Nadia Gueddouh har længtes efter noget større hele sit liv, og det blev i kunsten, at hun fandt en måde at udrykke den søgen på samt sin undren over selve menneskets eksistens. Når hun maler, er hun ikke sig selv, men sine sanser, og her mærker hun både alle de andre kunstnere, der har gjort det samme før hende, og alle dem, der en dag vil følge efter.
Blå bog
Nadia Gueddouh, billedkunstner, 33 år.
Født i Roskilde og opvokset i København.
Blev optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2017 og tager afgang i år.
Har udstillet på Minor Gallery og til Forårsudstillingen på Charlottenborg i 2024.
Bor på Nørrebro i København.
Så længe jeg kan huske, har jeg mærket en længsel efter noget større. Da jeg var barn, lå jeg tit i timevis og kiggede op i himlen eller ned i græsset. Jeg vidste ikke, hvad det var, jeg længtes efter, men når jeg faldt i staver på den måde, skete der noget i mig. Lydene, farverne og duftene blev mere intense. Mine sanser udvidede sig. Sådan er det stadig. Når jeg går på gaden, kan jeg få øje på en plastikpose, som bevæger sig i vinden. Dens rytmiske bevægelser og solen, der rammer den på en så smuk måde, får tiden til at gå i stå. Min vej ind i kunsten kommer fra det sted.
Den første kunst, som rørte mig dybt, var hulemalerierne. For mig at se kunne de være malet i går, selvom de ældste er over 30.000 år gamle. Jeg er dybt betaget af de streger. Der er noget urmenneskeligt over dem, jeg godt kan lide. De udtrykker en slags tidlig undren: Hvorfor er vi her? Den undren er nok kilden til, at jeg selv er blevet billedkunstner – fordi jeg dybest set ikke forstår, hvorfor jeg er her.
“Da jeg som 22-årig var på ferie i Napoli og en dag lå i en liggestol, blev det klart for mig, at jeg skulle være kunstner. Jeg fik lyst til at slippe alt, jeg havde i hænderne. Jeg har svært ved at forklare, hvad der skete i mig, men noget blev åbenlyst”
Da jeg som 22-årig var på ferie i Napoli og en dag lå i en liggestol, blev det klart for mig, at jeg skulle være kunstner. Jeg fik lyst til at slippe alt, jeg havde i hænderne. Jeg har svært ved at forklare, hvad der skete i mig, men noget blev åbenlyst. Tre år senere vågnede jeg op hjemme i København med den samme klarhed. Jeg vidste, at denne gang måtte jeg tage det meget alvorligt, og søgte så ind på kunstakademiet i København.
Et af de første malerier, jeg lavede, er så vigtigt for mig, at jeg aldrig vil skille mig af med det. Det var første gang, jeg lavede et kunstværk, hvor det føltes rigtigt. Før det var min kunst for personlig, for tæt på mig selv. Her stod kunsten mere i sig selv. Med det her maleri kunne jeg bevæge mig indad, jeg fik adgang til noget, som var større, og som ikke kunne beskrives med ord. Siden er jeg fortsat i samme spor. Jeg er optaget af et dybt sted inde i mig selv, så dybt, at jeg forestiller mig, at der er en kontakt til noget langt ude i universet. Sommetider er det, som om dette maleri hjemsøger mig, fordi der er en særlig åbenhed i det. Den åbenhed kan jeg være bange for ikke at kunne få frem i andre værker. Det frustrerer mig. Det er farligt at have det som noget, jeg skal leve op til, så i perioder gemmer jeg det væk. Maleriet er min primære materie, så det kommer nok til at fylde i hele mit kunstnerliv.
At have et atelier er som at have en hule. I hulen arbejder jeg med den energi, der opstår, når der er stille. Først gør jeg alle mulige almindelige ting: laver te, flytter stolen, skriver i min notesbog, går rundt mellem værkerne. Jeg forbereder mig på, at der bliver stille. I den stilhed oplever jeg, at mine sanser udvider sig, som da jeg var barn. Og så dumper der pludselig en farve ned. Alting begynder med farve. Hvis en farve vibrerer, tager jeg den til mig og begynder at male med den.
Det er en langsommelig og ensom proces at male. Meget cyklisk. Maler jeg på et værk og kan pludselig ikke komme videre, så holder maleriet pause i flere måneder. Processen opstår, den falder sammen og kommer igen. Når jeg ikke maler, er jeg stadig maler. Jeg er maler, når jeg laver aftensmad, når jeg læser en bog, når jeg er sammen med andre mennesker.
“Når jeg ikke maler, er jeg stadig maler. Jeg er maler, når jeg laver aftensmad, når jeg læser en bog, når jeg er sammen med andre mennesker”
I mit atelier er der ikke så mange regler, ikke så mange ord. Så kan jeg se på materialerne på nye måder. En gaffel kan blive en pensel. Det er en udfordring at skabe i en verden, som ikke har brug for flere ting. Langsomheden og gode materialer er nødvendige. Jeg må tit gøre mig umage og gå på kompromis. Jeg bruger ikke animalske materialer. Mange dyr har det alt for dårligt. Det vil jeg ikke give videre. Jeg køber altid pensler hos Søstrene Grene, men det er mest, fordi jeg er for doven til at vaske dem. Her kunne jeg godt blive bedre …
For mig er det både magisk og mirakuløst at male. Nogle gange transformerer jeg maleriet igennem mange lag af maling. På den måde er de ret skulpturelle. Andre gange får jeg bare en glansfuldhed eller tørhed foræret. Jeg er aldrig bange for at ødelægge ting. Der bliver klippet et hul her og der. Lavet ridser. Det er instinktivt og kropsligt. Jeg maler mere med hænderne end med pensler. Processen er meget beslægtet med dans – som jeg forestiller mig, hulemalerierne blev til. Faktisk kan jeg sjældent huske, hvordan jeg har lavet et maleri.
Mens jeg maler, føler jeg nogle gange, at jeg hverken er barn eller voksen, menneske eller dyr. Så er jeg mere åben. Alt, hvad jeg har oplevet i mit liv, bliver transformeret til noget abstrakt, når alle ord, tanker og symboler forsvinder. Så er der noget andet, som bliver tydeligere. Tanker og følelser er fremtid og fortid, men sanserne er lige nu. Og det er det øjeblik, jeg gerne vil male ud fra. Når et maleri har transformeret sig så meget, at det ikke længere har noget med mig at gøre, så er det færdigt.
Min kunst tilbyder ingen løsninger eller budskaber. Jeg tror på, at kunstens potentiale ligger i dens evne til at forbinde mennesker. At man forstår, at man ikke er alene. Når jeg ser et kunstværk, slipper jeg tankerne og bliver i stedet ramt sanseligt, og det er her, jeg forstår: “Wow, jeg er ikke den eneste.” Jeg maler malerier, andre har malet før mig, og som andre i fremtiden igen vil male. Selvom jeg ikke læner mig så meget ind i andres billeder og værker, går der en lang kæde af andre kunstnere igennem mig. Den kæde har jeg valgt at samle op. Den tanke kan jeg godt lide.
