Mina Okabe er født i London og opvokset med sin japanske mor og sin danske far i New York, Filippinerne og Danmark. Som teenager begyndte hun at reflektere over, hvor hun hørte hjemme. Ikke helt uden frustrationer kom den i dag 24-årige sangerinde frem til, at hjem er der, hvor minderne er stærkest – og så er der musikken, som altid har været en grundsten i hendes liv.
Faktaboks
Mina Okabe, musiker, 24 år. Født i London og opvokset i London, New York, Filippinerne og Danmark. Gik på Ordrup Gymnasium. Har udgivet albummet ‘Better Days’ fra 2021 og EP’erne ‘Spinning Around’ og ‘Flashback’ fra 2023. Fik sit internationale gennembrud med singlen ‘Every Second’, som har fået over 500 mio. streams på verdensplan. Hendes album er desuden gået firedobbelt platin i Korea. Nomineret til Music Moves Europe Awards 2024. Bor i København.
5-årige Mina Okabe spiller til klaverkoncerten i London.
Klaverkoncerten
Jeg blev virkelig spændt, da min klaverlærer spurgte, om jeg ville synge til hendes klaverkoncert. Jeg var fem år gammel og skulle synge foran mine forældre og klaverlærerindens andre elevers forældre og venner. Det var et formelt arrangement, så jeg havde fået min pæneste kjole på. Jeg husker ikke selve optrædenen, kun at jeg sang et Abba-nummer. Jeg tror, at det gik godt, for jeg blev i hvert fald ved med at optræde. Og jeg er overbevist om, at det er de tidlige oplevelser, som gør, at man har lyst til at fortsætte.
Mine forældre lod min søster og mig prøve alle mulige former for fritidsaktiviteter. Vi har gået til sport, dans, sang og kor og klaverundervisning. Det var musikken, som hang ved, og mine forældre har fortalt mig, at jeg nærmest sang, før jeg talte. Klaver blev det første instrument, jeg prøvede, fordi mine forældre syntes, det var en god idé. Især min far er vokset op med musik. Hans mor var klassisk sangerinde, og min farfar spillede flere instrumenter. Min far har selv spillet på trommer i mange år, så det var naturligt, at jeg også skulle lære at spille på et instrument.
Min far arbejder inden for banking og har gennem mit liv haft jobs rundtom i verden, så vi har flyttet efter hans arbejde. Jeg blev født i London, hvor vi boede, indtil jeg var seks år. Jeg husker ikke så meget fra de år; det er primært musik og optrædener, der står frem i mine erindringer. I børnehaven spillede jeg Alice i ‘Alice in Wonderland’, og i ‘Goldilocks and the Three Bears’ var jeg en blomst, der stod i baggrunden. Efter London flyttede vi til New York, hvor vi boede i tre år. Også her fyldte musik og teater.
Mina Okabe og familien boede i New York i tre år, her er hun fotograferet på gaden i 2008.
Hjemme hos mormor
Min mor er fra Japan, og min far er dansk. Hvert år besøgte vi både min mors og min fars familie. Jeg har de tidligste erindringer fra Tokyo, hvor min mormor boede i et lille, meget traditionelt japansk hus. At besøge hende var altid et højdepunkt, jeg så frem til. Vi sad på gulvet ved et lavt bord og spiste hendes virkelig gode mad, grillet fisk med ris og veltilberedte grøntsager, mens fjernsynet kørte i baggrunden med et klassisk japansk larmende underholdningsprogram. Jeg har altid kunnet tale med min mormor om alt, fordi hun er sjov og nem at være ærlig over for. Hun taler kun japansk, så nogle gange har det været lidt udfordrende at skulle forklare hende indviklede historier. Det gik bedre, da jeg var lille, da mit japanske desværre er blevet ringere med tiden.
Siden jeg var helt lille, har jeg gået i japansk lørdagsskole for at lære sproget, hvilket jeg ikke brød mig om. Det er meget normalt for japanske familier, som bor i andre lande – alle, jeg kender, hvis familie stammer fra Japan, har gået i japansk skole. Mit forhold til Japan er lidt komplekst. Jeg har aldrig boet i Japan, men jeg føler mig hjemme, når jeg lander i Tokyo. Især som teenager tænkte jeg en del over, om jeg passede ind, fordi jeg jo kun er halvt japaner. Jeg skilte mig lidt ud fra de lokale og kunne ikke tale sproget som dem. Da vi boede i London og New York, tænkte jeg aldrig over, om jeg passede ind eller ej – men byerne er også så diverse, og folk kommer fra hele verden. I Japan og sådan set også i Danmark er kulturen mere lokalpræget og lidt mere endimensionel, hvilket gør, at man hurtigere kan føle sig som en udefrakommende.
En meget ung Mina Okabe i Tokyo for at besøge sin mormor.
Sommer i farfars have
Jeg har stærke minder fra min farfars have i København, hvor han groede rabarber, kartofler, jordbær og alt muligt andet. For mig var det eventyrligt at komme fra en storby som London eller New York og så gå rundt i en grøn og frodig have og plukke bær. Det var også sjovt at høre min far tale dansk, et sprog, jeg ikke kunne som barn. Det føltes altid meget hjemligt.
Vi boede et år i København, da jeg var otte. Jeg kunne ikke et ord dansk, men alligevel startede min søster og jeg i en dansk folkeskole, hvor alt foregik på dansk. I begyndelsen skete al vores kommunikation med hænderne, men jeg lærte hurtigt sproget – der var ikke andet for. Undervisningen var meget anderledes, end jeg var vant til i New York. Min mor var noget overrasket, når vi kom beskidte hjem med huller i bukserne, fordi vi havde været ude hele dagen – endda uden at have lektier for. Hun spurgte min far, hvorfor vi ikke lærte noget. Han måtte forklare hende, at i Danmark gjorde man tingene lidt mindre konsekvent, havde færre regler og var ikke lige så strikse som i Japan og New York, hvor vi havde mange lektier for, og hvor skoleuniformen altid sad snorlige.
Mina Okabe plukker hindbær i farfarens have i København.
Alene på første skoledag
I Filippinerne gik jeg på en international skole, og hvert år fik jeg en masse nye venner, men så skulle de typisk rejse videre, fordi deres forældre fik et nyt job i et andet land. Det var fedt i starten, jeg lærte virkelig at socialisere, men efter fem år, og i takt med at jeg blev ældre, savnede jeg dybere og længerevarende venskaber. Da jeg skulle til at begynde i gymnasiet, tænkte jeg på, at hvis jeg ville gå på universitetet i Danmark, ville det være godt for mig også at tage gymnasiet der, så jeg kunne lære sproget og kulturen bedre at kende. Så som 15-årig flyttede jeg til Danmark for at gå på Ordrup Gymnasium (nord for København, red.).
Jeg kendte ingen mennesker den første skoledag. Jeg sad alene og kiggede rundt på de andre elever, som lod til at kende hinanden på kryds og tværs. Det var lidt ubehageligt. Sproget var en barriere for mig, især når de andre brugte slang. Jeg anede ikke, hvad ‘fråderen’ betød. Og det gjorde, at jeg i begyndelsen var en anelse tilbageholden. Men samtidig havde jeg igennem min opvækst lært at møde nye mennesker, og jeg fik hurtigt gode venner, som i dag er nogle af mine tætteste venner.
Det var samtidig en periode, hvor jeg begyndte at sammenligne mig selv med andre. Ikke at jeg var vildt usikker, men jeg reflekterede over, hvor jeg egentlig hørte hjemme. Kunne jeg kalde mig dansker, hvis andre ikke så mig som dansk? Var jeg japaner, selvom japanerne kunne høre, at jeg ikke var indfødt? På gymnasiet oplevede jeg en anden elev tale engelsk til mig, hvilket var så underligt. Jeg blev frustreret over, at jeg ikke bare kunne passe ind. Jeg var også irriteret over, at jeg ikke kunne udtrykke mig selv på den måde, jeg var mest komfortabel med.
Det har ikke medvirket til, at jeg ikke føler mig hjemme i Danmark, for det gør jeg. Men jeg har lært, at jeg ikke kan ændre på, hvad andre tænker, og at det heller ikke betyder noget. I dag sætter jeg bare pris på min tværkulturelle baggrund, og at jeg ved så meget om forskellige kulturer. Da jeg flyttede til Danmark, vidste jeg, at jeg en dag ville flytte til et andet land igen. Det er vigtigt for mig at opdage og lære nye mennesker og kulturer at kende. Og derfor sætter jeg pris på, at jeg rejser så meget med mit arbejde i dag.
Mina Okabe skriver autografer i forbindelse med udgivelsen af hendes første album hos pladeselskabet United Records.
Facebook-opslaget og pladekontrakten
En aften, da jeg gik i 3. g, lavede jeg et opslag på Facebook, hvor jeg linkede til nogle sange, jeg havde lavet. Jeg havde aldrig fortalt mine venner, at jeg lavede musik. Det var grænseoverskridende for mig at tale om, fordi sangene handlede om mine inderste følelser og tanker. Jeg har altid været en ret privat person, og det var ikke naturligt for mig at fortælle om noget så personligt. Men alle tog virkelig godt imod sangene, de var søde og støttende, og det motiverede mig til at vise musikken til endnu flere.
På den sidste skoledag fik jeg en mail fra pladeselskabet Copenhagen Records, der tilbød mig en pladekontrakt. Jeg blev vildt begejstret og kunne næsten ikke tro, det var sandt. Jeg forsøgte ikke at have for høje forventninger, men det endte jo godt, og vi arbejder stadig sammen i dag. Anspændtheden ved at dele min musik er jeg ikke vokset fra. Jeg bliver stadig spændt og nervøs, når andre skal lytte til en sang for første gang, fordi det betyder meget for mig. Teksterne har et så personligt afsæt – jeg føler mig virkelig tæt forbundet til dem.
