Tommy Ahlers: “Min mor udtrykte en gang imellem sin bekymring: “Hvad mon de andre tænker om os?””

Fællessang i det kristne hjem

Jeg har aldrig været ude at rejse med mine forældre. Men hver sommer var vi på den kristne sommerhøjskole Familielejr i Haderslev. Mine forældre var med til at arrangere det hele: Min mor stod i køkkenet, og min far var ansvarlig for noget af det praktiske. Om formiddagen var vi opdelt i aldersgrupper, så mens de voksne lyttede til et foredrag, tegnede vi børn og fik oplæst stykker fra Biblen. Senere på dagen var der typisk nogle fælles aktiviteter: en lille olympiade, et sækkeløb eller andre konkurrencer. Dagen sluttede med underholdning foran bålet efter en stor fællesmiddag. Jeg husker disse sommerlejre som et trygt element i min barndom. Jeg var omringet af én stor familie.

Der var altid gang i de festlige aktiviteter på den kristne højskole Familielejr i Haderslev.

Mine forældre var meget aktive i det kristne trossamfund i Agerskov, en lille by på 2.500 indbyggere – nok nærmere Agerskov og omegn – og vi var den eneste familie i min skoleklasse, som var så troende. Næsten alle vores familieaktiviteter var centreret omkring kristendommen. Vi bad bordbøn, og vi gik selvfølgelig i kirke om søndagen. Vi børn var i søndagsskole i missionshuset ved siden af kirken, hvor vi sad og tegnede motiver fra Det nye testamente, som passede til dagens prædiken. Der var tit arrangementer hjemme hos os. Min mor sang med i et strengekor, hvor de spillede på et par guitarer og sang kristne sange. Andre dage var huset fyldt af fem-ti mennesker, der deltog i bibelkredsmøder, hvor de diskuterede et afsnit i Biblen.

“Jeg havde aldrig et behov for at gøre oprør mod det kristne eller sætte spørgsmålstegn ved det”

Jeg havde aldrig et behov for at gøre oprør mod det kristne eller sætte spørgsmålstegn ved det. Jeg omfattede det mest af alt som en ramme for vores familieliv. Men jeg tror også, at der var forskel på den opdragelse, jeg fik, og den, min ældste storebror, der er 12 år ældre end mig, fik. Han skulle i højere grad være det perfekte kristne barn, og jeg, som var barn nummer fire, fik lov til at være den umulige lillebror, der hældte vand i min fars gummistøvler, når han sov middagslur, hvilket han bare fortalte med smil på læben som en rigtig Emil fra Lønneberg-historie. Selvom jeg blev smidt uden for døren og fik eftersidninger i skolen, havde jeg aldrig problemer derhjemme, ud over at min mor en gang imellem udtrykte sin bekymring: “Hvad mon de andre tænker om os?”

Tommy som helt lille sammen med sine søskende.

Jeg er ikke længere et særlig aktivt medlem af det kristne samfund, men jeg tror stadigvæk, og jeg beder med jævne mellemrum. Der kan være et meget konkret problem, jeg ønsker en løsning på, men oftest er det mere en refleksion over svære beslutninger, jeg skal træffe. Og så beder jeg om at finde ro til at træffe den rigtige beslutning eller blive guidet igennem det svære. Jeg beder også til, at der ikke sker mine børn noget. Religionen giver mig en særlig ballast som menneske og en livsanskuelse om, at vi er her i en periode, og der skal vi opføre os ordentligt og vise næstekærlighed. Det mærker jeg stærkt inde i mig.

Med mælkeskammel om livet

Allerede som 11-årig fik jeg mit første arbejde hos en lokal tømmerhandel, som jeg dog ikke syntes var særlig sjovt, så i stedet fik jeg et job på en bondegård, hvor jeg arbejdede i halvandet års tid – det lå nok mere i blodet, da min far var tidligere landmand, og vi boede på en gård, indtil jeg fyldte seks. Som 13-årig skiftede jeg til en anden bondegård, hvor jeg virkelig voksede med opgaven. Gården var drevet af et yngre par, Anna-Marie og Erik, og der var ikke andre ansatte end mig. Jeg passede 60 malkekøer alene og løb rundt med en malkeskammel om livet, tørrede køernes patter af med klorin og malkede dem. Dyrene er det mest dyrebare, man har på en gård, så det var et stort ansvar, jeg fik. Jeg var også med til at bygge udmugningsanlæg og en maskinhal. Jeg knoklede og satte pris på den tillid, de viste mig.

Køerne, Tommy Ahlers mødte ind til hver eftermiddag, da han arbejdede på gården uden for Agerskov.

Indtil Tommy Ahlers blev seks, boede familien på en gård og drev sit eget landbrug med over 1000 grise.

Jeg havde tidligere i min barndom gået til sport, men på det her tidspunkt gik jeg kun på arbejde, når jeg havde fri fra skole. Hver dag cyklede jeg 3,5 km ud til gården og arbejdede indtil 18-19-tiden. I hele min barndom spiste vi aftensmad kl. 17.15, også i den periode, hvor jeg arbejdede på gården. Når jeg kom hjem og havde smidt det ko- og gyldestinkende tøj i gangen, stod min aftensmad i en Tupperware med et tæppe over sig i sofaen. Det var sjældent en kulinarisk oplevelse, jeg fik der to timer senere – al maden, også hvis der var salat, var mast sammen ned i boksen.

Festformanden

Min opvækst i en kristen familie har nok bevirket, at jeg altid har haft brug for at finde min stamme. I de miljøer, jeg har entreret igennem årene, har jeg taget alt til mig. Da jeg var minister, tog jeg Venstre dybt til mig. I de virksomheder, jeg har skabt, har der været nogle stærke kulturer, der var bygget op omkring fællesskaber. Efter at jeg som 15-årig havde været på en kristen efterskole, hvor mine søskende, min mor og alle hendes søskende også havde gået, blev jeg mindre aktiv i kirken. Og det næste fællesskab, jeg blev en del af, var Konservativ Ungdom i Aabenraa.

Tommy Ahlers blev formand for Konservativ Ungdom i Aabenraa og arrangerede straks fester efter møderne – her er han til debuten.

Hver morgen tog jeg bussen til handelsgymnasiet sammen med min klassekammerat Jens, som var medlem af Konservativ Ungdom, og en dag tog han mig med til en generalforsamling i Aabenraa. Den kom hurtigt til at handle om, at de burde nedlægge KU i byen, fordi der ikke var nogen aktiviteter, og medlemstallet var faldende. Jens og jeg blev hurtigt enige om, at det var tydeligt, at de heller ikke tilbød nogen fede aktiviteter, og jeg kom med en masse idéer under generalforsamlingen, som jeg endte med at forlade som ny formand. Nu var det op til mig at gøre noget ved det.

Vi gik i gang med det samme og lejede et kælderlokale, hvor vi byggede en bar, så vi kunne holde fest efter møderne. KU i Aabenraa blev en succes. Det var ikke nødvendigvis ud fra en politisk vækkelse, men mere med en ambition om at skabe et fedt fællesskab, at jeg var aktiv i fire-fem år. Jeg tog også initiativ til, at vi lavede et bedre politisk magasin og en ny konference, som ikke handlede om politik, men om at drive en lokalforening.

Tommy Ahlers i gult sammen med sin tvillingesøster.

Jeg var nu også politisk aktiv. Jeg deltog i politiske diskussioner og begyndte at have klare holdninger. Jens og jeg tog til et stort EU-møde op til EU-valget i 92, hvor vi overklistrede hans bil med ja-klistermærker. Vi forholdt os kritisk til regeringen og sang smædesange om de socialdemokratiske ministre. Jeg endte med at sidde i forretningsudvalget, som er den øverste myndighed i KU, og jeg stillede også op som landsformand. Afslutningen på mit første kapitel i politik blev, da jeg stillede op til folketingsvalget i 98 og ikke blev valgt ind. Jeg kom frem til en erkendelse af, at hvis jeg skulle være i politik, så skulle min politik være baseret på mine egne erfaringer, på et levet liv, og ikke på noget, jeg havde læst i en bog. Jeg syntes ikke, at jeg som 22-årig var i stand til at redegøre for, hvilket samfund jeg gerne ville have.

Op til EU-valget i ’92 overklistrede Tommy Ahlers og vennen Jens sidstnævntes bil med ja-klistermærker.

Fra Salzburg til McKinsey

I min ungdom tænkte jeg altid på at tage den kortest mulige uddannelse, så jeg kunne komme ud at arbejde. Min plan var at tage grunduddannelsen på HG, men jeg endte med at tage alle tre år og få en elevplads hos Q8’s hovedkontor. Da min elevtid lakkede mod enden, spurgte chefen i kundeservice mig, hvad jeg skulle bagefter. Jeg blev paf, fordi jeg håbede på, at jeg kunne få en fastansættelse – det vidste jeg, man kunne, hvis man havde klaret sig godt, og det havde jeg. Ja, det kunne jeg sagtens, sagde han, men var det det, jeg ville? Skal du ikke læse på universitetet? Han forklarede mig, at hvis jeg ikke læste videre, ville der en dag komme nogle fra et sted som McKinsey og fortælle mig, hvordan jeg skulle udføre mit arbejde. “Og den eneste grund til, at de kan det, er, at de har studeret fem år mere end dig.” Selvom jeg ikke anede, hvad McKinsey var, så kunne jeg med det samme mærke, at det gad jeg ikke opleve, så jeg søgte ind på jurastudiet. Det skulle være jura, fordi Poul Schlüter havde læst jura.

I sommeren 2000 var jeg på jurasommerskole i Salzburg i Østrig sammen med studerende fra hele verden. Den danske fyr, jeg boede på værelse med, havde i løbet af de to uger oplevet mig sætte gang i en masse aktiviteter og fester, så han sagde til mig, at der var alt for meget gang i mig til at skulle være advokatfuldmægtig. Jeg var begyndt at arbejde hos Kromann Reumert og håbede på at blive advokat hos dem. Men Rasmus, som min værelseskammerat hed, insisterede på, at jeg kontaktede hans ven Tue Mantoni, som arbejdede hos McKinsey.

Tre-fire uger efter sommerskolen var jeg ude at drikke øl med Rasmus, og jeg måtte erkende, at jeg ikke havde ringet til Tue. Rasmus pressede mig, og jeg fik ringet til Tue, og da jeg havde talt med ham, var jeg sikker på, at McKinsey var det rette sted for mig. Jeg fik også McKinsey overbevist om, at jeg var den rette til dem.

Med champagnesabel i hånden

De to vigtigste indsigter, jeg fik med fra mine fire år hos McKinsey, var som følger: Den første var, hvor meget en lille gruppe mennesker kan lære om et givent område i løbet af to-tre måneder, hvis de er parate til at knokle 12-14 timer om dagen. Pludselig er de eksperter i prisplaner til teleindustrien i Latinamerika. Den anden var, at jeg mødte mange ledere fra store, respekterede virksomheder, som udefra så ud til at have en klokkeklar strategi, men da jeg så dem indefra, opdagede jeg, at they don’t have a clue. Hvis de kan lykkes med at skabe store virksomheder, som vi alle beundrer, med masser af rod og fejlskud, så kan jeg sgu også lave en startup.

“I dag lever de unge iværksættere ikke længere i en softwareverden. De skal bygge noget, som er langt mere komplekst end det, vi skabte dengang”

I december 2007 stod jeg med en champagnesabel i hånden i vores ydmyge lokaler på Nørrebro for at igangsætte fejringen af en ny produktlancering hos ZYB, min anden startup, efter at den første fejlede ret hurtigt. Drømmen med ZYB var at bygge et socialt netværk baseret på kontaktlisten på telefonen. Vi ville vel skabe Facebook, indtil vi fandt ud af, at Mark Zuckerberg var godt i gang. I løbet af de to år, hvor vi byggede virksomheden, ændrede vi vores strategi markant tre gange. Det kan du godt, hvis du er parat til at sadle om og sige: Nu har vi lært det her, nu har konkurrenterne gjort dette, og det skal vi have respekt for. Vi endte med at blive opkøbt af Vodafone for en stor pose penge (50 mio. dollars, red.).

I dag lever de unge iværksættere ikke længere i en softwareverden. De skal bygge noget, som er langt mere komplekst end det, vi skabte dengang. De skal lave nye madvarer, tekstiler eller elbiler og ofte bygge en fabrik til at producere det. Det kræver virkelig nogle kompetencer og i højere grad nogle flere erfaringer, end jeg havde, da jeg gik i gang som iværksætter på ren intuition og uden en markedsanalyse. I dag skal du i nogle tilfælde have 20 års erfaring for rigtig at mestre det, du skal bidrage med for at udvikle vores verden.