Nogle af Trine Kjærs stærkeste barndomsminder er fra julen, hvor alt gentog sig år efter år. Selv om hun ikke vil beskrive sig selv som værende nostalgiker eller sentimental resten af året, så er det vigtigt for hende, at julen bliver afholdt på mere eller mindre samme måde i dag, hvor hun har stiftet sin egen familie med mand og tre børn. Det handler om minder og at give sine børn de samme oplevelser, som har betydet så meget for hende selv.
Trine Kjær, Afshin Firouzi & Kim Grenaas julehistorier er ret så forskellige. Mens førstnævnte holder fast i barndommens trygge traditioner, voksede Afshin op med at observere julen udefra, fordi de iranske højtider var vigtigere for familien. Kim har derimod fejret jul uden en familie, siden han brød med sin som 15-årig og har skabt sine egne rutiner. De tre fortæller om deres første juleminder, om traditioner og om hvorfor julen betyder så meget for dem i dag. Få Trine Kjærs historie her.
Blå bog
Trine Kawamura Kjær, 37, kreativ konsulent og content creator. Født og opvokset i Århus. Har tidligere været assisterende moderedaktør på Cover, indehaver af beautybrandet Trine’sWardrobe og var en af de første bloggere i Danmark . Bor nord for København sammen med sin mand Nicholas Kawamura og deres tre børn.
Jeg husker tydeligt det øjeblik, hvor det gik op for mig, at det var min far, som var klædt ud som julemand. Han gjorde det hvert år i min barndom, og da jeg var lille, troede jeg fuldt og fast på, at det var den rigtige julemand. Jeg sagde til min mor, at det var synd for far, at han aldrig oplevede julemanden, for han havde jo altid ondt i maven, når julemanden kom. Da jeg pludselig kunne genkende min far, gik det op for mig, at de voksede legede for min skyld. Og det gør vi voksne jo i december. Vi lyver for vores børn og fortæller, at nissen bor på loftet og den slags små hyggelige historier. Det gjorde mine forældre også. Skabte et magisk univers, som de ellers ikke dyrkede resten af året. Jeg følte virkelig, at nu havde jeg regnet dem ud. Året efter blev jeg så totalt forvirret. Mine forældre havde hyret en ældre mand til at klæde sig ud og lege julemand. Der stod han pludselig ved siden af min far. Det forlængede nok min tro på julemanden et års tid.
“Os børn var på lige fod med de voksne, ikke noget med en børnemandel eller børnemad”
Jul minder mig om mit barndomshjem i Aarhus, hvor jeg holdt jul hvert år, indtil jeg blev 32. Jeg tænker på mine forældre, min storebror, farmor og farfar – og på rolige dage, hvor jeg vidste, hvad der skulle ske. Det var det bedste i verden. Ro og tryghed. Nogle af mine stærkeste barndomsminder er fra julen, hvor alt gentog sig år efter år. Vi blev ved med at lege og satte grød til julemanden, selvom vi godt vidste, at han ikke fandtes.
Vores juleaften blev altid afviklet på præcis samme måde hvert år. Juletræet kom den 23., og vi pyntede det den 24. om morgenen. Efter at anden var sat i ovnen, mødtes vi med de andre familier fra vores vej. Ønskede glædelig jul og hyggede os et par timer, mens ænderne var i ovnen. Jeg husker det som en vigtig tradition. Min familie var ikke særlig stor, og det blev hurtigt de samme mennesker, vi så igen og igen i december, så jeg satte pris på at være sammen med en masse andre børn og voksne. Da min farfar og farmor, som var vores eneste gæster juleaften, kom, startede de voksne med et glas champagne, og så fulgte julemiddagen. Vi spiste aldrig flæskesteg, altid kun and, gerne to, så der var rigeligt. Risalamande til dessert. Os børn var på lige fod med de voksne, ikke noget med en børnemandel eller børnemad. Vi dansede rundt om juletræet i mindst en halv time og sange mange sange, især min farmor havde sine faste salmer, vi skulle igennem. Derefter var det pakkernes tur – altid kun en gave ad gangen, og alle kiggede på, når pakken blev åbnet.
“Hver januar tænker jeg på, hvorfor vi ikke fortsætter – drikker gløgg og hygger lidt mere? Men måske er det netop, fordi det er en afgrænset tid, at magien opstår”
I dag holder vi næsten jul på præcis samme måde. Der er få ændringer. Vi pynter ikke juletræet den 24., det har jeg altid syntes, var lidt fjollet, så det gør vi langt tidligere i december. I min mands (Nicholas Kawamura, red.) familie har de altid spist medisterpølse, og det kan vores børn godt lide, så det får vi sammen med anden. Vi har heller ingen julemand, vi prøvede det én gang, da vores ældste var lille uden held, og børnene synes, at det er lidt skræmmende. Men ellers gør vi det på samme måde. Champagne, and, risalamande, danse om juletræet og pakkerne en ad gangen. Det sidste er meget vigtigt for mig. Så julen ikke handler om forbrug, men om at give noget med omtanke – og at vise, at man holder af hinanden. Værdsætte både at give og modtage en gave. Men også at tage sig tid, være taknemlig og nærværende. Det vil jeg gerne give videre til mine børn.
Jeg går ikke så meget op i traditioner resten af året, men julen skal være, som den altid har været.
Det er interessant, hvorfor jeg holder så meget fast. Jeg er selvfølgelig et produkt af mine forældre, men ellers kopierer jeg dem slet i, hvordan jeg har formet mit liv. Måske er det nostalgi. At gøre tingene, som man gjorde som barn. Det fører én tilbage. Men det handler også om at give det videre til sine egne børn, fordi det betød så meget for mig. Der er så mange minder i julen: dufte, stemninger, små øjeblikke. Jeg bliver nostalgisk, selvom jeg normalt ikke er sentimental og nostalgiker. Alle bliver mindet om så mange minder i løbet af aftenen. Vi skåler for mine bedsteforældre, der ikke er her mere. Jeg ved, at min mor, skåler for sine forældre, som jeg desværre aldrig har mødt. Det er bare en aften fuld af minder, og det giver en særlig stemning, en sitren. En nostalgiaften. I en verden, hvor alt forandrer sig, er det rart, at julen står fast – med en opskrift, man ikke behøver tænke over og ændre på. I julen ved jeg altid, hvad der skal ske, og det giver mig en særlig ro.
“Da jeg var 20, gik jeg jo ikke så meget op i julen, men da jeg fik børn, kom glæden for alvor tilbage”
Sammen med sommerferien er julen årets højdepunkt for mig. Jeg elsker den – hele perioden. Fra midten af november og frem. Det sociale samvær, duftene af appelsin, stearinlys og julekager. Hjemmet forandrer sig, man hygger mere og tager sig tid. Efter en lidt stille periode i efteråret, så sker der noget med lysene uden for, og vi åbner dørene op for hinanden igen og er sammen, og det er så tiltrængt i slutningen af året. Hver januar tænker jeg på, hvorfor vi ikke fortsætter – drikker gløgg og hygger lidt mere? Men måske er det netop, fordi det er en afgrænset tid, at magien opstår. Traditionerne skaber magiske øjeblikke, fordi rammen er så klar. Man tager den samme pynt frem, alle kender præmissen for hver der skal ske – og det bliver noget særligt. Især med børn. Da jeg var 20, gik jeg jo ikke så meget op i julen, men da jeg fik børn, kom glæden for alvor tilbage.
Hvor juleaften altid udspiller sig på samme måde hjemme hos os – hvert andet år er vi desuden hos mine forældre, og der er ALT som det plejer, så er resten af december mindre fyldt med faste gøremål for os. Vi har dog to traditioner. Vi afholder altid en julestue for familie og venner. Med æbleskiver og gløgg til de voksne, juleklip og kagebagning. Alle bidrager med noget, mad eller aktiviteter. Det er frit og uformelt. Og jeg elsker at have huset fuld af mennesker, der opstår en særlig stemning og summen. Én anden ting ligger også fast, er, at vi skal i Tivoli. Ingen jul uden Tivoli – det vil mine børn i hvert fald sige. Alle lysene er magiske for dem. Det er også vores egen tradition, det gjorde vi aldrig i min barndom.
I mit barndomshjem holdt vi som sagt ret små juleaftener, men jeg sætter jeg pris på, at vi kan være lidt flere mennesker hjemme hos os, når Nicholas’ forældre også kommer. Jeg elsker, når vi er mange. Det bliver mere festligt og levende. Og jeg er bare glad for at være sammen med de mennesker, som betyder mest for mig. Jeg glæder mig allerede til, vores børn får kærester, så vi kan blive endnu flere.
