47-årige Karl Oskar Olsen voksede op i et flipperhjem med venstreorienteret propagandakunst. I dag bruger han klassiske malerier og skulpturer som inspiration til sine tøjbrands, og så er han for nylig begyndt at investere i originale værker.
Jeg kigger altid på kunst, når jeg skal udvikle en ny kollektion til Pas Normal. Jeg vender ofte tilbage til Edvard Munck og Rothkos malerier. Farverne, der er ret melankolske og dystre, tiltaler mig, og jeg kan blive ved med at finde ny inspiration i dem. Jeg føler mig mere seriøs og formel, når jeg arbejder med mørkere farver. Nogle gange bruger jeg farverne direkte fra et maleri til at skabe et mønster.
Jeg er også inspireret af den modernistiske tankegang helt tilbage til Bauhaus med de stramme kompositioner og enkle former. Jeg bruger dem til at tegne mine egne motiver, som vi trykker på vores cykeltøj. Jeg arbejder både med maling og oliekridt, ligesom i det værk, jeg har købt for nylig af den danske kunstner Anton Funch. Det fungerer godt. Folk kan rigtig godt lide de håndtegnede prints på tøjet.
Jeg finder mest inspiration i klassiske malerier og skulpturer. På den måde er jeg ret konservativ i min kunstsmag, der er ikke meget moderne kunst, som tiltaler mig. Slet ikke videokunst og performances. Jeg kan godt lide, når jeg kan forholde mig til værkerne rent fysisk. Der skal være et analogt element i det. Jeg har lige set Lundstrøm-udstillingen på Ordrupgaard for tredje gang. De her enkle stilleben-motiver, fungerer bare godt for mig.
I mit barndomshjem var der megen venstreorienteret propagandakunst. Jeg boede primært hos min mor, som havde plakater af Dea Trier Mørch hængende. Sådan noget 70’er-rødstrømpeæstetik. Mange af dem var dystre, og jeg fik lidt ondt i maven af at kigge på dem. De gjorde et stort indtryk på mig med deres socialrealistiske motiver. De var fra en kold tid. Min mor lavede også selv nogle store vævede værker med patchworks af tekstiler og sten fra stranden. De hang i stuen i det flippede hjem.
Som 13-årig fik jeg bogen ’Subway Art’ og en pakke tuscher i julegave af min mor, som nærmest opfordrede mig til at begynde at male graffiti. I starten tegnede jeg efter bogens billeder af graffitibilleder fra New York. Når vi kørte i tog, lagde jeg mærke til graffitien på toge og bygninger, og jeg blev mere og mere optaget af det. Året efter malede jeg mit første graffiti-piece sammen med min ven Mikkel. Jeg var en del af crewet, FEA, som stod for ‘Fuck em all’, indtil 1993, hvor flere i miljøet endte i en stor erstatningssag, og jeg tænkte, at jeg hellere måtte stoppe, inden det gik galt. Jeg følte mig aldrig som en kunstner. Det er en meget intern leg at være graffitimaler, man går kun op i, hvorvidt medlemmer fra de andre crew ser ens tags. Det handler om at bygge territorier og værne om dem.
Det var faktisk først, da jeg stoppede med at male graffiti, at jeg fik øjnene op for, at der var graffitimalere som havde indtaget kunstscenen i New York. Med Basquiat og Keith Harring som de største profiler. De havde gået en – på det tidspunkt – uset vej fra undergrundsmiljøet til at opnå stjernestatus i hele verden. Da jeg startede på designskolen i ’97, var Basquiat min helt store inspirationskilde. Der hang altid fotos af ham i hans atelier og hans værker på min tavle. Det var hans farvepalet med jordfarver og okkergul, som talte til mig. Og hans måde at forbinde tekster med nogle ret simple former i hans ofte kæmpestore malerier.
Dagen efter jeg blev færdig på designskolen, startede jeg Wood Wood sammen med to venner (Brian Jensen og Magnus Carstensen, red.), fordi vi fik adgang til en masse hvide T-shirts, som vi trykte prints på og solgte til folk, vi kendte. Vi var inspireret af bevægelsen i New York med gamle skatere og graffitimalere, som havde etableret sig i kunst- og modeverdenen. Vi havde jo også graffitikulturen med os, den var ægte nok. Til tegningerne blev jeg blandt andet inspireret af en Tal R-udstilling på Politigården, hvor han havde lavet en kæmpestor tegning, som gik hele vejen rundt i gården. Der var virkelig en fed energi i stilen. Jeg kunne se Basquiat i det, og alt muligt andet, som jeg syntes var fedt. Det var også en øjenåbner for, at man kunne bruge maleri og tegning på andre måder end de traditionelle. Vi ville bare bringe dem på T-shirts.
“Det var faktisk først, da jeg stoppede med at male graffiti, at jeg fik øjnene op for, at der var graffitimalere som havde indtaget kunstscenen i New York.”
Det er først indenfor de seneste fem år, at jeg har haft råd til at købe original kunst. I den resterende del af mit liv, har jeg primært haft tryk og plakater hængende, hvis ikke jeg har fået noget af venner som blandt andre Husk Mit Navn, som jeg var gode venner med engang. For nylig gik jeg forbi et galleri i Bredgade, hvor der stod en skulptur af Børge Jacobsen, som jeg bare blev nødt til at eje. Den er jeg enormt glad for, og jeg kigger på den hver dag. Den ser nærmest levende ud, selv om den er lavet af noget så statisk som jern. Jeg kan godt lide tanken om, at der er en, som har stået og banket på den og smedet den. Min far er svejser, en rigtig rørlægger, og jeg tænker altid på ham og min barndom, og at jeg var med ham på arbejde, når jeg ser på skulpturen.
