Som barn søgte Signe Ralkov ofte ind i sig selv; når hun bad sin daglige bøn i børnehaven eller inden, hun skulle sove, og når hun i adskillige timer ad gangen fordybede sig i sine tegninger. I dag fylder det guddommelige ikke lige så meget – det kan være alt fra farfarens gamle kamera og en video af Kong Frederik til et skrivebord, hun falder over på DBA, som sætter gang i skabelses af et værk .
Blå bog
Signe Ralkov, billedkunstner, 27 år.
Født og opvokset i Hvalsø, lidt uden for Roskilde.
Færdiggør sin uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2025.
Har haft soloudstillinger på bl.a. OTP Copenhagen i København og Gallery Steinsland Berliner i Stockholm.
Bor i København.
At være i et kirkerum som barn var en af mine tidlige og vigtige oplevelser, jeg kan forbinde til kunsten. At besøge kirker som barn indgød en særlig form for ærefrygt blandet med fascination i mig. Dette var nok også, fordi jeg havde en periode i min tidlige barndom, hvor jeg var meget troende. Jeg sad og studerede hvælvingerne under salmerne og forstod ikke, hvordan sådanne konstruktioner var mulige, og derfor var jeg bange for, at loftet skulle falde sammen. Vi var ikke i kirke så ofte herhjemme, men besøgte mange på rejser. Der var en periode, hvor jeg husker det som om, at jeg bad dagligt. Jeg havde et skjult sted i børnehaven, hvor jeg gik hen for at bede. Jeg bad inden jeg gik i seng. Der er et billede af mig fra dengang; sovende, omgivet af bamser og med foldede hænder. Denne periode har helt sikkert formet mig, men det var også en fase, jeg gennemgik.
Som barn brugte jeg meget tid alene med mine tegninger. Jeg tegnede ofte med afsæt i de animationsfilm, jeg så, og i mine tegninger videreudviklede jeg de fantastiske verdener. Hvis jeg så tv, havde jeg næsten altid et stykke papir foran mig. Min evne til at fordybe mig i mit eget projekt fik mine omgivelser til at opfordre mig til at forfølge en kunstnerisk retning. Jeg kommer ikke fra et kunstnerisk ophav, så jeg er taknemmelig for den åbenhed, jeg er vokset op med.
“Jeg kan for eksempel sidde på DBA og blive vildt interesseret i et gammelt objekt og dets historie. Jeg kan finde på at stille ejeren spørgsmål og møde op for at bese objektet bare for få udpenslet dets historie”
I flere år arbejdede jeg meget monokromt med tegning og fandt udfordringer i palettens begrænsninger. For to år siden fik jeg en dyb trang til at fordybe mig i maleriet og lære det historiske medie at kende – og for at introducere et spænd af farver til min praksis. Det handlede i høj grad også om at have mulighed for at arbejde med skala og dimension. Den fysiske relation, der opstår i mødet med billedet.
På min computer har jeg et arkiv – en mappe for hver måned, hvor jeg gemmer billeder og referencer, der fascinerer eller inspirerer mig. Jeg vender altid tilbage til det. Arkivet går i hvert fald 10 år tilbage og er en form for tidslinje over, hvad der har formet mine interesser og praksis indtil nu. Jeg tror, det er vigtigt at blive ved med at være nysgerrig og hole øjne og ører åbne, så kan ideer til værker opstå når som helst og fra forskellige vinkler. Jeg kan for eksempel sidde på DBA og blive vildt interesseret i et gammelt objekt og dets historie. Jeg kan finde på at stille ejeren spørgsmål og møde op for at bese objektet bare for få udpenslet dets historie. For nyligt stod jeg over for det her historiske skrivebord, hvis tidligere ejer var meget betydningsfuld – bordet havde været vidne til nogle dramatiske hændelser. For eksempel skududvekslinger under krigen. Sådan et bord kunne jeg umuligt arbejde ved, og jeg kunne nok heller ikke lave kunst med det, men det er en del af min proces at følge sådanne narrativer.
“Jeg vil prøve at få gang i min farfars gamle kamera. Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre – han fik det til sin konfirmation, så det må være næsten 80 år gammelt”
Mit næste projekt er noget, jeg har tænkt på at arbejde med i årevis. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gå til materialet, så jeg har bare ladet det ligge. Jeg vil prøve at få gang i min farfars gamle kamera. Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre – han fik det til sin konfirmation, så det må være næsten 80 år gammelt. I mange år af hans liv arbejdede han med at bygge fremkaldermaskiner, store maskiner til industrielt brug, der fremkaldte negativer. De er udgået, men findes og bruges stadig her i Danmark og USA, så vidt jeg ved. Jeg har længe haft lyst til at nærme mig fotografiet, efter jeg i flere år har beskæftiget mig med det tegnede og malede billede.
Til mit afgangsværk arbejdede jeg lidt atypisk for min normale proces, idet jeg med vilje producerede et utal af skitser. Her taler vi ikke bare tegninger på papir, men store billeder. Det var nødvendigt for mig at komme til bunds i motivet gennem alle disse reproduktioner. På samme måde nåede jeg også frem til en reduceret form af motivet, hvilket var min intention. På en måde er det mine omgivelser på akademiet, der har været med til at forme den retning, mit værk tog. Værket er inspireret af en video, jeg optog fra vinduet i mit atelier ud mod Kongens Nytorv på dagen for tronskiftet sidste år. Fra denne video har jeg taget en enkelt frame, idet Frederik X passerer i sin karet, som jeg fortolker gennem maleri til nogle relativt abstrakte portrætter.
Når jeg maler, benytter jeg mig af olie på lærred. Jeg planlægger altid mine motiver og har mine referencer ved hånden. Det kan ofte tage mig flere forsøg at nå frem til det endelige billede. Jeg har ikke noget imod at gentage et motiv, det er en del af min proces – den iboende repetition.
Det er vigtigt, at et værk indeholder nogle ubesvarede spørgsmål. At der efterlades en form for åbenhed, der tillader andre mennesker at tilgå det. At der stilles flere spørgsmål, end der besvares. De mest spændende film er dem, der ikke fortæller mig, hvad jeg skal tænke, men giver mig adgang til et sted at tænke fra. Det er sådan jeg også ønsker at møde og skabe kunst.
