Kristine Esmer og Mille Skat har ikke bare fået succes med deres sportstøjsbrand, Planet Nusa – de har nærmere erobret Danmarks ungdom med en omsætning på over 100 mio. kr. Deres planetlogo er blevet så udbredt, at skolebørn tror, at der findes en planet ved navn Nusa i Solsystemet. I medierne er deres succes blevet kaldt en epidemi. Det synes Esmer og Skat klinger negativt, for de skaber fællesskaber – igennem træning, arrangementer og det community, de har skabt, siden de i 2018 over et par SMS-beskeder besluttede sig for at blive iværksættere.
Blå bog Kristine Esmer
Kristine Esmer, 34 år, medstifter og medejer af Planet Nusa. Født og opvokset i Holbæk. Har tidligere arbejdet for Second Female og SMAC Agency. Bor på Frederiksberg.
Blå bog Mille Skat
Mille Skat Kofoed, 36 år, medstifter og medejer af Planet Nusa. Født og opvokset i Odense, Vejle, København, Qatar og Sydkorea. Uddannet designteknolog fra KEA. Har tidligere arbejdet for Just Female og Resumé. Bor på Frederiksberg sammen med sin mand, Nicklas, og sin søn, Johannes-Emil.
Det er nu
Kristine Esmer og Mille Skat mødte hinanden på det fælles kontor for tøjmærkerne Second Female og Just Female. De var de nye, unge skud, der knoklede til sent om aftenen. Med middagsmad foran computeren lærte de hinanden at kende. Kollegaskabet udviklede sig til et venskab, fordi de på mange punkter spejlede sig i hinanden. De var begge enormt loyale over for det brand, de arbejdede for, og de lagde med glæde de mange ekstra timer. De havde den samme arbejdsmoral. Men de delte også humor. Især når de fleste andre var taget hjem fra kontoret, og når trætheden sneg sig ind i øjenkrogene, havde de det sjovt. Under en modeuge i august i 2018, hvor de havde passet hver sin stand på modemessen, begyndte mæthedstegnene at melde sig. Måske var de alligevel ved at køre træt i at arbejde så hårdt for andre? En aften, lige inden Mille Skat hoppede op på cyklen for at køre hjem, fandt hun sin telefon frem og skrev til Kristine Esmer: “Det er nu.”
Mille: I løbet af ugen skrev vi frem og tilbage om, hvor spændende det ville være at starte vores egen virksomhed. Vi havde ikke talt om det længe, men jeg følte, at vi burde lave noget sammen. Vi var ikke bare gode venner – vi vidste også, at vi kunne arbejde virkelig godt sammen.
Kristine: Mille er den mest visionære af os to. Hun er vildt god til at få idéer. Da jeg fornemmede, at hun mente det alvorligt, var det besluttet: Vi skulle starte et brand sammen.
Mille: Det var, ligesom når man lige er begyndt at date, og man holder øje med telefonen og mærker et lille sug, når skærmen lyser op ved en ny besked. Idéerne begyndte at boble. Vi blev ret hurtigt enige om, at det skulle være et produkt og nok også inden for mode. Det jo var der, vi kom fra.
Kristine: Mens Mille var på ferie på øen Nusa Lembongan, skrev vi frem og tilbage om, hvad vi skulle kalde brandet. Nusa blev spillet på banen. Det syntes vi var flot grafisk, og det kunne udtales på de fleste sprog – vi tænkte internationalt fra starten. Derudover betyder det også ø og hjemsted. Planet kom foran, da vi gerne ville skabe en planet, hvor folk følte sig velkomne.
Kristine: Sport har altid fyldt meget i begge vores liv, og vi begyndte at tale om, at vi savnede et sportsbrand, der passede ind i det liv, vi levede – så vi både kunne have travlt på jobbet og være aktive. Vi kiggede ned ad os selv, når vi trænede, og satte spørgsmålstegn ved, hvorfor vi gik i de store sportsbrands. Vi resonerede ikke rigtig med dem. Jo, det var fine produkter, men ellers havde vi ikke noget forhold til deres værdier. Vi vidste, at hvis man først er passioneret omkring det, man arbejder med, så bliver det nemmere at knokle igennem og klare sig igennem svære perioder. Til sidst var vi slet ikke i tvivl om, at vi skulle lave et sportsbrand. Det føltes rigtig godt i maven, da vi besluttede os. Vi så et hul på markedet, og vi kunne bygge noget op omkring sport og træning, som vi begge elskede.
Mille: Vi gik i gang med at udvikle nogle produkter, som vi selv savnede. Leggings, der rent faktisk sad godt og skar det rigtige sted på maven, og som ikke rullede ned, når man løb. Støttende sports-BH’er, der holder brysterne på plads under træning – det tog os så flere år at skabe en BH, vi er helt tilfredse med. Vi havde det mere komfortabelt i vores eget tøj. Det har altid været udgangspunktet for vores produktudvikling.
Kristine: Vi ville lave et brand, der havde direkte kontakt med kunderne. Det savnede vi også. Derfor har vi altid solgt alle vores produkter selv og aldrig solgt igennem andre butikker. Vi har fra starten fået produceret produkterne i Europa, så de er for dyre til at have en forretningsmodel, hvor et andet led (forhandlere, red.) også skal tjene penge.

På kanten af afgrunden
Kristine Esmer og Mille Skat allierede sig med nogle mennesker, der kunne hjælpe dem med at oprette en virksomhed. Det anede de intet om. Til gengæld kunne de godt finde ud af at lave budgetter og udvikle produkter, hvilket de gik i gang med, før de stiftede firmaet officielt. Makkerparret brugte et efterår på at blive helt klar på idéen og sige deres respektive jobs op. Planet Nusa blev grundlagt den 13. december 2018. I begyndelsen levede Esmer og Skat på en sten. De lejede den enes lejlighed ud og boede sammen i den andens, spiste havregrød til aftensmad og vendte hver en krone. Den 1. april 2019 gik deres nye website live med de syv første produkter. Efter en måned var de ved at gå konkurs.
Mille: Planet Nusa skulle ikke være et hyggeligt hobbyprojekt. Vi var meget dedikerede. Vi har altid været drevet af god business og store drømme.
Kristine: Det kom bag på os, hvor langsomt det gik i starten. Vi var overbeviste om, at det bare ville rulle fra dag ét. Vores idé var jo god. Og sådan to gamle sælgere, hvorfor skulle vi ikke få solgt 100 leggings næsten dagligt? Da familie og venner havde købt de første produkter, blev der stille. Altså, vi vidste godt, at vi ikke ville tjene millioner fra dag ét – på det punkt havde vi ingen naive forventninger. Vi var klar over, at det ville blive hårdt økonomisk, men vi havde nok regnet med, at salget ville gå lidt bedre i begyndelsen. Det hårde var uvisheden: at vi ikke vidste, hvad der skulle ske.
Mille: Men det var også skidesjovt. At have Post-its hængende på væggen i lejligheden og få lov til at drømme. Vi skød ikke mange penge ind i firmaet. Vi lånte 200.000 i banken hver og tænkte, at hvis vi gik konkurs, kunne vi altid arbejde gælden af i løbet af 10 års tid. Vi havde valgt at leje et kontor inde i Frederiksstaden, fordi det var vigtigt for os at gå på arbejde i ordentlige rammer. Set i bakspejlet var det nok lidt overkill. Det var nogle udgifter, som gjorde, at vi relativt tidligt løb tør for penge.
“En dag i august sad vi nede foran Kihoskh på Sønder Boulevard og overførte alle de penge, vi havde på vores private konti, over til Planet Nusas, hvor der ikke var penge nok til at betale en regning til en leverandør”
Kristine: Igennem min storebror blev vi introduceret for en startupverden i Danmark, som vi slet ikke vidste fandtes. Vi kom med i et acceleratorprogram hos Danske Bank, hvor iværksættere kan få gratis vejledning om, hvordan de sætter gang i deres virksomhed. Vi fik tildelt en mentor, som under mødet kiggede på vores økonomi og sagde til os, at det var nu, vi skulle ud at finde nogle penge, hvis vi skulle overleve. Vi fik sved på panden, men han hjalp os med, hvordan vi kunne lave en investeringsrunde – den eneste, vi nogensinde har haft.
Mille: En dag i august sad vi nede foran Kihoskh på Sønder Boulevard og overførte alle de penge, vi havde på vores private konti, over til Planet Nusas, hvor der ikke var penge nok til at betale en regning til en leverandør. Ikke i sig selv opløftende, men vi vidste, at det var sidste gang, vi skulle gøre det. Vi havde nemlig sikret os penge gennem investeringsrunden. En million ville snart tikke ind på vores konto. Det var et stort øjeblik. Nu var det ikke længere bare os, der stod alene med hele forretningen. Nu var det slut med at smide produkterne i bagagerummet i vores bil og stå og sælge tøjet i kantiner på arbejdspladser landet over. Nu fik vi muligheden for at komme i direkte kontakt med den unge målgruppe, som vi virkelig satsede på. Det gav arbejdsro.
Kristine: Vi brugte de første 10.000 kr. på en flybillet til Thailand. Vi ville derned for at skyde fotos af vores nye kollektion. Det blev virkelig fedt, selvom det bare var med en iPhone på en strand. Det var bl.a. de billeder, som i den efterfølgende periode klarede sig godt på Instagram. Nu havde vi også budget til annoncer på sociale medier, hvilket vi ikke havde haft tidligere, og vi begyndte at ramme langt bredere og få fat i målgruppen.
Mille: Hver gang vi fik en ordre på vores hjemmeside, sagde programmet lyden af et kasseapparat, der åbner og lukker i. Katjing. Det var et højdepunkt, hver gang vi hørte den lyd. Tænk, at der er nogle, der har købt vores ting. Men i løbet af vinteren efter investeringen begyndte den at plinge mere og mere og mere. Nogle dage omsatte vi for over 10.000 kr. Det var vildt. Vi tænkte: 10.000 gange 30 dage – det ville blive en god måned. Sådan gik det ikke helt, men den generelle tendens var, at salget hele tiden steg. Nu skete der noget. Og til sidst slukkede vi for katjing-lyden.

Hvert kvartal åbner Planet Nusa sin indbakke på Instagram for input fra deres følgere og kunder. De kører nogle spørgerunder og efterspørger feedback. De gennemgår alle svarene, fortæller Kristine Esmer. ”Selvfølgelig er det ikke alt, der bliver inkorporeret i produkterne, men det er vores måde at tilpasse produkterne til markedets reelle behov.”
Mille Skat
Mille Skat er født i Odense og opvokset i Vejle indtil 7-årsalderen. Derefter boede familien i København i et par år, inden de flyttede videre til først Qatar og siden Sydkorea på grund af farens arbejde i Mærsk. I løbet af sin opvækst har hun hele tiden skullet tilpasse sig nye mennesker og omgivelser på de mange forskellige skoler, hun gik på. Det gjorde hende omstillingsparat og god til at danne nye relationer. Hun lærte også at sætte pris på sit eget selskab, hvilket gjorde hende egenrådig og selvstændig i en tidlig alder. Hun husker tilbage på årene i Qatar som de eneste i hendes liv, hvor solen altid skinnede. De badede i poolen hver dag – det var et fedt børneliv.
Hun har fra barnsben interesseret sig for mode. Hun sad ofte og tegnede tøj, gerne det, som de optrædende havde på i MGP – men også helt nye outfits til dem. Det kunne hun bruge resten af året på at finde på. Ved siden af tegneriet fyldte sport i tilværelsen. I de fleste år svømmede hun på højt niveau – hun var drevet af at være alene i vandet og selv kunne yde en indsats uden påvirkning fra andre. Da hun skulle begynde i gymnasiet, flyttede familien hjem til Odense, og her begyndte hun i den lokale volleyballklub. Dér fik hun øjnene op for fællesskabets kvaliteter. Eller måske snarere: dét at være en del af flere forskellige fællesskaber, hvor man deler værdier. Der var skolen, veninderne, hun havde mødt i udlandet, og nu også volleyballklubben. Hjemme blev forældrene skilt. Også derfor kom de nye fællesskaber til at betyde meget for hende – tryghed og steder at mødes med ligesindede.
I dag er Mille Skat blevet forælder til en toårig søn, Johannes-Emil, sammen med sin mand, Nicklas, og ud over hendes nye, lille familie er Planet Nusa hendes primære fællesskab. De tidligere fællesskaber er blevet nedprioriteret til fordel for sønnen, manden og Planet Nusa. Det er her, hun lægger størstedelen af sin energi og tid. Nye venskaber er vokset ud af Planet Nusa, og så er der ikke mindst relationen til Kristine Esmer, som er blevet hendes familie.
“Derefter tog det fart og fra 2019 til 2021 gik de fra underskud til millionoverskud og en omsætning på 15 millioner. Året efter blev omsætningen næsten tredoblet og landede på 38 mio. Ringene i vandet begyndte at sprede sig”
Kristine Esmer
Kristine Esmer er vokset op i det, hun selv kalder en klassisk kernefamilie i middelklassen med mor, far og storebror. De har boet det samme sted hele hendes opvækst – i parcelhuset i Holbæk. Begge forældre er uddannede skolelærere, og hun husker barndommen som tryg og fuld af kærlighed. Både hjemmet og lokalsamfundet var bygget op omkring fællesskaberne i de lokale sportsforeninger. Esmer har tilbragt adskillige timer på håndboldbanen, og senere begyndte hun også til golf. Hun havde især talent for sidstnævnte, og i juniorårene var hun blandt de 20 bedste i landet. Alligevel holdt hun mest af at spille håndbold, fordi hun foretrak at være en del af et hold – hun var sin egen største modstander, når hun stod på golfbanen.
Ligesom så mange andre unge fra større provinsbyer flyttede Kristine Esmer til København, da hun var færdig med gymnasiet. Hun havde ikke de store drømme om, hvad hun skulle. Først ville hun være fysioterapeut, men godt som hun var blevet optaget på uddannelsen, fik hun muligheden for at blive butikschef for Second Female, da hun tilfældigvis mødte chefen for brandets butikker. Hun glemte alt om fysioterapeutuddannelsen og blev opslugt af de nye eventyr i modebranchen. Senere tænkte hun, at hun hellere måtte få sig en uddannelse, og søgte ind på informationsvidenskab og kulturformidling på Københavns Universitet. Det droppede hun efter et halvt års tid. At studere var ikke noget for hende – hun foretrak at arbejde og omgive sig med mennesker, som hun kunne skabe noget sammen med.
De sociale fællesskaber fylder stadig meget i hendes liv. Oplagt Planet Nusa, men også sport og hendes venner og familie, som hun har et nært forhold til. Og så er Mille Skat blevet som familie. Esmer beskriver deres opvækst som vidt forskellige, men ser deres modstridende personligheder som det, de er blevet tiltrukket af ved hinanden. Samtidig har de et fælles værdisæt. De tror på hårdt arbejde, store drømme, vigtigheden af fællesskaber for menneskeligt velvære og på sport som en essentiel del af livet. Med årene har Esmer og Skat udviklet et helt særligt bånd. “Det er en meget særlig følelse at være så tæt på et andet menneske,” siger Kristine Esmer. “Vores forhold er kun blevet stærkere.”

Et værdifuldt fællesskab
I 2020 indtraf et afgørende højdepunkt for Planet Nusa – faktisk kom det reelle gennembrud. Kristine Esmer og Mille Skat indledte et samarbejde med influencer og YouTuber Emilie Briting, efter at hun havde postet et billede på sin Instagram-profil af Planet Nusas gymnastiktaske. Sammen lavede de en lille kollektion af sportstøj. På blot en enkelt dag noterede de sig en omsætning på 100.000 kr. Det blev et vendepunkt for virksomheden, der nu fik fat i en ny kundegruppe, som de ikke selv havde kunnet få fat på. Derefter tog det fart og fra 2019 til 2021 gik de fra underskud til millionoverskud og en omsætning på 15 millioner. Året efter blev omsætningen næsten tredoblet og landede på 38 mio. Ringene i vandet begyndte at sprede sig.
Kristine: Vi arrangerede vores første bootcamp: et træningsfællesskab i vores træningstøj. Vi solgte de 16 pladser på ti minutter. Det var ret dyrt for vores unge målgruppe. Vi tænkte: “Wow, folk vil gerne være en del af det her!”
Mille: Corona kom, og alle fitnesscentre lukkede. Da man kunne mødes i mindre grupper, fortsatte vi vores træning, der blev mere og mere populær. Epidemien har nok betydet meget for os, selvom vi ikke har så meget at sammenligne med. Vi er jo nærmest udsprunget af den. Men hjemmetræning og træning i det fri blev populært, og generelt kom der et øget fokus på motion og sundhed. Flere ønskede at inkorporere træning i løbet af hverdagene, måske endda i arbejdstimerne.
Kristine: Mennesker, som godt kan lide at dyrke motion, kender godt til den følelse i kroppen, det giver både imens og bagefter. Kroppen og hjernen husker den gode følelse, og træningen forbindes med noget godt. Måske var det derfor, at der kom så stor tilslutning til vores events og brandet generelt – folk forbandt det med noget, de var passionerede omkring. Deres sport. Deres træning. En god følelse.
“Da vi havde allermest fart på, stoppede vi aldrig op og mærkede efter, hvordan vi havde det. Vi knoklede bare på. Det kan kroppen ikke holde til i længden. Så bliver den syg”
Mille: Vi har jo selv levet et liv med et højt stressniveau de seneste seks år. Vi kender godt til fordelene ved, at vi overholder vores træning to gange om ugen og tager tiden til at tage fem dybe vejrtrækninger i løbet af en dag. Det betyder noget for vores performance på arbejdet, men det betyder også meget for vores velvære.
Kristine: Og så kan de fleste mennesker jo godt lide at være en del af et fællesskab. At passe ind et sted. Vores træning skabte relationer, venskaber og endda forhold. Det rækker jo langt ud over at bære et stykke tøj. Sådanne oplevelser skaber ringe i vandet. Når først du har fortalt din veninde, at du har mødt den her fyr eller er blevet venner med nogle søde mennesker til et træningsevent, og hun får lyst til også at prøve det, så skal der ikke så meget til. Så er der pludselig mange i samme aldersgruppe, der bliver nysgerrige på, hvad Planet Nusa er.

”Vi har enormt passionerede medarbejdere. De har søgt job hos os, fordi de allerede var tiltrukket af vores brand, og måske var de en del af vores træningscommunity. Passionen ligger dybt i alle. Det er vi vildt stolte af,” siger Kristine Esmer.
Nye prøvelser
Fra 2021 til 2023 voksede Planet Nusa. De gik fra at være fem ansatte til 40 på lidt over to år, og i dag er de 90. De investerede altså solidt i nye medarbejdere. Økonomien var fortsat en bekymring. Det vil den nok altid være, når man som Mille Skat og Kristine Esmer selv ejer en virksomhed, mener de. Men i takt med at de voksede, opstod der helt nye udfordringer: Kunne de klare at vokse så meget? Kunne de vokse yderligere? Lige pludselig havde de ansatte, der stillede krav til dem om at vide, hvor virksomheden bevægede sig hen, og blive klædt godt på til at udføre deres arbejde. Kunne Esmer og Skat lede et hold? Det blev måske deres allerstørste udfordring.
Kristine: Lige pludselig blev mange af vores arbejdsopgaver givet videre til vores medarbejdere, og så skulle vi bruge en masse tid på at drifte virksomheden. Og det var ikke nødvendigvis vores stærkeste kompetence. At lede andre og sørge for, at alle ens medarbejdere er klar over vores mål, og hvor og hvordan vi arbejder os hen imod dem, det kræver meget tid – tid væk fra de opgaver, vi var passionerede omkring.
Mille: I et par år havde vi snuden for meget nede i dagligdagens små praktikaliteter. Vi ville have det hele til at køre. Vi glemte at komme op i helikopteren og kigge på, hvilken virksomhed vi ville skabe, og hvor vi skulle hen – hvilke målgrupper vi skulle ramme, og hvordan vi kunne gøre en forskel i folks liv. Det brugte vi alt for lidt tid på og alt for meget tid på at købe opvaskemiddel, sørge for en damper og stå for renoveringen af vores tre butikker, som vi åbnede på tre år. Vi mistede retningen, og væksten overhalede os indenom.
Kristine: I en startup, hvor man er i gang med at bygge noget op, er tid meget værdifuld. Bruger man tiden forkert, mister man jo muligheden for at udvikle sig. Vi kunne sagtens have været skarpere undervejs. Vi har taget den forkerte vej i rundkørslen et par gange nu, men det betyder også, at vi har fået elimineret, hvor vi ikke skal hen, og det er også sindssygt fedt. Vi har sagt meget ja. Vi har testet alt muligt af og har ikke været bange for at begå fejl. Men lige nu har vi for mange produkter, og vi er i gang med at snævre det ind. Vi er blevet klogere på, hvad vi er gode til at lave.
Mille: Jo klarere retningen er, des mere ro skaber det blandt medarbejderne. Det har betydet meget for os at få folk ombord, der er vant til at arbejde med mennesker og ledelse, som er dygtige til at håndtere de forandringer, som sker i virksomheder som vores, og som ved, hvad der skal formidles til medarbejderne, og hvordan og hvornår det skal gøres. Grundstenene i Planet Nusa, som jo bor dybt inde i Kristine og mig, skulle vi sørge for, at 40 andre mennesker (90 i dag, red.) forstod lige så godt. Det var en stor udfordring. Men det får vi heldigvis hjælp til i dag.
“I nogle medier er Planet Nusa blevet fremstillet som et glansbillede, hvor det lyder, som om det har været strygende nemt for os. Men det har fandeme kostet meget. Det har været hårdt. Vi har givet afkald på vildt meget. På fødselsdage og parmiddage. Relationer, der ikke er blevet holdt ved lige, utallige nætter med dårlig søvn og bare vildt meget arbejde. Jeg er mor til en toårig, som jeg gerne ville være endnu mere sammen med, og det er svært at være fuldt til stede hele tiden, når man har gang i så meget på arbejdet. Men når jeg lægger hovedet på puden om aftenen, er jeg stolt af det, vi har skabt”
Kristine: Desuden har vi altid haft et ungt hold, hvilket er fedt på mange områder, men det kræver måske lidt ekstra som leder, når det for manges vedkommende er deres første job. Der ligger et ansvar hos os for at skabe nogle gode rammer, som de kan have det godt i.
Mille: Vi forsøger at tilbyde vores medarbejdere nogle goder, som vi tror, at de sætter pris på. Et fedt kollegaskab, alle vores events og træningssessioner. På det nye kontor kommer der også et fitness- og wellnessrum. Vi giver dem alt det, fordi vi går op i deres velvære, men selvfølgelig også så de kan være den bedst mulige version af sig selv, når de går på arbejde.
Kristine: Da vi havde allermest fart på, stoppede vi aldrig op og mærkede efter, hvordan vi havde det. Vi knoklede bare på. Det kan kroppen ikke holde til i længden. Så bliver den syg. I dag har vi en regel om, at hverken vi eller vores team skal arbejde til sent ud på aftenen. Vi skal passe på os selv og sørge for at have tid til det, som fylder os op med energi, så vi har overskud til den her vilde rejse, vi stadig er på med Planet Nusa.
Mille: I nogle medier er Planet Nusa blevet fremstillet som et glansbillede, hvor det lyder, som om det har været strygende nemt for os. Men det har fandeme kostet meget. Det har været hårdt. Vi har givet afkald på vildt meget. På fødselsdage og parmiddage. Relationer, der ikke er blevet holdt ved lige, utallige nætter med dårlig søvn og bare vildt meget arbejde. Jeg er mor til en toårig, som jeg gerne ville være endnu mere sammen med, og det er svært at være fuldt til stede hele tiden, når man har gang i så meget på arbejdet. Men når jeg lægger hovedet på puden om aftenen, er jeg stolt af det, vi har skabt. Stolt af det community, vi har bygget. Af de relationer, som vokser gennem vores begivenheder. At vide, at nogle har etableret venskaber eller er blevet forelskede på vores bootcamp, er fantastisk.
Kristine: Jeg er stolt af at få lov til at berøre så mange mennesker og være en positiv forandring i mange menneskers liv – både gennem vores træning og selvfølgelig som en god arbejdsplads for 90 mennesker.

Mille Skat og Kristine Emer investerer i og bidrager til kvindelige iværksættere, fordi de gerne vi hjælpe dem med at udleve deres ideer og ikke mindst fremme antallet af kvindelige virksomhedsejere. ”Vi brænder for styrke kvinders forretningsdrømme. Det er fedt, at de kan stå på skuldrene af vores erfaring og måske springe et par step over på rejsen. At vi kun har fokus på kvinder, skyldes, at vi synes, det er svært at være kvinde i business-verdenen. Der er en stor uligevægt i repræsentation af iværksættere, og vi har erfaret, at de mange mænd helst giver hinanden skulderklap og vennetjenester, mens vi ofte er blevet mødt med skeptisk omkring vores ideer og visioner: ”Er I nu sikre på, at I kan klare det?,” siger Mille Skat.
Sommerfuglene bobler igen
Efter at have omsat for 73 mio. og endt med et overskud på lidt over 3 mio. i 2023 viste årsregnskabet fra 2024 et lavere overskud. Det skyldes i høj grad, at Planet Nusa i det forgangne år har investeret kraftigt i sin ekspansion til først og fremmest USA med afsæt i New York, og de er også i gang med at udrulle en indsats i London og Manchester i England og i Berlin og München i Tyskland. 2025 har handlet om udlandet – nu skal Planet Nusa internationaliseres, som de drømte om helt i begyndelsen: Det var ikke kun navnet, der skulle fungere uden for Danmark. De skrev også alle deres tekster på sociale medier på engelsk, og generelt var de sikre på, at udlandet også ville slå an. Det skete ikke. Og i stedet fokuserede de to veninder på hjemlandet. Men nu er interessen så begyndt at komme fra andre lande. Særligt i New York er det begyndt at ulme, efter at flere newyorkere skrev til dem på Instagram og spurgte om, hvornår Planet Nusa kom til New York med en løbeklub.
Mille: Vi var impulsive igen, ligesom i starten. Jamen så lad os da arrangere en løbeklub den første lørdag i måneden i New York. Sådan kastede vi os ud i det for snart halvandet år siden. Nu sætter vi gang i flere events og satser den vej igennem på at udbrede os derovre.
Kristine: Vores miljø i New York er stadig småt, men der er gang i noget. Vi kan se, at deltagerne får noget ud af at være en del af vores community, og det gælder ikke kun herhjemme. Det gør sig også gældende i New York, hvor der jo er enormt mange mennesker, som kommer fra alle mulige lande, og som netop leder efter at blive en del af et fællesskab i deres nye hjemby.
Mille: Og selvom det ikke er til at vide, hvad der kan ske i USA med Trump ved magten, så har vi ikke tænkt os at vende amerikanerne ryggen. Det kan vi ikke, efter at de har vist os den her tiltro.
Kristine: Vi er et smukt sted på vores rejse lige nu. I Danmark har vi fået et stærkt brand – så stærkt, at vi er blevet et naturligt førstevalg for mange kvinder, når de skal købe træningstøj. Den position er vi meget stolte af og ydmyge omkring. Og det er derfor, at vi føler os klar til at tage det næste skridt. Men det bliver selvfølgelig som at starte forfra. Vi skal videreudvikle vores storytelling og igen have fat på nye målgrupper. Det bliver svært og krævende. Men vi følger vores opskrift med at skabe communities. For Planet Nusa er først og fremmest et fællesskab. Og så laver vi nogle produkter, der passer dertil.
Mille: At slå igennem i udlandet er klart vores største fokus lige nu. Det får sommerfuglene til at boble i maven igen.