Så længe jeg kan huske, har jeg mærket en længsel efter noget større. Da jeg var barn, lå jeg tit i timevis og kiggede op i himlen eller ned i græsset. Jeg vidste ikke, hvad det var, jeg længtes efter, men når jeg faldt i staver på den måde, skete der noget i mig. Lydene, farverne og duftene blev mere intense. Mine sanser udvidede sig. Sådan er det stadig. Når jeg går på gaden, kan jeg få øje på en plastikpose, som bevæger sig i vinden. Dens rytmiske bevægelser og solen, der rammer den på en så smuk måde, får tiden til at gå i stå. Min vej ind i kunsten kommer fra det sted.

Den første kunst, som rørte mig dybt, var hulemalerierne. For mig at se kunne de være malet i går, selvom de ældste er over 30.000 år gamle. Jeg er dybt betaget af de streger. Der er noget urmenneskeligt over dem, jeg godt kan lide. De udtrykker en slags tidlig undren: Hvorfor er vi her? Den undren er nok kilden til, at jeg selv er blevet billedkunstner – fordi jeg dybest set ikke forstår, hvorfor jeg er her.

“Da jeg som 22-årig var på ferie i Napoli og en dag lå i en liggestol, blev det klart for mig, at jeg skulle være kunstner. Jeg fik lyst til at slippe alt, jeg havde i hænderne. Jeg har svært ved at forklare, hvad der skete i mig, men noget blev åbenlyst”

Da jeg som 22-årig var på ferie i Napoli og en dag lå i en liggestol, blev det klart for mig, at jeg skulle være kunstner. Jeg fik lyst til at slippe alt, jeg havde i hænderne. Jeg har svært ved at forklare, hvad der skete i mig, men noget blev åbenlyst. Tre år senere vågnede jeg op hjemme i København med den samme klarhed. Jeg vidste, at denne gang måtte jeg tage det meget alvorligt, og søgte så ind på kunstakademiet i København.

Et af de første malerier, jeg lavede, er så vigtigt for mig, at jeg aldrig vil skille mig af med det. Det var første gang, jeg lavede et kunstværk, hvor det føltes rigtigt. Før det var min kunst for personlig, for tæt på mig selv. Her stod kunsten mere i sig selv. Med det her maleri kunne jeg bevæge mig indad, jeg fik adgang til noget, som var større, og som ikke kunne beskrives med ord. Siden er jeg fortsat i samme spor. Jeg er optaget af et dybt sted inde i mig selv, så dybt, at jeg forestiller mig, at der er en kontakt til noget langt ude i universet. Sommetider er det, som om dette maleri hjemsøger mig, fordi der er en særlig åbenhed i det. Den åbenhed kan jeg være bange for ikke at kunne få frem i andre værker. Det frustrerer mig. Det er farligt at have det som noget, jeg skal leve op til, så i perioder gemmer jeg det væk. Maleriet er min primære materie, så det kommer nok til at fylde i hele mit kunstnerliv.

Foto: Johanna Hvidtved

At have et atelier er som at have en hule. I hulen arbejder jeg med den energi, der opstår, når der er stille. Først gør jeg alle mulige almindelige ting: laver te, flytter stolen, skriver i min notesbog, går rundt mellem værkerne. Jeg forbereder mig på, at der bliver stille. I den stilhed oplever jeg, at mine sanser udvider sig, som da jeg var barn. Og så dumper der pludselig en farve ned. Alting begynder med farve. Hvis en farve vibrerer, tager jeg den til mig og begynder at male med den.

Det er en langsommelig og ensom proces at male. Meget cyklisk. Maler jeg på et værk og kan pludselig ikke komme videre, så holder maleriet pause i flere måneder. Processen opstår, den falder sammen og kommer igen. Når jeg ikke maler, er jeg stadig maler. Jeg er maler, når jeg laver aftensmad, når jeg læser en bog, når jeg er sammen med andre mennesker.

“Når jeg ikke maler, er jeg stadig maler. Jeg er maler, når jeg laver aftensmad, når jeg læser en bog, når jeg er sammen med andre mennesker”

I mit atelier er der ikke så mange regler, ikke så mange ord. Så kan jeg se på materialerne på nye måder. En gaffel kan blive en pensel. Det er en udfordring at skabe i en verden, som ikke har brug for flere ting. Langsomheden og gode materialer er nødvendige. Jeg må tit gøre mig umage og gå på kompromis. Jeg bruger ikke animalske materialer. Mange dyr har det alt for dårligt. Det vil jeg ikke give videre. Jeg køber altid pensler hos Søstrene Grene, men det er mest, fordi jeg er for doven til at vaske dem. Her kunne jeg godt blive bedre …

For mig er det både magisk og mirakuløst at male. Nogle gange transformerer jeg maleriet igennem mange lag af maling. På den måde er de ret skulpturelle. Andre gange får jeg bare en glansfuldhed eller tørhed foræret. Jeg er aldrig bange for at ødelægge ting. Der bliver klippet et hul her og der. Lavet ridser. Det er instinktivt og kropsligt. Jeg maler mere med hænderne end med pensler. Processen er meget beslægtet med dans – som jeg forestiller mig, hulemalerierne blev til. Faktisk kan jeg sjældent huske, hvordan jeg har lavet et maleri.

Foto: Johanna Hvidtved

Mens jeg maler, føler jeg nogle gange, at jeg hverken er barn eller voksen, menneske eller dyr. Så er jeg mere åben. Alt, hvad jeg har oplevet i mit liv, bliver transformeret til noget abstrakt, når alle ord, tanker og symboler forsvinder. Så er der noget andet, som bliver tydeligere. Tanker og følelser er fremtid og fortid, men sanserne er lige nu. Og det er det øjeblik, jeg gerne vil male ud fra. Når et maleri har transformeret sig så meget, at det ikke længere har noget med mig at gøre, så er det færdigt.

Min kunst tilbyder ingen løsninger eller budskaber. Jeg tror på, at kunstens potentiale ligger i dens evne til at forbinde mennesker. At man forstår, at man ikke er alene. Når jeg ser et kunstværk, slipper jeg tankerne og bliver i stedet ramt sanseligt, og det er her, jeg forstår: “Wow, jeg er ikke den eneste.” Jeg maler malerier, andre har malet før mig, og som andre i fremtiden igen vil male. Selvom jeg ikke læner mig så meget ind i andres billeder og værker, går der en lang kæde af andre kunstnere igennem mig. Den kæde har jeg valgt at samle op. Den tanke kan jeg godt lide.

Læs ogå

Karriere

Billedkunstner Karim Boumjimar: “At springe ud som kunstner var i virkeligheden sværere end at springe ud som queer”

Læs ogå

Karriere

Billedkunstner og filmskaber Jonas Kolecki: “Jeg så en klar linje mellem maleri og film. (..) Som at skrive dagbog og poste et foto af en oplevelse på Instagram”

Når jeg tænker tilbage på min barndom i München, husker jeg lange somre med blodige knæ. Som 12-årig begyndte jeg at komme i den lokale skatepark næsten hver dag. I virkeligheden var skateboarding mest en undskyldning for at bruge mit nye kamera til at dokumentere, hvordan mine venner udfoldede sig på ramperne. Jeg blev betaget af, hvordan jeg kunne forevige hverdagens små øjeblikke. Jeg overførte materialet til tidens VHS-bånd, som man ikke burde overspille mere end to gange, men jeg gjorde det nok ti gange, indtil billederne begyndte at blande sig sammen til én sløret masse. Det vakte virkelig min interesse for filmmediet.

Da vi blev lidt ældre, og mine venner og jeg tog på roadtrips gennem Europa, rendte jeg altid rundt med et kamera og dokumenterede vores oplevelser. Jeg var overbevist om, at jeg ville være filminstruktør. Filmen er en vidunderlig måde at skabe et fiktivt rum på, hvor man kan berøre andre mennesker, som kan tage historierne med sig og lade dem fortælle noget om dem selv. Jeg holdt selv af disse fortællinger og ønskede at skabe mine egne historier. Jeg havde en stor lyst til at rejse og dokumentere verden – jeg filmede bl.a. nogle skatere og surfere i Mauritius.

Jeg begyndte at male som 22-årig. I flere år havde jeg øvet mig ved at tegne storyboards til mine filmprojekter – men det var jo kun et led i processen og ikke det færdige produkt. Jeg blev introduceret for maleriet på min bacheloruddannelse på kunstskolen i Bolzano i Italien. Jeg så en klar linje mellem maleri og film. Det var det samme, jeg gjorde – jeg udkom bare i forskellige medier. Som at skrive dagbog og poste et foto af en oplevelse på Instagram. Med maleriet fik jeg et nyt medie. En ny og ren start – en ny måde at udtrykke mig på. Det var befriende.

En af de store forskelle på film og maleri er, at i film har du en start og en slutning, og ofte er der et tydeligt budskab, hvorimod jeg kan male på et maleri over flere år, og det vil blive til en tilfældig sammensætning af øjeblikke uden nogen ensrettet fortælling. Det er grunden til, at jeg holder så meget af maleriet. Jeg forsøger at blande indtryk sammen – på samme måde, som jeg gjorde som teenager, når jeg overskrev mine bånd igen og igen. Når først du har skabt en forvrængning af billederne, bliver de mere åbne og fyldt med betydning, der kan tolkes frit. Jeg er virkelig optaget af billedforvrængning, og det er nok derfor, jeg er dårlig til at være en klassisk filmdokumentarist.

“Når jeg maler, kan jeg godt lide at have et afsæt. Ikke fordi jeg er bange for det tomme lærred, men fordi et tomt lærred aldrig er helt tomt”

Når jeg maler, kan jeg godt lide at have et afsæt. Ikke fordi jeg er bange for det tomme lærred, men fordi et tomt lærred aldrig er helt tomt. Der kan være fod- eller fingeraftryk, noget støv eller et lille hak et sted på lærredet. De her små tegn sætter processen i gang. I det store værk, jeg arbejder på nu, har jeg forseglet træet med primer, inden jeg bygger op med forskellige typer af materialer: kalkmaling, harelim, oliemaling, terpentin, pigmenter, som er meget vigtige for mig og oftest er min baggrund. Jeg kan godt lide at efterlade noget af baggrunden uberørt, i dette tilfælde et gulbrunt pigment. Jeg bygger det langsomt op, indtil farverne begynder at opstå. I det her værk har jeg malet konkrete referencer fra aviser, bl.a. en vejrudsigt fra en bulgarsk avis, der brugte disse ortodokse ikoner, hvilket jeg fandt interessant. Når du fjerner et element fra dets oprindelige kontekst, bliver det åbent for fortolkning. Jeg tilføjer, sletter lidt og bygger videre. Jeg arbejder intuitivt, som var jeg på en ekskursion efter nye opdagelser.

Læs ogå

Karriere

Billedkunstner Signe Ralkov: “Der var en periode, hvor jeg husker det som om, at jeg bad dagligt. Jeg havde et skjult sted i børnehaven, hvor jeg gik hen for at bede. Denne periode har helt sikkert formet mig, men det var også en fase, jeg gennemgik”

Det er også sådan, jeg samler inspiration. Jeg går en lang tur, ser noget graffiti på en væg, bliver nysgerrig på motivet og tager et billede af det. Eller jeg vandrer rundt i det sydlige Albanien og støder på en marmorskulptør, der sælger uautoriserede reproduktioner af ruiner inde på et UNESCO-arvssted. Måske ser fotografierne ikke dagens lys i flere måneder, indtil jeg printer dem ud og hænger dem op i atelieret. Jeg har en notesbog, en slags visuel dagbog, hvor jeg også samler forskellige indtryk. Jeg kan godt lide at påvirke og arbejde med underbevidstheden. Jeg finder nogle spor, men slører dem, så de fleste ender i et abstrakt billedsprog, der sætter gang i fantasien. Min intuition er at påvirke andre menneskers forestillingsevne.

Foto: Johanna Hvidtved

I mit arbejde undersøger jeg skæringspunktet mellem menneskelig tilstedeværelse og tidens gang. Jeg engagerer mig i temaer som flygtighed og forfald og reflekterer ofte over, hvordan landskaber – både fysiske og konceptuelle – ændres af menneskelig indgriben. På tværs af alle mine projekter er jeg optaget af, hvad der er tilbage, og hvad der går tabt i de spor, vi efterlader. Jeg ser også mit virke som kunstner som en dialog med andre mennesker – andre kulturer og perspektiver – og jeg ser den udvidelse af horisonter som meget værdifuld. At opdage noget nyt og lære sig selv og andre mennesker og kulturer at kende er en uendelig proces.

Jeg håber, at folk, der ser mine værker, bliver bevidste om, at hvert mærke, de efterlader, og hver beslutning, de tager, er en del af noget større. Selv de små beslutninger, vi tager hver dag og måske anskuer som uskyldige, får betydning, når de lægges sammen. Men samtidig vil jeg også vise, at der er plads til alle mulige forskellige billeder på samme tid, hvilket kan åbne op for en større politisk frihed og give rum for forskellige kulturer, perspektiver, ja endda ideologier – plads til at kunne anskue og forstå verden på adskillige måder og sætte filosofiske tanker ud i livet.

Foto: Johanna Hvidtved

Læs ogå

Karriere

Billedkunstner Karim Boumjimar: “At springe ud som kunstner var i virkeligheden sværere end at springe ud som queer”

At være i et kirkerum som barn var en af mine tidlige og vigtige oplevelser, jeg kan forbinde til kunsten. At besøge kirker som barn indgød en særlig form for ærefrygt blandet med fascination i mig. Dette var nok også, fordi jeg havde en periode i min tidlige barndom, hvor jeg var meget troende. Jeg sad og studerede hvælvingerne under salmerne og forstod ikke, hvordan sådanne konstruktioner var mulige, og derfor var jeg bange for, at loftet skulle falde sammen. Vi var ikke i kirke så ofte herhjemme, men besøgte mange på rejser. Der var en periode, hvor jeg husker det som om, at jeg bad dagligt. Jeg havde et skjult sted i børnehaven, hvor jeg gik hen for at bede. Jeg bad inden jeg gik i seng. Der er et billede af mig fra dengang; sovende, omgivet af bamser og med foldede hænder. Denne periode har helt sikkert formet mig, men det var også en fase, jeg gennemgik.

Som barn brugte jeg meget tid alene med mine tegninger. Jeg tegnede ofte med afsæt i de animationsfilm, jeg så, og i mine tegninger videreudviklede jeg de fantastiske verdener. Hvis jeg så tv, havde jeg næsten altid et stykke papir foran mig. Min evne til at fordybe mig i mit eget projekt fik mine omgivelser til at opfordre mig til at forfølge en kunstnerisk retning. Jeg kommer ikke fra et kunstnerisk ophav, så jeg er taknemmelig for den åbenhed, jeg er vokset op med.

“Jeg kan for eksempel sidde på DBA og blive vildt interesseret i et gammelt objekt og dets historie. Jeg kan finde på at stille ejeren spørgsmål og møde op for at bese objektet bare for få udpenslet dets historie”

I flere år arbejdede jeg meget monokromt med tegning og fandt udfordringer i palettens begrænsninger. For to år siden fik jeg en dyb trang til at fordybe mig i maleriet og lære det historiske medie at kende – og for at introducere et spænd af farver til min praksis. Det handlede i høj grad også om at have mulighed for at arbejde med skala og dimension. Den fysiske relation, der opstår i mødet med billedet.

På min computer har jeg et arkiv – en mappe for hver måned, hvor jeg gemmer billeder og referencer, der fascinerer eller inspirerer mig. Jeg vender altid tilbage til det. Arkivet går i hvert fald 10 år tilbage og er en form for tidslinje over, hvad der har formet mine interesser og praksis indtil nu. Jeg tror, det er vigtigt at blive ved med at være nysgerrig og hole øjne og ører åbne, så kan ideer til værker opstå når som helst og fra forskellige vinkler. Jeg kan for eksempel sidde på DBA og blive vildt interesseret i et gammelt objekt og dets historie. Jeg kan finde på at stille ejeren spørgsmål og møde op for at bese objektet bare for få udpenslet dets historie. For nyligt stod jeg over for det her historiske skrivebord, hvis tidligere ejer var meget betydningsfuld – bordet havde været vidne til nogle dramatiske hændelser. For eksempel skududvekslinger under krigen. Sådan et bord kunne jeg umuligt arbejde ved, og jeg kunne nok heller ikke lave kunst med det, men det er en del af min proces at følge sådanne narrativer.

“Jeg vil prøve at få gang i min farfars gamle kamera. Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre – han fik det til sin konfirmation, så det må være næsten 80 år gammelt”

Mit næste projekt er noget, jeg har tænkt på at arbejde med i årevis. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gå til materialet, så jeg har bare ladet det ligge. Jeg vil prøve at få gang i min farfars gamle kamera. Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre – han fik det til sin konfirmation, så det må være næsten 80 år gammelt. I mange år af hans liv arbejdede han med at bygge fremkaldermaskiner, store maskiner til industrielt brug, der fremkaldte negativer. De er udgået, men findes og bruges stadig her i Danmark og USA, så vidt jeg ved. Jeg har længe haft lyst til at nærme mig fotografiet, efter jeg i flere år har beskæftiget mig med det tegnede og malede billede.

Foto: Johanna Hvidtved

Til mit afgangsværk arbejdede jeg lidt atypisk for min normale proces, idet jeg med vilje producerede et utal af skitser. Her taler vi ikke bare tegninger på papir, men store billeder. Det var nødvendigt for mig at komme til bunds i motivet gennem alle disse reproduktioner. På samme måde nåede jeg også frem til en reduceret form af motivet, hvilket var min intention. På en måde er det mine omgivelser på akademiet, der har været med til at forme den retning, mit værk tog. Værket er inspireret af en video, jeg optog fra vinduet i mit atelier ud mod Kongens Nytorv på dagen for tronskiftet sidste år. Fra denne video har jeg taget en enkelt frame, idet Frederik X passerer i sin karet, som jeg fortolker gennem maleri til nogle relativt abstrakte portrætter.

Når jeg maler, benytter jeg mig af olie på lærred. Jeg planlægger altid mine motiver og har mine referencer ved hånden. Det kan ofte tage mig flere forsøg at nå frem til det endelige billede. Jeg har ikke noget imod at gentage et motiv, det er en del af min proces – den iboende repetition.

Det er vigtigt, at et værk indeholder nogle ubesvarede spørgsmål. At der efterlades en form for åbenhed, der tillader andre mennesker at tilgå det. At der stilles flere spørgsmål, end der besvares.  De mest spændende film er dem, der ikke fortæller mig, hvad jeg skal tænke, men giver mig adgang til et sted at tænke fra. Det er sådan jeg også ønsker at møde og skabe kunst.

Foto: Johanna Hvidtved

Læs ogå

Karriere

Billedkunstner Karim Boumjimar: “At springe ud som kunstner var i virkeligheden sværere end at springe ud som queer”

Som 15-årig besøgte jeg Picasso-museet i min hjemby, Málaga, sammen med min skoleklasse. Det var første gang, jeg nogensinde gik ind på et museum. Jeg husker ikke værkerne i detaljer, men jeg erindrer, hvordan rummene fik mig til at føle, og hvordan jeg forvildede mig i dem. Et værk, som blev hos mig, var en kubistisk figur af en ko eller tyr. Det var ikke kun selve værket, men den måde, hvorpå det så ud til at forvandle noget velkendt til noget mærkeligt og nyt. Den fornemmelse af transformation – at bryde ting fra hinanden og samle dem på en anden måde – har fulgt mig lige siden.

Jeg vidste, at jeg ville være kunstner, længe før jeg forstod min seksualitet. Jeg voksede op i et arbejderklassehjem med duer på balkonen og en holdning om at få tingene gjort og ‘mande sig op’. Jeg har ofte misundt dem, der kom fra familier, der forstod værdien af kultur, design og mental velvære – og nærede de ting, som jeg ikke gjorde. At springe ud som kunstner var i virkeligheden sværere end at springe ud som queer. Min immigrantmor opgav alt for at opdrage mig og drømte om, at jeg, hendes eneste søn, skulle blive advokat, læge eller kok. Immigrantdrømmen. For hende var tanken om, at jeg skulle vælge kunst, uforståelig. Det føltes, som om jeg skuffede hende ved at gå en vej, der i hendes øjne ikke var forbundet med stolthed eller økonomisk sikkerhed. Hun var ligeglad med, at jeg tog til Central Saint Martins i London. Hendes største bekymring var, om jeg kunne passe på mig selv. Det var først for nylig, gennem min vedholdenhed, at hun begyndte at forstå, at det at lave kunst ikke bare var en forbigående fase, men min besættelse.

“At skabe kunst er for mig en måde at give plads til ting, der eksisterer i periferien”

At bevise for hende, at jeg mente det seriøst, blev en drivkraft. Hvis jeg havde forældre, der forstod kunst, ville jeg måske ikke have været så besat af at tage den vej. Forbindelsen til min familie i Marokko var begrænset, især på grund af min seksualitet. Jeg følte ofte, at jeg kun havde mig selv at stole på. Kunsten blev mit tilflugtssted, mit udtryksmiddel og grundlaget, hvorpå jeg byggede mit syn på verden.

Hvad enten det er i keramik, tegninger eller performance, stræber jeg efter at fortælle queerkroppes historier. At give form til det, der er blevet forsømt, og at gøre det usynlige synligt. Jeg ser, hvordan queerudstillinger får færre midler, og alligevel bliver de ofte feticheret. Vi fejres som institutionernes stjerner, mens vi bliver udsat for had lige uden for deres døre. Vores kroppe rammes af vold, men de fortsætter med at gøre modstand, at eksistere uden for det acceptable. Vores liv, vores valg, vores påklædning og vores overbevisning afviger fra den Taylor Swift-godkendte model af den normative borger. Migration, queerness, historier om marginalisering og spændinger mellem tilhørsforhold har formet mit perspektiv på kunst. Jeg er tiltrukket af rum, hvor identiteter skifter, love opløses, og flygtige øjeblikke har dyb vægt. At skabe kunst er for mig en måde at give plads til ting, der eksisterer i periferien.

Læs ogå

Karriere

Billedkunstner og filmskaber Jonas Kolecki: “Jeg så en klar linje mellem maleri og film. (..) Som at skrive dagbog og poste et foto af en oplevelse på Instagram”

Min proces er fuldstændig intuitiv. Jeg starter uden skitser. Store papirark fyldes med kroppe og ansigter, jeg har set i toget eller i hundeparken eller endda den sidste fyr, der skrev til mig på Grindr (datingapp for seksuelle minoriteter, red.). Jeg begynder at male et hoved eller en pik, og mit sind glider over i automatisk tilstand. Jeg fortaber mig i arbejdet, og pludselig har jeg været i mit atelier i 12 timer og tegnet på et enkelt ark. Det samme gælder vaserne – jeg skitserer aldrig på dem, og de bliver altid færdige i én session. Nogle gange varer sessionen mere end 14 timer. Jeg har aldrig kunnet opretholde det niveau af intensitet til noget andet, men når jeg laver kunst, sker det bare.

Foto: Johanna Hvidtved

Udholdenhed nærer mit arbejde – en energi, der ikke umiddelbart er synlig, men som er dybt indlejret i processen. Nogle gange går jeg fra at feste hele weekenden – fra fredag til søndag – og går direkte i atelieret og læsser alt af: farverne, lysene, musikken, cigaretrøgen, samtalerne på badeværelset, rytmen af kroppe, der bevæger sig. Alle disse fragmenter, de her ladede øjeblikke, finder vej ind i mit arbejde og former dets puls og intensitet.

Jeg vil nedbryde hierarkier. Jeg vil skabe plads til historier, der er oversete. Mit arbejde handler om intimitet, overskud, begær og tab – men også om robusthed og transformation. Jeg er ikke interesseret i at skabe ligefremme fortællinger. Mit arbejde skal fungere som et lagdelt rum, hvor forskellige historier overlapper hinanden. Jeg ønsker, at folk skal føle noget dybt indeni, fornemme de efterladte spor og genkende sig selv i flygtige øjeblikke.

“Jeg håber på at bidrage til den kulturelle diskurs om identitet – ikke kun i forhold til seksualitet eller race, men også i forhold til hvordan vi forholder os til den naturlige verden”

I sin kerne handler mit arbejde om overlevelse: hvordan queerkroppe navigerer i verden, hvordan de finder og mister hinanden, og hvordan de efterlader spor, der fortsætter, selv i rum designet til at slette dem. I en verden, der føles mere og mere rodet, handler mit arbejde om at udfordre heteronormative strukturer – de indgroede regler, betingelser og manérer, der har formet, hvordan vi tænker, opfører os og forbruger. Mit arbejde kritiserer de stive rammer.

Jeg håber på at bidrage til den kulturelle diskurs om identitet – ikke kun i forhold til seksualitet eller race, men også i forhold til hvordan vi forholder os til den naturlige verden. Gennem min praksis sigter jeg mod at åbne op for nye måder at se på og – endnu vigtigere – nye måder at dele og skabe mere omsorg mellem hinanden på.

Keramik har altid føltes arkæologisk for mig. Artefakter fra nutiden, der venter på at blive rester af fortiden. Jeg kan godt lide at forestille mig, at en dag, efter at støvet fra klimakollapset har lagt sig, vil mine værker blive gravet frem som ruinerne af forhistoriske civilisationer. De vil blive opdaget, blive studeret og vække undren – og give et glimt af en verden, der engang eksisterede, af kroppe, der engang bevægede sig, af flygtige øjeblikke, der nægtede at forsvinde.

Foto: Johanna Hvidtved

Læs ogå

Karriere

Billedkunstner Signe Ralkov: “Der var en periode, hvor jeg husker det som om, at jeg bad dagligt. Jeg havde et skjult sted i børnehaven, hvor jeg gik hen for at bede. Denne periode har helt sikkert formet mig, men det var også en fase, jeg gennemgik”

Læs ogå

Identitet

Den tidligere solodanser på Det Kgl. Teater: “Deltagerne engagerer sig i refleksion over urealistiske skønhedsidealer og arbejder hen imod en mere positiv selvopfattelse”