Lea Parkins & Philip Skovgaard blev venner i 10. klasse. Fem år senere flyttede de som kærester fra Aarhus til København for at studere og for at udfolde deres drøm om at blive selvstændige. I dag driver parret de populære spisesteder Mangia, Bevi Bevi, Circolo, Bar La Una og Bar Amore.
Blå bog
Lea Parkins, 42 år & Philip Skovgaard, 42 år.
Lea Parkins er uddannet tekstildesigner fra Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering. Philip Skovgaard har en uddannelse i filosofi og italiensk fra Københavns Universitet.
Parret åbnede Bevi Bevi i 2013 i Oehlenschlægersgade på Vesterbro i København, siden er Mangia, Bar La Una, Circolo og senest Bar Amore kommet til – alle på Vesterbro eller Frederiksberg.
Parret bor på Vesterbro sammen med deres tre børn.
Lea Parkins: Lige da vi var blevet kærester, begyndte vi at skrible forskellige idéer til projekter, vi kunne søsætte, ned på papir. Vi skulle være selvstændige, men spørgsmålet var med hvad. Gerne noget med møbler og design eller større koncepter inden for mad. Vi ville i hvert fald ikke drive en klassisk restaurant med fokus på gammeldags dyder som service og værtskab.
Philip Skovgaard: Mine forældre solgte vin i mange år, og de fortalte altid, hvor rådden restaurationsbranchen var. Vi fandt det her kælderlokale i Oehlenschlægersgade på Vesterbro, hvor vi testede forskellige idéer – vi importerede blandt andet naturvin, men fik aldrig rigtig vind i sejlene. Da vi lidt tilfældigt fik tilbudt lokalet, som blev til Bevi Bevi, for småpenge, slog vi til, og af uransagelige årsager åbnede vi en lille italiensk restaurant. Jeg ved ikke, hvorfor vi besluttede os for at lave noget, som vi havde svoret, vi ikke skulle gøre. Det er lidt mystisk.
“Jeg tror heller ikke, at vi havde tænkt, at vi skulle arbejde sammen i 22 år – tanken var at tage et projekt ad gangen, men det blev svært at fyre hinanden …”
LP: Det havde nok noget at gøre med, at du voksede op i Italien og var rigtig god til at lave italiensk mad …
PS: Ja, det er rigtigt, men vi kunne lige så godt have åbnet en panini-shop, ikke en old school restaurant. Vi var nok tiltrukket af energien i at lave et sted, hvor det bimler og bamler, og gæsterne er glade og kommer igen hver fredag. Det er sjovt at have en restaurant, hvor folk godt kan lide at være.
LP: Bevi Bevi blev lynhurtigt en succes, og vi fik supertravlt. Pludselig var der ingen vej tilbage. Jeg tror heller ikke, at vi havde tænkt, at vi skulle arbejde sammen i 22 år – tanken var at tage et projekt ad gangen, men det blev svært at fyre hinanden … Vi har aldrig planlagt noget. Hvilke restauranter, vi skulle åbne, eller hvornår og hvor mange børn, vi skulle have. Der er heller ingen to do-lister i hverdagen.
PS: Det er fuldstændigt fjollet med lister. Der kommer bare mere på dem, og alting bliver jo fikset på en eller anden måde.
LP: Vi har aldrig skrevet noget ned. Hverken værdier og filosofier, eller vores forretningsplan de næste fem år. Det taler vi til gengæld om. Uafbrudt. Hvis vi ikke er i den samme restaurant, taler vi i telefon sammen. Listerne er nok mest oppe i mit hoved. Det er mig, som er den lavpraktiske af os. Jeg står for det administrative og har styr på personalet og de der småting, som skal fikses fra dag til dag. Når jeg skal løse noget, så trækker jeg mig fra Philip, ellers får jeg ikke noget for hånden, for han vil hellere tale om sine visionære idéer eller udvikle nye retter med kokkene. Men det er fedt, for så kan jeg lige tjekke ind hos ham to timer senere og få noget ny energi, når det andet bliver for kedeligt.
PS: Praktik er vildt uinteressant. Jeg sætter meget stor pris på, at Lea får styr på de her ting. Er du tosset. Uden hende ville det ikke fungere, hun er ankret i forretningen. Det ville også være ulideligt, hvis vi begge rendte rundt som sådan nogle Duracell-kaniner. Jeg synes bare, at vores forretning er spændende. Jeg gider ikke tale om andet. Vi har ikke heller nogen hobbyer, nej, vi laver kun det her. Selv når vi er sammen med venner, er det oftest arbejdet, vi taler om, fordi flere af dem laver det samme.
“Jeg tror, at vi er mere sammen med vores børn end de fleste, som har “almindelige” jobs”
LP: Det er kun, når jeg er sammen med mine veninder, at vi taler om børn, mest deres børn. Når vi er ude sammen, Philip og jeg, taler vi kun om børnene, hvis der er sket noget, der skal løses, ellers taler vi om forretning. Om vores mål og drømme. Om at åbne et nyt sted.
PS: Folk snakker generelt for meget om deres børn, lad dem nu bare være børn.
LP: Vi er meget sammen med vores børn, fordi vi er hjemme om aftenen, når de kommer hjem fra skole, og fordi vi ofte laver noget på børnenes præmisser i weekenden. Jeg har endda lige været i Lalandia. Børnene har altid været med. Lige siden den første var med på arbejde, fordi jeg ikke syntes, han skulle starte i institution så tidligt, til i dag, hvor de to ældste har hjulpet med at opbygge Bar Amore (parrets nyeste restaurant på Frederiksberg, red).
PS: Jeg tror, at vi er mere sammen med vores børn end de fleste, som har “almindelige” jobs. Den selvstændige tilværelse giver meget arbejde, men også noget frihed og fleksibilitet.
LP: Og vi tager på familieferier og den slags. Selv om vi nu også rejser for at blive inspireret – senest var vi i Paris for at se nogle restauranter. Der er bare ingen opdeling mellem arbejde og privatliv, men vi forsøger da at være professionelle i møder med vores ansatte og holde en anden tone over for hinanden.
PS: Men så igen; der er mange af de ansatte, som har arbejdet med os i lang tid, og de kender vores dynamik.
LP: Vi kan godt have nogle heftige skænderier. Ret voldsomme endda, men de er hurtigt overstået.
PS: Der er lidt sydlandsk stemning over vores forhold. Vi går ikke og holder inde med noget, og vi har sjældent konflikter derhjemme, det er næsten altid arbejdsrelateret. At skændes om, hvem der skal støvsuge, eller at jeg puttede i går, så du skal putte i dag, eller du var ude i sidste weekend, så nu er det min tur, virker helt underligt for mig.
LP: Vi skændes, hvis en af os har glemt noget. For eksempel bookede en af Philips venner et bord til 12 igennem ham, og jeg glemte at få den i bogen, fordi jeg havde et spørgsmål, der ikke blev fulgt op på. Og så diskuterede vi, hvis fejl det var. Selv om vi skændes, så er jeg helt sikker på, at jeg har Philip, og langt hen ad vejen er vi meget enige.
PS: Ja, når vi åbner et nyt sted, ved vi, at det skal være en italiensk restaurant, fordi det er det eneste køkken, jeg har styr på, og stemningen i rummet er vi også hurtigt enige om. Det er primært små detaljer i indretningen, vi kan være uenige om, men der er ingen af vores steder, hvor vi er uenige om grundtemaet. Med årene er vi blevet bedre til at forstå, hvad vi er dygtige til, og hvor vi har brug for hjælp. Vi har også en plan for fremtiden, men den kan altid ændre sig, ikke?
LP: Det er gennem vores samtaler, at alt falder på plads.
