Sofie Jama og hendes familie flygtede fra borgerkrigen i Somalia og endte i en ghetto i Aalborg. Her fortsatte Jama sin flugt fra fortiden, indtil hun opdagede sit talent for at skrive. Igennem bøgerne har forfatteren fået afløb for traumerne og alt det uforståelige, hun har inde i sig. Men minderne slæber sig stadig tungt efter hende.
Sofie Jama
41 år, forfatter. Uddannet i kulturformidling og arabisk på Aarhus Universitet. Debuterede som skønlitterær forfatter i 2019 med romanen ’Et andet menneske, et andet liv’, udgivet på Politikens Forlag. I 2019 modtog hun Martin Andersen Nexø Fondens litterære pris sammen med Sara Omar og Aydin Soei. Udgav i 2020 romanen ’Den nordiske mands hævn’. Bor i Valby, København sammen med sin kæreste og deres to fælles børn og hendes datter fra et tidligere forhold
FLUGTEN BEGYNDTE ALLEREDE, da jeg var seks år. Det var min første skoledag, og jeg gik ved siden af min mor. Med rottehaler og sommerfugle i maven. Jeg bar på en taske, som min elskede tante havde lavet til mig. Der var store forventninger i familien til, at mine søskende og jeg skulle uddanne os ligesom vores forældre; min mor var skolelærer, og min far var dommer og senere borgmester. Det var en betydningsfuld dag. Men pludselig gik alt i stå. Jeg har svært ved at genkalde, hvad der skete. Lyden af helikoptere, støv, skrig og jamren. I forvirringen, mens vi flygtede ud af byen, blev jeg væk fra min mor. I næsten et år var jeg kun sammen med min tante, indtil jeg blev genforenet med mine forældre og søskende. Borgerkrigen var i gang.
I SYV ÅR flygtede vi fra sted til sted ude på Somalilands slette. I lange perioder havde vi ikke nogen sko. Min mor sagde, at mine fødder skulle hærdes til at gå på sten og vandre i bjerge. Jeg mindes frygten for, hvad der nu kunne ske, men også for at kigge i en uendelig horisont, hvor dyr og naturen udspillede sig uforstyrret foran mig. Vi endte i Addis Ababa i Etiopien, og derfra fløj vi til København og blev sendt videre til Aalborg, hvor vi fik tildelt en almennyttig bolig i Aalborg Øst af Røde Kors. Det passede mig ikke så godt. Især fordi alle de andre beboere også var somaliere, som havde de samme traumer med sig i bagagen. Jeg havde lyst til at komme væk, hvilket jeg gjorde to år senere, da jeg tog på Brøruphus Efterskole, som lå lidt udenfor Skanderborg.
I DANMARK VAR ALT SÅ HIMMELRÅBENDE ANDERLEDES END DET, jeg kendte til. Jeg havde aldrig mærket kulde på min hud, og om vinteren skulle jeg presse støvler ned over mine fødder. Folk så anderledes ud end mig. Jeg syntes, at det var så spændende, og jeg ønskede inderligt at blive genfødt som en ny person. Med et andet liv. Jeg tog afstand til min familie, fordi de mindende mig om alle mine traumer. Spøgelserne fra fortiden var fanget i mine forældres lejlighed, så det var enormt frigørende for mig at gå på efterskole.
Jeg ved ikke, om jeg ville være i live i dag, hvis jeg ikke havde fået muligheden for at udtrykke mig igennem bøger og få afløb for alt det, som var inde i mig
DET LYKKEDES MIG AT FÅ AFSTAND TIL FORTIDEN, indtil jeg begyndte på universitet. En dag, da jeg var på vej i bil over til en af mine veninder, fik jeg et sammenbrud på motorvejen. På grund af vilde rysteture måtte jeg stoppe bilen midt på vejen. Og så væltede alle minderne frem. Jeg troede, at jeg slap for dem, men de forfulgte mig. De sidder i nervesystemet: i hjernen, i kroppen. De er en del af mig for altid. Jeg kunne ikke undvære min familie og det, jeg kommer fra. Også selv om de mindede mig om det, jeg prøver at flygte fra. Smerterne. Særligt deres smerter. Det er mit livs paradoks.
JEG FØLTE MIG ENSOM. Jeg havde ikke nogen at fortælle om mine oplevelser til. I familien navigerede vi uden om det, som gjorde ondt. På efterskolen og i gymnasiet lærte jeg, at de andre tog afstand til mig, hvis jeg åbnede op for, hvad jeg havde oplevet. Jeg har overset voldtægter og folk blive myrdet. Det brændte inde i mig. Jeg dirrede efter at blive forstået. Til mit store held havde jeg talent for at skrive. Jeg ved ikke, om jeg ville være i live i dag, hvis jeg ikke havde fået muligheden for at udtrykke mig igennem bøger og få afløb for alt det, som var inde i mig.
JEG SKREV MINE FØLELSER NED og brugte mine erfaringer til at skabe især en af hovedkaraktererne i min debutbog. At skrive er et frisættende rum. Jeg kan bruge det, jeg har med mig, som ellers er uforståeligt for mange mennesker. Det er et terapeutisk forløb for mig, men samtidigt formidler jeg noget, jeg håber folk, der ikke har oplevet det samme, har bedre forudsætninger for at forstå, når de har læst mine bøger. Jeg føler virkelig, at jeg gør en forskel ved at skrive om det. Det er faktisk det, der driver mig allermest. At skabe et fællesskab for flygtninges traumer og indre liv.
AT UDVIKLE EN KARAKTER er også en opdagelsesrejse i mit eget dybe indre. Jeg har indset, at jeg stadig har hjørner, jeg slet ikke er nået ud til endnu. Det er en lang, lang rejse, som både er vidunderlig og smertefuld på samme tid. Det er også hårdt for mig at skrive og skulle hente alle de barske minder frem.
Også mareridtene. En af mine tilbagevendende drømme er et minde fra tiden, hvor vi flygtede på sletterne og blev opsøgt af en gruppe soldater. Vi sad tæt sammen i et telt, da en af dem pegede på os med sin AK47
HVIS JEG SOVER tre timer i træk om natten, er jeg lykkelig. Og sådan har det altid været. Hvordan kan hun fungere i det, tænker du nok. Jeg har vænnet mig til det. Også mareridtene. En af mine tilbagevendende drømme er et minde fra tiden, hvor vi flygtede på sletterne og blev opsøgt af en gruppe soldater. Vi sad tæt sammen i et telt, da en af dem pegede på os med sin AK47 – de slog mænd over 15 år ihjel. Heldigvis fandt de ikke nogen hos os og gik videre. Jeg glemmer aldrig, hvordan min mor bad til Gud og til, at de ville lade os være.
JEG TAGER IKKE LIVET FOR GIVET. Når jeg træder ud ad døren om morgenen, tænker jeg, at det ikke er sikkert, at jeg vender hjem om aftenen. Men det betyder også, at alle tabuer er nedbrudt for mig. Jeg kan tale og skrive om alt; død, seksualitet og perverse tanker. Alt, hvad et menneske nu rummer. Tidligere var jeg ikke bevidst om, hvorfor jeg ikke følte mig underlagt af tabuer, jeg tænkte bare, at jeg var en meget ligefrem person, men nu forstår jeg, at det er på grund af min opvækst. Jeg er ikke rigtig bange for noget. Hvis jeg skulle miste mit job, tænker jeg: Hvad er det værste, der kan ske? At vi må gå fra hus og hjem. Ja, det skal vi nok finde ud af. Minderne kan forstyrre mig, når jeg mindst venter det. Hvis jeg har planlagt en afslappende mig-dag med gåture og neglebehandlinger, kan en artikel om flygtninge få det hele til at vælte frem, eller når jeg er på vej til nytårsaften, kan raketterne give mig det fysisk dårligt. Minderne er tunge at slæbe rundt på, men det er mit livsvilkår.
