Penge, penge, penge. Vi er nysgerrige, men taler sjældent om dem. Alligevel betyder de om ikke alt, så i hvert fald meget. ELLE taler penge med tre personer, der hver især lever med, drives af og forvalter formuer udover det sædvanlige. Sara Lysgaard arvede som 18-årig ikke bare en formue, men også de tanker og forpligtelser, der følger med, når man pludselig har økonomiske muligheder, der kun er de færreste forundt. Hun har fundet sin egen vej gennem kunsten og vil i dag helst bare ses, som den hun er som menneske.
Blå bog
Sara Lysgaard er kunstsamler og investor og støtter kunsten via en vifte af initiativer, blandt andet har hun fokus på kvindelige kunstneres repræsentation på museerne. At hun lever et liv med kunsten, er blandt andet muligt, fordi hun som helt ung arvede sin fars rederi og formue. Hun sidder desuden i bestyrelsen på kunstmuseet HEART i Herning.
Historien om min arv bliver hurtigt en historie om penge og beløb. Det synes jeg ikke, er så vanvittigt interessant. Det er ikke hemmeligt, for man kan bare slå op i regnskaberne på nettet, men det bliver hurtigt en fortælling om pengene i sig selv. For mig er det mere vigtigt, hvad en formue giver af muligheder. Og så oplever jeg, at velhavende mennesker indimellem opfattes som mennesker uden smag, værdier og holdning, jeg bliver puttet i en kasse med privatfly og dyre vinsamlinger, og det gør jo, at man ikke ser mig, og hvem jeg egentligt er.
Jeg kommer hovedkulds ind i det, fordi min far dør pludseligt, og min søster og jeg arver et rederi, som vi skal drive sammen med min farmor. Jeg var 18 år og havde ingen tanker gjort mig om det på forhånd. Selvom jeg er vokset op trygt og privilegeret, så har jeg ikke haft en følelse af, at vi havde noget særligt, udover selvfølgelig gården, hvor vi boede. Det var ikke en udtalt ting, at vi havde penge. Min far var af den holdning, at vi skulle gøre os fortjent til tingene, og at man skulle arbejde. Jeg er opdraget til at være arbejdsom og flittig.
“Når jeg tænker over det, ville jeg ønske, at vi i stedet havde nået at have haft en samtale om det at have penge. Hvordan forvalter man en formue, og hvad er det for en opgave, der ligger i det? Nu forsvandt han bare, og jeg stod i en kæmpe sorg og skulle gøre alting for første gang”
Min far er vokset op fattigt, han sov i en skuffe, og alt det, der er blevet genereret i familien, er noget, min farmor og farfar og i høj grad min far har skabt. Og jeg tror, han masserede det ind i mig, det her med at tingene ikke falder ned fra himlen. Når jeg tænker over det, ville jeg ønske, at vi i stedet havde nået at have haft en samtale om det at have penge. Hvordan forvalter man en formue, og hvad er det for en opgave, der ligger i det? Nu forsvandt han bare, og jeg stod i en kæmpe sorg og skulle gøre alting for første gang.
De første mange år havde jeg nærmest en modstand imod arven. Jeg havde slet ikke lyst til den, fordi jeg så samtidigt skulle acceptere, at min far var død. Jeg havde svært ved at tage situationen ind og gøre den til min. Samtidigt forpligtede pengene. Man taler om den her tredje generation, der formøbler det hele, og det havde jeg ikke lyst til skulle ske. Formuen var blevet givet mig, så jeg følte, jeg skulle passe på den. I mange år holdt jeg nærmest krampagtigt om det hele, og i dag rører jeg stadig aldrig hovedstolen, men bruger kun afkastet.
Det var min far, der i sin tid introducerede mig for kunsten. Vores hjem var fyldt med kunst, min farmor samlede også på kunst og hovedkontoret i Herning var fyldt med kunstværker, fordi min farmor og far havde en filosofi om, at kunsten kan bidrage til en inspirerende samtale. Det har været naturligt for mig at flytte blikket den vej, fordi vi altid har talt om kunsten derhjemme, og fordi jeg er blevet nysgerrig på kunsten allerede som helt ung.
“Jeg ved ikke, om man kan sige, at pengene giver mig en større livskvalitet, men jeg er meget opmærksom på, at jeg ikke har den stress omkring den daglige økonomi, som mange har. Og det tager jeg bestemt ikke for givet”
Jeg har samlet på kunst i en lang årrække og har akkumuleret en form for samling, og det er superspændende i sig selv, fordi jeg begynder at kunne se de røde tråde i mine valg. Men jeg er også nået dertil, hvor jeg som en anden hoarder har opbygget et lager med kunst, hvilket jo er absurd. Så lysten til at støtte kunsten på andre måder er lige nu større. Jeg er blandt andet med i det nye Kunsthal n på Nørrebro, som er et gratis kunsttilbud til alle og som tilbyder undervisning til skolebørn, og så kan jeg godt lide at donere værker af kvindelige kunstnere til museerne.
Jeg forvalter min formue og portefølje med hjælp fra rådgivere, så jeg selv kan koncentrere mig om, hvad jeg kan gøre med pengene, og hvordan jeg kan flytte dem over i noget, som jeg synes er interessant. Jeg tager mere ejerskab nu. Jeg bidrager for eksempel til Art2030, der arbejder med kunst ud fra Verdensmålene og til The Albright-Knox Art Gallery i Buffalo, New York, der er ved at opbygge den største samling af skandinavisk kunst uden for Skandinavien. Og så er jeg med i et projekt på Falster, hvor vi står over for at stifte en fond og har overtaget en kornsilo og nogle havnebygninger, som skal være et nyt tværfagligt, multikulturelt samlingspunkt.
Jeg ved ikke, om man kan sige, at pengene giver mig en større livskvalitet, men jeg er meget opmærksom på, at jeg ikke har den stress omkring den daglige økonomi, som mange har. Og det tager jeg bestemt ikke for givet. Jeg forstår så godt, at det kan fylde meget, når man ikke har midlerne, og det fylder omvendt så lidt, når man har dem. Samtidigt er der selvfølgelig også en bagside for mig. Der følger mange opgaver og også et pres med.
“Min far sagde engang til mig, at jeg skulle huske, at rederiet bare var et firma, og hvis jeg ikke ville ind i shipping, så kunne vi bare sælge det. Jeg ved ikke, hvor bevidst han har været om, at den sætning blev sagt, men den har været enormt frigørende for mig”
Min far sagde engang til mig, at jeg skulle huske, at rederiet bare var et firma, og hvis jeg ikke ville ind i shipping, så kunne vi bare sælge det. Jeg ved ikke, hvor bevidst han har været om, at den sætning blev sagt, men den har været enormt frigørende for mig. Over årene har den gjort, at jeg har haft modet til at gøre arven til min, i stedet for at leve et langt liv med noget, jeg kunne tro, jeg skulle gøre for min far. Da min farmor døde, overtog jeg også et benzinselskab i Sverige, som har været med til at grundlægge rederiforretningen. I dag er det hele solgt. Og det er da en speciel følelse at være den, der afvikler.
At have en formue påvirker dine relationer, og jeg tror, det bedste du kan være, er at være painfully aware omkring de roller, vi spiller. Lad os ikke bedrage hinanden. Jeg ved godt, hvorfor jeg sidder til en middag i kunstbranchen. Vi holder naturligvis af hinanden, og vi har det hyggeligt, men jeg er bevidst om min rolle, og det føles nemmere, når jeg gør det klart for mig selv. Det kan jeg fint navigere i, og i mange af vores relationer er der jo en eller anden form for byttehandel, som ikke nødvendigvis handler om likvider.
Jeg gør mig mange tanker omkring, hvad der skal blive af det det hele efter mig og tager typisk stilling til mit testamente en gang om året. Det er virkelig svært at forholde sig til, men det er det nok for alle.
