Maria Jencel har oplevet meget hjertesorg i sit liv, fordi hun, som den romantiker, hun er, har kastet sig fuldt ind i alle sine forhold. Hendes seneste brud var så slemt, at det fik hende til at både skrive og lave en podcast om knuste hjerter. Det endte også med at blive et vendepunkt, der førte hende mod manden, hun er gift med i dag.
Blå bog
Maria Jencel, 33 år. Uddannet i journalistik fra Syddansk Universitet. Har været ansat som udenrigskorrespondent på Berlingske, skrevet bogen ’112 for knuste hjerter: En livline for dig med kærestesorg’ og er vært på podcasten ’112 For Knuste Hjerter’. Bor i København sammen med sin mand, Peter Pelle Jencel, og deres to børn.
Han gik midt i et skænderi, min græske ekskæreste. Og kom aldrig tilbage. Vi havde sådan et ungdomsforhold, hvor vi nemt kunne blive uenige om småting, men vi havde aldrig store problemer. Jeg kan ikke engang huske, hvad det her skænderi handlede om, det var bare hans undskyldning for endelig at gå. Jeg var i chok over, at han ud af det blå slog op med mig og bare gik sin vej. Jeg blev ved med at tro på, at han nok skulle komme.
Jeg var vildt forelsket i ham, og vi havde boet sammen i flere år på den græske ø Lesbos, hvorfra jeg arbejdede som udenrigskorrespondent på Berlingske. Jeg var ligeglad med, at vi måske ikke passede så godt sammen på papiret. Han var lidt yngre end mig og var et andet sted i livet, men jeg ville gerne vente på, at han var klar til at tage det næste skridt: stifte familie og den slags. Jeg tænkte, at kærligheden var størst, og så længe jeg elskede ham, så var alt andet ligegyldigt.
“Det var ikke sådan en hyggesorg, som jeg lige kom mig over ved at spise lidt Ben & Jerry’s og græde for mig selv”
I de første uger efter bruddet var jeg i dyb sorg. Det var ikke sådan en hyggesorg, som jeg lige kom mig over ved at spise lidt Ben & Jerry’s og græde for mig selv i ren Bridget Jones-stil. Jeg kunne ikke sove, jeg kunne ikke spise, jeg havde smerter i hele kroppen: konstant ondt i maven og en klump i halsen. Jeg græd og græd, og jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville blive glad igen. Jeg kiggede på billeder af os, læste gamle beskeder og alle mine tanker kredsede om ham. Hver weekend tog jeg på den natklub, hvor jeg vidste han kom, hoppede i en ny gennemsigtig kjole og håbede, at han ville tale med mig. Men det var bare mig, som stod i et hjørne og holdt øje med ham. Mit værste mareridt var jo, at han talte med andre piger.
Jeg brugte allermest tid på at finde en årsag til, at han slog op med mig. Det var så svært at forstå, at han bare var gået og ikke havde givet mig en ordentlig grund til bruddet. Jeg forsøgte flere gange at mødes med ham, så vi kunne tale sammen, fordi jeg havde brug for at forstå ham og få en afslutning. Ellers kunne jeg ikke komme videre.
Da jeg endnu en lørdag troppede op på natklubben i en ny kjole, så jeg ham flirte med en anden pige. Pludselig forsvandt de, og jeg var overbevist om, at de var taget hjem sammen. Jeg kørte hen til hans hus, og da jeg vidste, døren stod åben, gik jeg bare ind. I en zombietilstand traskede jeg op ad trappen mod hans soveværelse, åbnede døren, og så ham ligge og sove alene. Jeg skyndte mig ud på gaden og brød sammen. Jeg græd og græd. “Okay, det her er dit wake up-call,” tænkte jeg. Jeg kunne ikke genkende mig selv længere.
“Jeg sendte mailen til ham på vej til lufthavnen, og så slukkede jeg for ham på alle digitale medier, for jeg ønskede ikke at modtage hans svar. Jeg lagde ikke op til dialog, det var min closure”
Den næste morgen færdiggjorde jeg et brev, jeg havde skrevet på i flere uger. Mit afskedsbrev til ham. Min krop kunne ikke forstå, at vi var gået fra hinanden, før jeg havde sagt farvel. Jeg skrev om vores forhold. Om hvad jeg syntes, der havde været godt og udfordrende, og jeg takkede ham for alt det smukke, han havde givet mig. Det var, som om en dør stod åben inde i mig til, at han kunne komme tilbage hvert øjeblik, han havde lyst, så længe det kun var ham, der havde slået op. Jeg lukkede døren, som han ikke havde lukket ordentligt. Jeg blev nødt til at binde en sløjfe om døren og låse den. Næste dag købte jeg en flybillet hjem til Danmark. Jeg sendte mailen til ham på vej til lufthavnen, og så slukkede jeg for ham på alle digitale medier, for jeg ønskede ikke at modtage hans svar. Jeg lagde ikke op til dialog, det var min closure.
At få sendt det brev hjalp mig meget i min sorgbearbejdelse. Noget andet, der hjalp mig videre, var erkendelsen af, at jeg selvfølgelig ikke skulle være sammen med, som ikke ville være sammen med mig. Det blev min store grund til, at vi gik fra hinanden. Et par måneder senere sad jeg sammen med min gode veninde og lavede en liste over, hvad der kendetegnede de mænd, jeg har forelsket mig i igennem tiden. Karaktertræk som spontan og rodløs gik igen. Jeg faldt for typer, der kunne flytte om på den anden side af jorden i morgen uden at se sig tilbage. Jeg romantiserede deres eventyrlyst, men i virkeligheden kunne de slet ikke give mig det, jeg egentlig søgte i en nær relation, som blandt andet er stabilitet, loyalitet, kreativitet og omsorg. Listen hjalp mig videre, og gjorde det klart for mig, at jeg passede sammen med en helt anden type mand.
Da jeg sommeren efter mit brud med grækeren mødte Pelle (Peter Jencel, red.) var det ikke kærlighed ved første blik, men det udviklede sig til en forelskelse, som jeg aldrig havde prøvet før. Den var dybere, mere ligeværdig, og det føltes meget unikt. Vi kastede os ikke hovedløst ud i et forhold. Vi havde fremtiden for øje og lod kærligheden vokse stille og roligt – til den var større, end jeg nogensinde havde oplevet før.
Det var tydeligt, at Pelle var i sorg efter bruddet med sin ekskæreste, så begge vores hjertesorger fyldte i starten af vores relation. Vi talte meget om dem. Når vi får en kæreste, laver vi en masse fejl, og vi lærer en masse om os selv, og det samme kan man sige, når vi får vores hjerte knust – her får vi indsigt i, hvad vi har brug for i et forhold, og hvordan vi kan gøre det bedre næste gang. Hvis vi glemmer vores tidligere relationer, når vi kommer i et nyt forhold, så er al den læring jo gået til spilde. At fortælle sin historie og sine erfaringer, giver ens partner en større forståelse for ens reaktionsmønstre, men også muligheden for at hjælpe og passe på en i specifikke situationer, som er særligt sårbare. Pelle og jeg har konstant en dialog kørende om vores følelser, sorg og ar på sjælen, og på den måde undgår vi meget af den smerte, vi ellers kunne have påført hinanden.