Karriere

Chefredaktøren: “I virkeligheden startede min karriere i modebranchen allerede, da jeg var 15 år”

- 22/07/2025

Når diverse modehuse og designere viser de nyeste kollektioner frem på catwalken, kræver det en masse menneskers arbejde. Ikke mindst i forbindelse med formidlingen. Én af de personer, der bidrager til det, er Elina Grothén. Som chefredaktør for ELLE Sverige har hun ansvaret for at formidle mode og stil til svenske modeinteresserede. Men når hun rapporterer fra alverdens modeuger, handler det ikke kun om tøjet. Grothéns mål er også at bidrage til en positiv forandring i branchen og de mennesker, hun når ud til. Hun vil inspirere til mangfoldighed og skabe et miljø, hvor folk kan udvikle sig og udtrykke sig frit.

Blå bog

Elina Grothén, 35 år. Chefredaktør på ELLE Sverige.

Født og opvokset i Helsingborg.

Studerede kommunikation og opinion på Göteborgs Universitet, før hun begyndte at arbejde i modebranchen.

Har arbejdet for magasiner, brands og butikker som ELLE, Styleby, Cover Magazine, Acne Studios og H&M.

Bor i Stockholm.

Jeg har interesseret mig for mode, siden jeg var helt lille, men det tog et stykke tid, før jeg indså, at det faktisk var en reel interesse. Da jeg var yngre, var sport, og især svømning, det vigtigste i mit liv, og dengang handlede mode mere om funktion end passion. Jeg har nu altid holdt af at skabe, tænke kreativt og finde løsninger. Og hvis der er en branche, hvor man skal være løsningsorienteret, så er det modebranchen. Den er i evig forandring, og det er vigtigt både at udvikle sig, følge med og ikke at tabe farten. Det synes jeg, er utroligt sjovt.

Jeg forstod især vigtigheden af ​​at fremhæve kvinder, som ikke nødvendigvis er de mest kendte, men som skiller sig ud med en personlig stil og et unikt udtryk, der kan inspirere andre”

Da jeg studerede kommunikation på Göteborg Universitet i Sverige, fik jeg en mail fra det danske (nu lukkede, red.) magasin Covers daværende moderedaktør, Emilie Johansson, da hun søgte en modeassistent og havde fået mit CV gennem Acne Studios, hvor jeg arbejdede ved siden af mit studie. Jeg sagde straks ja til jobbet hos Cover, og det blev starten på min rejse ind i magasinbranchen. Jeg arbejdede hos dem i et år, mens jeg studerede, så det indebar en del rejser mellem København og Göteborg. Men det var virkelig det hele værd – jeg fik både mit første indblik i branchen samt værdifuld erfaring. Jeg forstod især vigtigheden af ​​at fremhæve kvinder, som ikke nødvendigvis er de mest kendte, men som skiller sig ud med en personlig stil og et unikt udtryk, der kan inspirere andre.

I virkeligheden startede min karriere i modebranchen allerede, da jeg som 15-årig optrådte på tre magasinforsider i både Sverige og Danmark. Jeg indså hurtigt, at modelarbejde ikke var min ting. Jeg ville hellere være den, der skabte indholdet bag kameraet, frem for at stå foran det. Alligevel føltes det allerede dengang som om, det altid har været meningen, at jeg skulle ende i modebranchen på den ene eller anden måde.

Jeg stræber efter at skabe mere end bare modeproduktioner – jeg vil bygge et trygt og inspirerende miljø, hvor kvinder kan udvikle sig og udtrykke sig frit”

For mig handler modeformidling om at præsentere forskellige personligheder, stilarter og kulturer samtidig med at inspirere til kreativitet og selvudfoldelse. I ELLE Sverige fremhæver vi kvinder, der påvirker verden på forskellige måder og udfolder vigtige samtaler om feminisme, mangfoldighed og inklusion. I 2024 portrætterede vi kvinder i forskellige aldre, som delte deres perspektiver på disse vigtige emner, herunder sangerne Zara Larsson og Mapei, forfatterne FaysaIdle og Gunilla Thorgren og skuespilleren Ayan Ahmed.

Min drivkraft ligger i min passion for mangfoldighed, inklusion og at styrke kvinder. Jeg stræber efter at skabe mere end bare modeproduktioner – jeg vil bygge et trygt og inspirerende miljø, hvor kvinder kan udvikle sig og udtrykke sig frit. Mit mål er at bidrage til positiv forandring – både i branchen og for de mennesker jeg når ud til.

Når jeg deltager i et show under en modeuge, tager jeg det hele ind; fra valg af location og musik til modeller, gæster og stemningen. Jeg kigger selvfølgelig også på selve kollektionen; farverne, materialerne og formerne på tøjet. Jeg holder øje med eventuelle overordnede trends, som vi skal formidle videre til vores læsere.

Mine dage under en modeuge er normalt tætpakket fra tidlig morgen til sen aften flere dage i træk. En dag i Paris eller København består som regel af en blanding af shows, re-sees, hvor man genoplever designernes kollektioner tæt på efter selve showet, og middage. Planlægning af modeuger kræver både tid og fokus – at sammensætte dagens program og koordinere transporten mellem det hele kræver, at man holder tungen lige i munden. Jeg har lært, at den mest effektive måde at spare tid på er at gruppere aktiviteter geografisk, blive ved med at bevæge sig og holde sig til planen. Indtil videre har jeg selv planlagt modeugerne, men jeg overvejer at hente lidt ekstra hjælp ind i fremtiden.

Sådan et show var Alessandro Micheles sidste for Gucci i 2022 i Milano. Ingen vidste, at det ville blive hans sidste for modehuset”

For mig er mit arbejde under en modeuge fyldt med højdepunkter, fordi jeg får lov til at være i samme rum som de mennesker, jeg bliver inspireret af til daglig, og at se de kollektioner, der virkelig vækker følelser. Sådan et show var Alessandro Micheles sidste for Gucci i 2022 i Milano. Ingen vidste, at det ville blive hans sidste for modehuset. Det begyndte som en almindelig visning, men så udviklede det sig til noget helt unikt med en række tvillingepar, der gik hånd i hånd ned ad catwalken og bar det helt samme tøj. Showet hed ’Gucci Twinsburg’. Stemningen var magisk. Det var både smukt og skrøbeligt, og jeg tror i hver faldt, at der blev fældet et par tårer.

Læs ogå

Martin Gjesing: “Du finder mere interessante ting i bøger end på Instagram, hvor algoritmen har lært, hvad du kan lide. Det er lidt ligesom flow-tv, man ved ikke, hvad der kommer”

Læs ogå

Streetstyle-fotografen: “Få har et særligt talent for at klæde sig på. Det er jo nemt at finde et look på Instagram og så kopiere det. Men nogle kvinder har gang i andre ting i deres liv”