40-årige Maya Lou Ochoa, der er udstillingsdesigner og grafisk designer på Arken Museum for Samtidskunst, om at vokse op i et cirkus, agurker og kunsten på sine vægge.
Blå bog
Maya Lou Ochoa. 40 år. Arbejder som udstillingsdesigner og grafisk designer på Arken Museum for Samtidskunst i Ishøj. Har en kandidat i visuel kommunikation fra Det Kongelige Akademi. Bor på Nørrebro i København med sin 13-årige søn, Otto.
Den første kulturoplevelse, jeg husker, er nærmest hele min barndom. Mine forældre boede i et kollektiv i 1984, da jeg blev født. Min far var cirkusklovn i sit eget cirkus, så sådan er jeg vokset op. Han kom til Danmark fra L.A. i 80’erne, fordi hans klovnelæremester var flyttet hertil. Der var mange, der optrådte på gaderne i Aarhus med den slags i 80’erne, og mange rejste hertil for det. Det gjorde min far så også, og det var sådan, mine forældre mødte hinanden. Mine første leveår foregik i en van, der kørte rundt i Europa – det var jo i virkeligheden et omrejsende eventyr. Min far var klovn, der både underholdt og finansierede livet med sin hat, mens min mor, som er billedkunstner, sad ved siden af og fangede sceneriet med sine pensler og blyanter.
Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, ville jeg være detektiv. Det virker både spændende og en lille smule farligt. Det er et arbejde, hvor man kan bruge en masse forskellige egenskaber. Jeg forestiller mig, man skal være nysgerrig, kunne leve sig ind i en karakter, måske klæde sig ud, knække nogle systemer og lægge mærke til små detaljer, som andre overser. Det handler om at observere og tænke kreativt, og det tiltaler mig virkelig. Efter designskolen var jeg træt af design. Jeg slettede mig selv fra internettet og kontaktede nogle detektivbureauer, fordi jeg gerne ville være detektiv. Jeg blev totalt krydsforhørt og fik lidt noia på, så jeg gik tilbage til designet. Men jeg tænker stadig på det. Jeg tror, mit udseende gør, at jeg kan gå for mange forskellige nationaliteter, så jeg tror, jeg kunne være blevet god til det.
En gadget, jeg ikke kan leve uden, er en tommestok og et farvekort. Det vil mine kolleger bekræfte. Jeg render altid rundt ude på Arken med de to ting.
I den sidste SMS, jeg sendte, stod der “Jeg fryser, vil du med i sauna?”. Den var til min nabo, skuespiller Lisa Carlehed. Jeg går ret tit i sauna, i hvert fald en gang om ugen den uge, hvor jeg ikke har min søn. Gerne i Sjællandsgadebadet eller i Hillerødgade Svømmehal, der begge ligger her på Nørrebro. Jeg har lidt en kollektivfeeling med mine naboer. Vi passer hinandens børn og har nøgler til hinandens lejligheder.
Den bedste gave, jeg for nylig har givet, var et par bløde trusser fra Maalouf til en vens fødselsdag. Der er noget særligt ved kvaliteten af blød bomuld, som bare gør hverdagen lidt bedre. Jeg tager mig selv i at række ud efter dem i skuffen igen og igen, fordi de er så dejlige.
Når jeg har brug for inspiration, snakker jeg med mine venner. Mine venner er dem, jeg deler med, lærer af og udveksler tanker med. På den måde er de også mine forbilleder. Jeg har mange forskellige slags venner, så det er dejligt med alsidigheden, men mange af dem er i den kreative branche og arbejder med kunst, film, musik, teater og scenografier.
En egenskab, jeg sætter stor pris på, er nysgerrighed. Det er magi, det driver os fremad. Det får os til at undersøge, udfordre og opdage nye ting. Når vi er nysgerrige, holder vi sindet åbent og giver os selv mulighed for at vokse. Lige nu er jeg ret nysgerrig på, hvordan man kan stive stof eller andre ting i epoxy. Det er bare af nysgerrighed!
Min livret er agurk. Jeg elsker mad og særligt mad, andre laver til mig, men jeg har en kæmpe kærlighed til agurken. Den er frisk, let, knasende og neutral, men samtidig blød og kølig uden at have en dominerende smag. Hvor sejt er det ikke, at den består af 95 % vand? Agurken er simpel, men kan anrettes på så mange måder. Selvfølgelig skal den spises sammen med noget mere nærende, men jeg spiser den tit alene om morgenen. Og hvis jeg har tømmermænd, med salt!
I min barndom var penge lidt knappe, så vi delte altid en agurk for at få den til at række længere. Det lærte mig at værdsætte de små ting i hverdagen. Så da jeg flyttede hjemmefra, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig skulle spare på agurk.
Maya Lou Ochoa malede sit køkken blåt på en aften, fordi hun prøvede at overdøve, at det er i dårlig stand. Her er hendes livret: agurker.
I mit køleskab er der altid agurker og æg. Jeg har også altid citroner – dog ikke i køleskabet.
Min yndlingsrestaurant er Homeland Kitchen, der er en vietnamesisk restaurant på Nordre Fasanvej. Det er i hvert fald den, jeg oftest vender tilbage til.
Skønhedsproduktet, jeg bruger igen og igen, er Weledas ‘Skin Food’. Jeg er vokset op med den, men dengang kunne man ikke finde den på hylderne i Danmark. Jeg elsker også at bruge ‘Goe Oil’ i håret. Og ‘Valor’ fra Young Living, der er en æterisk olie, som alle burde have. Den giver virkelig en følelse af ro og balance. Og så kan jeg ikke undgå at nævne Decubal-salven fra apoteket, som jeg bruger som læbepomade, på neglebånd og på kindben.
“Jeg går tit ret sporty klædt, men med et strejf af læge på Riget, fordi jeg elsker at gå i træsko”
På min ønskeliste står der ingenting. Jeg laver aldrig ønskelister. Jeg hader det, og jeg hader at blive inviteret til en fødselsdag og få tilsendt en ønskeliste.
Min personlige stil er simpel og minimalistisk. Jeg går ofte i sæt, i den forstand at jeg vælger en farve om morgenen, f.eks. sort eller brun, og så holder jeg helt mit look i den tone. Jeg går tit ret sporty klædt, men med et strejf af læge på Riget, fordi jeg elsker at gå i træsko.
Et af mine bedste køb nogensinde er meget apropos mine sorte træsko fra Bilka. Jeg elsker dem og gik i dem hele sidste sommer. Der er lidt højde på dem, så man kan høre, når jeg kommer gående. Faktisk er det nok ikke kun træskoene, man kan høre – jeg snakker ret så meget …
Maya Lou Ochoas bedste køb nogensinde er hendes træsko fra Bilka. Hun elsker dem, fordi de gør hende lidt højere, og fordi man kan høre, når hun kommer gående.
Den bedste duft i verden er duften af min søn. Han dufter af engel, selvom han er teenager. Især hvis jeg dufter ham helt nede i håret. Mmh! Dufte har en magisk evne til at vække følelser og minder på et splitsekund. En duft kan transportere dig til en helt anden tid eller sted, få dig til at føle dig rolig eller energisk. Det er, som om dufte taler direkte til hjertet, uden ord.
Den seneste ting, jeg har købt, som jeg elsker, er manukahonning og en citronpresser. Jeg spørger altid efter de bedste helsetips, når jeg er i helsen.
Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til, er New York. Jeg boede der i 2012, da jeg var på barsel sammen med min daværende kæreste, der skulle i praktik derovre. Jeg har ikke været der siden, men jeg hører, at byen har udviklet sig meget siden da.
Favoritrummet i min lejlighed er stuen. Det er midtpunktet og navlen i min lejlighed. Her samles de mennesker, der kommer i mit hjem, og den har udsyn til alle rum.
Hvis mit hus brændte, ville jeg redde mig selv og min søn. Jeg ville for det første dø af skræk, hvis det skete. Jeg er da glad for mine ting, men hvis det oprigtigt brændte, ville jeg være fucking ligeglad. Men altså, hvis det skete, drømmer jeg om at hoppe ud ad vinduet og lande på en trampolin.
Den bedste souvenir, jeg har bragt hjem, er sten. Det tager jeg næsten altid med hjem fra rejser. De ligger i bunden af mine potteplanter som små minder. Jeg tog en ret flot med hjem fra Grækenland i sommer. Jeg var på Kárpathos, der var et rigtig dejligt sted.
Maya Lou Ochoas yndlingsbog er denne af den afdøde japanske kunstner Shiro Kuramata. Hun mener, hans stil var tidløs.
Min yndlingsbog er en todelt bog med essays og designs gennem tiden af Shiro Kuramata. Han var en magisk japansk designer inden for interiør og møbler. Han eksperimenterede legende med materialer og former og forbandt design, arkitektur, mode og kunst på en unik måde. Hans arbejde er lige min smag – både poetisk, minimalistisk og nogle gange med et tvist af humor. Den er også sygt flot. Han er død, men alt, han har lavet, er så tidløst.
En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er Sophie Calle. Jeg elsker Sophie Calle, fordi hun er nysgerrig og fandenivoldsk. Hendes tilgang til kunst er både personlig og undersøgende, og hun udfordrer konstant grænserne for, hvordan vi ser på verden og hinanden. Jeg relaterer meget til hende.
En kunstner, jeg allerede har et værk af, er selvfølgelig min mor, Else Ploug Isaksen. Jeg har også værker fra venner. Det føles både hjemligt og kærligt at have et stykke af dem, jeg holder af, omkring mig. Min søn, Otto, gider ikke rigtig lave noget mere, men han er virkelig god, og jeg har lidt, han har lavet som barn, hængende.
I gangen hænger blandet kunst, bl.a. humoristiske værker, som hendes nu 13-årige søn, Otto, har lavet.
Værk af Maya Lou Ochoas mor, Else Ploug Isaksen. Det er olie på lærred og forestiller Mayas afdøde morfars lommetørklæde.
Værker af Linda Wiemann og LL.
På repeat hører jeg sangen ‘Ouda’ af Hamid Al Shaeri, som min ven introducerede mig for. Jeg elsker den. Han er en kunstner med libanesiske og egyptiske rødder.
Filmen, jeg kan se igen og igen, er ingen, for der findes så mange gode film, og jeg når slet ikke at se alle dem, jeg gerne vil. Derfor har jeg lavet en regel for mig selv om, at jeg ikke ser en film to gange – medmindre der er en virkelig god grund. Min yndlingsgenre er dokumentarer. Filmen om kunstneren Apolonia Sokol, som vi havde en udstilling med på Arken i 2023, ligger mig meget nær. Den næste dokumentar, jeg vil se, er ‘No Other Land’.
“Jeg er opvokset med, at voksne også leger, og det er jeg taknemmelig for”
Hvis jeg kunne lave en forandring i verden, skulle alle kunne trække ren og kærlig luft i lungerne. Her mener jeg både i forhold til krig og forurening.
Jeg bliver glad af at lege. Der er generelt meget, der gør mig glad, men jeg tror, man som voksen skal huske at lege. Det bringer glæde. Jeg er opvokset med, at voksne også leger, og det er jeg taknemmelig for. Jeg har en meget legende tilgang til livet. Samtaler, arbejde og hverdagen må gerne have et drys af leg. Det er min tilgang.
Ting, der gør mig vred, er magtesløshed, familiekriser, og hvis jeg ikke kan gøre noget.
Min favoritfarve er himmelblå – også på en grå dag. Mit køkken er meget blåt, men det var, fordi jeg legede. Det skete på en aften, fordi det lignede lort, og jeg følte, jeg måtte overdøve det.
Et projekt, jeg arbejder på lige nu, er flere udstillinger på Arken Museum for Samtidskunst, hvor jeg arbejder som udstillingsdesigner og grafisk designer. Jeg elsker at arbejde med rummet i tæt samarbejde med kunstneren og mine dygtige kolleger. Ud over det arbejder jeg altid på små projekter ved siden af mit arbejde. Lige nu laver jeg eksperimenterende materialeprojekter med LL, en duo, jeg har sammen med designer Sara Laub.
I løbet af det næste år vil jeg bestige et bjerg – dog ikke i træsko. Jeg tror, jeg skal gå i nogle bjerge i Portugal.
