De nye danske skuespilstjerner på den internationale scene hedder Sarah-Sofia Boussnina, Amanda Collin, Danica Curcic og Filippa Navarana Coster-Waldau. Her fortæller de fire kvinder om den totale tilstedeværelse, store succeser med globale fanbaser, californiske klovneguruer og at lære at råbe i vilden sky. Og ikke mindst om hvordan de hver især fandt vej fra teenage-værelset til det helt store lærred. Her kan du møde Filippa Navarana Coster-Waldau, når hun fortæller om sin vej ind i rampelyset.
Blå bog
Filippa Navarana Coster-Waldau. Født i 2000 og vokset op i Lyngby. Har medvirket i TV-serierne ‘Håber du kom godt hjem’ og ‘Salsa’. Hun spiller hovedrollen i den kommende Netflix-produktion ‘Smillas fornemmelser for sne’, der bygger på Peter Høegs roman ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’. Hun er datter af skuespillerne Nikolaj og Nukâka Coster-Waldau og søster til skuespilleren Safina Coster-Waldau. Bor i København.
“I DE SMÅ klasser havde jeg en bedste ven, som flyttede til Frankrig, og herefter så jeg ham ikke i mange år, måske ti år. Men da vi genså hinanden, sagde han: “Nå, vil du så stadig være skuespiller?” Det morede jeg mig over, for det må betyde, at det var noget, jeg sagde allerede dengang.
Jeg har altid set virkelig meget op til mine forældre. Jeg syntes, at det var så sejt, hvad de lavede, og jeg elskede at være med på set, hvor der skete mange ting på en gang. Det så virkelig sjovt ud, og de var begge to så glade for deres arbejde. Som skuespiller leger man jo. Det er ligesom at lege far, mor og børn. “Nu er du faren, og jeg er moren”, og så går man i gang, men samtidig tager man det fandeme alvorligt, og det kan også nogle gange være nogle meget alvorlige lege med store følelser på spil.
Min mor lavede meget fysisk danseteater, da jeg var lille, og jeg var bl.a. med hende på Færøerne, hvor jeg husker små glimt af, at hun sad nede i en stor papkasse med mærkeligt tøj på. Jeg var også med min far, når han optog ‘Game of Thrones’, og jeg fik lov til at se, hvad de optog på skærmen, når de kørte scenerne igen og igen og igen. Nogle gange var der sindssygt mange statister, eksempelvis en hel hær af krigere på heste.
Derhjemme var det til gengæld mine forældre, der blev placeret i sofaen, når min søster og jeg optrådte med danse og forskellige performances i et væk. Eller legede cirkus udenfor på gyngerne. Det var en tilbagevendende klassiker.
“Det er først på det seneste, at jeg har fået lukket ned for det der indre tidspres, for det gavner ikke noget. Men jeg har det stadigvæk 100 procent sådan, at jeg vil være mindst lige så god som mine forældre”
FRA JEG VAR 13 år, begyndte jeg at søge rigtig meget efter castings på internettet. Man skulle tit betale for at få at vide, hvor castingen foregik, men nogle gange var man heldig, at det var en åben casting. Det var sådan, min søster og jeg kom med i ‘Emil fra Lønneberg – The Musical’ i Tivoli. I de efterfølgende år var vi en del af en amatørteatergruppe, hvor vi spillede alle mulige roller, der hverken var store eller flotte. Jeg spillede bl.a. et dansende tæppe i ‘Pippi Langstrømpe’.
Sideløbende søgte jeg alt muligt forskelligt og gik til virkelig mange castings. Jeg kom med i en kortfilm og en pilotfilm. Min søster castede på piloten til en julekalender, og jeg skrev til dem og spurgte, om jeg også måtte sende et bud på en rolle. Det fik jeg lov til, men jeg fik ikke rollen. Den sved, men afslag er et vilkår i branchen, så man lærer hurtigt ikke at lade sig slå ud.
Den første større rolle, jeg fik, var i Viaplay-serien ‘Håber du kom godt hjem’, hvor jeg landede hovedrollen som veninden til en pige, der bliver voldtaget til en gymnasiefest. Vi optog hen over ni uger. Det var et meget alvorligt tema, men det var virkelig sjovt at få lov til at være med i noget i længere tid, for det krævede virkelig, at jeg kunne mine ting.
Mine forældre har altid støttet mig, men også sagt, at jeg skulle tage det alvorligt og være velforberedt, for ellers er det lige meget. Jeg har altid lagt et pres på mig selv, fordi jeg vil gøre det mindst lige så godt som dem. Særligt min far var meget hurtig på den med alting. Han blev færdig med gymnasiet som 17-årig og kom direkte ind på Teaterskolen. Det er jo vildt at tænke på! Jeg ved, at han har arbejdet pissemeget og fået masser af afslag undervejs, men jeg har altid haft den der pejling i hovedet: “Shit, jeg er 18 år nu, hvor jeg er færdig med gymnasiet, så jeg er allerede et år bagud.” Og da jeg søgte ind på Teaterskolen og ikke kom ind, tænkte jeg automatisk: “Shit, endnu et år bagud.”
Det er først på det seneste, at jeg har fået lukket ned for det der indre tidspres, for det gavner ikke noget. Men jeg har det stadigvæk 100 procent sådan, at jeg vil være mindst lige så god som mine forældre.
DA JEG HØRTE, at Netflix skulle i gang med at producere ‘Smillas fornemmelser for sne’, og at de skulle bruge en halvt grønlandsk kvinde til hovedrollen, tænkte jeg: “Det er mig!” ‘Smilla’ er en virkelig vigtig historie, og jeg ved, at det for mange grønlændere betyder noget, at det rent faktisk er en person, der er halvt grønlænder, der spiller rollen, og ikke bare en, der ‘ligner’ en grønlænder – for hvordan gør man overhovedet det?
Det viste sig, at jeg var for ung til at gå til casting på rollen, fordi hun i bogen er 35 år – og det er jeg jo ikke. “Fair nok,” tænkte jeg og kom videre med mit liv. Imens holdt produktionen casting på casting rundtom i Danmark og Grønland og også Canada og Alaska, hvor der lever inuitter, men efter et halvt år havde de stadig ikke fundet en til rollen. Så fik jeg lov til at sende et selftape ind, og det førte til, at jeg blev kaldt til en screentest i Berlin. Det syntes jeg i sig selv, var sindssygt. Jeg havde aldrig før prøvet at blive fløjet til et andet land for at skulle lave en casting.
“Det er temaer, jeg selv har været optaget af, ligesom jeg i hele mit liv har hørt kommentarer, fordomme og småracistiske bemærkninger fra folk, fordi jeg er grønlænder”
I Berlin fik jeg makeup og kostume på og skulle spille over for ham, der spiller Rahid i historien, Elyas M’Barek, en stor tysk skuespiller. Det foregik på et set, så det var ligesom at være på optagelse. Det er sikkert normalt, men for mig var det det største nogensinde, og jeg var skidenervøs, også fordi man kan lave rollen på forskellige måder, og jeg vidste ikke, hvad de var ude efter.
Vi lavede de tre-fire scener, vi havde forberedt, og herefter blev to af os bedt om at blive, mens de andre blev sendt hjem. Til sidst skulle vi hver især lave en monolog, mens de filmede rundt om os. Så fløj jeg hjem igen. Og så var det bare at vente.
Efter et par uger ringede min agent til mig over FaceTime. Hun var i Los Angeles, og det var resten af min familie tilfældigvis også, så de var allesammen med til at fortælle mig, at jeg havde fået rollen. Det var selvfølgelig kæmpestort. Det kunne jeg også mærke, at det var for min mor og hele den side af familien, for hele den underliggende historie handler jo om forholdet mellem Danmark og Grønland og den der identitetssplittelse mellem at være dansk og grønlandsk og aldrig helt føle sig god nok nogen af stederne. Det er temaer, jeg selv har været optaget af, ligesom jeg i hele mit liv har hørt kommentarer, fordomme og småracistiske bemærkninger fra folk, fordi jeg er grønlænder.
Samtidig med mange danskere så lidt om Grønland og grønlandsk kultur. Man lærer jo ikke rigtig andet i skolen, end at den der store, hvide ø på kortet er en del af Danmark. Det vilde er jo så, at det for tiden fylder endnu mere end nogensinde før. Er det godt eller dårligt, at den lander midt i alt det? Jeg er spændt, men det er også lidt scary.
VI OPTOG SERIEN hen over syv måneder i Litauen. Jeg har aldrig været med i så stor og international en produktion før. Altså bare det her med at have en double, der klarer lysindstillingerne for en. I starten syntes jeg, at det var ret skørt, for jeg er jo lige her, så hvorfor står hun og gør det?
Jeg boede i en lille lejlighed i hovedstaden, Vilnius, og så optog vi ellers 13 timer fem gange om ugen. Jeg er vant til at være omgivet af venner på min egen alder og lave ting i weekenderne, men her var jeg ultimativt den yngste, så det betød også, at det blev rent arbejde. Jeg tror faktisk, at det var meget sundt for mig at prøve.
I ‘Smilla’ spiller jeg en, der er ældre end mig, hvilket har krævet, at jeg har skullet finde nogle helt andre, langt mere kvindelige sider frem. De satte rollen lidt ned i alder, så den var i slut-20’erne i stedet for 35, og så fik jeg farvet mit hår helt mørkt og blev klippet helt clean og kort, hvilket gjorde mig ældre at se på.
“Min mor bad mig ligefrem om at smække mere med døren, fordi jeg altid var sådan en, der lukkede den stille og roligt, også når jeg var sur, og så græd for mig selv bag døren”
Tidligt i forløbet blev jeg sendt på en råbeworkshop med min instruktør og producer. Det kom sig af, at vi lavede en scene, som blev ved med ikke at sidde helt i skabet. Til sidst bad min instruktør mig om at prøve at råbe hele scenen. Så forsvandt alt blodet fra mit ansigt. Jeg har aldrig været sådan en, der råber. Det var jeg heller ikke som barn og teenager. Min mor bad mig ligefrem om at smække mere med døren, fordi jeg altid var sådan en, der lukkede den stille og roligt, også når jeg var sur, og så græd for mig selv bag døren.
Min instruktør kunne se, hvor utilpas jeg blev af at få stillet opgaven. For mange andre ville det jo bare være at gøre det, men for mig var det simpelthen så grænseoverskridende, og jeg var ved at begynde at græde. Efterfølgende arrangerede hun så en råbeworkshop for mig, hvor vi kørte ud i en boksehal. Først skulle vi danse rundt i bokseringen, mens der blev sat musik på. Det var bare mig, min instruktør og produceren. Bagefter skulle vi på skift råbe og skrige og løbe rundt og være megaskabede. Min instruktør kom også med forskellige scenarier; eksempelvis skulle jeg forestille mig, at der var en, der var ved at hoppe ud foran et tog, og at det var op til mig at forsøge at stoppe vedkommende ved at råbe og skrige.
Det var hele tiden scenarier, der krævede alle mulige store følelsesudbrud, og i starten var jeg hele tiden ved at begynde at tude. Men da dagen var omme, var det pludselig ikke så farligt at råbe mere.
For nylig færdiggjorde jeg sæson tre af DR’s ungdomsserie ‘Salsa’, hvor min lillesøster og jeg spiller hovedrollerne. Her kunne jeg virkelig mærke, at der var sket meget siden sidst, ikke mindst fordi jeg havde optaget ‘Smilla’ i mellemtiden. Jeg tror virkelig, det har hjulpet mig meget at lære ikke at være bange for de store følelser. Nu synes jeg ligefrem, at det er sjovt at bevæge sig derud, hvor man slipper sig selv fuldstændig løs og ikke er bange for at fylde alt for meget. Man kan jo altid skrue lidt ned for det. Det er langt sværere at skulle skrue op.”
