Emma Faller og Nicolaj Thomsen har været kærester i fem år, hvor de også har drømt om at skabe en familie sammen. Inden deres nyfødte søn kom til verden, forberedte de sig på forældreskabet ved at åbne døre til alle de udfordringer, som de forventede at blive mødt af.
EMMA SOPHIE FALLER WARNKE
25 år. Tekstildesigner og stifter af Emma Faller Atelier. Studerer til multimediedesigner på NEXT København.
NICOLAJ THOMSEN
30 år. Fodboldspiller i B93 og medstifter af tøjmærket Another Aspect. Har tidligere spillet i klubber som F.C. København, AaB og FC Nantes – samt en enkelt kamp for det danske herrelandshold. De bor på Christianshavn i København med deres fælles søn Erik, der blev født i januar 2024.
Hvordan var det at være gravid, Emma?
Emma Faller: “Det var jeg ikke fan af. Jeg brød mig ikke om den ensomhed, som lå i, at det kun var mig, der var gravid. Og Nicolaj, der bare var Nicolaj. Mange af mine bekymringer, forstår Nicolaj først nu, hvor Erik er kommet ud. Når jeg blev bange for at falde på cyklen, der svarede han jo bare: ”Hvorfor skulle du falde?” Og nu kan jeg godt mærke, at han er mere sådan: ”Åh shit, der må ikke ske noget, når vi kører i bil.”
Hvordan forberedte I jer på at blive forældre?
EF: “Vi deltog i et par fødselsforberedelseskurser, men jeg syntes, at de var for begrænset til selve graviditeten, fødslen og den første uge efter, barnet er født. Derfor har den vigtigste og bedste forberedelse været vores samtaler med hinanden, som har kredset mere om, hvordan vi ønsker, vores liv sammen skal blive. Hvordan vi gerne vil være forældre, og hvordan vi kan hjælpe hinanden med at komme igennem de svære følelser.”
NT: “Vi har haft stor tiltro til, at vi kunne løfte opgaven som nogens forældre. Generelt har vi en selvtillid i at kunne klare store ting sammen. Vi har truffet flere livsændrende beslutninger sammen uden at planlægge ret meget først, som da vi flyttede sammen efter blot nogle få måneder. Som person er jeg nok også en, som tager livet meget easy going. Jeg tænker ikke så meget over det, før jeg står i det. Jeg er rimelig rolig i de fleste situationer, og jeg så har jeg bare haft en tro på, at jeg bliver en god far.
EF: Hør, det er den selvtillid, vi gerne vil give videre til Erik. Jeg har sagt til mig, at jeg bliver en fantastisk mor. Det kommer ikke til at gavne mig, hvis jeg allerede på forhånd mister tiltroen til mig selv. Jeg har veninder, som er sindssygt gode mødre. Min mor og Nicolajs mor er gode mødre. Jeg er ikke alene, og jeg kan søge hjælp hos dem, når de lidt mørkere tanker banker på.
EF: Jeg var ret bekymret for, hvordan jeg ville reagere, når jeg blev mor: Hvad nu hvis jeg nu blev helt overvældet over mit nye ansvar? Det var vigtigt for mig, at Nicolaj forstod, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte ham, at hvis jeg blev blæst bagover af følelser, var det ikke nødvendigvis fordi, jeg ikke kunne magten opgaven, jeg skulle må- ske bare lige ind i det. Nicolaj spiller fodbold og har sit eget brand, det er to ret kompromisløse jobs, og jeg havde brug for at vide, at han er der 100 procent, hvis jeg får brug for noget støtte. Jeg skal kunne sige til, hvis jeg føler, at jeg står med for mange opgaver alene, mens jeg er på barsel.
NT: Med vores samtaler har vi i virkeligheden forsøgt at åbne alle de døre, vi tænkte, der var brug for at få åbnet.
EF: Ja. Vi aner stadig ikke, hvad vi er gået ind til, men ved at åbne op for en masse forventede problemstillinger på forhånd, kan det måske gøre det nemmere for os at kommunikere, når vi står midt i udfordringerne og er pressede og trætte.
NT: Vi har også haft mange snakke om, at vi måske skal ændre vores livsstil. Vi har levet i et højt tempo: Arbejdet til sent, gået ud og spise, taget til arrangementer og fester. Været impulsive og gjort lige det, der faldt os ind. Nu skal vi nok dyrke øjeblikket lidt mere og hvile i, at livet går langsommere. I hvert fald for en periode.
Nikolaj Thomsen & Emma Sophie Faller Warnke med deres søn Erik
Hvad fra jeres egen opvækst vil I gerne bringe med videre?
NT: Jeg kommer fra Udkantsdanmark (Skagen, red.) og er vokset op med en bror, der var tre år yngre end mig og nogle forældre, der stadig er sammen, og som arbejdede fra 9-16 hver dag. Vi var vel en rigtig dansk kernefamilie. Jeg har haft nogle trygge rammer og altid følt, at mine forældre passede på mig. De har lagt al deres energi i mig og min bror. Jeg har nogle gange tænkt, at de nærmest har givet os for meget støtte. De har i hvert fald gjort livet nemt for os. Der har Emma haft en lidt anderledes opvækst …
EF: Jeg er vel et barn af byen. Jeg har cyklet alene fra Frederiksberg til Østerbro som 9-årig. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan det er at vokse op langt ude på landet, men samtidig synes jeg, at både Nicolaj og hans bror har en gennemgående ro og selvtillid, som jeg tror kommer fra deres vante rammer, de var fuldstændigt trygge i. Jeg husker mig som en usikker teenager, fordi jeg var utrolig bevidst om, hvem der var de seje, og hvad jeg burde gøre for at passe ind.
NT: Måske kan vi ramme en mellemvej mellem Emmas mangfoldige opvækst med kreative forældre og mine jyske rødder. Vi vil gerne skabe nogle rammer, der er trygge nok til, at Erik vokser op med en ro i sin egen eksistens, der gør, at han ikke altid lader sig drive med strømmen, men tør gå sine egne vegne, hvis de føles mere rigtige.
Hvilke oplevelser har I haft sammen i den første tid?
NT: Jeg har oplevet sider af Emmas følelsesspektrum, jeg aldrig havde overværet før. Set hende været presset på en måde, jeg aldrig havde troet var mulig, men også være så lykkelig, som jeg ikke forestillede mig, hun kunne være. De seneste uger er vi kommet helt ind under huden på hinanden, fordi vi har skabt et barn sammen. Altså, jeg elsker Emma mere end nogen anden, men jeg troede ikke, at jeg kunne få en større kærlighed til hende – nu har jeg forstået, at jeg ikke anede, hvad jeg snakkede om, inden Erik blev født. Jeg har oplevet kærlighed på et helt andet niveau.
EF: Det er så vildt, at man har været med til at skabe den største glæde for hinanden. At se Nicolajs glæde ved Erik og vide, at jeg har været med til at lave ham, er den største gave man kan give til en, man elsker.
