Flora Munyanziza Rontini og Simon Sebastian Laumann er meget forskellige. Hun er struktureret og rolig, han er impulsiv og eventyrlysten. Men det var netop på grund af deres forskelligheder, at de forelskede sig i hinanden for tre år siden, da Laumann insisterede på at invitere Rontini på date. Kærligheden udviklede sig i takt med, at de lærte hinanden at kende, og i dag drømmer de om at gøre det hele med hinanden.
Blå bog
Simon Sebastian Laumann, 29 år, billedkunstner. Født og opvokset i Århus. Er Bachelor of Fine Arts fra National School of Arts of Paris, Cergy og Bergen Academy of Art. Bor på Østerbro.
Flora Munyanziza Rontini, 27 år, Head of PR hos e45. Født og opvokset i Esbjerg. Har tidligere arbejdet med PR for Ganni i 6 år. Bor på Nørrebro.
Flora Munyanziza Rontini: – Simon og jeg har nogle fælles venner, og en dag spurgte han, om vi skulle drikke et glas vin, men det sagde jeg pænt nej tak til – jeg kendte ham jo ikke rigtig. En uge senere sendte han et billede af et idyllisk sted med kommentaren: “Her kunne vi sidde, jeg lover, det bliver hyggeligt.”
Simon Sebastian Laumann: – Jeg gav ikke op. På min fødselsdag skrev jeg igen og spurgte, hvor Flora var henne. Hun svarede – så helt uinteresseret var hun jo ikke. Jeg tog hen, hvor hun var, sammen med en ven, og det endte med, at det kun var Flora og mig som blev tilbage og snakkede. Jeg syntes, hun var helt fantastisk – sjov, klog, charmerende – og jeg havde virkelig følelsen af, at vi hyggede os. Men da vi sagde farvel, sagde Flora bare: “Tak for i aften, det har været hyggeligt, men du behøver ikke kontakte mig igen.” Jeg kunne ikke helt slippe hende. En time senere tænkte jeg: Kunne det virkelig passe? Det føltes bare ikke sådan. Så jeg ringede – som om intet var hændt – og begyndte at snakke om hendes yndlingssang, og så spurgte jeg bare: “Har du nu ikke alligevel lyst til at gå en tur en dag?”
Flora: – Jeg skal normalt lære en person godt og grundigt at kende, før jeg kaster mig ud i noget som helst. Jeg var ikke typen, der bare datede. Men i den periode var der sket nogle dårlige ting i mit liv, så jeg var lidt rundt på gulvet og tænkte, hvad kan der ske ved, at jeg prøvede noget nyt. Men altså, det var kun på grund af, at Simon blev ved med at presse på, at jeg endte med at mødes med ham. Han blev jo ved med at skrive. Han hentede mig her og der og kørte mig rundt i sin Christiana-cykel til alle mulige steder. Hellerup Strand eller ud til en lille bakketop på Refshaleøen med en flaske vin under armen. Jeg blev draget af hans energi og de mange skøre idéer.
“Vi har aldrig aftalt, at nu er vi kærester. Simon spurgte mig en gang helt begyndelsen, hvor jeg sagde nej. Siden har vi ikke talt om det”
Simon: – Vi gik nok 10-15 ture, før vi begyndte at date for alvor. Jeg var meget optaget af Flora, men jeg er megaglad for, at jeg fik al den tid til at lære hende at kende uden, at vi kastede os hovedkulds ud i noget. Det var en meget naturlig måde, hvorpå vi kom tættere og tættere på hinanden.
Flora: – Der var ingen tvivl om, at jeg blev forelsket i Simon på grund af hans sjove og imødekommende væsen og krøllede hjerne. Han var så anderledes end mig. Jeg vil gerne være i kontrol og struktureret, og Simon er meget impulsiv. Jeg syntes, at han var virkelig sød, men jeg brød mig ikke om følelsen af at være forelsket. Det var skrækkeligt og skræmmende. Jeg var ude af kontrol, og han kunne knuse mit hjerte. Jeg ville ønske, at vi bare kunne spole tiden frem til, at vi havde været sammen i tre år og kendte hinanden godt og var trygge ved hinanden. Men det kunne jeg jo ikke.
Simon: – På den ene side havde jeg det anderledes, og så måske ikke … Jeg var så draget og tiltrukket af Flora, men i takt med at jeg lærte hende at kende, opdagede jeg hendes smukke værdier, og den varme hun mødte mig med. Der mærkede jeg en helt anden og dybere kærlighed. Det føltes så meningsfuldt. Hun passede bare ind i mit liv. I starten tror jeg, vi begge havde paraderne oppe. Måske var det ikke så tydeligt hos mig, fordi jeg virkede så åben, men det var en forsvarsmekanisme. Da vi kom tættere på hinanden, følte jeg mig tryg. Det var fantastisk.
Flora: – Vi har aldrig aftalt, at nu er vi kærester. Simon spurgte mig en gang helt begyndelsen, hvor jeg sagde nej. Siden har vi ikke talt om det. Vi begyndte bare at præsentere hinanden som vores kæreste, og det var ret hurtigt tydeligt, at det skulle være os to og ingen andre. Men vi har ingen kærestedag, det har vi ikke haft behov for. For mig er vores dag den dag, vi mødte hinanden.
“Jeg vil gerne have styr på aftaler, hvad vi skal have til aftensmad, og hvad vi har i køleskabet, mens Simon kan finde på at booke en ferie samme morgen uden at spørge mig først”
Simon: – Jeg tror, at Flora elsker mig, fordi hun kan være helt sig selv sammen med mig. Vi kan grine som små børn og tale som voksne – der er plads til det hele mellem os. Vi har en særlig kemi, som bare føles naturlig. Vi tager på eventyr, husker de små ting, og vigtigst af alt: vi har det virkelig sjovt sammen. Det er måske lidt svært at sidde og rose sig selv, men jeg tror, jeg gør det muligt for hende at give lidt slip.
Flora: – Lad mig hjælpe dig. Simon er god over for alle mennesker. Han tænker på alle omkring sig, også folk han ikke kender. Han vil være den første til at hjælpe en person op, der er faldet på gaden. Han er frivillig på et udrejsecenter – han gør en kæmpestor indsats. Han er meget oplyst, meget mere end jeg er, helt bredt ud i kultur og religion til hvad der sker i verden. Og så elsker jeg hans skøre hjerne, der stikker så meget af i forhold til min egen.
Jeg tror, at Simon elsker mig for den måde, jeg er i verden på. Fordi jeg også forsøger at være god over for andre. Jeg tror også, han kan lide, at jeg udfordrer ham. Det går begge veje. Vi udvikler hinanden til at være den absolut bedste version af os selv.
Simon: – Flora inspirerer mig helt vildt. Hun er det mest kærlige og omsorgsfulde menneske, jeg kender. Hun gør, at jeg føler mig hjemme. Jeg kan være 100 procent mig selv sammen med hende. Og så er hun utrolig smuk. Jeg elsker smukke ting. Når jeg vågner om morgenen og kigger på hende, føler jeg mig så privilegeret og heldig.
Flora: – Forskelligheden er både vores største styrke og nok også svaghed. Vi kan godt clashe, fordi vi tænker så forskelligt. Især når det kommer til små hverdagsting. Jeg vil gerne have styr på aftaler, hvad vi skal have til aftensmad, og hvad vi har i køleskabet, mens Simon kan finde på at booke en ferie samme morgen uden at spørge mig først.
Simon: – Ja, det gør jeg så ikke så meget mere. Jeg er også begyndt at arbejde om dagen, mens Flora er på arbejde, så vi rent faktisk kan ses om aftenen – før arbejdede jeg ofte ude i mit atelier om natten. Jeg synes, vi er gode til at tale om, hvorfor vi ryger i et mønster. Det handler om at sætte ord på, hvad vi føler. Vi behøver ikke nødvendigvis at blive enige, bare det at fortælle den anden, hvordan man har det, kan betyde, at det kan lade et godt sted. Kommunikation er bare nøglen til, at man kan gå hele vejen.
“Der må være en grund til at alle, der er kloge på den slags, siger det samme. Det virker”
Flora: – Det er lidt en kliché.
Simon: – Der må være en grund til at alle, der er kloge på den slags, siger det samme. Det virker.
Flora: – Det er rigtigt. Jeg også blevet mere afslappet omkring vores aftaler. Mine veninder bliver helt vilde, når jeg bare kaster mig ud i ting. Og dine venner er chokerede, når du finder kalenderen frem.
Simon: – Vi kan også godt drømme sammen og tale om at få børn. Det vil begge to gerne.
Flora: – Vi har bare ikke travlt med den slags. Nu skal vi lige have det sjovt så længe som muligt. Og nå ja, så er vi i gang med at købe en lejlighed sammen.
