende måde. Trist over at min bror var væk. Trist over, at han ikke ville være der, når vi blev gamle. Trist. Jeg vågnede, fik lidt at spise, hvis der var nogen, som huskede at lave mad, drak vin, faldt i søvn, vågnede, drak mere vin. Faldt i søvn. Der var ikke så mange følelser. Kun sorg.

De fleste af os vågner hver morgen og tager en masse forgivet: Vores helbred, vores familie, vores arbejde, vores venner, men sorg føles som et kæmpestort hul i normaliteten. Den river din hverdag i stykker. Jeg har prøvet at have stress, miste min kæreste, blive fyret, blive slået ned på gaden, men når døden indtræffer, er der intet bagefter. Tæppet er revet væk under det civiliserede, og så handler det om at bygge dig selv op igen fra nul.

I ugen op til begravelsen var hele familien hjemme hos min far. Som en af de jødiske familier, man ser på film, der sidder og græder, og så kommer en lind strøm af venner, familiemedlemmer og naboer forbi og giver sin kondolence. Vi blev ved med at tale forløbet igennem igen og igen. Spole båndet tilbage og forsøge at huske i hvilken rækkefølge, tingene var sket. Hvornår han blev syg, hvornår han kom på hospitalet første gang, hvornår lægerne erklærede ham for kræftsyg, hvornår ambulancen kom og hentede ham, da han var død. Det var ikke for at lede efter meningen med hans død, nej, det handlede simpelthen om at forstå, hvad der var sket. Fordi det gik for hurtigt til, at vi kunne følge med. Fordi det var så uvirkeligt.

“Min onkel døde meget tidligt, det samme gjorde min mormor, og jeg har mistet min mor. Jeg er vokset op med, at døden er præsent”

Til sidst troede jeg, at jeg var ved at miste forstanden. Jeg gik til en psykolog og fortalte hende, at jeg var bange for, at det eneste, jeg ville kunne huske om min bror, var hans sygdom og død. Hun sagde, at sådan ender det ikke. Det var helt naturligt det, jeg oplevede. Jeg havde et traume: Hans død var gået så hurtigt, at min hjerne slet ikke var fulgt med. “Om et år eller to kan du huske alt det andet også”, fortalte hun mig. Og så rejste jeg mig efter 10 minutter og gik hjem. Hvis det var sådan sorg føltes, og jeg ikke var ved at blive skør – det havde jeg psykologens ord for – så måtte jeg bare æde den, ikke kæmpe imod sorgen, men håbe på, at det stille og roligt blev bedre.

Jeg har lært, at jeg er et enormt nøgternt menneske, på godt og ondt. Jeg kan godt blive chokeret, men jeg har det med at acceptere tingenes tilstand. Jeg håber, at jeg får et langt liv, og jeg håber at dem, jeg holder af, får det godt, men jeg tror ikke på, at vi har nogen ret til, at det ender sådan, og det har jeg aldrig haft. Min onkel døde meget tidligt, det samme gjorde min mormor, og jeg har mistet min mor. Jeg er vokset op med, at døden er præsent. For mig er livet meget konkret. Jeg er ikke bitter på verden, men heller ikke det modsatte. Nej, livet er her bare, og så må jeg forholde mig til det.

For nogle år siden læste jeg, at det var godt for os at have billeder af de afdøde stående fremme. Jeg har aldrig haft billeder af familien fremme, men nu har jeg fotos af både min bror og min mor stående på min bogreol. Jeg kigger på dem hver dag og sender dem en hilsen. De kan stadigvæk tale, for jeg ved jo godt, hvad de vil sige i forskellige situationer. Min bror og mor var begge private mennesker, og der findes ikke nogen optagelser af dem. Jeg har tænkt over, hvordan jeg holder fast i lyden af deres stemmer og bevægelser. Jeg kan mærke, at mit lille ritual med at kigge over på dem hver dag, holder dem mere præsente. Hvis jeg ikke gjorde noget aktivt for at huske på dem, så tror jeg, at de ville forsvinde hurtigere.

“Jeg har det dårligt! Min bror er lige død af en meget alvorlig cancer, som åd ham lige foran øjnene på os. Det var det, jeg havde lyst til at svare”

Jeg savner min bror ubegribeligt meget, og min verden er blevet mindre tryg efter, at han ikke er her længere. Han passede på mig. Selv om vi ikke talte sammen hver dag, så vidste jeg, at han altid var der for mig. Vi havde en dyb, dyb kærlighed og respekt for hinanden. Jeg vil gerne have haft ham hos mig hele mit liv, men nu fik jeg det, jeg fik, og det prøver jeg at være taknemmelig for, også selv om det ikke var nok.

I perioden efter hans død holdt jeg mig meget for mig selv, hvis ikke jeg var hjemme på Fyn. Blandt mine venner opstod der en joke om, at når klokken var 10, var jeg forsvundet. Jeg begyndte at vræle og gik min vej. Jeg kunne ikke overskue at være i nærheden af mange mennesker. Jeg, som ellers er en mester i small talk, kunne slet ikke magte at svare bekendte på, hvordan jeg havde det: Jeg har det dårligt! Min bror er lige død af en meget alvorlig cancer, som åd ham lige foran øjnene på os. Det var det, jeg havde lyst til at svare.

Læs ogå

Identitet

“Da jeg havde født ham, lå han i mine arme med lukkede øjne. Det er det værste øjeblik i mit liv. Han var ikke længere min”

Kapitel 8: Regnbuestriber i Qatar

Fordi jeg er formand for en DBU-komité, blev jeg inviteret til at deltage i det omdiskuterede fodbold-VM i Qatar i 2022. Jeg havde det hele tiden sådan, at hvis jeg skulle afsted, så blev jeg nødt til at orientere mig om rettighederne for landets borgere, så jeg ikke bare rejste derned og drak champagne. Jeg talte både med homoseksuelle Qatar-borgere, som ikke kunne være i landet mere af sikkerhedsmæssige årsager, og med folk, der ved noget om arbejdstager-/lønmodtagerrettighederne. Og så besluttede jeg mig også for at prøve at sende et lille signal. Jeg ville ikke fornærme nogen, jeg ville bare gerne give en lille kommentar. Jeg ringede til Søren Le Schmidt og sagde, ‘vi skal have en homokjole!’, og så gik han ellers i sving og designede den blå kjole med regnbuefarver på ærmerne, der endte med at gå viralt på sociale medier. Det pudsige er, at i Qatar gik jeg frit rundt i kjolen og snakkede med alle mulige mennesker af forskellige herkomst, også FIFA-præsidenten, Gianni Infantino, og der var ingen, der kommenterede det.

“Jeg ringede til Søren Le Schmidt og sagde, ‘vi skal have en homokjole!’, og så gik han ellers i sving og designede den blå kjole med regnbuefarver på ærmerne, der endte med at gå viralt på sociale medier”

Der var nogle, som fremlagde det som et modigt statement, men sådan følte jeg det ikke selv. Man skal huske på, at jeg rejste med diplomatpas, jeg befandt mig i VIP-VIP-VIP-loungen, og jeg skulle dårligt vise en billet for at komme ind. Så modigt var det altså heller ikke. Der er mange mennesker, der rent faktisk gør modige ting, når det kommer til den kamp. For mig var det bare en lille bemærkning. Herhjemme føler jeg til gengæld en stærk forpligtelse til konstant at tale om den slags emner, og også for at forsvare transpersoner pga. mine børn. Jeg noterer mig, hver gang en transperson bliver udsat for vold, og det sker desværre uhyggeligt ofte. Transpersoner har mentale udfordringer, de tager livet af sig selv, og det rammer mig lige i hjertet, selvfølgelig også på grund af min egen søn, men det handler jo dybest set om menneskerettigheder. Jeg har ikke ret til at bestemme, hvordan du skal leve dit liv. Jeg har ikke ret til at bestemme, hvem du skal være kærester med, hvor mange børn du skal have, eller hvordan du skal gå klædt. Jeg har ikke ret til at bestemme over dig. Det er din menneskeret. Jeg har meget svært ved at forstå den diskussion, der foregår mellem feminister og transpersoner i de her år. Jeg kan faktisk næsten ikke rumme den. Transpersoner er utroligt udsatte, så selvfølgelig føler jeg en forpligtelse til at kæmpe deres sag. Hver eneste dag. Det er ikke engang politisk for mig. Det er personligt.

Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 9: Vil du mukke i hjørnet?

Min gamle mor på 87 er ved at lære at sige ‘han’ i stedet for ‘hun’ til mit yngste barn. Hun forsøger hele tiden at lære, og det synes jeg, er en fed måde at møde verden på. Jeg tror oprigtigt, at det værste, der kan ske for mennesker, når vi bliver ældre, er, at vi gror fast og ikke har blik for, at vi kan få nye perspektiver på det, vi troede, vi vidste. Jeg er så ufatteligt heldig, at jeg har to børn, som har stærke meninger om rigtig mange ting, og jeg føler, at min hjerne får en eksplosion af at snakke med dem og deres venner. De gider heldigvis stadig troppe op til en eller anden middag hjemme hos mig, og det nyder jeg så meget, for hver gang, jeg har otte unge mennesker på besøg, og vi sidder rundt om et middagsbord, så er det, som om min hjerne får lov til at udvide sig.

“Jeg sagde det også til mine venner: ‘Det kan godt være, at nogle af de her ting er svære for os at forstå, men det er nu, vi tager os sammen.’”

I min alder føler jeg, at man bliver nødt til at vælge side: Vil du være en af dem, som sidder i en krog og synes, at alt, hvad der er moderne, og hvad de unge siger, er for meget, for eksperimenterende, for langt ude, eller vil du rent faktisk prøve at forstå det? For nogle år siden, hvor mange unge begyndte at skifte køn, og mange valgte at bruge andre pronomener, var der mange, der sad og rystede på hovedet, når jeg var til voksenmiddagsselskaber i København, London og andre steder: ‘Hvad skal det nu være til for?’. Jeg måtte da også vænne mig til det, men hvad er alternativet? At sidde og mukke henne i et hjørne? Jeg kunne mærke, sådan helt fysisk, at sådan gad jeg ikke at være, og jeg sagde det også til mine venner: ‘Det kan godt være, at nogle af de her ting er svære for os at forstå, men det er nu, vi tager os sammen.’

Til at starte med skulle jeg selv på en slags genopdragelse for at blive viklet ud af mit 1990’er-syn og lære at se tingene på en ny måde. Der er noget om synet på kroppen, hvor de unge har meget større bredde i deres opfattelse af, hvordan man kan se ud på. Jeg kommer selv fra en generation med et meget fastlåst syn, men i dag kan man vælge mange forskellige udtryk, og da jeg først begyndte at se det på den måde, så syntes jeg, at det var helt utroligt fedt.

Der er selvfølgelig nogle, der stadig sidder i krogen og ryster på hovedet af ungdommen, men der er også nogle, der har overgivet sig til det nye, ligesom jeg selv, og hos dem kan jeg mærke, at de oplever en befrielse. For vores børn lærer os faktisk noget nyt.

Foto: Lana Ohrimenko

“Jeg minder mig selv om, at hvis jeg kunne være nysgerrig på nye ting i stedet for at være fordomsfuld, dengang jeg kom med S-toget ude fra Ishøj og ind til Pisserenden, så kan jeg vel også være det nu?”

Kapitel 10: Ind til Pisserenden

Min far sagde altid, at folk måtte elske, hvem de ville. Han var fuldstændig klar i mæglet, og han var immervæk fra 1932. For ham var alle mennesker lige, men sådan var det ikke alle, der havde det. Hvis to mænd boede sammen i Ishøj dengang, så sagde man, at de var ‘gode venner’, og så talte man ikke mere om det, fordi det blev betragtet som noget, der helst skulle gemmes væk.

I 1980’erne, da jeg blev teenager, begyndte piger for alvor at klæde sig ud som drenge – og omvendt. Der kom plads til alternative måder at tænke og leve på, og når man stod i toiletkøen på Krasnapolsky i København, var det med alle mulige slags mennesker. Bøsser i lædertøj, punkere, diskere. Flere af mine gymnasievenner sprang ud i de år, og derfor blev det også meget påtrængende, at man nu blev nødt til at vælge: Er du 100 % på deres side, når det kommer til, at man må elske dem, som man gerne vil, eller er der en snert af dig, der ikke synes, det er fedt, når det kommer til stykket? Jeg valgte fuldstændig side dengang, og jeg er sikker på, at det hænger sammen med min opdragelse.

Den tolerance tager jeg med mig videre nu, hvor de unge bryder med nogle normer. Jeg minder mig selv om, at hvis jeg kunne være nysgerrig på nye ting i stedet for at være fordomsfuld, dengang jeg kom med S-toget ude fra Ishøj og ind til Pisserenden, så kan jeg vel også være det nu?

Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 11: Voksne børn og nye tider

Det er forfærdeligt, når ens børn vokser op og bliver store. Jeg har stadig en sorg over, at mine børn ikke har brug for mig hele tiden, også selv om jeg ved, at når de ikke ringer, så er det for det meste, fordi alting bare kører derudad som smurt. Vi har fået et andet forhold, men man skal jo også udvikle sit forhold til sine børn. Det skal ikke være statisk. Det er noget af det, man skal lære som forælder, og det gør jeg stadig. Det samme med at man ikke skal have en mening om alting, der vedrører ens børn. Det er faktisk mit største problem, at jeg måske har lidt for mange meninger, og min store læring i øjeblikket er, at jeg ikke altid skal have det.

“Når jeg kigger på ungdommen i dag, kan jeg faktisk ikke finde så meget at være pessimistisk over”

Jeg gør også ting forkert, og jeg skændes også med mine børn. Lad det stå fuldstændig klart. De synes, at jeg siger dumme ting og bliver sure på mig. Men vi er heldigvis også rigtig tætte og taler om mange ting, og det føler jeg mig privilegeret over.

I min generation røg folk hash eller indtog andet stimuli i stedet for at tale om deres mentale udfordringer og blev drevet længere og længere ud i misbrug. Folk havde det jo også dårligt dengang, men selvmedicinerede sig på alle mulige måder. Nu taler man om det. Selv unge mænd taler om deres mentale udfordringer. Derfor har jeg faktisk temmelig meget tiltro til de unge. Når jeg kigger på ungdommen i dag, kan jeg faktisk ikke finde så meget at være pessimistisk over.

Dette er tredje del af det samlede interview med Helle Thorning Schmidt fra juniudgaven af ELLE. Læs del et og to herunder.

Læs ogå

Identitet

Helle Thorning Schmidt: “I dag er det nærmest cool at komme fra Vestegnen. Sådan var det ikke, da jeg voksede op. Når vi kom ind til byen og skulle være supertjekkede, havde vi mest lyst til ikke at fortælle, hvor vi kom fra”

Læs ogå

Identitet

“Bagefter endte vi i rygehjørnet til festen, og selv om det umiskendeligt ser sådan ud på det billede, der blev taget, så røg jeg faktisk ikke, men stod bare med en smøg i hånden”