Kærlighed

Yasmin Kazemi & Bo Bech: “Jeg var vildt forelsket. Allerede efter et halvt års tid fortalte jeg ham, at jeg havde fjernet min spiral”

- 17/09/2025

De snakkede og dansede hele natten på den allerførste date – forelskelsen mellem Yasmin Kazemi og Bo Bech var stormfuld fra begyndelsen. På toppen af et bjerg vidste han, at han ville giftes med hende, og efter et halvt år vidste hun, at hun ville have børn med ham. De arbejder stadig på at danse blidere igennem deres vulkanudbrud af skænderier, men de lever det liv sammen, de drømmer om.

Blå bog

Yasmin Kazemi, 33 år, selvstændig psykoterapeut. Født i Odense og opvokset i Spanien, Malaysia, Brasilien og Kokkedal i Danmark. Uddannet psykoterapeut.
Bo Bech, 53 år, kok, indehaver af Restaurant Bobe. Født og opvokset på Amager, København. Udannet kok. Har tidligere ejet restauranterne Paustian og Geist. I dag indehaver af Restaurant Bobe på Gråbrødretorv 11 i København. Parret bor på Vesterbro sammen med deres fælles datter, Saffron. 

Han mente, om vi skulle komme ud af lejligheden, og jeg mente, at vi skulle dét her. Os to

Yasmin Kazemi

Yasmin Kazemi: Den 23. januar 2021 landede der en besked fra Bo i min DM (indbakken på Instagram, red.). En gentlemanbesked, der spurgte om jeg havde lyst til at drikke et glas bobler hjemme hos ham, da alt var lukket ned på grund af corona.  

Bo Bech: Jeg havde lige lukket min tidligere restaurant, og jeg var kørt træt af mit mønster for, hvordan jeg troede, jeg skulle finde kærligheden. Jeg havde behov for at træde væk fra de vandhuller og gøre noget nyt. Jeg faldt over et foto af Yasmin, fordi hun hang ud med nogle af mine venner. Og så gjorde jeg det, jeg efterfølgende har fundet ud af, hedder at “deep like” (at ‘synes godt om’ billeder længere nede på ens Instagram-profil end de allernyeste, red.). Jeg fik det gengældt, så jeg måtte godt være modig. 

Yasmin: Indtil da havde jeg ikke turde give mig helt hen til kærligheden, men nu var jeg klar på at gøre tingene anderledes. De samtaler, vi havde den første aften … Shit man, tænkte jeg: Der sidder en like-minded person over for mig. Det var forfriskende, at Bo var så modig og turde sige sine holdninger højt. Samtidigt fornemmede jeg en dyb selvreflektion. Det var meget tiltagende. Det sitrede i min krop. Vi drak champagne, snakkede og dansede hele natten. Den næste morgen, da Bo sad og tog sko på, sagde han: ”Skal vi?” “Ja, det skal vi,” svarede jeg. Han mente, om vi skulle komme ud af lejligheden, og jeg mente, at vi skulle dét her. Os to. Det fandt Bo først ud af i sidste uge, da vi fortalte vores venner om vores første date. 

Bo: For mig er det voldsomme ved at blive forelsket, at man skal give slip. Hvis du stadig er i kontrol, så leger du bare. Altså, jeg var smaskforelsket i Yasmin lige med det samme, og jeg var tiltrukket af både hendes ydre og hendes person. Men jeg havde en skelsættende oplevelse lidt senere i forløbet på en rejse i Mexico. Vi var ude og vandre med nogle venner, da vi gik ned gennem landskabet og rundt om et bjerg, tænkte jeg, at der ikke var nogen grund til at fortælle, at jeg har højdeskræk. Hvad jeg ikke vidste var, at vi pludselig vendte om og stod ved en bjergkant. Jeg begik den fejl at stoppe op og kigge efter Yasmin. Jeg gik helt kold af skræk. Der kom Yasmin og gav mig et dask i numsen og sagde: “Kig på min røv. Kom, så går vi.” Normalt ville jeg være meget kontrolleret og tale om strategien, men jeg greb bare fat i hendes buksekant og kiggede på hende, mens vi gik. Da vi kom op på toppen og lå i et saltbadekar og kiggede ud over bjergene, tænkte jeg: Jeg vil giftes og leve med Yasmin resten af mit liv. Jeg ventede ikke længere på noget andet. Der er ikke noget, der er bedre. Jeg er hjemme. 

Han fortalte mig, at han var forelsket, at han elskede mig, og at han havde gjort plads i sit skab til mig. Der begyndte jeg automatisk at hæve paraderne, som jeg kendte så godt fra tidligere.

Yasmin Kazemi

Yasmin: Bo var meget modig i de første måneder. Han fortalte mig, at han var forelsket, at han elskede mig, og at han havde gjort plads i sit skab til mig. Der begyndte jeg automatisk at hæve paraderne, som jeg kendte så godt fra tidligere. Vi var stadig sammen hele tiden, men det lå i baghovedet. Jeg har altså min egen lejlighed, jeg kan ikke bare hoppe i med begge ben. 

Bo: Jeg skulle ikke fortælle hende, at her er et skab, nu kan du flytte ind. I stedet ryddede jeg bare skabet, og stille og roligt blev det jo fyldt op. Indtil hun flyttede ind. 

Yasmin: Jeg var også vildt forelsket. Allerede efter et halvt års tid fortalte jeg ham, at jeg havde fjernet min spiral. ”Vi skal gøre det hele sammen.” Da jeg havde sagt højt, at han var min kæreste, gik jeg all in. Dedikationen var stor. Det ville jeg kun gøre med den mand, jeg skal giftes med.

Bo: Det blev en stående joke, at hvis jeg satte mig ned for at binde snørebånd, så stillede hun sig foran mig og sagde ja. På en typisk Yasmin-charmerende-måde. På et tidspunkt viste hun mig også de forlovelsesringe, hun drømte om. Nogle med mange diamanter, nogle med endnu flere diamanter og nogle med umuligt mange diamanter, og så kunne jeg selv vælge, hvor mange der skulle være. Der gik alligevel en del måneder før jeg bestilte ringen og fik den hjem. Da jeg skulle til Maldiverne for at lave mad, rejste Yasmin med. En dag, da hun lå ved poolen og læste, tænkte jeg: Det er nu! Jeg tog en panamahat på og smed ringæsken op på panden. Jeg gik i poolen og svømmede en enkelt bane, inden jeg gik over til hende, tog hatten af og friede til hende. 

Yasmin: Jeg råbte ja! En sidenote er, at Bo var helt nøgen, da han kom op af vandet. Og det sødeste var, at han efter et par timer, spurgte mig, om jeg ville have hans efternavn. Ja, det ville jeg også.

Jeg tror, at Bo elsker mig på grund af min stædighed. Jeg tilføjer lidt spice i hans liv. Bo er så nysgerrig på livet, og jeg har givet ham en ny dimension. Det er det, han elsker mig for. 

“Når vi rager os uklar, er det som et vulkanudbrud. For det meste varer det max 24 timer. På de dårlige dage, kan vi godt gå i seng med det. Ingen af os er gode til at give efter.”

Bo Bech

Bo: For det første er jeg hamrende tiltrukket af Yasmin. Og så elsker jeg hende på grund af den måde, hun møder verden på. Den livsenergi, hun har. Hvis jeg skal bruge nogle Yasmin-ord, så tror jeg, at hun elsker mig, fordi jeg er autentisk. Jeg lever efter, at det er nemmere at huske på sandheden frem for løgnen. Jeg pakker ikke tingene ind. Jeg tror godt, at hun kan lide, at I don’t give a shit. Og at jeg ikke klistrer, men samtidigt godt kan klistre. Jeg har den helt rigtige formel, som jeg ikke en gang selv kender koden på. Jeg ved lige præcis, hvornår jeg skal være for meget, og hvornår jeg skal give plads.  

Yasmin: Jeg har drømt om at finde en mand som Bo, der har så meget integritet og så smukke holdninger. Jeg føler mig virkelig heldig.  

Foto: Kavian Borhani

”Jeg skulle lige forstå Yasmins lidt fanatiske forhold til stjernetegn, men nu er vi kommet så vidt, at hvis jeg skal holde et forretningsmøde, så kan hun finde på at fortælle mig, at det er en tvilling, ligesom en af mine venner, og så ved jeg allerede, hvad jeg skal forvente,” siger Bo Bech.

Bo: Når vi rager os uklar, er det som et vulkanudbrud. For det meste varer det max 24 timer. På de dårlige dage, kan vi godt gå i seng med det. Ingen af os er gode til at give efter. Vi er begge stædige og kæmper for vores holdninger. Jeg husker vores første store skænderi. Vi var begge tipsy. Vi havde været ude at spise og på vej hjem kørte den af sporet på en forkert måde. Vi skiltes som uvenner. Som i: lad os droppe det. Jeg var simpelthen så ulykkelig, da jeg gik hjem. Det hele skete så hurtigt. Men til mit store held, havde Yasmin glemt sine nøgler hjemme hos mig, så hun kom løbende tilbage. Vi blev venner igen, og den næste morgen tænkte jeg ved mig selv: Du kan ikke leve dit liv på den her måde, hvor du bryder med folk første gang, fejlen sker. Så er det altid bare et spørgsmål om tid. Hvem i alverden, tror du, at du er? Du kan heller ikke selv efterleve det. 

Yasmin: Jeg tror på, at man bliver nødt til at slå sig på hinanden for at slibe diamanten. Og det er da klart, at vi slår os på hinanden. Jeg har selvindsigt nok til at se, at jeg er meget utålmodig. Når jeg synes, jeg kan se et mønster, vil jeg gerne fikse det med det samme.  

Bo: Vi arbejder stadig på, hvordan vi kan danse en sundere dans, når udbruddet sker. 

Yasmin: Men det har været smukt at opleve, at alle de ting, jeg har været bange for eller usikker på, har løst sig selv. Hvis man er tålmodig, kan kærligheden forme forholdet i den rigtige retning. Det gælder om at være i nuet og have tiltro til, at kærligheden vil udvikle sig. Jeg har det liv, jeg drømte om. Nu har vi endda fået det barn, jeg så gerne ville have. Jeg havde en smuk graviditet og en dejlig fødsel. Jeg er så lykkelig! 

Bo: Nu er det slet ikke til debat, om vi skal være sammen. Nu handler det bare om, hvordan vi hurtigst muligt kan løse de udfordringer, vi bliver mødt af. Efter vi har fået Saffron, er det en ny virkelighed, vi skal få til at fungere. Vi er lidt amatører igen. Men jeg er så taknemmelig for den måde Yasmin håndterer Saffron på. Den er nærmest guddommelig, den lethed, hun har. Det er enormt elegant, når hun lige ligger Saffron ved brystet.  

Yasmin: Det er det, jeg elsker ved Bo. Han er så observant. Forleden dag sagde han til mig: Det er meget spændende, når Saffron græder, så tager du hende lige op og kigger på hendes ansigt og taler til hende, og så sætter du hende ned til brystet igen. Det er virkelig smart. Sikken gave, at Bo er så opmærksom på detaljer. Det er smukt, at han italesætter de her små øjeblikke, som man ikke må taget for givet.

Læs ogå

Flora Rontini & Simon Laumann: “En dag spurgte han, om vi skulle drikke et glas vin, men det sagde jeg pænt nej tak til (..). En uge senere sendte han et billede”