Karim Boumjimar skuffede sin immigrantmor, da han valgte at forfølge kunsten. Selv ikke optagelsen på Central Saint Martins overbeviste den marokkanske mor, men at omvende hende blev en drivkraft for Boumjimar, der igennem tegninger, keramik og performances trækker på egne erfaringer, når han fortæller om queerkroppens historie. Han er blevet omtalt som en af de kunstnere, man bør holde øje med på den internationale kunstscene, af kunstorganisationen Frieze, fordi han nedbryder hierarkier og skaber plads til oversete historier.
Blå bog
Karim Boumjimar, billedkunstner, 27 år.
Født og opvokset i Málaga, Spanien.
Hans mor immigrerede fra Marokko, mens hans far er fra Spanien.
Blev bachelor i Fine Arts fra Central Saint Martins i London i 2020, blev optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2022.
Udnævnt af kunstmagasinet Frieze som en af ti kunstnere, man bør holde øje med i 2025.
I 2025 udstiller han på O-Overgaden i august og på CFHILL i november. I 2026 udstiller han på Viborg Kunsthal i januar.
Bor i København sammen med sin danske partner.
Som 15-årig besøgte jeg Picasso-museet i min hjemby, Málaga, sammen med min skoleklasse. Det var første gang, jeg nogensinde gik ind på et museum. Jeg husker ikke værkerne i detaljer, men jeg erindrer, hvordan rummene fik mig til at føle, og hvordan jeg forvildede mig i dem. Et værk, som blev hos mig, var en kubistisk figur af en ko eller tyr. Det var ikke kun selve værket, men den måde, hvorpå det så ud til at forvandle noget velkendt til noget mærkeligt og nyt. Den fornemmelse af transformation – at bryde ting fra hinanden og samle dem på en anden måde – har fulgt mig lige siden.
Jeg vidste, at jeg ville være kunstner, længe før jeg forstod min seksualitet. Jeg voksede op i et arbejderklassehjem med duer på balkonen og en holdning om at få tingene gjort og ‘mande sig op’. Jeg har ofte misundt dem, der kom fra familier, der forstod værdien af kultur, design og mental velvære – og nærede de ting, som jeg ikke gjorde. At springe ud som kunstner var i virkeligheden sværere end at springe ud som queer. Min immigrantmor opgav alt for at opdrage mig og drømte om, at jeg, hendes eneste søn, skulle blive advokat, læge eller kok. Immigrantdrømmen. For hende var tanken om, at jeg skulle vælge kunst, uforståelig. Det føltes, som om jeg skuffede hende ved at gå en vej, der i hendes øjne ikke var forbundet med stolthed eller økonomisk sikkerhed. Hun var ligeglad med, at jeg tog til Central Saint Martins i London. Hendes største bekymring var, om jeg kunne passe på mig selv. Det var først for nylig, gennem min vedholdenhed, at hun begyndte at forstå, at det at lave kunst ikke bare var en forbigående fase, men min besættelse.
“At skabe kunst er for mig en måde at give plads til ting, der eksisterer i periferien”
At bevise for hende, at jeg mente det seriøst, blev en drivkraft. Hvis jeg havde forældre, der forstod kunst, ville jeg måske ikke have været så besat af at tage den vej. Forbindelsen til min familie i Marokko var begrænset, især på grund af min seksualitet. Jeg følte ofte, at jeg kun havde mig selv at stole på. Kunsten blev mit tilflugtssted, mit udtryksmiddel og grundlaget, hvorpå jeg byggede mit syn på verden.
Hvad enten det er i keramik, tegninger eller performance, stræber jeg efter at fortælle queerkroppes historier. At give form til det, der er blevet forsømt, og at gøre det usynlige synligt. Jeg ser, hvordan queerudstillinger får færre midler, og alligevel bliver de ofte feticheret. Vi fejres som institutionernes stjerner, mens vi bliver udsat for had lige uden for deres døre. Vores kroppe rammes af vold, men de fortsætter med at gøre modstand, at eksistere uden for det acceptable. Vores liv, vores valg, vores påklædning og vores overbevisning afviger fra den Taylor Swift-godkendte model af den normative borger. Migration, queerness, historier om marginalisering og spændinger mellem tilhørsforhold har formet mit perspektiv på kunst. Jeg er tiltrukket af rum, hvor identiteter skifter, love opløses, og flygtige øjeblikke har dyb vægt. At skabe kunst er for mig en måde at give plads til ting, der eksisterer i periferien.
Min proces er fuldstændig intuitiv. Jeg starter uden skitser. Store papirark fyldes med kroppe og ansigter, jeg har set i toget eller i hundeparken eller endda den sidste fyr, der skrev til mig på Grindr (datingapp for seksuelle minoriteter, red.). Jeg begynder at male et hoved eller en pik, og mit sind glider over i automatisk tilstand. Jeg fortaber mig i arbejdet, og pludselig har jeg været i mit atelier i 12 timer og tegnet på et enkelt ark. Det samme gælder vaserne – jeg skitserer aldrig på dem, og de bliver altid færdige i én session. Nogle gange varer sessionen mere end 14 timer. Jeg har aldrig kunnet opretholde det niveau af intensitet til noget andet, men når jeg laver kunst, sker det bare.
Udholdenhed nærer mit arbejde – en energi, der ikke umiddelbart er synlig, men som er dybt indlejret i processen. Nogle gange går jeg fra at feste hele weekenden – fra fredag til søndag – og går direkte i atelieret og læsser alt af: farverne, lysene, musikken, cigaretrøgen, samtalerne på badeværelset, rytmen af kroppe, der bevæger sig. Alle disse fragmenter, de her ladede øjeblikke, finder vej ind i mit arbejde og former dets puls og intensitet.
Jeg vil nedbryde hierarkier. Jeg vil skabe plads til historier, der er oversete. Mit arbejde handler om intimitet, overskud, begær og tab – men også om robusthed og transformation. Jeg er ikke interesseret i at skabe ligefremme fortællinger. Mit arbejde skal fungere som et lagdelt rum, hvor forskellige historier overlapper hinanden. Jeg ønsker, at folk skal føle noget dybt indeni, fornemme de efterladte spor og genkende sig selv i flygtige øjeblikke.
“Jeg håber på at bidrage til den kulturelle diskurs om identitet – ikke kun i forhold til seksualitet eller race, men også i forhold til hvordan vi forholder os til den naturlige verden”
I sin kerne handler mit arbejde om overlevelse: hvordan queerkroppe navigerer i verden, hvordan de finder og mister hinanden, og hvordan de efterlader spor, der fortsætter, selv i rum designet til at slette dem. I en verden, der føles mere og mere rodet, handler mit arbejde om at udfordre heteronormative strukturer – de indgroede regler, betingelser og manérer, der har formet, hvordan vi tænker, opfører os og forbruger. Mit arbejde kritiserer de stive rammer.
Jeg håber på at bidrage til den kulturelle diskurs om identitet – ikke kun i forhold til seksualitet eller race, men også i forhold til hvordan vi forholder os til den naturlige verden. Gennem min praksis sigter jeg mod at åbne op for nye måder at se på og – endnu vigtigere – nye måder at dele og skabe mere omsorg mellem hinanden på.
Keramik har altid føltes arkæologisk for mig. Artefakter fra nutiden, der venter på at blive rester af fortiden. Jeg kan godt lide at forestille mig, at en dag, efter at støvet fra klimakollapset har lagt sig, vil mine værker blive gravet frem som ruinerne af forhistoriske civilisationer. De vil blive opdaget, blive studeret og vække undren – og give et glimt af en verden, der engang eksisterede, af kroppe, der engang bevægede sig, af flygtige øjeblikke, der nægtede at forsvinde.
