De nye danske skuespilstjerner på den internationale scene hedder Sarah-Sofia Boussnina, Amanda Collin, Danica Curcic og Filippa Navarana Coster-Waldau. Her fortæller de fire kvinder om den totale tilstedeværelse, store succeser med globale fanbaser, californiske klovneguruer og at lære at råbe i vilden sky. Og ikke mindst om hvordan de hver især fandt vej fra teenage-værelset til det helt store lærred. Her kan du møde Curcic, når hun fortæller om sin vej ind i rampelyset.
Blå bog
Danica Curcic. Født i 1985 i Beograd i Serbien. Hendes navn betyder ‘Danmark’ på latin, men hun kom først til landet som etårig, da hendes far fik arbejde på den jugoslaviske ambassade i København. Hun har en bachelor fra Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet og har både gået på den californiske teaterskole Dell’Arte International School of Physical Theatre og på Statens Teaterskole. Hun fik i 2012 sin teaterdebut på Det Kongelige Teater med forestillingen ‘Lulu’ og medvirkede efterfølgende i film som bl.a. ‘Fasandræberne’ og ‘Stille hjerte’. I 2014 modtog hun talentprisen Shooting Star Award ved Filmfestivalen i Berlin. Hun har senere medvirket i bl.a. ‘Darling’, ‘The Mist’ og Netflix-produktionerne ‘Equinox’ og ‘Kastanjemanden’. Hun bor med sin mand og sin datter på Amager.
“DA JEG VAR 19 år, forelskede jeg mig en amerikansk fyr, som jeg mødte på Christiania, og efterfølgende rejste jeg med ham til hans fødeby, Blue Lake i det nordlige Californien. Det var en lillebitte by med måske 300 indbyggere i alt, der lå omgivet af de kæmpehøje redwoodtræer. En dag så jeg, at der på den anden side af vejen løb folk rundt med klovnenæser og masker på: “Hvad sker der lige derovre!?” Det viste sig, at det var en alternativ teaterskole, og jeg fik lov til at komme ind og kigge på og være med til noget af det. Jeg blev helt tryllebundet af det.
Bagefter søgte jeg ind på Dell’Arte International School of Physical Theatre, som skolen hed, og forelskede mig pladask i den. Undervisningen handlede rigtig meget om maskearbejde, melodrama og klovnearbejde, og der var rigtig meget fokus på, at man skulle løsne sine kropslige vaner og slippe forfængeligheden. I starten indebar det, at man skulle i kontakt med naturen. Vi brugte lang tid på at kramme træer, bære træstammer og lege, at vi var alger i vandet.
Vi arbejdede ikke med klassiske tekster, for det var et langt mere fysisk teaterudtryk, der tog afsæt i kroppen i rummet. Når man leger med masker og klovneri og bliver tvunget ud i alle mulige ekstremer, ryger man til sidst ud et sted, hvor man glemmer sig selv, og hvor der bliver lukket ned for den der selvbevidsthed, der sidder i en, og det gør, at man føler sig meget mere fri i sin krop.
Jeg glemmer aldrig, da vi havde besøg af en klovneguru. Han sad med en tromme mellem benene og spillede lynhurtige trommehvirvler, mens vi på skift løb ind foran ham. “Be funny!” råbte han, og kort efter “Not funny!”, og så var det den næste persons tur. Sådan blev det ved i timevis. Til sidst mister man fuldstændig kontrollen og det kalkulerede, og så kommer det ægte intuitive.
JEG ER VOKSET op i en serbisk familie med meget store karakterer og masser af fortælleglæde. Mine forældre er begge to uddannede journalister og har altid været interesseret i kunst og kultur, og det smittede af på mig. Samtidig tror jeg også, at det at vokse op med to kulturer, der var meget forskellige, og de kontraster, der lå i det, havde en indvirkning, måske ikke decideret på, at jeg blev skuespiller, men på lysten til at fortælle historier.
I folkeskolen rendte jeg rundt og lavede mine egne film med et VHS-kamera. Jeg har altid syntes, at filmmediet var spændende, og jeg begyndte tidligt at lege med tanken om at blive dokumentarfilmsinstruktør. Efter gymnasiet ville jeg egentlig søge ind på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, men som 17-årig var jeg for ung til at blive optaget, og i stedet startede jeg på Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet. Jeg tænkte, at jeg skulle instruktørvejen, men i mødet med det akademiske kunne jeg mærke, at jeg simpelthen havde brug for at udtrykke mig fysisk og for at have et fællesskab om det kropslige, som man ikke finder på universitetet.
“Som skuespiller er man ofte en brik i andres visioner, og derfor ender man nemt med at sidde og tænke: “Er der mon snart nogen, der ringer til mig? Kan jeg mon få et job?””
Det fandt jeg til gengæld i Blue Lake i Californien. Her handlede det hele tiden om, hvad vi i grupper og fællesskaber kunne skabe: “Hvad vil gøre os to unikke? Hvad kan vi skabe sammen?” Det syntes jeg, var smukt.
På skolen lærte jeg, at det kreative rum er et helligt rum, som kræver ydmyghed og respekt, men jeg fik også rigtig meget tro på mine egne skaberevner. Som skuespiller er man ofte en brik i andres visioner, og derfor ender man nemt med at sidde og tænke: “Er der mon snart nogen, der ringer til mig? Kan jeg mon få et job?” På skolen lærte jeg at tænke: “Jeg kan også skabe mit eget, hvis jeg vil, for jeg er ikke bare en tom skal. Jeg har faktisk en skabende stemme i mig.”
JEG OVERVEJEDE AT blive i Californien, men det ville højst sandsynligt betyde et liv i USA, og det vidste jeg ikke, om jeg havde lyst til, og samtidig kunne jeg mærke, at jeg var hungrende efter også at have fokus på selve skuespillerhåndværket. Derfor søgte jeg ind på Statens Teaterskole.
Det var noget helt andet, end hvad jeg kom fra. Her var vi otte elever på et hold, og vi havde de vildeste lærere, der underviste os i kropstræning, stemmetræning, tekstarbejde, fortolkning, alt muligt. Der var konstant fokus på ens virkemidler, og samtidig kom jeg til at arbejde med tekster, der ikke bare tog afsæt i mit eget jeg. Jeg kan stadig huske, da jeg læste Tjekhov for første gang, og hvordan jeg bare sad og græd, fordi jeg mærkede så stærk en forbindelse til ordene.
Den første tid efter skolen husker jeg som en vild tid, fordi der skete så mange ting på så kort tid. Jeg fik min debutrolle som Lulu på Det Kongelige Teater, men medvirkede også i alle mulige forskellige film og TV-serier. Jeg var meget hungrende, og jeg ville ud og bryde rammer og bevise mig selv, og jeg sagde ja til alt. Det var en stor og overvældende tid, men også en tid fuld af vanvittig fede projekter, hvor min indre drivkraft virkelig kunne få afløb.
“På det seneste har jeg igen fået en lyst til at fortælle noget, som er mit eget. Det har helt klart haft noget at sige, at jeg har mistet min far. Jeg har arbejdet lidt på hans fortælling og spekulerer på, om der mon ligger nogle universelle historier i det”
På det seneste har jeg igen fået en lyst til at fortælle noget, som er mit eget. Det har helt klart haft noget at sige, at jeg har mistet min far. Jeg har arbejdet lidt på hans fortælling og spekulerer på, om der mon ligger nogle universelle historier i det. Men jeg ved stadig ikke, hvordan det skal udforme sig. Jeg ved bare, at jeg har en fornyet lyst og en trang til at fortælle noget, som vedrører mit eget liv.
Det er samtidig noget, jeg har meget dyb respekt, ydmyghed og en smule ærefrygt for, fordi det er en kæmpe ting at gøre. Det kræver et stort ansvar. Jeg er helt klart i en brydningstid, kan jeg mærke. Jeg medvirkede i den serbiske gyserfilm ‘Darkling’ og fik lov til at arbejde på mit modersmål. Det har altid været en drøm for mig at komme ud over de danske grænser og især komme derned og bruge det serbiske, og det betød helt klart noget for mig.
“Jeg kan også mærke, at det er blevet vigtigere for mig at passe på mig selv, fordi der er en anden, som jeg skal passe på”
Og så er jeg ikke mindst blevet mor. Det gør bare noget ved en, fordi man automatisk kommer til at spørge sig selv: “Hvad er det, jeg vil prioritere min tid på? Hvad taler virkelig til mit hjerte?” Tiden får en anden værdi, særligt når man er væk, så derfor er det vigtigt, at man laver noget, der virkelig taler til hjertet og opfylder en.
Jeg kan også mærke, at det er blevet vigtigere for mig at passe på mig selv, fordi der er en anden, som jeg skal passe på. Som nyligt udklækket skuespiller var det helt anderledes. Der havde jeg det sådan: “Jeg siger ja til alt!” Jeg ville virkelig smage på alting. Sådan har jeg det ikke længere.
Det betyder ikke, at skuespillet er blevet mindre vigtigt for mig. Tværtimod vil jeg sige, at det er blevet dybere, fordi jeg er kommet et sted hen i mit liv, hvor selve tilværelsen har fået en større dybde.
