De nye danske skuespilstjerner på den internationale scene hedder Sarah-Sofia Boussnina, Amanda Collin, Danica Curcic og Filippa Navarana Coster-Waldau. Her fortæller de fire kvinder om den totale tilstedeværelse, store succeser med globale fanbaser, californiske klovneguruer og at lære at råbe i vilden sky. Og ikke mindst om hvordan de hver især fandt vej fra teenage-værelset til det helt store lærred. Her kan du møde Collin, når hun fortæller om sin vej ind i rampelyset.
Blå bog
Amanda Collin. Født i 1986. Hun vandt både en Bodil og en Robert for sin hovedrolle i ‘En frygtelig kvinde’. Siden har hun bl.a. medvirket i spillefilmen ‘Bastarden’, sci-fi-serien ‘Raised by Wolves’ og TV-serien ‘House of the Dragon’, en spin-off-serie på ‘Game of Thrones’, hvor hun spiller lady Jeyne Arryn. Hun står desuden bag Yes Ma’am Productions med skuespillerkollegaen Marie Tourell Søderberg, hvor de skriver på en film sammen og desuden sælger menstruationscyklusstickers. Hun bor i Valby med sin mand og deres to børn.
“DA JEG VAR i midten af 20’erne, fik jeg det rigtig skidt. Jeg blev ved med virkelig ikke at være glad, uden at jeg kunne finde ud af, hvad det skyldtes. Jeg kunne bare konstatere, at jeg var fuld af negative tanker. Jeg havde altid haft et helle i skuespillet. Her havde jeg det sjovt og følte mig enormt fri, så det var ikke dét, men hvad var det så? Jeg har altid været meget søgende med den slags, og det endte med, at jeg begyndte at meditere hver dag for at tømme hovedet. Det fik mig til at dykke dybere ind i meditationens verden, og det kom til at ændre mit liv. Det første skridt, som var ret mindblowing, var at finde ud af, at man jo ikke er sine tanker. Tanker er selvskabte, også alle de dårlige. Det har helt klart været med til at gøre mig til et gladere menneske, at jeg er selektiv med, hvad jeg lukker ind i mit system. Jeg er heller ikke på nogen sociale medier, og jeg læser ikke nyheder. Jeg holder mig til så vidt muligt kun at få rare ting ind i mit system, for det er mit liv, så hvorfor skulle jeg bruge tid på noget, der ikke gør mig glad? I dag synes jeg, at jeg er det bedste sted, jeg nogensinde har været. Jeg er også helt klart blevet mindre søgende end tidligere, og det kommer med meditationen, for det er først, når man fatter, at der ikke er noget at søge efter, at man kan stoppe op og kigge sig omkring: “Wow, everything’s already here.” Det er der jo mange, der har prøvet at sige igennem tiden. I mange tusinder år. Lige så længe skriften har eksisteret, har folk skrevet om, at paradis på jord er at være til stede i nuet, og der er så mange tolkninger af, hvordan det ser ud, men for mig handler det om, at hvert moment er perfekt i sig selv.
DET VAR SÅ kæmpestor en drøm for mig at blive skuespiller, at jeg ikke engang turde sige den højt. Den voksede mig over hovedet, og derfor var det først som 23-årig, at jeg gjorde noget ved det, da jeg søgte ind på en skuespillerskole i New York. Jeg turde ikke søge ind på Teaterskolen herhjemme, for det var jo det, jeg skulle, så hvad, hvis jeg blev afvist? Hjemme fra New York igen fik jeg et job på en salatbar. Jeg kunne ikke rigtig få hul igennem til branchen, og hen over et par år blev jeg mere og mere rastløs og depressiv. Til sidst besluttede jeg mig for at starte et andet sted og rent faktisk få det godt i livet og så hvile i, at der sker det med mit arbejde, som der skal ske. Dét at turde give slip er forbundet med enormt meget angst, men jeg tror stadig ikke, at det kan måle sig med den angst, som mange mennesker går rundt med hver eneste dag – for ikke at være god nok, for ikke at tjene nok penge, for ikke at blive elsket. Man snakker om den mest angstfyldte ungdomsgeneration nogensinde, og jeg tror, det handler om, at man ikke lærer at tackle usikkerheden inde i sig selv. I stedet kommer man til at fodre den. Det var jeg helt klart selv underlagt engang. Hvis jeg havde haft en sø indeni, havde den været fyldt med alger og grums på bunden, og der havde hele tiden været bølger og uro. Men efter at jeg begyndte at meditere, blev min sø rolig. Inden jeg gik til casting på ‘En frygtelig kvinde’, sad jeg i en park og tænkte: “Nu kommer jeg op og går ind ad døren, og så kan de godt lide mig, og så får vi en god oplevelse sammen.” Tidligere var jeg opslugt af lortetanker som “Jeg er totalt kikset”, “Det kommer aldrig til at gå” og “Jeg får aldrig nogensinde den karriere, jeg drømmer om”. Men hvis man fokuserer på, at det eneste, det handler om, er at få en god oplevelse nu og her, så kan man slippe alt det andet. Og jeg fik rollen.
“Folk siger altid: “Jeg kan ikke meditere, for jeg kan slet ikke samle tankerne.” Men det er jo netop, fordi du skal lære det. Det svarer til at gå i træningscenteret én gang og forvente, at du taber ti kilo, og så bagefter konstatere: “Der skete ingenting. Det virker ikke for mig.””
DET LYDER MÅSKE banalt, men for mig er godt skuespil den totale tilstedeværelse. Man kan altid se på folk, om de er til stede i nuet, med deres omgivelser og med den person, de står over for, eller om der er tanker, der forstyrrer øjeblikket. Det kan være for meget forberedelse – eller for lidt – eller andre usikkerheder, der fylder. Jeg tror allerede, at jeg fra barn mærkede en tilstedeværelse i de skuespillere, jeg så på skærmen, som gjorde, at jeg tænkte: “Der skal jeg hen!” Det var noget, som min sjæl skulle udforske. På en måde var jeg nødt til at lære at spille skuespil for at forstå, hvordan det føles at være 100 procent til stede i nuet, men det har også været en kæmpegave at lære, at det ikke kun er i skuespil, at man kan finde den følelse. Den samme følelse kan opstå, når man vågner om morgenen og kigger ud ad vinduet og ser en sky på himlen. Selve nøglen for mig er ikke at knytte mig til idéen om mig selv som skuespiller. Man skal forsøge at give slip på hele den der attachment, for ens identitet bliver også hurtigt et fængsel. Det hjælper meditationen mig med, når jeg prioriterer den. Folk siger altid: “Jeg kan ikke meditere, for jeg kan slet ikke samle tankerne.” Men det er jo netop, fordi du skal lære det. Det svarer til at gå i træningscenteret én gang og forvente, at du taber ti kilo, og så bagefter konstatere: “Der skete ingenting. Det virker ikke for mig.”
“For nylig hørte jeg en sætning af terapeuten dr. Shefali: “Mange mennesker lever ikke et liv, de lever efter en opskrift” (“You don’t live a life, you live a pattern”). Det kan jeg virkelig godt genkende fra mig selv for nogle år siden”
DA JEG SPILLEDE hovedrollen som Mother i ‘Raised by Wolves’, husker jeg tydeligt fornemmelsen af, at jo mere knyttet jeg blev til min karakter, og jo mere ros jeg fik, jo større et ansvar følte jeg også for at skulle levere noget bestemt. Sådan tror jeg, at rigtig mange har det. Jo flere år du har været i et bestemt firma, eller jo flere år du har været i en familie, jo mere bliver du på en måde den rolle og de forventninger, der knytter sig til den. Men i virkeligheden har jeg lært rigtig meget af bare at opgive ansvaret og sige til mig selv: “Nu går jeg ind og er dårlig.” På de store produktioner får man ofte ikke særlig meget at vide om den langsigtede karakterudvikling, hvilket vil sige, at man skal ind og levere, mens man er totalt ude af kontrol, og samtidig i en setting, der bliver betragtet som meget prestigefyldt. I gamle dage kunne den slags vække en enorm angst i mig. Jeg tænkte “Nu har de booket mig til det her, og hvis jeg ikke kan komme ind og vise dem, at jeg er megagod, så bliver de vildt skuffede, og måske hyrer de en anden” og så videre derudad med alle de værste scenarier i verden. Med ‘House of the Dragon’ tænkte jeg i stedet: “Jeg ved ikke en skid, men giv mig noget tøj på, og så tager vi den derfra.” Man kan jo alligevel aldrig performe ud over det, man har fået med sig, så det må handle om at turde hvile i, at man er elsket som den person, man er. Jeg har slukket idéen om succes. Hvad skal jeg overhovedet bruge det til? Det kan være, jeg bliver kørt over af en bus i morgen. Når man øver sig i det her, frigiver man så utrolig meget space inde i sig selv til at blive overrasket og have det fedt over, hvad der foregår lige foran næsen på en. Man får en hel masse free brain space i gave. For nylig hørte jeg en sætning af terapeuten dr. Shefali: “Mange mennesker lever ikke et liv, de lever efter en opskrift” (“You don’t live a life, you live a pattern”). Det kan jeg virkelig godt genkende fra mig selv for nogle år siden. Men jeg er rigtig glad for, at jeg nu har lært at leve mit liv.
MIN KARAKTER LADY Jeyne Arryn i ‘House of the Dragon’ er en rigtig boss lady, men samtidig er hendes energi ret rolig. Hun regerer over en borg, hvor der ikke har været krig i 400 år, så der må være et eller andet, hun gør rigtigt. Hun er spids, men ikke aggressiv. Jeg synes, at det er enormt sjovt og spændende at kunne leve et liv som Amanda og så pludselig få lady Jane ind fra siden og få mulighed for at udforske den energi, hun rummer. Jeg er altid nysgerrig på roller, som jeg kan mærke, skal lære mig noget – om enten et tema, en følelse eller en energi. Jeg var enormt taknemmelig for ‘at bo’ i Ann Barbara i ‘Bastarden’. Hun levede i 1753, ja, men det er jo ikke ensbetydende med, at hun ikke ville elskes og finde ægte kærlighed, og at hun ikke svingede mellem at have lyst til at få børn og ikke have lyst til at få børn. Da jeg så filmen første gang, blev jeg simpelthen så rørt og ked af det på hendes vegne over, hvor mange ting hun ikke kunne gøre eller sige. Det rørte mig dybt, fordi jeg er fri til i dag at kunne elske, hvem jeg vil. Jeg er fri til at kunne røre min mand på kinden, hvis jeg synes, at han ser smuk ud. Jeg er fri til at sige “Jeg elsker dig”, når jeg har lyst, og det var hun ikke på samme måde. Så jeg fik faktisk sådan en kæmpe taknemmelighed for mit eget liv gennem hende.
“Men det er også en del af mit arbejde, at der så pludselig ikke er noget i tre måneder. De perioder er der, om man vil det eller ej, og så må man vælge, om man vil fylde dem ud med usikkerhed og sorg, eller om man vil fylde dem ud med noget andet”
I EFTERÅRET LAVEDE jeg filmen ‘The Woman in Cabin 10’ i England. Der var en masse gode skuespillere med, og vi tilbragte enormt meget tid sammen, så der var sådan en ensemble-agtig vibe. Jeg synes, at det er skidesjovt at lave film. Jeg kan ikke forklare, hvor sjovt jeg synes, det er at få tøj på og gå ind og sige replikker foran et kamera. Det er det bedste, jeg ved – især når jeg får lov til at lave det hver dag i tre måneder. Men det er også en del af mit arbejde, at der så pludselig ikke er noget i tre måneder. De perioder er der, om man vil det eller ej, og så må man vælge, om man vil fylde dem ud med usikkerhed og sorg, eller om man vil fylde dem ud med noget andet. For mig er det rigtig sundt at finde tilbage til, at der ligger rigtig meget taknemmelighed i livet, som ikke er forbundet til, hvad du laver, men er forbundet til livet selv. Vi har ét liv, og det er kort. I menneskets udviklingshistorie er vi jo bare et knips med fingrene, så jeg øver mig i at være glad hver dag og taknemmelig for det, jeg har. Det indebærer bl.a., at jeg prøver ikke at have så stram en karriereplan. Jeg prøver at lade universet guide mig.”
