Skuespiller Afshin Firouzi: “Min familie havde aldrig fejret jul, før vi kom til Danmark. Vores forældre ønskede ikke, at vi skulle føle os udenfor. Vi skulle ikke vende tilbage efter juleferien og ikke have fejret jul. Så min mor lavede and og bagte klejner. Vi fik også gaver”

Trine Kjær, Afshin Firouzi & Kim Grenaas julehistorier er ret så forskellige. Mens førstnævnte holder fast i barndommens trygge traditioner, voksede Afshin op med at observere julen udefra, fordi de iranske højtider var vigtigere for familien. Kim har derimod fejret jul uden en familie, siden han brød med sin som 15-årig og har skabt sine egne rutiner. De tre fortæller om deres første juleminder, om traditioner og om hvorfor julen betyder så meget for dem i dag. Få Afshin Firouzis historie her.

Mit første minde om julen fandt sted på et gammelt hotel, som var lavet om til at huse flygtninge, og hvor min familie og jeg boede i en kort periode, da vi ankom til Danmark fra Iran. Jeg husker ikke så meget derfra, men jeg erindrer tydeligt den dag, vi fik besøg af en tyk mand, iklædt rødt tøj med et stort skæg. Det var en underlig situation – alle de voksne syntes, at vi børn skulle være tæt på den her store mand, lege med ham og tage imod gaver fra ham. Jeg var både nysgerrig og lidt utryg. Vi skulle sætte os ved siden af ham, og så stak han hænderne i lommerne. Gad vide, hvad han ville give os? Det var pebernødder og klementiner. Jeg husker især klementinerne, de blev det bedste, jeg vidste. Det endte som en dejlig dag. Fyldt med smil, hygge og legetøj. Det var mit første møde med julemanden og julen.

“Vores juleaften var nok ikke som de fleste danskeres. Vi havde et plastikjuletræ i hjørnet, og det hele sluttede efter, vi havde spist. I stedet gik vi børn rundt på de tomme gader og kiggede ind ad vinduerne hos alle familierne, der dansede om juletræet og fik gaver i sofaerne. Der var glade stemmer og lys i vinduerne. Det så så hyggeligt ud. Sådan gad jeg godt fejre jul en dag, tænkte jeg”

Min familie havde aldrig fejret jul, før vi kom til Danmark. I Iran fejrer man Nowruz, det iranske nytår, som falder i marts. Det er en fejring af forårets kommen og livets genopblomstring. Man får fri, besøger sin familie og venner, giver gaver og spiser dejlig mad. På mange måder minder det om jul og nytår i Danmark. Vi gik jo i dansk børnehave og senere skole, og her fyldte julen meget. Vores forældre ønskede ikke, at vi skulle føle os udenfor. Vi skulle ikke vende tilbage efter juleferien og ikke have fejret jul. Så min mor lavede and og bagte klejner. Vi fik også gaver. Ikke så mange, men vi skulle have lidt. Vores juleaften var nok ikke som de fleste danskeres. Vi havde et plastikjuletræ i hjørnet, og det hele sluttede efter, vi havde spist. I stedet gik vi børn rundt på de tomme gader og kiggede ind ad vinduerne hos alle familierne, der dansede om juletræet og fik gaver i sofaerne. Der var glade stemmer og lys i vinduerne. Det så så hyggeligt ud. Sådan gad jeg godt fejre jul en dag, tænkte jeg.

I min barndom var Nowruz den store begivenhed hos os. Vi dækkede et særligt bord med symboler på foråret og det nye år – med eddike, hvidløg, frugt, blomster. Min mor lavede altid nogle forskellige fiske- og gryderetter med lam og gode salater. Dejlig mad. Vi så persisk TV, der sendte velkendte festprogrammer. Der var musik, dans og underholdning, og alle gav hinanden gaver. Nogle år dyrkede vi også traditionen med at hoppe over et bål – et symbol på at rense sig for det gamle og gå ind i det nye år. Man sagde, at man skulle opføre sig godt denne aften, det fik betydning for det kommende år.

“Som ung tænkte jeg, at julen ikke havde noget med mig at gøre – og så handlede det også mest om at feste dengang. Men som 25-årig fik jeg en kæreste, som var helt vild med julen. Det var hendes familie også. De boede på en gård og havde deres egen juletræsplantage. Jeg forstod det ikke helt. Jeg prøvede at mærke den der julestemning, som de talte om, men det ramte mig ikke. Jeg tænkte, at det måske aldrig ville komme til mig”

Som ung tænkte jeg, at julen ikke havde noget med mig at gøre – og så handlede det også mest om at feste dengang. Men som 25-årig fik jeg en kæreste, som var helt vild med julen. Det var hendes familie også. De boede på en gård og havde deres egen juletræsplantage. Jeg forstod det ikke helt. Jeg prøvede at mærke den der julestemning, som de talte om, men det ramte mig ikke. Jeg tænkte, at det måske aldrig ville komme til mig. Men et år besluttede jeg mig for at udfordre mig selv og overraske hende juleaften som julemand. Jeg gik i en kostumebutik og købte et fuldt julemandskostume – skæg, rødt tøj og rigtige træsko. Jeg købte endda blå kontaktlinser og makeup til huden. Ingen skulle kunne se, at det var mig. Hun syntes, det var det fedeste nogensinde, og jeg endte med at danse rundt om juletræet i fuldt kostume.

“Pludselig kunne jeg være den, der kunne give dem den julefølelse, jeg selv havde manglet i alle de år. Det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer”

Efter den aften ændrede noget sig. Jeg havde altid taget lidt afstand til julen, syntes det var lidt noget pjat at gøre så meget ud af det, men den oplevelse fik mig til at mærke lidt af de varme følelser, som folk taler om. Et andet skridt på vejen mod juleglæde var det år, hvor jeg solgte juletræer sammen med en kammerat, der har en socialansvarlig virksomhed, der afvikler aktiviteter og forløb for udsatte unge. Idet jeg har arbejdet med socialfagligt arbejde i over 20 år, var det oplagt for mig at hjælpe til og sælge juletræer sammen med de unge i hele december. Her klædte jeg mig også ud som julemand. At se glade mennesker komme hver dag og lede efter det helt perfekte juletræ til deres hjem og rent faktisk være den, der hjælper dem, var utrolig givende. Samtidig med at jeg arbejdede med nogle unge, der enten aldrig havde haft julen tæt på eller oplevet den. Pludselig kunne jeg være den, der kunne give dem den julefølelse, jeg selv havde manglet i alle de år. Det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer.

Men det er først efter, jeg har mødt min nuværende kæreste, at er jeg blevet virkelig glad for julen. Hun elsker jul, og det har smittet. Hun har introduceret mig for adventsgaver, hjemmebag og julepynt i hele lejligheden fra 1. december, alt sammen noget, jeg aldrig har dyrket. Det er hendes kærlighed til julen, som har fået mig til at mærke den varme og hygge, som jeg nu forbinder med julen. Kvalitetstid med ens nærmeste. Jeg glæder mig allerede til den dag, hvor jeg kan klæde mig ud som julemand for min søn. Han er snart tre år, og nu begynder han så småt at forstå, hvad julen handler om. Jeg gør det nok ikke i år, men måske til næste år …

Foto: Kavian Borhani

Jeg kan se, hvor vigtig julen er for min kærestes familie. Hvis man har haft en barndom fyldt med jul, familie og traditioner, så betyder det jo enormt meget. De er gode til at bruge tid sammen i december, de julehygger, bager småkager og går ud og shopper. De værdsætter virkelig den tid, de har sammen. Det er også alt det hyggelige, vi laver i løbet af december, som jeg sætter mest pris på, mere end det er selve juleaften.

For mig handler julen allermest om stemningen – musikken, hyggen, roen. Jeg elsker croonere som Dean Martin og Frank Sinatra. Jeg lytter til deres julesange igen og igen og synger dem for min søn. Det er musikken, som får mig i julestemning. Sidste år gjorde vi ikke så meget ud af juleoppyntningen i lejligheden, men jeg glæder mig til at finde kasserne med pynt frem igen.

I dag mærker jeg den ægte julehygge, og jeg gør det oprigtigt – ikke bare for at være en god forælder, men fordi jeg faktisk selv nyder det. Min drøm er at leje en kæmpestor hytte i Norge med plads til 30-40 mennesker, og så inviterer jeg hele familien – både min kærestes og min egen – og så holder vi jul der. Nu må vi lige se, hvordan det går med den kommende Netflix-serie (’Legenden’, red.). Men det skal nok lykkes en dag.