Josefine Wium havde arbejdet på restauranter i en del år, da hun som 24-årig blev gravid med sin datter, og det fik hende til at reflektere. Både over, hvordan hendes liv skulle udvikle sig, men også hvad hun skulle bruge i forældreskabet. Det blev afsættet for hendes første virksomhed, Barnekammer, der laver æstetiske løsninger til babyudstyr, men også grundstenen i Bette Café, der med stor succes er blevet en favoritdestination for småbørnsforældre. Som Wium selv beskriver det, så har hun skabt både et frirum for familier, men også et sted, hvor både børn og voksne bliver stimuleret – og endnu vigtigere: en bedre udgave af dem selv.
Blå Bog
Josefine Wium, 31 år. Medejer og daglig leder hos Bette Café samt medejer af børnebrandet Barne kammer. Bor på Frederiksberg med sin datter, Lola, på 7 år.
Idéen til Bette udsprang af, at jeg havde startet Barnekammer sammen med min barndomsveninde, mens jeg var gravid med min datter i 2018. I forberedelserne til moderskabet slog det mig, at jeg skulle have vådservietter liggende i min lejlighed i evigheder – og de er jo forfærdelige at se på. Så idéen til vores første produkt blev et håndsyet cover til vådservietter. Folk tog godt imod det, det var en lille virksomhed, der voksede stille og roligt – og vi udvidede med suttekæder, bukser og andre ting, lavet af restmaterialer og syet i København. Jeg blev kontaktet af søskendeparret og investorerne Malene og Kasper. De var i første omgang interesseret i at investere i Barnekammer. Det blev ikke til noget, men i januar 2021 fik jeg et opkald fra dem igen: De havde købt et lokale på Nørrebro, der skulle totalrenoveres, og havde en idé, som ikke var færdigudviklet – så de manglede en til at gøre det og skabe stedet. Og det skulle være mig. Vi kom hurtigt på sporet af den overordnede idé med lokalet: Vi ville skabe et fællesskab for forældre på barsel og give dem et sted, hvor de både kan føle sig hjemme og blive æstetisk inspireret. Malene og Kasper var interesseret i det, jeg kunne med Barnekammer, og de lod mig i høj grad skabe identiteten og det æstetiske miljø. Jeg skulle kuratere alt fra interiør og produkter i caféen til råvarer og små gaver, kunderne kunne købe med hjem. Det var også min opgave at have styr på, hvad der rørte sig i målgruppen. Kort fortalt blev min opgave at oversætte forældreskabet i København til en café.
“Det eneste, jeg fandt ro i, var at være mor til Lola”
Til at starte med var jeg ikke selv klar over, hvad jeg kunne bidrage med. Jeg var lige fyldt 27 og havde arbejdet i servicefaget i mange år — også helt op til min graviditet, hvor jeg var med til at åbne en restaurant i Tivoli. Jeg havde kørt fuld drøn så længe, at jeg tror, der skulle ske noget, der kunne få mig ned i tempo. Jeg havde altid ønsket mig at blive mor i en ung alder, og det var den brik, der endelig faldt på plads. Jeg elskede at være mor. Da Malene og Kasper kontaktede mig, var min datters far og jeg lige gået fra hinanden, og jeg stod et famlende sted i livet, hvor jeg var i tvivl om, hvor jeg skulle hen. Jeg var usikker i den periode – også på, hvad jeg kunne rent fagligt. Det eneste, jeg fandt ro i, var at være mor til Lola. Det vidste jeg, at jeg var god til. Så det blev i høj grad mit afsæt til skabelsen af Bette.
“Det vigtigste for mig blev at skabe et rum, hvor andre kunne føle sig hjemme”
Det vigtigste for mig blev at skabe et rum, hvor andre kunne føle sig hjemme. Et sted med fællesskab i stedet for ensomhed — hvor man kan slappe af, uanset om man har en god eller dårlig nat. Et frirum for både voksne og børn, hvor de kan være sammen og midlertidigt lægge alle hverdagens bekymringer til side. Det skrøbelige i forældreskabet skulle forenes med en klassisk caféoplevelse. Med lige så god kaffe og lige så godt bagværk, bare i omgivelser der også rummer en baby på armen. For det kan være stressende at træde ind på en almindelig kaffebar, når man har et lille barn med. Samtidig skulle det også adskille sig fra kulturhuse og biblioteker, som kan noget andet, men de giver ikke den samme sanselige oplevelse i mad, drikke og stemning. For mig har det været helt centralt, at når forældrene er glade og stimulerede, så er de også de bedste forældre for deres børn. Og jeg tror på, at det kan ske gennem sanserne – gennem mad, godt håndværk, farver og lækkert interiør.
Gennem årene har vi oplevet, hvordan forældre, som ikke kender hinanden på forhånd, ender med at falde i snak. De bliver inspireret af hinanden, kan man mærke, og samtalerne rækker ud over bleskift, babymos og dårlig søvn. Det er det fedeste. At jeg kan være med til at skabe sådan en oplevelse for andre forældre gør mig næsten helt rørt. At være ramme for det og løfte noget, der også kan være ensomt i forældreskabet.
Bette lærte at kravle. Det gik godt, og vi fik travlt, men det var også hårdt. Min datter var hos mig det meste af tiden, så det blev noget med at aflevere hende i børnehave, åbne caféen, hente igen, cykle tilbage og lukke caféen. Sådan kørte det i ring. Det var sjovt og fedt, jeg elskede at se, hvor hurtigt det udviklede sig, og hvor mange mennesker der havde savnet sådan et sted. Det gav mig enormt meget, selvom jeg sov alt for lidt. Efter noget tid blev vores lokale for småt, jeg havde ikke plads til at udvikle konceptet. Jeg kunne ikke lave udendørs arrangementer og loppemarkeder, for jeg havde ingen mulighed for at rykke gæsterne udenfor. Vi gik i dialog med Carlsberg Byen og kunne se et stort potentiale i området. Der var flyttet mange børnefamilier dertil, og vi kunne få et lokale ud til en bilfri plads, hvor der ovenikøbet lå en legeplads. Det ville gøre os stærkere.
“Pludselig følte jeg ikke, at jeg kunne give hende den samme kærlighed som før”
Da vi åbnede herude, kørte Nørrebro videre, som det plejede, men jeg havde simpelthen ikke nok timer i døgnet. Jeg havde også et barn, som skulle have min opmærksomhed. Og pludselig følte jeg ikke, at jeg kunne give hende den samme kærlighed som før. Det blev en øjenåbner for mig: Jeg kan ikke sove fire timer om natten og arbejde hele tiden og samtidigt være en god mor for Lola. Jeg havde skabt et sted, som gav plads til andre familier, og lige der kunne jeg ikke finde plads til min egen lille familie. Jeg tabte mig selv i det. Sammen med Malene og Kasper besluttede jeg, at Bette på Nørrebro skulle lukke. Det var svært at sige farvel til, hvad der føltes som et andet barn, men nu kunne Bette gå, og det var tid til at komme videre.
“Det hele fulgte også min datters udvikling. Hun har været min største inspiration”
Her i Carlsberg Byen har vi flere muligheder: mere plads til børn og forældre, arrangementer og en målgruppe med børn i alle aldre. Det hele fulgte også min datters udvikling. Hun har været min største inspiration. Jeg observerer, hvad hun synes er spændende, hvad hun spiser og leger med – og bruger det i caféen. Nu har vi danseundervisning om eftermiddagen til de større børn, langbordsmiddage og fællesspisning og loppemarkeder i weekenden.
Da jeg selv blev mor, havde jeg ingen mødregruppe, og jeg var den første i min vennekreds til at få børn, og jeg oplevede, hvordan flere i min vennegruppe faldt fra, fordi de bare var at andet sted i livet. Jeg blev nok lidt ensom, uden egentlig at vide at jeg søgte andre i samme situation, fordi jeg var så optaget af min tosomhed med Lola. Jeg oplevede, at man ikke bliver inviteret til aftensmad så ofte, når man har små børn, og deraf udsprang ideen til at skabe fællesspisning på Bette. Mange vil gerne gøre det derhjemme, men med en travl hverdag med et lille overskud er det svært. Hos os kan man bare åbne døren, sætte sig ned, få mad, lade børnene lege og catche op som voksne. Det er noget af det unikke ved Bette – at fællesskabet kan mødes i caféen.
Jeg har også tænkt meget over, hvad jeg giver videre til Lola. Med hvilke øjne skal hun se verden? Hun har selvfølgelig været påvirket af min måde at arbejde på. Hun har ofte været med. Det har til tider været svært – det var måske ikke på caféen, vi skulle tilbringe en lørdag formiddag, og jeg har da haft dårlig samvittighed. Men jeg håber, at Lola tager noget positivt med. At hun lærer at blive en stærk og selvstændig kvinde. Det var også hyggeligt, når hun hjalp mig med at rydde op om aftenen. Vi har haft så meget tid sammen, men det er ikke meningen, at hun skal være med mor på arbejde hver aften. Den balance er jeg blevet meget mere opmærksom på. Og nu har jeg et barn, der snart er otte, og som godt kan sige fra. Hvis hun ikke vil, så vil hun ikke. Min datter lærer også mig at sige nej – noget, jeg altid har været dårlig til.
