For UNICEF Danmarks generalsekretær Susanne Dahl er der ingen laurbær at hvile på. Uanset hvor godt, hun gør sit arbejde, vil verdens børn altid have brug for mere. Vand. Nødhjælp. Husly. Skoler. Hun jonglere et arbejdsliv, der kun er for de få, for at nå så tæt på målet som muligt. ELLEs fotograf Lasse Bak Mejlvang har været med hende en tur til Vestbredden.
Blå bog
Susanne Dahl, f. 1975, er vokset op i Hillerød i Nordsjælland. Hun har en master i Ledelse og Innovation fra Aarhus Universitet, har læst Moderne Kultur og Kulturformidling på Københavns Universitet, og hun har en BA i litteratur og journalistik fra Roskilde Universitet. Inden hun kom til UNICEF i 2017, arbejdede hun blandt andet for henholdsvis Bikubenfonden og Egmont Fonden. Hun har siddet i bestyrelsen hos Fonden Divers, LOKK – Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, i den socialøkonomiske virksomhed Aspiranterne og Fonden C:NTACT. Hun blev udnævnt generalsekretær for UNICEF i 2022. Privat bor Susanne Dahl i København med sin mand, to store børn og en bonusdatter.
UNICEF Danmarks generalsekretær Susanne Dahl har to aktive pas. En rejse til Vestbredden kræver, at hendes pas ligger et par dage på den israelske ambassade, og ugen inden hun skal afsted, har hun et globalt topmøde i Zürich på programmet, og her ville hun være kommet til kort uden.
Nu er kursen sat mod Tel Aviv. UNICEF Danmark er inviteret til at besøge UNICEFs kontor i Palæstina; det kontor der dækker Vestbredden, Gaza og det østlige Jerusalem. Omstændighederne er alt andet end lykkelige.
I Gaza er en million nødlidende børn drevet på flugt siden 7. oktober 2023. Der har været hungersnød, og al formel uddannelse er afbrudt på andet år. 92 % af områdets hospitalskapacitet er beskadiget eller direkte bombet i stykker. Behovet for nødhjælp og genopbygning er enormt.
“Når jeg en dag ikke bestrider rollen længere, vil jeg gerne kunne se mig selv i øjnene og sige, at jeg gav alt, hvad jeg havde i mig”
Og mens verdens øjne har været rettet mod Gaza, udspiller der sig på Vestbredden en stille, men alvor eskalation af vold. De sidste to år er 223 børn på Vestbredden blevet dræbt, 1792 er såret og endnu flere lever i frygt og usikkerhed. 39.000 palæstinensere, heraf 11.750 børn, er blevet fordrevet ud af flygtningelejre i Jenin, og alt for mange mennesker har mistet deres hjem. Susanne Dahl ved, hvad der venter hende.
”Det er ikke et 9-16-job at være vidne til de vilkår, som findes for børn rundt om i verden. Jeg trækker vejret med organisationen hele døgnet. Jeg har valgt at stille mig til rådighed for formålet – verdens børn. Når jeg en dag ikke bestrider rollen længere, vil jeg gerne kunne se mig selv i øjnene og sige, at jeg gav alt, hvad jeg havde i mig,” siger hun.
Palæstinensiske skolebørn med nationaltørklæderne bundet om livet.
Mandatet
UNICEF er er verdens største børnefond og en del af det FN, der blev grundlagt i 1945, midt i ruinerne efter Anden Verdenskrig. Visionen var klar: Aldrig mere, sagde man. Aldrig mere skulle verden stå handlingslammet over for uretfærdighed, sult og ødelæggelse. Og aldrig mere skulle børnene stå uden stemme. Organisationen arbejder i dag i mere end 190 lande med det mål, at hvert eneste barn kan vokse op trygt, sundt og med mulighed for at lære. De kæmper for rent vand, uddannelse, sundhed, og beskyttelse mod vold og udnyttelse.
”FN er verdens største fællesskab for fred, menneskerettigheder og bæredygtighed. Og midt i alt det står børns rettigheder – for uden børn, ingen fremtid,” fortæller Susanne Dahl.
”Som organisation har vi styrken til at omskrive historien for verdens børn og give dem en bedre fremtid. Vi har mandatet fra FN til at være børnenes stærke stemme på regeringskontoret og ’boots on the ground’ til at sikre, at hjælpen når børnene. Vi vaccinerer næsten halvdelen af verdens børn, vi bygger skoler, vi bygger vandsystemer. Vi er der, når klimakrisen og når krigen raser.”
“Det handler om at sætte sig ned og lytte til deres historier, og mange af dem har jo oplevet forfærdelig ting, barske ting, og verden er jo mange steder et barsk sted, især for børn”
Formålet med en tur som den til Vestbredden er de vigtige vidnesbyrd. UNICEF Danmark er inviteret af UNICEF Palæstina til at se og opleve nogle af de programmer, de sætter i verden for at hjælpe.
”Og det gør de selvfølgelig i forventningen om, at vi gør to ting, når vi kommer hjem: at vi går hjem og rejser nogle penge, og at vi går hjem og fortæller børnenes historie – til politikere, til journalister, til den brede befolkning og ikke mindst til de mange tusinde verdensforældre, der tilsammen donerer 100 mio. kroner,” siger hun og understreger, at UNICEF er apolitisk. Som organisation kæmper de for børnene på begge sider af en konflikt. Alle børn oplever utryghed i en krig, men graden af fare og lidelse kan være meget forskellig.
”Det man væbner sig med, når man rejser af sted på sådan en mission, er mod. Og en medfølelse. Man taler tit om empati, men jeg kan godt lide at bruge ordet medfølelse. Og det handler om at sætte sig ned og lytte til deres historier, og mange af dem har jo oplevet forfærdelig ting, barske ting, og verden er jo mange steder et barsk sted, især for børn,” siger hun.
At være til stede, lytte og se, gør det umuligt ikke at handle, og UNICEF har mandat til at omskrivebørnenes historie.
Børnene i fokus
Da Susanne Dahl og hendes team lander i Israel, bliver de hentet i lufthavnen og kørt til et tidligere kloster i den østlige del af Jerusalem. Her skal de bo. Næste dag begynder med en sikkerhedsbrief og på vej ind i Vestbredden skal de igennem adskillige checkpoints, hvor de modsat de lokale hurtigt bliver vinket igennem. De rejser i skudsikre FN-biler og rækker blå pas op på vinduet og råber “diplomats”. Susanne Dahl er ikke diplomat, men det er dem, hun rejser med.
På en skole i en landsby uden for Hebron, møder delegationen pigen Luceen. Hun er 9 år og går i 4. klasse. Hun har skrevet en stil, og imens hun fremlægger historien for klassen, bryder tårerne frem. Hendes onkel sidder i fængsel, og hun fortæller, hvordan børn og voksne skal vente ved føromtalte checkpoints for at komme rundt i Vestbredden. “Har I også checkpoints i jeres land? Skal jeres børn også igennem dem for at komme til skole?” spørger hun.
”Nogle børn går kilometervis hver morgen for at komme frem og skal vente ved adskillige checkpoints, inden skoledagen kan begynde. Lærerne fortæller, at skoleugen nu er skåret ned fra fem dage til tre dage. Mange lærere har ikke fået løn i månedsvis. Og familierne kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen,” fortæller Dahl og tilføjer:
”En pige som Luceen er født og opvokset i vilkår som disse, men tingene er eskaleret, det har ikke været værre end lige nu. Børn må aldrig blive brikker i de voksnes konflikter. Siden årets begyndelse er mange børn blevet dræbt i militære operationer. Tusindvis af børn lever fanget i en tilstand af vedvarende frygt og utryghed.”
“Frygten har sjældent været min rejsekammerat, og jeg er rolig selv i tilspidsede situationer. Det, der rammer dig, rammer dig alligevel på en tirsdag eftermiddag, når du mindst venter det”
Hun og fotografen køber en kop kaffe og går en tur i Jerusalems gamle bydel. Turismen svigter. Der er ingen mennesker hverken ved Gravkirken eller i gaderne, og sælgerne råber til dem, om de vil købe noget fra deres tomme stande. De spiser humus og kylling, mens de følger nyhederne.
Israel har varslet endnu et massivt angreb på Gaza.
Tilbage i klosteret håber den danske delegation, at våbenhvilen varer ved. De tjekker nødudgange og kælderen, der er indrettet som shelter, inden de går til ro. Det påvirker Susanne Dahl, men ikke mere end, at hun sagtens kan sove.
”Frygten har sjældent været min rejsekammerat, og jeg er rolig selv i tilspidsede situationer. Det, der rammer dig, rammer dig alligevel på en tirsdag eftermiddag, når du mindst venter det. Alvorlig sygdom. Dødsfald. En skilsmisse. Venner, der svigter eller vender dig ryggen. Intet sker i et vakuum. Men statistisk set skal vi være mere bange for at blive ramt af et trafikuheld. Det gælder også under vores programbesøg i krigszoner, selvom vi har dygtige og erfarne chauffører.”
Antallet af tilbageholdte palæstinensiske børn i Vestbredden er det højeste i syv år, mange er frihedsberøvet uden sigtelse eller rettergang.
Forbilleder
Susanne Dahl kommer fra en familie, hvor det at gøre en forskel er helt naturligt, og hvor kvinderne i generationer har gået forrest i kampen for andre. Og hun må konstatere, at hun altid har vendt sig den vej, hvor hun har kunnet arbejde for en sag.
Hun har rejst i krigszoner og steder præget af uro og med væbnet kamp, siden hun første gang meldte sig som frivillig i en bosnisk flygtningelejr i det tidligere Jugoslavien i 1995. 19 år gammel. Efter Jugoslavien tog hun videre til Afrika, hun sprang på et fly til Cape Town, arbejdede der og brugte så pengene på at rejse til Namibia, Botswana og Zimbabwe. Hun har haft en udlængsel, og et udsyn, som har givet hende en indsigt i, hvordan verden fungerer, og hvad vilkårene er for børn andre steder end her.
Dahl er vokset op i Hillerød, i en kernefamilie med mor og far, bror og søster. Hun har gået på den samme folkeskole alle ti år og kom ind på det lokale Frederiksborg Gymnasium. Hun har aldrig været politisk, men var sammen med sine venner indigneret over verden.
“Hvis du har evnen, har du også forpligtelsen til at bære noget videre, men når det er sagt, har det for mig aldrig føltes som en forpligtelse, men mere som noget helt naturligt”
Siden læste hun litteratur og journalistik på RUC og moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet. Bøgerne har hun ikke forladt. Hun har næsten altid en bog med på sine rejser. Kvalitetslitteratur, som hun formulerer det. Når flyet er forsinket, er det bedre for hovedet at have læst i to timer end at doomscrolle derudaf og kalde det arbejde. For tiden læser hun Selma Lagerlöfs ’Kejseren af Portugalien’.
”Selma Lagerlöf var et queerfeministisk ikon, længe inden det begreb overhovedet fandtes, og i 1909 var hun den første kvinde nogensinde til at modtage Nobelprisen i litteratur. Jeg rejser ofte i dele af verden, hvor kvinders frigørelseskamp endnu ikke er lykkedes, og hvor kvinder og pigers rettigheder ikke respekteres,” siger hun. Den agenda interesserer hende, også.
Susanne Dahls mormor var leder af en skole for hørehæmmede og døve børn, en skole hun byggede op fra bunden tilbage i 1930’erne og som i dag stadig eksisterer. Ebba Kampp hed hun.
”Hun var akademiker, cand.mag. i fransk og engelsk, hvilket var usædvanligt dengang, og fordi min mormor ikke var hjemmegående, gik min mor i en af landets første børnehaver,” fortæller hun. Hendes oldemor var også en stærk kvinde, og hendes egen mor var det.
”Hvis du har evnen, har du også forpligtelsen til at bære noget videre, men når det er sagt, har det for mig aldrig føltes som en forpligtelse, men mere som noget helt naturligt.”
Susanne Dahl har det sorte bælte i søvn og kan sove stort set hvor som helst, hvilket hun betegner som en superkraft.
Stærke kvindeforbilleder betyder meget
”Jeg tror, at unge kvinder, i høj grad også i dag, har brug for rollemodeller. Jeg læste en undersøgelse, der afslørede, at flere og flere kvinder går med en skjult drøm om at blive forsørget af en mand. Og det faldt mig for brystet, for hvis er der noget, jeg har lært ved at rejse ud og se verden eller af at sidde i bestyrelsen i landsorganisationen af kvindekrisecentre i Danmark, så er det, at der er få ting her i verden, der gør kvinder så sårbare, som ikke at kunne forsørge sig selv, ikke være i stand til at varetage sit eget liv,” siger hun.
Hun mener, at vi i Danmark i nogen grad har taget ligestilling for givet. Ser man på tallene, ligger Rwanda foran os, når det gælder politisk repræsentation, og i Grønland har kvinder i gennemsnit et højere uddannelsesniveau end mænd.
”Sådanne sammenligninger er selvfølgelig altid svære. For både Rwanda og Grønland kæmper med helt andre udfordringer – fra løngab og vold til store sociale forskelle. Så min pointe er ikke, at Danmark halter dramatisk efter, men at ligestilling ikke udvikler sig af sig selv. Det kræver vedvarende politisk vilje og handling. Og så mangler vi danske kvinder måske indimellem erkendelsen af, at man også skal kæmpe for tingene, man skal knokle, og man skal arbejde hårdt. Eller vi glemmer den. Man behøver jo ikke rejse ud i verden for at opleve, at tingene ikke bare bliver serveret – for alle,” siger hun.
”Vi kan have en forestilling om, at livet ikke skal gøre ondt eller ikke må gøre ondt, vi tror, at det er sådan, det er. Men det er der ingen, der har lovet os. Livet er barskt.”
Susanne Dahl kender mennesker fra alle verdens lande, og at de sætter sig om samme bord, er i sig selv fredsbevarende.
Alt er våben
På dag tre kører Susanne Dahl og gruppen til et hospital i den nordlige del af Vestbredden. De besøger en neonatalafdeling, hvor små, nyfødte børn ligger fredeligt i kuvøser. I dag. Det har taget op til halvandet år at få kuvøserne ind i landet, og de tør slet ikke tænke på de børn, der ikke har fået en kuvøse i tide. Gods bliver holdt tilbage med begrundelsen, at det kan anvendes i krigsførelse. Det gælder også nødhjælpstelte og legetøj.
”Et fire dage gammelt spædbarn ligger i en af kuvøserne. Det tog hendes mor to timer at ankomme til hospitalet. Strækningen burde tage en halv time, men checkpoints tager tid,” siger Susanne Dahl.
De besøger også et tidligere kollegium, der huser internt fordrevne. Den flygtningelejr, hvor de boede, er fra den ene dag til den anden blevet lukket. Husene er jævnet med jorden. Vandledninger smadret. ”I et rum får børnene hjælp til at tegne deres bedste og deres værste minde. Mange tegner deres huse eller flygtningelejren som deres safe space. Børnene er bange for soldaterne. De har set mennesker blive truet og skudt på. Fået beslaglagt deres hjem. Drevet på flugt. Jeg er rundt og tale med børnene og høre deres historier, så vi kan være deres stemme, når vi kommer hjem”
Hvordan føles det at lægge hovedet på puden om aftenen efter sådan en dag?
”Jeg er meget rolig i de her situationer, og meget nærværende og til stede i det. Det er så intense rejser, at det først er, når jeg kommer hjem, at kroppen og sindet har mulighed for at reagere på alt det, jeg har oplevet. Mens jeg er der, suger jeg til mig og er til stede og har en opgave, der skal løses, når jeg så kommer hjem og giver slip, trænger alvoren sig på.
Græder du?
”Ja, hvad er det kloge svar på det? Det gør jeg selvfølgelig. For vi er heldigvis mennesker, vi er ikke robotter, og jeg tror, det er sundt at processe sine følelser. Jeg er ikke bange for tårerne, men jeg kan heldigvis vente med at give los til tidspunkter, hvor der er plads til det,” siger hun.
Foruden snacks, hovedpinepiller, elektrolytter, Kleenex, håndsprit, friskmund og krøllejern, tørklæder til hvis håret skal dækkes til, rejser Susanne Dahl altid med et lille førstehjælpskit. Hun er lægedatter, har udvidet førstehjælpskursus og vil gerne kunne være til nytte, hvis noget sker.
Vandrestøvler købt i Spejdersport og et par pæne sko til de mere formelle møder. Susannes Dahls duffelbag rummer samme dobbelthed, som hendes arbejdsliv.
Guldfuglen
Susanne Dahl har hjertet på rette sted og er drevet af purpose, uden mindste tvivl, men hun er også en knivskarp forretningskvinde. Og man kan sige, at mange ting faldt på plads i hendes arbejdsliv, da hun for otte år siden for første gang trådte ind ad dørene til UNICEF, der dengang lå på første sal i FN-byen på Marmormolen på Østerbro. Det siger hun også selv.
“At komme ind i et hus og blive en del af en FN-familie og et stort globalt UNICEF-økosystem og få lov at til at bruge alt, hvad jeg havde med mig fra mit arbejdsliv på børnenes sag, for mig er der ikke noget vigtigere,” fortæller hun. ”Jeg kan stadig huske følelsen af bygningens storhed og den fysiske fornemmelse af, at her var højt til loftet. Bare citatet på væggen: We the peoples of the United Nations.”
På det tidspunkt havde hun arbejdet med partnerskaber og forretningsudvikling i to store, danske fonde, Egmont Fonden og Bikubenfonden, der begge har børn og unge i fokus i deres arbejde. I fondsverdenen lærte hun at bygge organisationer og at bygge en strategisk retning, som med hendes egne ord ikke bare er strategi for strategiens skyld og nogle fine papirer på en hylde.
Og så fik hun den vigtige forretningsmæssige forståelse.
”De erfaringer og det, jeg er rundet af, har samlet sig i det her job, hvor en større sag kræver endnu mere finansiering, en endnu stærkere retning og ikke mindst vanvittigt kompetente mennesker i organisationen,” siger hun og tilføjer, at arbejdet kun kan lykkes, fordi det bæres af dygtige specialister, projektledere og medarbejdere, der hver dag omsætter visioner til konkret handling. “De er fagligt stærke, dybt dedikerede og får ganske enkelt ting til at ske – også når det er svært.”
Chauffør, sikkerhedsvagter og skudsikre biler er normen på en tur som denne.
“Jeg tror, at de fleste ledere oplever tvivl, usikkerhed og frygt. Hvad der adskiller den gode leder fra andre, er blandt andet modet til at gå ind i frygten”
Hun er ikke uden grund blevet kaldt UNICEFs guldfugl. Allerede de første år i UNICEF Danmark mere end firedoblede hun indtægterne fra under 200 millioner til over 800 millioner. I strategiperioden, som netop er afrundet, sikrede hun en stigning på 11 pct. i de for branchen så eftertragtede frie midler, som kan anvendes frit, hvor behovet er størst, fx i verdens glemte katastrofer.
”Det er virkelig lykkedes os at øge vores årlige omsætning og støtten til arbejdet i de år, jeg har været med om bord. Vi har rykket vores kommunikation og er blevet meget mere udadvendte. Nogle vil måske sige, at vi har evnet at gøre os relevante, selvom sagen jo altid er relevant. Jeg er heldig, at jeg har en god og engageret bestyrelse, som jeg har et godt samarbejde med. For mig er ledelse en holdsport. Og det betyder alt, at jeg har en direktion, fire medledere og en kompetent bestyrelse omkring mig.”
Intet af alt dette står stille, mens hun er afsted. Hun besvarer mails fra tidlig morgen, sover i bilen, skifter sko fra feltstøvler til hæle, og tilbage igen. I løbet af en tur og en arbejdsuge bevæger hun sig fra regeringskontorer til landsbysamfund. Inden afrejse fra Vestbredden mødes hun med Det Danske Repræsentationskontor i Ramallah. Og senere til debriefing hos UNICEF Palæstina.
”Det er mit arbejde både at kunne repræsentere, stå på en kæmpescene i FN-byen og tale vores sag og være nærværende i mødet med børn og mennesker, der lever under meget svære vilkår rundt om i verden. Danmark er blandt den minoritet af lande i verden, som endnu ikke anerkender staten Palæstina. Men det gør mig stolt, at vi som land går forrest, når det handler om den humanitære indsats til verdens brændpunkter,” siger hun.
Mens hun er af sted, har hun også en strategiproces, der skal landes i København, organisationen skal implementere en ny platform for kommunikation, og de skal som team afrapportere til det globale UNICEF i Geneve.
”Jeg tror, at de fleste ledere oplever tvivl, usikkerhed og frygt. Hvad der adskiller den gode leder fra andre, er blandt andet modet til at gå ind i frygten. Ledelsesguruen Brené Brown taler ligefrem om mod og sårbarhed. Modet til at være i det svære. De svære samtaler. De svære beslutninger. En dag på kontoret kan nogen dage kræve mere mod end et besøg i en krigszone. Eller i hvert fald en anden slags mod.”
Luftfoto over området, hvor man kan se murene, der blev bygget for at afgrænse Israel fra Vestbredden.
Baglandet
Modet er vokset frem af en personlig tryghed. Susanne Dahl har et stærkt bagland, der bakker hende op og løfter i flok derhjemme, når hun selv er væk. Hendes nærmeste familie, eksmanden, hendes nuværende mand og de store børn, men også en vennekreds, som betyder uendeligt meget for hende.
”Mange af mine venner bor i udlandet, så vi ses til jul og har en tradition om sommeren, hvor vi tager op i en ødegård, og når jeg er der, er jeg bare mig. Så går vi rundt i slidte cowboybukser og T-shirts og laver mad over bål, og ungerne løber rundt, og det er bare paradis,” fortæller hun.
Hun er ikke i tvivl om, at det betyder meget at have mennesker omkring sig, der også er passionerede og ambitiøse.
”Børn er vidunderlige, så resiliente på trods af alt det, de oplever,” siger Susanne Dahl.
”Lange venskaber er guld værd, og på den front er jeg utrolig heldig. På trods af at jeg lever et travlt liv, har jeg formået at holde fast. Jeg fyldte 50 sidste år, en stor milepæl, og samlede i den anledning venner og familie til en fest. Jeg plejer aldrig at fejre min fødselsdag, fordi jeg har fokus på alt muligt andet, men i år skulle det være, og det kærlighedsbrusebad, jeg oplevede, gav mig en følelse af at høre til, en psykologisk tryghed. På den måde er jeg også rundet af at have det som blommen i et æg.”
Når Susanne Dahl efterrationaliserer, kan hun se, at rejserne til det globale syd og lande i krig og konflikter har lært hende mange ting. At lære andre kulturer at kende har blandt andet givet hende en dybere forståelse af den danske. På godt og ondt. Hun oplever, at vores kulturarv er langt stærkere og mere mangfoldig end mange forstår.
”Det har givet mig en dyb taknemmelighed for at være født lige netop i Danmark. Der er mange ting, som vi tager for givet. Fx den overflod af rent vand, som vi kan drikke uden at blive syge. At vi kan tage daglige bade. Vi kan stole på den offentlige transport. Og så har vi en høj grad af tillid til hinanden i det danske samfund, som slet ikke er en selvfølge. ”
Fotograf Lasse Bak Mejlvang, der i mange år har fotograferet for ELLE, har flere gange været med UNICEF på tur, for uden billeder fra de kriseramte områder er det svært at overbevise verden om, at der skal en indsats – og en donation – til.
Løft blikket
At lytte til Dahl kan give en følelse af, at man selv vandrer gennem livet på en badebillet, men næsegrus beundring kan hun ikke bruge til noget, og det er heller ikke sådan, hun ser verden for sig. For alle kan bidrage. Man kan bidrage med stort og man kan bidrage med småt.
”Det vigtigste er, at man ikke kigger væk. Jeg synes, vi har en forpligtelse til at kigge op og kigge ud. Og så kan man bruge sin stemme. Det handler om at bidrage til samtalen og det, vi taler om, både privat og i offentligheden. Det handler om at gøre sig umage i alt, hvad man gør. Ikke at være ligeglad. Få tingene gjort. Resten er ikke op til os som mennesker,” siger hun.
Du kan også blive verdensforældre hos UNICEF og på den måde bidrage til UNICEFs fællesskab og arbejde. For brændpunkter er der desværre nok af.
Susanne Dahl peger nærliggende på Ukraine og på Sudan, i El Fasher i det vestlige Sudan er situationen desperat. Og så er der hele Mellemøsten, Yemen og Afghanistan, hvor piger er forment adgang til skoler. Der er også klimakrisen, der driver folk på flugt i Somalia og Bangladesh. Der er rigeligt at tage fat på.
”Jeg forstår godt, hvorfor mange vælger at slukke for de hurtige nyheder i en tid med så meget krig og konflikt. I dag vokser næsten hvert femte barn op i et land ramt af konflikt eller katastrofe. Ikke siden 2. verdenskrig har det været så mange børn på flugt. Men vi må ikke lukke døren bag os til verdens børn. Vi har en forpligtelse til at holde vores øjne på dem. Hvis ikke vi kan holde de hurtige nyheder ud, må vi læse op på historien bag. Eller læse en roman med samfundsmæssigt indhold. Eller se nogle langsommere nyheder med mere substans. Vi lever i en privilegeret del af verden, og vi er nødt til at uddanne os selv.”
“Vi har pligt til optimisme. I en verden fyldt med modløshed og konflikt, har vi brug for håb”
Hendes egne børn har valgt det sidste. Den ældste læser på universitetet i Sydkorea, mens de to andre bor centralt i København. Ingen af dem er aktive i demonstrationer eller traditionel partipolitik. ’Jeg har allerede doneret min mor til alle verdens børn’, plejer hendes mellemste at sige med et glimt i øjet. De fordyber sig i naturvidenskab – og kunst og kultur.
For hendes eget vedkommende har det aldrig været et valg at være den proaktive.
”Jeg tror, der har været plantet et frø i mig, helt fra jeg var barn. Det her med at de brede skuldre skal bære de tungeste byrder. Der findes et lille Piet Hein-digt, der siger: ”Du skal plante et træ. Du skal gøre én gerning, som lever, når du går i knæ.” De her ting har jeg altid haft som et ekko i mit baghoved,” siger hun.
”Og så har jeg valgt et optimistisk livssyn. Ikke fordi hverken verdens gang eller mit eget liv har været nemt. Det er et valg jeg har truffet. Vi har pligt til optimisme. I en verden fyldt med modløshed og konflikt, har vi brug for håb.”
Tal og fakta i artiklen er leveret af UNICEF Danmark.
