Det var en vigtig erkendelse for Nina Rask, da hun som teenager lærte, at man gerne må forsvare sig og slå igen. Selvom man skiller sig ud, behøver man ikke altid at vende den anden kind til. Til foråret spiller den 26-årige nonbinære skuespiller og satiriker en af hovedrollerne i queerfilmen ‘Sauna’. På den ene side finder hun en styrke i at kunne være med til at skubbe til normerne. På den anden side kan det gøre hende bange, at hun i andres øjne kan betragtes som radikal.
Blå bog
Nina Rask. Født i 1998 på Østerbro i København. Er skuespiller, satiriker, podcastvært og kendt fra DR’s Talenthold. Har bl.a. lavet komedieserien ‘Too Sune’ og TV-serien ‘Hvilket køn er du?’ og medvirket i TV-serierne ‘Dark Horse’ og ‘Carmen Curlers’, filmen ‘Nattevagten’, teaterforestillingerne ‘Min mor siger’ og ‘Grubleren’ og soloshowet ‘Nina er sjov’, der spillede for fulde huse på Det Kongelige Teater i 2023 og bliver genopført på Nørrebro Teater i foråret 2025. I den forbindelse skriver teateret om forestillingen: “På scenen flyder queer-personaen Nina imellem køn, grupper og sociale forpligtelser og leger ansvarsløst med kassetænkende historiefortællinger.”
“Jeg har helt klart dyrket at være the quirky one. Det er nok også der, hvor alt det her comedy er kommet fra. Det her med at være den, der kan sige noget overraskende eller have et lidt skævt take på tingene”
FRA EN TIDLIG alder opsnappede jeg, at der var nogle ting ved mig, som en del mennesker kan have det lidt specielt med. Ting, som for mig selv var meget intuitive. Måder, jeg gerne ville bruge min krop på, og hvordan jeg gerne ville gå klædt og interagere. En atypisk pige, om man vil. Og et barn med et kæmpe temperament. Jeg tror, det er en af grundene til, at jeg i dag er ret god til at fremstille mig selv på en bestemt måde. Der er visse karaktertræk, som jeg har eksperimenteret med igennem hele mit liv, og som jeg er god til at bruge, når jeg møder folk. Som kan give et indtryk af, at jeg er på en bestemt måde. Jeg tror helt sikkert, at det kommer af, at jeg tidligt på et underbevidst plan tænkte “Nu går jeg all in på at finde det, der trækker min værdi op” – som et forsøg på at blive valgt til på trods af de ting, der trak mig ned i andres øjne, eller det, jeg i nogle tilfælde antog ville trække mig ned.
Jeg har helt klart dyrket at være the quirky one. Det er nok også der, hvor alt det her comedy er kommet fra. Det her med at være den, der kan sige noget overraskende eller have et lidt skævt take på tingene. I mange år øvede jeg mig hele tiden i at kunne bringe overraskelsen ind, så folk tænkte: “Wow, her er en person, der virkelig kan mix things up!”
Det er en måde, jeg godt kan lide at bevæge mig på i verden, men det er jo også et røgslør, jeg kastede ud over de ting, som jeg ikke var så interesseret i, at folk fokuserede på ved mig. Og samtidig var det selvfølgelig en måde lynhurtigt at skabe værdi på i andres øjne: Jeg kan være en, der kommer ind i dit liv og vender tingene på hovedet og siger skøre ting, du ikke har lagt mærke til eller tænkt på før nu.
NÅR MAN HAR gjort alt det her i så mange år, så bliver man god til at imitere. Jeg oplever ikke mig selv som en people pleaser, som giver slip på mig selv og skifter personlighed eller snakker folk efter munden, men jeg kan helt klart godt være en kamæleon på den måde, at jeg lynhurtigt prøver at aflæse nogle ting ved folk, som er i nogenlunde overensstemmelse med mig selv, som jeg kan fokusere på for at skabe kontakt.
Det er formentlig også derfor, at jeg blev skuespiller, for der ligger noget flair for skuespil i at lave menneskelæsning hele tiden. Man vænner sig til at have en masse forskellige hatte med sig, som man kan tage af og på afhængigt af situationen. Jeg er sådan set glad og taknemmelig for at kunne det, da det gør, at jeg kan bevæge mig mange steder og samtidig beskytte mine skrøbeligste steder. Udfordringen er bare at lære at tage det af sammen med dem, som jeg gerne vil have helt tæt på. Men det er jo også en dualitet, en splittelse, som gør mig til den, jeg er.
“Første gang jeg tænkte, at der måske var noget ved skuespillet, som var mere end bare en copingmekanisme i dagligdagen eller en fritidsinteresse efter skole, var til den anden casting, jeg nogensinde mødte op til”
Første gang jeg tænkte, at der måske var noget ved skuespillet, som var mere end bare en copingmekanisme i dagligdagen eller en fritidsinteresse efter skole, var til den anden casting, jeg nogensinde mødte op til. Det var til Super16-kortfilmen ‘Emmafilmemma’, og jeg mødte frem uden at ane noget som helst om at gå til casting. Og jeg fattede heller ikke, hvordan man spiller skuespil på dén måde. Men jeg tænkte: “Nu kaster jeg mig bare ud i det. Nu gør jeg bare noget.” Jeg skød ligesom ud i mørket, og på mirakuløs vis ramte jeg noget, som var i overensstemmelse med karakteren.
Det var faktisk en ret noieren rolle. Det handlede om en provinspige, som kedede sig sindssygt meget, så hun endte med at lave sådan noget happy slapping, hvor man overfalder fremmede folk og filmer det. Her kunne jeg bruge den der evne til intensitet og det med at turde kigge folk i øjnene i lang tid og holde en suspense. Jeg prøvede at gå med det til castingen, og jeg kan huske, at instruktøren og casteren var sådan: “Wow, det er fedt!” Og jeg fik også rollen.
Bagefter tænkte jeg: “Okay, jeg kan faktisk noget, som har værdi for andre end mig selv.” I lang tid herefter havde jeg dog stadig ingen fornemmelse af, om det var godt eller ej, hvad jeg lavede, når jeg stod på scenen. Jeg prøvede bare at imitere og tænkte “Går den, så går den”. Der gik længe, før jeg lærte selv at tage stilling til, hvad jeg spiller, og lytte til den indre stemme. Altså, mærker jeg det overhovedet? Forstår jeg, hvad der foregår?
I DAG ER det på en eller anden måde lykkedes mig at ende i ‘multikunstnerkategorien’. Jeg har fået lov til at lave alle mulige forskellige ting, satire og autofiktionelle teaterprojekter, og det er megafedt, at jeg kan flere ting end bare skuespil, men samtidig føler jeg mig langtfra færdig med at lære, hvordan man gør dét. Jeg har helt klart lyst til at eksperimentere med at skærpe mit fokus og investere i at blive virkelig god til bestemte ting.
Det var overordnet set en stor udfordring for mig at lave William-rollen i ‘Sauna’. Her spiller jeg en transmand, der forelsker sig i en jævnaldrende fyr ved navn Johan. Enkelte ting var nemme ved at lave rollen. Magnus (Juhl Andersen, red.) og jeg har en naturligt god spilkemi. Jeg tror også, det er derfor, at vi blev sat sammen. Det føles naturligt for os at spille forelskede, og det samme med at være fysisk tætte. Men derudover syntes jeg, at det var overraskende svært. Jeg satte mig fra starten for, at jeg ville have, at William-karakteren var anderledes end min private person.
Vi havde nogle workshops med casteren, hvor vi – især jeg – fik hjælp til, hvordan man stykker en karakter sammen og finder nogle egenskaber og karaktertræk frem, som man kan holde sig til, så man har en idé om rollen som en flerdimensionel person, som er adskilt fra en selv, i stedet for netop at falde tilbage på altid at plukke de ting fra sig selv.
Nu kommer det til at lyde meget skuespilagtigt, så hold fast: Når jeg clasher med min karakter, så kan det være svært at finde ud af, om det skyldes, at jeg ikke er enig i hans valg, om jeg bare ikke forstår, hvorfor han gør det, eller om det er, fordi jeg ikke er god nok til at spille det. Skal jeg så trække det mere hen mod noget, som jeg selv synes giver mening, eller har jeg bare ikke forståelse nok for, hvorfor han gør det? Det kan være svært at navigere i, og det syntes jeg var svært med William, fordi han gjorde nogle ting, som jeg ikke personligt forstod, og som jeg aldrig selv ville gøre.
Nogle af de ting, jeg slog mig mest på, var de interaktioner, Johan og William har med hinanden, som handler om forskellige transtemaer. De clasher bl.a., fordi William oplever, at Johan ikke forstår nogle ting ved Williams verden, og Williams måde at håndtere det på er meget sådan “Jeg har det på den her måde, så det bliver sådan her!”. Jeg syntes, at han kunne være rigtig hård og kompromisløs, og sådan er jeg overhovedet ikke selv, slet ikke i romantiske relationer. Nogle gange, når jeg læste scenerne, tænkte jeg: “Nej nej nej, William, det kan du ikke sige til en person, du dater – især ikke en cisperson. Du bliver nødt til at holde ham mere i hånden og være mere brobyggende.”
“Jeg tror, at mange udefra ser queermiljøet som en meget homogen gruppe. Men som det altid viser sig, når man bliver klogere på et bestemt miljø, består det selvfølgelig af en masse forskellige mindre grupper, der ikke altid er i harmoni med hinanden”
Men der er William anderledes end mig. Han er lige ud af posen. Det var svært at spille, ja nogle gange var det svært bare at få ordene ud af min mund. Jeg er helt sikkert blevet konfronteret med, hvor konfliktsky eller kompromissøgende jeg faktisk selv kan være i min egen interageren rundtom i verden. Så selvom William nogle gange siger nogle outrageous ting i mine ører, synes jeg faktisk, at det har været inspirerende at skulle tvinge mig selv til at sige nogle af de ord.
EN AF MINE yndlingsting ved filmen er det intersektionelle lag med, at de hver især føler sig fremmedgjort i hinanden, og at de begge to føler sig udsatte i den andens verden. Det er jo bare superinteressant. Også fordi jeg tror, at mange udefra ser queermiljøet som en meget homogen gruppe. Men som det altid viser sig, når man bliver klogere på et bestemt miljø, består det selvfølgelig af en masse forskellige mindre grupper, der ikke altid er i harmoni med hinanden.
Min karakter, William, har helt klart nogle blind spots, i forhold til hvor stærkt et bagland han har, både med de ressourcer, han har fra sin families side, og med den base, han har i sit queermiljø i København. Der er mange områder, hvor han står ret sikkert i forhold til Johan, men det eneste, William kan se, er, at han er en transmand i Johans cismandsverden.
Jeg er ret begejstret for, at filmen også tør vise den elitære side af queermiljøet. Jeg kan helt klart selv have tendens til at ende i den kategori, men når man har været i et bestemt miljø i noget tid, kan der nemt gå flokdyr og vanetænkning i den, og så kan man glemme, hvordan man selv var i starten, eller hvad man selv tænkte for måske bare et år siden.
Samtidig har jeg også stor omsorg for det, for jeg oplever, at det elitære, lidt lukkede ved queermiljøet først og fremmest kommer af et ønske om at beskytte sig selv. Man er enormt obs på, hvem der kommer ind i miljøet, fordi mange queerpersoner har rigtig mange traumer og har brændt nallerne så mange gange før. Så lukker man sig nok lidt, fordi man faktisk ikke har så meget rum eller overskud til, at der bliver trådt alt for meget ved siden af. Det kommer ikke af et ønske om ikke at ville involvere sig i andre, lære nye mennesker at kende eller lukke folk ind. Det kommer simpelthen bare af udbrændthed, fordi de fleste har oplevet så sindssygt mange skøre, ubehagelige ting i årenes løb.
FØRSTE GANG JEG så ‘Sauna’ på det store lærred, var til Sundance Film Festival i Utah, hvor den havde verdenspremiere. Selvom jeg selvfølgelig kendte Sundance af navn, vidste jeg ikke særlig meget om festivalen, og det var faktisk ret grineren at stifte bekendtskab med den. Det er jo en big deal, men det er virkelig ikke en særlig glamourøs festival. Jeg var på Berlinalen med ‘Sex’, og jeg har også været på Canneseries med ‘Dark Horse’, så jeg har oplevet nogle af de der A-festivaler, som er meget glam-agtige og rød løber og alt sådan noget. Den der klassiske idé, man har om fancy filmfestivaler. Sådan var Sundance bare overhovedet ikke, men på en ret fed måde, for der var sådan en meget nørdet stemning. Det er hovedsageligt indiefilm, og folk er supertjekkede, men der er slet ikke glam-vibe. Vores premiere foregik på et bibliotek, og bagefter skulle vi ind i ‘presserummet’ for at få taget fotos, hvilket bare var et rum bag slikbutikken.
“Jeg havde ikke sådan en oplevelse af at være i Trump-land. Men det var jeg jo. Og da jeg sad i salen, mens filmen rullede, var det lidt overvældende”
Det var første gang, jeg så filmen med andre. Jeg syntes, at det var rigtig dejligt at se den med et publikum og opleve den igennem deres øjne. Jeg havde en følelse af, at der var en meget fokuseret stemning under filmen. Samtidig er det jo en meget eksplicit film, intimmæssigt, og det havde jeg egentlig ikke tænkt så meget over før fremvisningen. I hvert fald ikke på en måde, hvor jeg havde gået og været vildt nervøs over det. Men da vi sad der til premieren, kunne jeg godt mærke, at det ramte mig. Det var lidt voldsomt at sidde dér, i dét land, på dét tidspunkt og lægge krop til det, der gør de sexscener radikale. For hvis jeg ikke var en del af de sexscener, ville det jo ikke være en lige så radikal film. Scenerne ville stadig være eksplicitte, men det er der jo masser af sexscener, der er. Det, som gør dem vilde, er, at de to hovedkarakterer har transsex, at det er eksplicitte sexscener med en transmand, som min karakter er, at jeg er den anden part i de sexscener.
Da jeg sad i salen, lige før filmen skulle i gang, kunne jeg godt mærke, at “okay, det er også lidt vildt det her”. Det var i slutningen af januar. Det var lige efter Trumps indsættelse. Det var ikke noget, man mærkede helt vildt meget på selve festivalen, for der var rigtig mange, der ikke var amerikanere, og man var i et festivalkosmos, så jeg havde ikke sådan en oplevelse af at være i Trump-land. Men det var jeg jo. Og da jeg sad i salen, mens filmen rullede, var det lidt overvældende.
“Lige nu og her, hvor vi sidder og taler om det på den her måde, mærker jeg en sorg, på en helt barneagtig måde, over, at mit lille liv kan opleves radikalt og kompliceret”
JEG KUNNE GODT sige en masse intellektuelle ting om, hvorfor det er vigtigt med sådan nogle scener, og hvad det betyder for mig at være med til at repræsentere det, men lige nu og her, hvor vi sidder og taler om det på den her måde, mærker jeg en sorg, på en helt barneagtig måde, over, at mit lille liv kan opleves radikalt og kompliceret.
Det gør jeg faktisk.
Lige nu har filmen stadig ikke været ude at møde et rigtigt publikum. Den er ikke blevet mødt af danskerne endnu. Derfor ved jeg heller ikke, hvad jeg skal forvente. På sådan et intellektuelt plan kan jeg godt forestille mig, hvad der måtte komme af reaktioner, men i min verden, og i min omgangskreds, så er den her film jo overhovedet ikke radikal. Jeg vil nærmest sige, at den er lidt vanilla. Det er ikke en radikal historie – det bliver den først i øjnene på det bredere samfund. Der vil være mange folk, der aldrig har set noget som det her, og så kan det pludselig blive a big deal.
Det er superabstrakt for mig at tænke på, hvilket aftryk den vil komme til at sætte, for det er supersvært at have fingeren på pulsen hele tiden: Hvor er folk henne med de her ting? Det går stærkt, og samtidig gør det ikke. Hvad mener folk egentlig? Jeg synes, det er vildt svært at fornemme.
“Det må have krævet is i maven at træffe de bedste kunstneriske beslutninger”
Filmen kommer helt sikkert til at få et kernepublikum, uanset om den får masser af marketing eller ej, men det er svært at forestille sig, hvordan den kommer til at klare sig mere bredt. Den lægger jo ikke ligefrem op til at skulle være en kæmpe biografbasker — der er langt til ‘Jagtsæson 2’, som hiver 300.000 billetter hjem. Det er virkelig en anden genre, og oveni er den niche i nogle af sine temaer, så det bliver spændende at se, hvor den lander.
Jeg synes, at holdet bag har taget nogle modige valg med filmen. Jeg tror også, at det er derfor, at den har fået lov til at komme på nogle større festivaler, fordi den er … anderledes. Det er ikke, fordi den gør noget, der aldrig er blevet gjort før, men den er sådan underfortalt og dokuagtig og insisterer på det hele vejen igennem. Den giver meget lidt information til den, der ser den. Jeg syntes selv, at det var ret udfordrende og provokerende, de to første gange jeg så den, men jeg synes også, at det er meget fedt, at den ikke føles som en crowdpleaserfilm. Det synes jeg er modigt med en film, som i forvejen er nichet. Det må have krævet is i maven at træffe de bedste kunstneriske beslutninger.
FILMEN ER BASERET på en roman af samme navn af Mads Ananda Lodahl. Jeg har kendt til hans forfatterskab i mange år. Da jeg flyttede for nylig og ryddede op i mine ting, faldt jeg tilfældigvis over bogen ‘Queer jihad’. Den er fra 2013, og det var den første af hans bøger, jeg læste. Det er en samling af alle mulige queerting fra 1990’erne og 2000’erne – plakater, flyers, fotografier, graffiti, T-shirts, tryk, tegninger, avisudklip, alt muligt. Det er en supersmadret og punket bog på alle mulige måder, som består af tusind små tekster, som man kan bladre rundt i. Der er intellektuelle tekster, men også en masse poesi og løse tanker. Jeg bladrede selv tilfældigt op i bogen og fandt en side med ordene: “Min kærlighed er ikke falsk og ond. Min kærlighed er sand og smuk, og den er værd at forsvare. Jeg lover mig selv et værdigt liv. Det skylder jeg mig selv.”
Jeg tror, at jeg læste den første gang, da jeg var 18 eller 19 år, og det blev samtidig mit første møde med Mads som forfatter. Det var en meget stor oplevelse for mig at læse den bog, for det var et svært tidspunkt i mit liv, hvor jeg døjede med en masse usikkerhed forbundet med min krop og mit køn, men den satte gang i helt vildt mange ting for mig. Det var sådan en følelse af, at jeg på et intellektuelt, kropsligt og følelsesmæssigt plan forstod, at det ikke behøvede at være mit lod i livet at skulle finde mig i alt muligt, bare fordi jeg er den, jeg er. For sådan havde jeg nok altid tænkt – på et underbevidst plan – men her var pludselig nogen, der helt konkret fortalte mig, at der er rigtig meget, som jeg ikke behøver at finde mig i. Bogen fortalte mig: “Du må faktisk gerne forsvare dig, og du må faktisk også gerne slå igen.” Det var altså vildt at få at vide sort på hvidt.
“Man skal ikke kun se sig selv igennem andres øjne, som en genstand, men huske på, at man er et væsen med agens”
Den fortælling, jeg i meget høj grad er vokset op med som queerperson, er, at for at komme så helskindet igennem som overhovedet muligt er det bedste at vende den anden kind til. Altid. Det skal man også nogle gange gøre for at beskytte sig selv. Man skal langtfra tage alle kampe, men det betød helt klart noget for mig at forstå, at det også har sin berettigelse at forsvare sig selv, sit værd og sin følelse af værdighed. Man skal ikke kun se sig selv igennem andres øjne, som en genstand, men huske på, at man er et væsen med agens. Det var meget stort for mig at erkende, og jeg kan stadig huske følelsen af at bladre i bogen og tænke: “Wow, okay, shit! Det her giver jo så skidemeget mening!”
SIDEN DA HAR jeg læst flere af Mads’ værker. Han sprang senere ud som skønlitterær forfatter, bl.a. med ‘Sauna’, og da jeg hørte, at den skulle filmatiseres, blev jeg meget nysgerrig på, hvad det var for noget. Det er egentlig ikke det af hans værker, som jeg har det næreste forhold til, men jeg føler helt generelt en meget tæt tilknytning til Mads som menneske og forfatter, og da jeg hørte, at den skulle laves til en film, gjorde jeg mig straks en masse tanker om William-karakteren, og hvordan jeg forestillede mig ham.
På et tidspunkt mødte jeg så instruktøren Mathias Broe, der fortalte, at det var ham, der skulle lave den. Så sagde jeg, at den ville jeg gerne til casting på, og han kunne fortælle mig, at jeg allerede stod på en liste. Så kørte det ligesom derfra. I lang tid efter min casting hørte jeg faktisk ikke noget, men så ringede han endelig og sagde: “Vi gør det!”
“Det føles meget full circle-agtigt at kunne være med i den første filmatisering af en af hans bøger, når man tænker på, hvordan det hele startede for mig – på mit teenageværelse hjemme hos min mor med hans bog under puden”
Flere af os fra holdet går efterhånden langt tilbage. Nicolai Lok Hansen, som har filmet ‘Sauna’, filmede også den allerførste spillefilm, jeg var med i som 17-årig, en afgangsfilm på Filmskolen. Han filmede også ‘Sex’, som jeg lavede i 2020, som var den første rigtige TV-serie, jeg var med i. Og nu den her. Han har nærmest filmet samtlige sexscener, jeg har lavet i min karriere, så ham har jeg det meget storebroragtigt med – ha ha!
Jeg ved også, at Mads Ananda Lodahl har set filmen, men jeg har faktisk ikke fået snakket med ham om den. Når jeg har set ham, har der været alle mulige andre ting, jeg har villet snakke med ham om, for han er et meget skønt, særligt menneske. Det føles meget full circle-agtigt at kunne være med i den første filmatisering af en af hans bøger, når man tænker på, hvordan det hele startede for mig – på mit teenageværelse hjemme hos min mor med hans bog under puden.
‘Sauna’
I filmen ‘Sauna’ spiller Nina Rask den ene af de to hovedroller som transpersonen William, der forelsker sig i Johan spillet af Magnus Juhl Andersen. Det er første gang i dansk filmhistorie, at en hovedrolle i en queerfilm spilles af en transperson. Filmen, der har premiere i Danmark den 25. april, er instrueret af Mathias Broe og baseret på Mads Ananda Lodahls roman af samme navn. I ‘Sauna’ arbejder Johan i Adonis, “Københavns eneste bøssesauna”, og er i færd med at udforske sin seksualitet efter for nylig at være flyttet til hovedstaden, da han møder William, der har befundet sig i det københavnske queermiljø i flere år. De to forelsker sig i hinanden, men de kommer også til at slås med forskelligartede forventninger og opfattelser af køn og identitet, både i de lukkede queermiljøer og fra det brede samfunds side. Filmen fik verdenspremiere på Sundance Film Festival i USA i januar 2025, hvor den var en af færre end 100 film, der var blevet udvalgt til det officielle program
Foto Kavian Borhani
Styling Kristian Hindø-Lings
Hår og makeup Anne Staunsager
