Der var store følelser involveret, da Amanda Lilholt og Loui Trøstrup begyndte at date. Alligevel gik der syv år, før de fandt rigtigt sammen. Siden har deres relation udviklet sig til en dyb kærlighed og forståelse for hinandens forskelligheder. Det var dog ikke uden udfordringer, at de nåede til i dag, hvor de er forældre til en lille dreng og har købt et hus sammen.
Blå bog
Amanda Lilholt, 35 år, møbeldesigner. Født i Århus og opvokset på Samsø og i Silkeborg. Udannet møbeldesigner fra Kunstakademiets Designskole.
Loui Trøstrup, 39 år, sexolog og samtaleterapeut. Født og opvokset i Korsør. Udannet sexolog. Bor på Frederiksberg og Langeland sammen med Amanda Lilholt og parrets fælles søn, Sui, som de hjemmepasser.
“Jeg kunne godt mærke den store interesse fra Amandas side, og måske også fra mig selv, så da der kom flere og flere følelser ind i det, stak jeg af. “
Amanda Lilholt: Jeg hørte om Loui første gang på Roskilde Festival, hvor hun sad i en lejr sammen med min gode veninde. Jeg var lige taget hjem, fordi jeg blev syg, så min veninde sendte et billede. Hun ser fandme dejlig ud, tænkte jeg. Min veninde gav mig hendes nummer, og vi fik sat en date op efter festivalen, og så datede vi i to måneder, indtil Loui dumpede mig. Det gjorde ondt, for jeg var vild med hende.
Loui Trøstrup: Jeg var ikke klar til at til at slå mig ned med nogen, så jeg fulgte min sædvanlige strategi med at undvige relationer, der blev for tætte. Jeg kunne godt mærke den store interesse fra Amandas side, og måske også fra mig selv, så da der kom flere og flere følelser ind i det, stak jeg af.
Amanda: Syv år senere stødte vi ind i hinanden på Værnedamsvej. Loui havde den samme parfume på, som da vi datede – og vupti, så var jeg tilbage i min forelskelse. Hele min krop sitrede. Problemet var, at jeg havde en kæreste, en svensker, som var flyttet fra Stockholm til København for min skyld. Loui og jeg begyndte at skrive sammen, men jeg var nødt til at finde ud af, hvad der skulle ske med min kæreste – eller, det vidste jeg jo godt, men det tog alligevel lidt tid. Jeg ville gerne afslutte det på en ordentlig måde.
“Jeg blev hurtigt forelsket i hende, men samtidigt var det også et krav fra min side, at hendes forhold skulle være afsluttet, før vi indledte noget sammen.”
Loui: Det var faktisk en ret lang og svær proces. I de syv år, der var gået, havde jeg arbejdet med mig selv i forhold til at kunne lukke andre mennesker ind. Nu var jeg anderledes åben for Amanda og blev hurtigt forelsket i hende, men samtidigt var det også et krav fra min side, at hendes forhold skulle være afsluttet, før vi indledte noget sammen.
Amanda: Kort tid efter skulle jeg fejre min 30-års fødselsdag på Samsø med min tvillingebror og far – vi skulle bo på campingplads og være til festival. Min kæreste var blevet hjemme, fordi vi var ved at gå fra hinanden. Da vi kørte ind på campingpladsen, var Loui det første menneske, jeg så. Hun sad og læste og drak hvidvin. Jeg anede ikke, at hun ville være der. Jeg er fra Samsø, men hvorfor var hun der pludselig? Den næste morgen bankede hun på vores dør og stod med en kop kaffe og et flag i hånden. Da vi havde snakket den morgen, kunne jeg godt se, at min kæreste skulle køres hjem over Sundet hurtigst muligt.
Loui: Du kunne ikke stå for min campingkaffe … Derefter begyndte vi at date.
Amanda: Et par uger senere sad vi i Frederiksberg Have, og jeg havde det så vildt inden i. Jeg var virkelig forelsket, og jeg kunne mærke, at hun havde det på samme måde. Det var en stor forløsning – nu var vi det samme sted.
“Jeg havde to muligheder: Den ene var at gå fra Loui for at få drømmen om et barn opfyldt med en anden, og det føltes helt forkert.“
Loui: Jeg tror, at det var vores fælles værdier, der skabte den her forbindelse. Jeg kunne se en fremtid med Amanda, fordi vi matchede på et dybere plan, vores fundament var så ens. Jeg tror ikke, at nogen af os nogensinde var vågnet til en alarm – vi vågnede begge af os selv og strukturerede vores egen arbejdsdag. Vi havde begge bygget vores egen forretning op, og vi havde det samme syn på arbejdet: der skulle også være plads til bare at være menneske og nyde livet.
Amanda: Noget, vi ikke var så ens omkring, var, at jeg ønskede at få et barn, og det gjorde Loui ikke. Det var et meget stort ønske for mig.
Loui: Jo længere tid vi var sammen, des mere blev det til en potentiel deal breaker. Jeg skulle revurdere min holdning. Det var ikke en drøm, jeg ønskede at tage fra Amanda, men jeg var normkritisk i forhold til den måde, vi har børn på i vores samfund. Jeg oplever, at vi får børn, og så ikke har tid til at være sammen med dem, men i stedet afleverer dem i institution den største del af deres vågne tid. Det vidste jeg, at jeg ikke ville kunne acceptere, hvis jeg blev mor.
Amanda: Jeg havde to muligheder: Den ene var at gå fra Loui for at få drømmen om et barn opfyldt med en anden, og det føltes helt forkert. Hvis jeg skulle have børn, skulle det være med Loui. Jeg besluttede mig ret tidligt for at blive i relationen og så blive ved med at bringe emnet op og være nysgerrig på, om hun kunne rykke sig. Jeg håbede, hun ville ændre mening.
Loui: Min kærlighed til Amanda voksede, og derfor voksede min åbenhed overfor at få et barn også. Til sidst blev vi enige om at blive forældre. Jeg ville gerne give hende det, hun ønskede sig allermest.
Amanda: Jeg har altid haft en forestilling om, at jeg gerne ville være gravid og give mine gener videre, men da vi kom til snakken om, hvem der skulle være gravid, kunne jeg mærke, at jeg ikke havde et fysisk behov for at bære barnet. Det var befriende at få lov til at erkende, at mit ønske om at være mor ikke var forbundet med at skulle være gravid og føde et barn.
Loui: Det havde jeg til gengæld lyst til. På sådan en helt urkvinde-agtig måde. Jeg har født Sui lige her i stuen, men han kalder Amanda for mor, fordi det var hendes store ønske at blive mor. Mig kalder han for mama.
“Vi vil gerne undgå at skubbe livet foran os. Livet er her nu. Hvorfor skulle vi udholde noget i tre år, for måske at få det godt bagefter?“
Amanda: Jeg tror, at Loui elsker min blidhed og tålmodighed. Mit lyse sind. Min måde at kunne vende noget hårdt til noget blødt. Jeg vil bare gerne have, at hun har det godt.
Loui: Amanda elsker mig for at være stabil og loyal. Hun ved, at jeg altid har hendes ryg uanset, hvad der sker. I virkeligheden er vi ret forskellige, og jeg tror, at vi begge elsker den modsætning. Vi bidrager med noget forskelligt til vores liv. Jeg elsker, at hun gider lege med biler med Sui i tre timer. Jeg ville blive sindssyg, hvis jeg skulle gøre det. Og Amanda elsker mig for at sørge for, at der bliver lavet god mad, og at Sui har sko og bukser i den rigtige størrelse.
Amanda: I virkeligheden tror jeg, at hun elsker mig for at være alt det, hun ikke selv er. Jeg har aldrig mødt en, der forstår mig på et så dybt plan, som hun gør. Hun forstår, hvad jeg er sat i verden for. Det er en stor forløsning, at man føler, at alle ens facetter bliver rummet og forstået.
Loui: Vi forsøger ikke at tage afsæt i vores egen forståelsesramme, men derimod i den viden, vi har om hinandens situation. Alligevel kan vi jo godt slå os på vores forskelligheder. Jeg kan godt være meget konkret og ligetil, og Amanda er mere følsom. Hun kan blive ramt af mine ord. Det er noget af det, vi har haft flest konflikter om. Vi gør os ekstremt umage for at sørge for, at vi begge har det godt. Vi er gode til at fange, når den ene er lidt presset og så tage over, i stedet for at ende i en diskussion om, hvem der har det hårdest. Det er også de små ting: Når hun serverer en kop kaffe til mig på sengen, så jeg kan ligge lidt længere, mens hun står op med Sui.
Amanda: Til gengæld sørger Loui for at bestille tid hos lægen og klare alle de praktiske ting, som hun ved, stresser mig. Vi er gode til at fordele vores ressourcer på vores barn og vores hverdag, så den kan blive så gnidningsfri som muligt.
Loui: Vi skal ikke ud ad døren på et bestemt tidspunkt, fordi Sui ikke går i institution. Vi har haft ham hjemme i to et halvt år nu, og det går godt, så måske venter vi, til han skal i skole. De første tre år af et barns liv er de vigtigste. Det er her, hjernen udvikler sig mest. Vi synes, det giver mest mening, at han er sammen med sine forældre i de år. Vi arbejder på skift, og så ligger vi en del arbejdstimer om aftenen, når Sui sover. Vi har nedskaleret på vores forbrug, pension og rejsebudget, så vi kan arbejde mindre. Og så slipper vi for at brokke os over, at vi ikke har en god work-life-balance og diskutere, hvem der skal tage sygedagene. Vi vil gerne undgå at skubbe livet foran os. Livet er her nu. Hvorfor skulle vi udholde noget i tre år, for måske at få det godt bagefter?
Amanda: Sui har ikke sovet hos andre endnu, det har vi ikke haft et behov for, og vi tager ikke til fester sammen, til gengæld dyrker vi tosomheden i hverdagen. Vi har tit frokostdates, når Sui sover lur. Så bestiller vi et bord og får en god frokost eller sætter os et sted med et glas vin. Vi er er rigtig meget sammen, så vi har ikke behov for at sige: Nu skal Sui passes, så vi kan tage på date.
Loui: Til en fødselsdag ville vi alligevel orientere os imod vores venner. Vi har jo også behov for at gå ud og være os selv en gang i mellem. Jeg synes, vi har fundet den helt rigtige balance for os.
Amanda: Vi tager også væk sammen. Nu har vi lige købt et hus på Langeland, hvor vi måske skal tilbringe halvdelen af året, når vi ikke er i byen. Det har været vores store drøm i flere år. Vi er så lykkelige for, at vi endelig har fundet det rigtige hus. Vi savner naturen i hverdagen, og vil gerne give Sui en have og plads til at have familie og venner på besøg. Skabe mere kvalitetstid sammen med dem, vi elsker.
