Det, der ledte Jonas Kolecki i billedkunstens retning, var passionen for at filme sine venners udfoldelser i den lokale skatepark og senere roadtrips gennem Europa. Han begyndte at male som 22-årig på en kunstskole i Italien og har siden efterstræbt værker, hvor der er plads til alle mulige forskellige billeder på samme tid. Det åbner op for større politisk frihed samt forskellige kulturer og måder at anskue verden på.
Blå bog
Jonas Kolecki, billedkunstner og filmskaber, 30 år.
Født og opvokset i udkanten af München.
Har studeret filosofi på Ludwig Maximilian University i München, inden han tog sin bachelor på New Media Arts, Free University of Bolzano i Italien, og færdiggør sin master på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2025.
Har bl.a. udstillet på Fondazione Antonio Dalle Nogare i Bolzano i 2020, Lothringer 13 i München og Kunsthaus Dahlem i Berlin i 2022.
Bor på landet i nærheden af München, når han ikke rejser til København for at studere og arbejde i sit atelier på skolen.
Når jeg tænker tilbage på min barndom i München, husker jeg lange somre med blodige knæ. Som 12-årig begyndte jeg at komme i den lokale skatepark næsten hver dag. I virkeligheden var skateboarding mest en undskyldning for at bruge mit nye kamera til at dokumentere, hvordan mine venner udfoldede sig på ramperne. Jeg blev betaget af, hvordan jeg kunne forevige hverdagens små øjeblikke. Jeg overførte materialet til tidens VHS-bånd, som man ikke burde overspille mere end to gange, men jeg gjorde det nok ti gange, indtil billederne begyndte at blande sig sammen til én sløret masse. Det vakte virkelig min interesse for filmmediet.
Da vi blev lidt ældre, og mine venner og jeg tog på roadtrips gennem Europa, rendte jeg altid rundt med et kamera og dokumenterede vores oplevelser. Jeg var overbevist om, at jeg ville være filminstruktør. Filmen er en vidunderlig måde at skabe et fiktivt rum på, hvor man kan berøre andre mennesker, som kan tage historierne med sig og lade dem fortælle noget om dem selv. Jeg holdt selv af disse fortællinger og ønskede at skabe mine egne historier. Jeg havde en stor lyst til at rejse og dokumentere verden – jeg filmede bl.a. nogle skatere og surfere i Mauritius.
Jeg begyndte at male som 22-årig. I flere år havde jeg øvet mig ved at tegne storyboards til mine filmprojekter – men det var jo kun et led i processen og ikke det færdige produkt. Jeg blev introduceret for maleriet på min bacheloruddannelse på kunstskolen i Bolzano i Italien. Jeg så en klar linje mellem maleri og film. Det var det samme, jeg gjorde – jeg udkom bare i forskellige medier. Som at skrive dagbog og poste et foto af en oplevelse på Instagram. Med maleriet fik jeg et nyt medie. En ny og ren start – en ny måde at udtrykke mig på. Det var befriende.
En af de store forskelle på film og maleri er, at i film har du en start og en slutning, og ofte er der et tydeligt budskab, hvorimod jeg kan male på et maleri over flere år, og det vil blive til en tilfældig sammensætning af øjeblikke uden nogen ensrettet fortælling. Det er grunden til, at jeg holder så meget af maleriet. Jeg forsøger at blande indtryk sammen – på samme måde, som jeg gjorde som teenager, når jeg overskrev mine bånd igen og igen. Når først du har skabt en forvrængning af billederne, bliver de mere åbne og fyldt med betydning, der kan tolkes frit. Jeg er virkelig optaget af billedforvrængning, og det er nok derfor, jeg er dårlig til at være en klassisk filmdokumentarist.
“Når jeg maler, kan jeg godt lide at have et afsæt. Ikke fordi jeg er bange for det tomme lærred, men fordi et tomt lærred aldrig er helt tomt”
Når jeg maler, kan jeg godt lide at have et afsæt. Ikke fordi jeg er bange for det tomme lærred, men fordi et tomt lærred aldrig er helt tomt. Der kan være fod- eller fingeraftryk, noget støv eller et lille hak et sted på lærredet. De her små tegn sætter processen i gang. I det store værk, jeg arbejder på nu, har jeg forseglet træet med primer, inden jeg bygger op med forskellige typer af materialer: kalkmaling, harelim, oliemaling, terpentin, pigmenter, som er meget vigtige for mig og oftest er min baggrund. Jeg kan godt lide at efterlade noget af baggrunden uberørt, i dette tilfælde et gulbrunt pigment. Jeg bygger det langsomt op, indtil farverne begynder at opstå. I det her værk har jeg malet konkrete referencer fra aviser, bl.a. en vejrudsigt fra en bulgarsk avis, der brugte disse ortodokse ikoner, hvilket jeg fandt interessant. Når du fjerner et element fra dets oprindelige kontekst, bliver det åbent for fortolkning. Jeg tilføjer, sletter lidt og bygger videre. Jeg arbejder intuitivt, som var jeg på en ekskursion efter nye opdagelser.
Det er også sådan, jeg samler inspiration. Jeg går en lang tur, ser noget graffiti på en væg, bliver nysgerrig på motivet og tager et billede af det. Eller jeg vandrer rundt i det sydlige Albanien og støder på en marmorskulptør, der sælger uautoriserede reproduktioner af ruiner inde på et UNESCO-arvssted. Måske ser fotografierne ikke dagens lys i flere måneder, indtil jeg printer dem ud og hænger dem op i atelieret. Jeg har en notesbog, en slags visuel dagbog, hvor jeg også samler forskellige indtryk. Jeg kan godt lide at påvirke og arbejde med underbevidstheden. Jeg finder nogle spor, men slører dem, så de fleste ender i et abstrakt billedsprog, der sætter gang i fantasien. Min intuition er at påvirke andre menneskers forestillingsevne.
I mit arbejde undersøger jeg skæringspunktet mellem menneskelig tilstedeværelse og tidens gang. Jeg engagerer mig i temaer som flygtighed og forfald og reflekterer ofte over, hvordan landskaber – både fysiske og konceptuelle – ændres af menneskelig indgriben. På tværs af alle mine projekter er jeg optaget af, hvad der er tilbage, og hvad der går tabt i de spor, vi efterlader. Jeg ser også mit virke som kunstner som en dialog med andre mennesker – andre kulturer og perspektiver – og jeg ser den udvidelse af horisonter som meget værdifuld. At opdage noget nyt og lære sig selv og andre mennesker og kulturer at kende er en uendelig proces.
Jeg håber, at folk, der ser mine værker, bliver bevidste om, at hvert mærke, de efterlader, og hver beslutning, de tager, er en del af noget større. Selv de små beslutninger, vi tager hver dag og måske anskuer som uskyldige, får betydning, når de lægges sammen. Men samtidig vil jeg også vise, at der er plads til alle mulige forskellige billeder på samme tid, hvilket kan åbne op for en større politisk frihed og give rum for forskellige kulturer, perspektiver, ja endda ideologier – plads til at kunne anskue og forstå verden på adskillige måder og sætte filosofiske tanker ud i livet.
