Karla har fået større selvtillid ved at droppe bh’en. Men hun har også erfaret, at både hendes omgangskreds og vidt fremmede mennesker synes, det er helt i orden at kommentere på hendes ret personlige beslutning. Som den kvinde, der fik hende til at tvivle på søstersolidariteten, eller den mand, der fik hende til at bryde grædende sammen på Nordhavn Station.
Beslutningen om at smide bh’en var en befrielse, som gjorde 24-årige Karla mere tilpas i sin egen krop.
– Det har givet mig mere selvtillid. Jeg føler, det er en måde at stå ved min krop og anerkende, at det er sådan her, jeg ser ud, og det behøver jeg hverken at fremhæve eller skjule, fortæller Karla.
Men selv om det er et valg, som har haft positiv effekt på Karla, har det både provokeret og bekymret folk omkring hende. “Du skal da have noget ud over dig ikke?”, “det er jo risikoadfærd”, og “lige udfordrende nok” blev pludselig bemærkninger, som Karla ufrivilligt blev konfronteret med.
Samtidig blev kommentarer med seksuelle undertoner hurtigt hverdag. Når Karla er i byen, sidder på en fortovscafé eller går på gaden, er tilråb som gode patter”, “har du det lange lys på?”, eller “hvad så, smukke, skal du med hjem?” langtfra usædvanlige.
De negative kommentarer og bemærkninger har gjort beslutningen om ikke at gå med bh til et valg, Karla Rosalina skal tage igen og igen.
Følte sig udskammet
Den værste oplevelse, Karla har haft, var, da hun arbejdede i en institution. Hun var 19 år, og det var ret nyt for hende at gå uden bh.
En kvindelig pædagog kiggede på hendes bryster, og foran børn, kollegaer og forældre sagde hun: “Med den mundering kan det da ikke komme bag på dig, hvis børnene begynder at sutte på dem.”
Det fik Karla til at føle sig udskammet og forkert, fortæller hun og tilføjer, at det føltes, som om der var noget søstersolidaritet, som gik tabt, fordi kommentaren kom fra en kvinde.
– På daværende tidspunkt havde jeg en del kropsusikkerhed og var ret skrøbelig – som de fleste andre 19-årige. Så det fik mig til at genoverveje min påklædning. Jeg vendte det indad og tænkte, at det nok var mig, der var noget galt med, at jeg var upassende, og at forældrene sikkert syntes det samme. I den efterfølgende tid var det ubehageligt at komme på arbejde, og jeg tog en ekstra trøje på, når den kvindelige pædagog var der, fortæller Karla.
Men hun havde ikke lyst til at ændre på sig selv.
– Det er min krop, mine bryster, og jeg gør ikke noget grænseoverskridende – derfor blev bh’en i skuffen, siger Karla.
Hvordan nogle kan føle sig berettiget til at kommenterer på andres kroppe er stadig en gåde for Karla. Men hun har lært, at det bedste modsvar er et spørgsmål: Ved at spørge folk, hvorfor de siger, som de gør, tvinger man dem til at tænke over det.
Hvis man ikke kan tænke, før man taler, må man tænke efter. I mange tilfælde er bh’er bare en del af en gammel samfundsnorm, som nogle generationer er født ind i og kommer til at reproducere.
– Når jeg spørger, bliver folk ofte helt paf og har ikke et egentligt svar, fortæller Karla.
Med tiden er Karla blevet bedre til at turde at stille sig kritisk over for kommentarer, men det har ikke været nemt. Og hun møder ikke altid lige gode reaktioner.
Uhyggeligt møde på Nordhavn
Nordhavn Station var spækket med mennesker, klokken var 14.30, og solen brændte. Karla havde en stram T-shirt på.
– Der kom en mand hen til mig, han havde pæne ruskindssko på, kan jeg huske, måske omkring 45 år. “Kan du undvære nogle småpenge?” spurgte han. Det kunne jeg godt, og i det jeg skulle til at smide min 10’er i hans klirrende papkrus, sagde han: “Kan du egentlig godt lide at vise dine bryster frem?”
Det gjorde Karla mundlam, og tiden frøs. Der var sikkert gået to sekunder, men hun nåede at tænke tusind tanker.
– Jeg svarede, at jeg syntes, det var et mærkeligt spørgsmål, som jeg gerne ville frabede mig. Men det gjorde ham vred. “Den måde, du går klædt på, ville svare til, hvis jeg gik med blottet pikhoved op ad Strøget,” sagde han. Han kom helt tæt på mit ansigt og kaldte mig blufærdighedskrænker, luder og truede med at ringe til politiet, fortæller Karla.
“Han fortsatte ned ad perronen, mens han gentog skældsordene og spyttede efter mig. I det sekund, han var væk, begyndte jeg at græde.”
Hun blev virkelig bange. Følte sig krænket og ydmyget. Flere mennesker begyndte nysgerrigt at vende hovederne
– Jeg forestillede mig, at de alle kiggede på mine bryster. Da flere på perronen endelig brød ind, flyttede manden sig modvilligt og fortsatte ned ad perronen, mens han gentog skældsordene og spyttede efter mig. I det sekund, han var væk, begyndte jeg at græde, fortæller Karla.
For at bearbejde den chokerende oplevelse, begyndte Karla at skrive sine tanker ned.
– Alle mine tidligere oplevelser kom op i mig, og jeg så en sammenhæng. At jeg oplever det alt for ofte. At det er overalt i samfundet. At den specifikke episode er ekstraordinær, men at den er et udtryk for et generelt problem. For nedladende kommentarer om kvindekroppe er jo ikke noget, han har fundet på det. Det er et tema, der findes over det hele, siger Karla.
Behov for at råbe op
Vreden gjorde det nødvendigt for Karla at råbe op.
Selv om det var enormt grænseoverskridende at dele private følelser om skam, usikkerhed og selvværd var formålet vigtigere.
– Med ondt i maven af nervøsitet delte jeg mine tanker i et Instagram-opslag, lagde telefonen væk i fire timer og åbnede den igen til et hav af positiv respons, fortæller Karla.
“Tak fordi du siger det, vi alle sammen tænker,” gik igen hos flere af dem, der skrev.
Karla kunne se en tydelig tendens. En tendens, som modarbejder kvinders ret til deres egen krop. Hendes personlige oplevelser føltes pludselig enormt vigtige og gav hende mod på at dele det med flere.
En uge efter sendte hun et debatindlæg til Information. Tre dage efter var det bragt i avisen. Og endnu en gang blev Karla bekræftet i, at hun ikke er alene.
– Det har givet mig et selvtillidsboost og mere mod på at stå op for mig selv og alle andre kvinder, næste gang jeg får en negativ kommentar, fortæller Karla.
Hun håber, at hun med sin åbenhed kan hjælpe andre med at tage afstand fra den skam, man kan føle, når fremmede kommenterer ens krop.
– Det er min krop, kun jeg har ret til den, og derfor er det også mit valg, hvordan jeg vil udtrykke den. Folk må kigge alt det, de vil. De må også synes, at jeg er sexet – det handler ikke om afseksualisering for mig. Faktisk kan jeg godt lide at føle mig sexet. I min verden ville det være ærgerligt, hvis vi ikke måtte finde hinanden tiltrækkende. Men jeg forventer, at folk behersker sig, siger hun.
Denne artikel blev første gang bragt på Femina.dk.
