Maya Tekeli: “Der findes apps til næsten alle hobbyer. Læseapps, hvor man kan tracke sit læse-tempo. Strikkeapps med forventet færdiggørelsestid. Meditationsapps med statistik for, hvor flittigt man slapper af”

I min stue står der en plante, som jeg har haft, siden jeg flyttede hjemmefra. Den ligner en palme, men jeg ved, at den ikke er det. Den har lange, smalle blade, der stritter i forskellige retninger, og stilken er rank, men tynd, som om den hele tiden er på nippet til at give efter. Den virker aktiv, men ikke sund. Jeg har aldrig givet den et navn, og jeg har aldrig slået op, hvad den hedder. 

Jeg har flyttet den med fra adresse til adresse. Nogle gange har den stået i soveværelset, andre gange ved en radiator. Den har overlevet perioder med meget lidt vand og flere dage i træk med direkte sol, som jeg har læst, at de fleste stueplanter ikke bryder sig om. 

Jeg har ikke gjort noget for at holde den i live ud over at vande den. Jeg har aldrig omplantet den, og krukken, den står i, passer dårligt til dens størrelse, og i perioder har jeg ikke betragtet den overhovedet. Alligevel bliver den stående. Dens blade bliver ikke gule, og stilken bøjer sig ikke under sin egen vægt. Hvor de andre planter på et tidspunkt viser tegn på opgivelse som slaphed, mørke pletter, krøl eller lignende, forholder denne sig uændret. 

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan.

Som med størstedelen af mine planter indendørs har det længe været uklart for mig, hvilken intention der lå bag anskaffelsen af netop den, hvilket for mig selv fremstår som en afvigelse fra mit generelle handlemønster, fordi jeg som regel opfatter mig selv som forholdsvis målrettet, beslutningsorienteret og afmålt. 

Men i mit hjem er der altså planter overalt. 

I stuen, i køkkenet, på badeværelset, i gangen og på samtlige vindueskarme, hvor der er adgang til nogenlunde dagslys. Der er stiklinger i vand i mindst seks glas. 

Jeg har ikke et samlet overblik over dem, men jeg ved, hvor de fleste står, og jeg kan genkende, når en af dem ændrer sig. De er fordelt efter en blanding af lysforhold, afstand til vand og en form for intuitiv logik, som jeg ikke har skrevet ned. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg bliver ved med at anskaffe mig flere. Det er bare en aktivitet, der gentager sig med jævne mellemrum.

Jeg har for nylig fået adgang til min egen lille forhave, og selvom arealet er begrænset, har jeg påbegyndt et projekt, der ikke rigtig tager højde for havens størrelse. 

Jeg har sat tomatplanter, krydderurter, forskellige blomsterarter, der skulle tiltrække sommerfugle, solsikker og et kirsebærtræ. Ud over det har jeg placeret flere andre træer, som jeg ikke kender navnene på, i krukker og til dels i jorden. De er enten fundet, byttet eller medbragt fra et andet sted, og jeg har ikke undersøgt, hvilken vækstform de har, eller hvordan de interagerer med hinanden.

“For nogle år siden havde jeg f.eks. – af grunde, der ikke længere føles vigtige – en mand på besøg i mit hjem. Han havde et velplejet sprog og en konkret måde at være i verden på, som jeg dengang syntes var betryggende”

At se mønsteret udefra

Haven er som sagt for lille til den mængde beplantning, jeg har introduceret, og de fleste ville nok have valgt at prioritere eller begrænse sig. Det har jeg så ikke lige formået. Det skyldes altså ikke mangel på omtanke, men derimod en manglende evne til at opfatte mine egne handlinger som lidt overdrevne, før jeg har samlet tilstrækkeligt med data til at se mønsteret udefra. 

Jeg er dog flere gange blevet bedt om at forklare min adfærd omkring blomster og anden vegetation i hjemmet. 

For nogle år siden havde jeg f.eks. – af grunde, der ikke længere føles vigtige – en mand på besøg i mit hjem. Han havde et velplejet sprog og en konkret måde at være i verden på, som jeg dengang syntes var betryggende. 

Aftenen føles stadig god, selvom han ikke er en del af mit liv længere, men én ting, han sagde, da han så sig omkring og registrerede mængden af planter, har siden hængt ved. Først talte han dem og konstaterede, hvor mange der præcis var i lejligheden, og så spurgte han mig, hvorfor jeg havde dem. 

“Det ved jeg sgu ikke lige,” svarede jeg. 

“Det er nok, fordi du er lidt skør.” 

Dengang stod hans pointe klart for mig, og også i dag tænker jeg – et par mentale sammenbrud senere – at han måske havde ret i, at mit grønne hjem er et udtryk for psykisk ustabilitet. Ikke fordi han nødvendigvis var særlig skarp, men fordi spørgsmålet siden har været svært at slippe af med. 

Det er trods alt ikke hensigtsmæssigt at blive ved med at lave stiklinger af planter, man allerede har. Det er heller ikke funktionelt at flytte dem mellem vindueskarme flere gange om ugen, uden at der er sket ændringer i lysforholdene. 

Når jeg står med hænderne i pottemulden og gentager den samme bevægelse over længere tid, reduceres mine ydre stimuli, og tiden bliver vanskeligere at måle. Jeg trykker let på jordens overflade med fingerspidserne og vurderer fugtindholdet. Jeg justerer højden på stilke, selvom der ikke er noget galt med deres placering. 

Jeg fjerner blade, der ikke er døde, som en sindssyg person ville gøre det. 

I almindelig klinisk forstand ville det muligvis blive betragtet som en mild form for tvangspræget eller dissociativ adfærd, og hvis man skulle forstå mine planter som en psykiatrisk tilstand, ville der være flere mulige diagnoser i spil, afhængigt af hvordan man vælger at betragte problemet. 

Mængden er overvældende. 

Antallet af potter overstiger det, der kan forsvares med praktiske, æstetiske eller biologiske hensyn. De fylder vindueskarme, gulve, borde og overflader, der tidligere havde andre funktioner. 

Repetitionen er urovækkende. 

Nye stiklinger sættes, selvom der allerede er versioner af den samme planteart i flere stadier af vækst, og på den måde opretholdes handlingen – at klippe noget af og putte det ned i en vilkårlig beholder – selv efter at meningen med at gøre det er forsvundet.

Min pludselige trang til at gentænke fordelingen af samtlige stueplanter en tirsdag eftermiddag uden at have forberedt hverken jord, krukker eller tid kunne indikere en episodisk forstyrrelse, og i visse tilfælde ser jeg også ændringer i planternes adfærd, der ikke er virkelige. Jeg oplever små hallucinationer af blade, der trækker sig væk fra lyset, når det er overskyet, og jeg har flere gange ment, at en plante var død, men da jeg så senere på ugen vendte tilbage til den, var den grøn igen. 

Jeg vil hellere være skør, end jeg vil indrømme, at jeg har fået mig en hobby. 

De fleste har noget, de går og sysler med

Det virker måske mærkeligt at sige, for det er jo både uskyldigt og meget normalt at have en hobby. De fleste har noget, de går og sysler med, noget, der giver dem “ro”, som de siger, og som “ikke behøver at betyde noget for andre”. Det er “hyggeligt”. 

Men ser man lidt nærmere på det, er en hobby i min verden bare et sært og selvopfundet regelsæt, hvor man kan gentage de samme handlinger i timevis uden at blive afbrudt af nogen, der spørger, hvad meningen er. 

For mange er hobbyen det eneste sted, hvor noget føles gennemskueligt. Her er det muligt at være dygtig uden at blive vurderet, at gentage uden at blive spurgt hvorfor og at mislykkes, uden at det har konsekvenser. 

Så langt kan jeg være med. 

Men i Danmark har mange hobbyer efterhånden antaget formen af det, jeg kalder “langsom produktion”. Det gælder særligt i middelklassen, hvor aktiviteter som at lave keramik, strikke, sylte, bygge møbler af paller eller male kopper bliver legitime, så længe de resulterer i noget, der kan vises frem og tages i brug. Det er ikke nødvendigvis et krav, at det skal være pænt, men det skal være færdigt. Et halstørklæde, en skål, et lille møbel. Så længe der er et output, behøver man ikke at forklare, hvorfor man bruger tid på det. Det gælder også, hvis man dyrker noget spiseligt: chili, krydderurter, tomater. I det øjeblik der er funktionalitet, noget, der kan måles, deles, konsumeres, bliver det forståeligt. Det fremstår som driftighed i sin hyggelige form, hvor ingen betaler dig og bestemmer over, hvornår du holder en frokostpause. 

“Fordi jeg grundlæggende bare er imod alt, er jeg naturligvis lykkedes med at etablere et fundamentalt problem med det at have en hobby”

Fordi jeg grundlæggende bare er imod alt, er jeg naturligvis lykkedes med at etablere et fundamentalt problem med det at have en hobby. 

I nyere arbejdskulturteori, som nørder, der hader at være på kontor (læs: mig), kommer til at læse for at retfærdiggøre sig selv, beskrives produktivitetskulturen som en struktur, der ikke alene former arbejdet, men også fritiden. 

“Ifølge sociologen Hartmut Rosa er vores samfund så optaget af tempo og produktion, at vi også føler, vi skal udrette noget i vores fritid – selv når vi prøver at slappe af. Den ‘pause’ skal på en eller anden måde dokumenteres som en optimering af arbejdsprocessen, som når man tager fem minutter for lige ‘at få styr på tankerne’, inden man sætter sig ved skrivebordet og skriver 33 flere e–mails. 

I det perspektiv bliver hobbyen altså ikke ligefrem det modsatte af at arbejde, men en klam forlængelse af det. Den amerikanske essayist Jenny Odell skriver i ‘How to Do Nothing’ (fra 2019, hvis man vil læse mere), at “selv afkobling er blevet en form for kapital”. Hun beskriver bl.a., hvordan aktiviteter som fuglekiggeri eller havearbejde ofte først opfattes som meningsfulde, når de kan omdannes til billeder, fortællinger eller rutiner, der passer ind i det, hun kalder ‘attention economy’.

Den økonomi kan vel bedst beskrives som et system, hvor selv din evne til at kigge ud ad vinduet i tre minutter bliver betragtet som uudnyttet arbejdskraft, medmindre du samtidig livestreamer det, tagger det som #mindfulness og får nogen til at like det.

Man kan iagttage den samme mekanisme i, hvordan hobbyer præsenteres for mig for tiden: De skal gerne resultere i noget, der kan vises og bruges.

Det gælder de forholdsvis analoge hobbyer som surdejsdyrkning, håndarbejde og keramik og de mere digitale som fotoredigering eller personlig udvikling via apps.

Fritiden er ikke længere det modsatte af arbejdet, men en bufferzone, hvor man stadig forbedrer sig, så man er klar til at være god arbejdskraft igen, og hobbyen får sin eksistensberettigelse i det øjeblik, den kan forklares med floskler som ‘egenomsorg’, ‘disciplin’ eller ‘kreativitet’. 

Jeg synes, at alle tre begreber har funktionelle undertoner.

Det fremstår som selvstændighed, men strukturen ligner noget, man allerede kender: individuel planlægning, målorienteret handling og løbende selvevaluering. Det, der tidligere var forbeholdt arbejde, har nu bredt sig ind i det private rum, forklædt som en ‘hyggelig’ fritidsaktivitet. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det skaber en situation, hvor det, der ikke har nogen åbenlys funktion (som f.eks. at holde planter i live uden at bruge dem til noget specifikt), bliver svært at forklare, fordi de ikke rigtig peger fremad. 

Man må gerne koble af, hvis man kobler på

Jeg har også bemærket, at jo flere planter jeg har fået, desto vanskeligere er det at svare på, hvorfor de er der, fordi spørgsmålet i takt med antallet bliver anderledes. Hvis jeg kunne spise dem, ville det være lettere. Hvis jeg lavede stiklinger med henblik på videresalg, ville det være lettere. 

Men de står bare der og vokser, og det er altså for sindssygt. 

Det er ikke nok at gøre noget, man godt kan lide, hvis det ikke samtidig resulterer i noget, der på en eller anden måde dokumenterer ens ressourcer. Man må gerne koble af, men helst mens man kobler på noget andet, der signalerer fede ting som tålmodighed, smag eller kontrol. 

Så længe der kommer noget ud af det, har man lov til at gå op i det.

Det er vel ikke kun et udtryk for produktivitetskultur, selvom det også er det. Det handler også om social afklaring, for hvis man kan holde en kop frem og sige “Den har jeg selv lavet”, afværger man potentielle spørgsmål, som f.eks. “Hvorfor står der en deform skål i dit køkkenskab?”. Man gør sin hobby læsbar.  

Det samme gælder, hvis man dyrker sine egne grøntsager eller fermenterer ting i køleskabet. Det giver mening, fordi det ligner noget, vi allerede kender. Keramik er en ‘art’ husholdning, surdej er madlavning, og en meget kompliceret striktrøje er flid, og striktrøjer gør altså ikke nogen nervøse. 

Men planter, der vokser uden plan, og som ikke bliver til noget, eller som ikke bliver brugt, ikke bliver smukke, ikke bliver til færre, er åbenbart sværere at forklare. De producerer ikke noget, og de er ikke produktet. Og det er tilsyneladende ikke altid nok, at de bare er i live.

“Hvis man har haft en dårlig dag på job, kan man altid vise, at man i det mindste har forbrændt 427 kalorier og forbedret sin pace med 8 sekunder. (..)Flere danskere løber for at vise en kvittering fra Strava på, at de er produktive“

Jeg vil orientere om, at jeg nu anvender mine planter som et billede på fri aktivitet, noget, som jeg f.eks. troede, det at løbe en tur også var. 

Man tager sko på og bevæger sig fremad. Det burde være det hele. Men i praksis er det næsten umuligt at løbe uden samtidig at dokumentere det på en app, hvor man giver hinanden kudos for at være kommet fra A til B. 

Man måler distance, tempo, puls og hældning, og i stedet for bare at løbe genererer man data. Hvis man har haft en dårlig dag på job, kan man altid vise, at man i det mindste har forbrændt 427 kalorier og forbedret sin pace med 8 sekunder. 

På den måde er det min kontrære holdning, at flere danskere løber for at vise en kvittering fra Strava på, at de er produktive. 

Og det gælder ikke kun løb. Der findes nu apps til næsten alle hobbyer. Læseapps, hvor man kan tracke, hvor mange sider man har læst og i hvilket tempo. Strikkeapps med rækker, farvekoder og forventet færdiggørelsestid. Meditationsapps med stjerner og statistik for, hvor flittigt man slapper af.  

Det, der engang var en pause, er nu en øvelse i at optimere sin fritid. Og det er måske derfor, det virker mistænkeligt at gøre noget som f.eks. holde utrolig mange planter i live uden at bruge et system til det. 

“Det er bare noget, jeg gør, så hvis valget står mellem at blive opfattet som skør og som en, der har en hobby, foretrækker jeg det første. Det standpunkt indtager jeg til gengæld med fuld forståelse for, at det at dyrke surdej, løbe i cirkler om Søerne i København og dekorere kopper giver anledning til at købe spændende udstyr og tale med mennesker uden at skulle sige noget personligt”

At være kontrær er min eneste hobby

Jeg identificerer mig tydeligvis ikke med det at have en hobby længere. Det, jeg har med planter, kan ikke kaldes det, fordi jeg ikke anerkender de præmisser, der følger med den kategori. Det forudsætter nemlig et mål eller en proces, man på en eller anden måde kan gengive, og en fortælling, man kan præsentere, når nogen spørger, hvad det går ud på. Der skal være et tydeligt skel mellem hverdag og fritid, mellem det, man gør for at overleve, og det, man gør ‘for sig selv’. Der skal være progression eller i det mindste gentagelse med vilje. Intet af det er til stede i mit forhold til planter.

Der er ingen tilrettelæggelse. Jeg ved sjældent, hvad jeg laver, mens jeg gør det. Jeg flytter rundt på ting uden at have en plan, jeg omplanter uden at vide, om det gør nogen forskel, jeg tager stiklinger uden at have plads til dem.

Det er ikke noget, jeg kan holde pause fra, fordi det ikke har en tydelig begyndelse eller et defineret formål. Jeg har ikke givet planterne navne, og jeg dokumenterer dem ikke. Jeg køber ikke de rigtige potter, og jeg læser ikke guider. Jeg har ikke styr på sorterne. Jeg kan ikke forklare, hvad jeg får ud af det. Det gør ikke noget bedre. 

“Det er bare noget, jeg gør, så hvis valget står mellem at blive opfattet som skør og som en, der har en hobby, foretrækker jeg det første. Det standpunkt indtager jeg til gengæld med fuld forståelse for, at det at dyrke surdej, løbe i cirkler om Søerne i København og dekorere kopper giver anledning til at købe spændende udstyr og tale med mennesker uden at skulle sige noget personligt”

Det er bare noget, jeg gør, så hvis valget står mellem at blive opfattet som skør og som en, der har en hobby, foretrækker jeg det første. Det standpunkt indtager jeg til gengæld med fuld forståelse for, at det at dyrke surdej, løbe i cirkler om Søerne i København og dekorere kopper giver anledning til at købe spændende udstyr og tale med mennesker uden at skulle sige noget personligt. 

Jeg bakker op om alt, der får livet til at føles meningsfuldt, men det gør mig fysisk utilpas at tænke på at skulle omsætte min adfærd til en genkendelig aktivitet med forklaringsværdi. 

Det vil nok med tiden vise sig, at det at være kontrær i sig selv er min eneste rigtige hobby. Det forklarer i hvert fald, hvorfor jeg kan bruge uforholdsmæssig meget tid og tankeaktivitet på at gennemanalysere noget, de fleste ville lade ligge. Det forklarer også, hvorfor jeg har skrevet en hel tekst om planter, som ikke giver nogen egentlig vejledning i pasning, ingen refleksioner over naturens poesi og heller ingen brugbare livsråd, men som alligevel findes, fordi jeg havde behov for at undersøge, hvorfor jeg ikke kan acceptere, at noget så tilforladeligt som at nusse om grønt liv bare skal kaldes en hobby, og så videre i programmet. 

I stedet for at tage del i den fælles glæde ved det hyggelige og det nyttige har jeg valgt at bruge min fritid på at dokumentere, hvorfor det hele virker forkert. 

Det er ikke nødvendigvis vigtigt, og det er heller ikke specielt oplysende. Det her er ikke en tekst, der ændrer nogens verdenssyn. Det er ikke en analyse, der løser noget, og det er heller ikke en bekendelse, der rigtig inviterer til socialt samvær. Det er bare en grundig gennemgang af en personlig afvisning, som i sidste ende måske først og fremmest beviser sin egen pointe: at det godt kan være lidt ligegyldigt, men at jeg havde brug for at gøre det alligevel for at vise, at jeg kan koncentrere mig og skrive rigtig langt.