To årtier er der gået med ikoniske skjorter, håndstrik og blødt, blødt sengetøj. Danske Aiayu fylder år. Her fortæller founder Maria Høgh Heilmann om rejsen til Bolivia, der satte brandet i gang, om benspænd, håndværk og materialer, og om stædigt at tro på, at modebranchen kan skrues anderledes og mere ansvarligt sammen.
Blå bog
Maria Høgh Heilmann er uddannet beklædningsdesigner fra det, der dengang hed Københavns Mode- og Designskole og har en master i strik fra Italien. Hun var på barsel med sin ældste søn, da hun efter en rejse til Bolivia startede Aiayu i 2005.
Maria Høgh Heilmann er gift med David Heilmann og sammen har de børnene Columbus på 21, Havana på 18 og Edgar på 14 år. Aiayu har fyldt meget i Marias liv de sidste 20 år og har været en naturlig del af familien og børnenes opvækst.
Jeg var på barsel med mit ældste barn første gang, jeg besøgte La Paz i Bolivia. Det er uden tvivl den rejse, jeg har været på, der har gjort størst indtryk på mig. Bolivia var på det tidspunkt et af Sydamerikas fattigste lande og på mange måder et udfordrende land at rejse i. Bolivianske damer strikkede alle steder, man så sig omkring, i bussen, ved deres grøntsagsboder – på hvert et gadehjørne sad en håndstrikker med sit strikketøj i hånden.
Jeg har altid været fascineret af strik, hele min barndom har jeg syet og strikket mit tøj selv, ogunder min uddannelse tog jeg en master i strik i Italien. Det var den bedste tid i mit liv, det var fantastisk at være blandt mennesker, der havde samme passion og opleve forbilleder, jeg kunne lære af.
På min første tur til Bolivia mødte jeg en lokal uldproducent og blev fuldstændig forelsket i lama-ulden. Den var noget helt ud over det sædvanlige. Vi var i en tid, hvor mange brands havde bevæget sig langt væk fra både materiale og håndværk, det meste var fast fashion. Jeg ville gerne tilbage til kernen. På den måde er jeg nok lidt nørdet. Jeg kan godt lide materialet og teksturen. Jeg er langt mere fascineret af håndværket og produktet end af modens tendenser, men har samtidigt altid haft en drøm om at kunne kombinere magien fra mode med det gode, holdbare produkt.
Med produktion i Bolivia, Nepal, Indien og Europa har Aiayus udvikling været lidt af en rejse. I anledningen af jubilæet har de samlet en håndfuld minder fra rundt om i verden, deriblandt en lille strikket dukke og en stage med to lama-hoveder.
Vi startede ud med en lille kollektion kun bestående af strik. Jeg havde lyst til at lave yndlingstrøjen, som jeg gerne selv ville have den, men som jeg ikke kunne finde. En kvalitetsstriktrøje af den slags, man altid har brug for at have i sin garderobe og som holder ved brug og vask. Jeg var meget fokuseret på, at jeg ville vise, at man kunne skabe en kollektion med langsommelighed og arbejde mere koncentreret med håndværket. I første omgang tænkte vi ikke så meget over, at vi skulle sælge en masse.
Bolivia var dengang ikke blevet formet af moderne industri, der fandtes ingen strikproduktion, de eksporterede bare råulden, og derfor var de heller ikke blevet påvirket af moderne tendenser som f.eks at blande materialer. Ulden var 100% uld og den bedste af slagsen. Vi kørte et udviklingsprojekt med Danida og sammen med vores lokale uldproducent har vi fået etableret landets første strikkeri og spinderi. Fabrikken står for alle processerne, ulden kommer ind og bliver vasket, kartet, spundet og farvet og strikket samme sted. Vi ved præcis, hvad vores produkt gennemgår fra ende til anden. Og vi kan lave 60 % af produktionen ufarvet, fordi lamaulden har så mange forskellige nuancer.
Bolivias natur er enestående og gennem årene har det været vigtigt for Maria Høgh Heilmann at besøge landet med jævne mellemrum. For at tale med Aiayus samarbejdspartnere, men også for at se lamaerne i højlandet.
Vi har søgt ud i verden efter en anderledes måde at gøre tingene på, vi har søgt andre kvaliteter, også dem som ikke er så kommercielt tilgængelige. Og det har været vigtigt for os at ære det lokale håndværk. Hvis håndværket ikke bliver brugt og givet videre til næste generation, mister vi den viden, der ligger i hænderne, der arbejder. Det har været fantastisk at se den fornyede stolthed, vi har kunnet bidrage til i f.eks. Bolivia.
Det land, vi producerer i, sætter rammerne for, hvordan vi arbejder ansvarligt med fibrene og håndværket. Da vi i 2013 startede op i Indien, fordi vi havde et ønske om at lave produkter i bomuld, fandt vi en producent, der i forvejen havde alle certificeringer. De har et fuldstændig fantastisk samarbejde med de indiske bomuldsfarmere, der dyrker økologisk regenerativt bomuld. I Nepal, hvor vi producerer cashmere, har de ikke selv råmaterialer, men de er fænomenale til håndværk og forarbejdning. Her valgte vi at source ufarvet og GOTS-certificeret cashmere, yak og sartuul-uld fra et regenerativ cooperative i Mongoliet. Da vi så for tre-fire år siden introducerede produktion i Europa, var det for at udforske den specialviden, der findes her omkring ’high performance materialer’ og tailoring.
Jeg har en kæmpe respekt for de mennesker, vi arbejder med. Vi er jo på mange måder meget ens som mennesker og så er vi bare så utroligt forskellige alligevel, formet af hver vores kultur, ophav og muligheder. I starten, når jeg var i Bolivia, glædede jeg mig virkelig meget til at komme hjem, og når jeg kom hjem, glædede jeg mig virkelig meget til at komme tilbage. Fordi det er så fascinerende et land. Bolivia har den vildeste natur, det vildeste materiale og en kultur, der bærer håndværket videre. Det inspirerer mig helt vildt. Vores unikke bånd til vores producenter findes også i vores navn, Aiayu, som er inspireret af en boliviansk håndstrikker. Navnet Aiayu kommer fra det bolivianske sprog, aymara, og betyder sjæl.
Det ikoniske bomuldssengetøj kom til i 2014. På det tidspunkt havde Aiayu lanceret en skjorte der var så blød, at Maria Høgh Heilmann havde lyst til at sove i den – det inspirerede hende til at designe Aiayus sengetøj. Sammen med puder og plaider i boliviansk lamauld danner det stammen i en lille fast kollektion af tekstiler til boligen.
Designmæssigt har jeg en tendens til at skrælle rigtige meget af, jeg kan godt lide at holde det simpelt, og jeg vil gerne lave kollektioner, der er tidløse. Jeg forsøger at undgå fikse detaljer, der kommer til at irritere med tiden. Og så skal kollektionerne gerne kunne passe sammen sæson efter sæson, som byggeklodser, hvor man langsomt bygger på med en skjorte, en frakke, en sweater. Når det er sagt, bliver jeg da alligevel inspireret til at lave en blomstret skjorte eller en farverig håndstrik, fordi det også er en måde at udtrykke håndværk på.
For mig kommer forretningsdelen i anden række og produktet i første. Jeg har altid bare tænkt, at hvis vi har det rigtige produkt, så kommer efterspørgslen. Sådan er det desværre ikke altid. Heldigvis har jeg en rigtig god partner i Maria (Glæsel, red.), der blev CEO og partner i 2011. Aiayu er jo også en forretning, der skal fungere, og det var aldrig lykkedes mig uden hende. Som kreativt uddannet tænker jeg meget produkt og håndværk, men at få produkterne ud ad døren kræver en helt anden tankegang, og det er hun mester til.
Jeg var meget overvældet, da vi åbnede vores første butik i Store Strandstræde i 2017. Tænk, at vi var kommet så langt med så små skridt. Siden er der kommet tre butikker mere til, som alle er designet ud fra samme filosofi som vores kollektioner – skabt af håndværkere og specialister i hvert sit felt. Space Copenhagen har indrettet, og Malte Gormsen har stået for alt snedkeriet ud fra en tanke om at få meget ud af lidt. Gulvene er blevet bevaret og kabinetterne bygget i godt gedigent træ og så har Rasmus Smed, som vi kalder ham, lavet kroge i jern.
Den første Aiayu-butik i Store Strandstræde i København åbnede dørene i 2017.
Butikkerne er vigtige for os, de reflekterer vores univers. Vi kommer tættere på vores kunder og de kommer tættere på os. Her får man også en fornemmelse af, hvordan vores kollektioner hænger sammen, og hvordan vores produkter kan kombineres med hinanden – som byggeklodser. Det er også i butikkerne, vi har vores repair service og workshops. Et initiativ der inviterer til, at man reparerer sit tøj i stedet for at kassere det.
Jeg startede Aiayu hjemme hos mig selv. Dengang boede jeg på Sortedam Dosseringen. Jeg kan huske, da de første produktionskasser kom hjem, og at de knapt kunne være i lejligheden. 20 år er gået som et knips med fingrene og efter flere forskellige locations, er vi nu flyttet ind i det gamle post og telegraf-hus på Indiakaj. Et virkelig fint hus bygget i slutningen af 1800-tallet, dengang man gjorde sig umage. Huset er en investering i vores sammenhold, for det er vigtigt, at vi har et dejligt sted at gå på arbejde. Og her har vi endda vores egen vilde have lige uden for døren. Vi lever i en verden, som er meget industrialiseret, naturen er langt væk – derfor betyder det noget for os, at vi kan spise vores frokost udenfor, se hvordan ting vokser vildt og plukke en fin buket til kontoret.
Ansvarlighed har været en grundsten i Aiayu siden grundlæggelsen i 2005.
Med tyve år på bagen følger der op- og nedture med, der har selvfølgelig været mange svære dage, hvor jeg har overvejet, om det er bekymringerne og de vågne nætter værd. Men så har jeg sovet på det og er blevet draget af det hele igen. For mig giver det mening at blive ved, fordi vi gør tingene på vores egen måde. Selvfølgelig kan økonomien være udfordrende og modebranchen kringlet at navigere i, men de mennesker, vi arbejder med, og de lande, vi producerer i, hvor håndværket og fibrene føles så ægte, er grunden til, at jeg fortsætter.
Jeg kan indimellem savne min unge naive tilgang til tingene, og jeg kan være overrasket over, at et lille projekt dengang i Bolivia har vist sig at kunne blive til en vellykket forretning. At det kunne lykkes os at tjene penge og samtidig producere på den her måde og måske endda inspirere andre til at gøre det samme. Mange har måske set det som et filantropisk projekt, men det har det aldrig været. Vi har fulgt, hvad der inspirerede os og grebet, hvad der dukkede op af muligheder og har fået det bedste ud af det. Jeg er taknemmelig for, hvordan den her rejse har udviklet mig. Jeg føler mig stærkere, jeg har lært så utroligt meget.
Som brand kigger vi mod en international rejse. Vi har allerede internationale forhandlere og gode ambassadører, men vi vil gerne dele vores univers med endnu flere. Jeg føler, vi er klar til at navigere i en international modebranche uden at miste os selv. Det kræver en solid kerne at agere i verden, og den kerne synes jeg, at Aiayu har nu. Jeg tænker også, at der må være mange derude, der kunne få glæde af vores produkter.
At holde show for første gang her i august var en fantastisk oplevelse. Mange har spurgt, hvorfor vi først gør det nu, og det korte svar er, at det aldrig har været målet med Aiayu at holde show. Men hold da op, det var fantastisk at få lov til at vise brandet frem på den måde. Det var nervepirrende. Vi holdt det småt, så man kunne komme tæt på materialerne og se strukturerne. Vi fik også mulighed for at vise nogle af vores signaturprodukter, som kommer igen og igen, som Shirt og vores yndlingscashmere, Leonardo-strikken, som er symboler for vores 20-års jubilæum. Det var stort og rørende.