Nun er kendt for sit store smil og sit gode humør, men Jasmin Linds start på livet var langtfra nogen dans på roser. Hun måtte helt ned i det dybeste hul i teenageårene, før hun lærte, hvor fantastisk tilværelsen er. I dag følger flere hundrede tusind mennesker med, når hun viser sit liv med manden Mika på sociale medier. Men berømmelsen har en pris.
Dette er første del af interviewet med Jasmin Lind fra martsnummeret 2026 af ELLE. Anden del af interviewet kan du læse inden længe ..
Blå bog
Jasmin Desirée Lind Schultz. Født i 2000. Opvokset på Bornholm. Sammen med sin mand, Mika Schultz, står hun bag YouTube-kanalen ‘Jas & Mika’, der har mere end 300.000 følgere. Hun har også selv næsten en halv mio. følgere på TikTok. Hun vandt i 2025 den sidste sæson af ‘Vild med dans’ sammen med danseren Michael Olesen. I begyndelsen af 2026 flyttede hun og familien, der også består af datteren Elina, fra Rødovre og ud på en landejendom på Sjælland.
Kapitel 1: Liv og død
Jeg kom til verden, samtidig med at min far forlod den. Han var alvorligt syg med spiserørskræft, og blot 14 dage efter at jeg blev født, gik han bort. Det siger sig selv, at jeg ikke har nogen minder om min far, men jeg har billeder af, at han holder mig, og det betyder meget for mig, at jeg ved, at jeg nåede at møde ham, og at han nåede at møde mig.
Jeg er ked af, at jeg aldrig nåede at lære ham at kende, men det er også en speciel sorg, fordi jeg ikke ved, hvad jeg har mistet. Min bror var to og et halvt år, og han har været mere påvirket af det, for han har haft en anden kropslig oplevelse af at miste noget, om ikke andet så på et underbevidst plan i form af en duft, en stemme, en fysisk berøring, der forsvinder. Jeg har jo aldrig haft en relation til ham, men gennem min mor kan jeg høre, at han var en fantastisk mand. Jeg har tit fået at vide, at jeg minder om ham. Han var halvt libaneser og halvt færing med et stort og lækkert hår og med de samme brune øjne, som jeg har stjålet fra ham. Han var også en meget musikalsk mand og dansede meget, hvilket jeg faktisk først har fundet ud af for nylig. I forbindelse med at jeg deltog i ‘Vild med dans’, så vi gamle videoer, som min mor ikke havde set, siden de blev filmet, og der stod han og dansede hele tiden. Min mand syntes, det var helt vildt så mange ligheder, der var mellem mig og min far. Det er mærkeligt, fordi jeg ikke har kendt ham, og alligevel er der så meget, der er nedarvet i mig. Det er en varm og hyggelig tanke, at jeg bærer lidt af min far med mig videre.
“Da jeg var otte år, kunne hun ikke holde sammen på det længere. Min bror og jeg kom i pleje hos en plejefamilie. Han havde allerede været i aflastning hos dem i nogle weekender, så han var tryg ved dem, men jeg brød mig bestemt ikke om det. Jeg ventede bare på, hvornår jeg skulle hjem til min mor igen”
Kapitel 2: Farvel til mor
Mine tidligste minder er glade minder. Mine forældre havde boet sammen i København, men da min far døde, flyttede min mor, min bror og jeg til Bornholm, hvor hun er opvokset. Vi boede i et lille hus i Hasle, og det var et frit og ubekymret børneliv. Min storebror og jeg fik lov til alle mulige skøre ting, som at kaste med spaghetti i køkkenet, for min mor var ikke ligefrem det, man ville kalde for en striks mor. Jeg har mange barndomsminder, som er kaotiske, men også fantastiske.
Hun var verdens bedste mor, og jeg anede slet ikke, at hun var syg. Jeg var for lille til at forstå det, og hun har nok også været god til at skjule for os, hvor meget hun kæmpede med at få hverdagen til at hænge sammen. Hele oplevelsen med at føde mig, samtidig med at min far døde, havde sat sit aftryk i hende. Da jeg var otte år, kunne hun ikke holde sammen på det længere.
“Jeg kom aldrig tilbage til min mor. l lang tid havde jeg svært ved at acceptere, at jeg skulle bo hos mine plejeforældre plejeforældre. Jeg gav dem ikke en chance, for i min verden var mor den bedste”
Min bror og jeg kom i pleje hos en plejefamilie. Han havde allerede været i aflastning hos dem i nogle weekender, så han var tryg ved dem, men jeg brød mig bestemt ikke om det. Jeg ventede bare på, hvornår jeg skulle hjem til min mor igen. I første omgang var det meningen, at vi skulle være der i to uger, men det blev hele tiden rykket, og jeg endte med at bo hos dem i de næste 11 år. Jeg kom aldrig tilbage til min mor.
I lang tid havde jeg svært ved at acceptere, at jeg skulle bo hos mine plejeforældre. Jeg gav dem ikke en chance, for i min verden var mor den bedste, og for mig at se havde hun styr på det hele. Det var samtidig en kæmpe kontrast at være hos plejefamilien, hvor der var meget fastere rammer: faste sengetider, mobilregler, og man skulle rede sit hår hver dag.
I flere år var jeg meget ensom, for det var hårdt ikke at få lov til at komme hjem til min mor igen, og jeg var overbevist om, at mine klassekammerater levede gode og ukomplicerede liv. Jeg følte ikke, at der var nogen, der forstod mig. Min eneste fortrolige var min storebror. Som små havde vi hele tiden været oppe at toppes, men da vi kom i plejefamilie, fik vi et helt andet forhold til hinanden. Han var der virkelig meget for mig. Vi har fulgtes hele livet, og selv i dag, hvor jeg har min egen familie, føler jeg et helt særligt bånd til ham, for vi har oplevet en masse ting sammen, som børn helst skal være forskånet for.
Kapitel 3: Spiseforstyrrelse og kærlighed
Jeg forsøgte at navigere i mit indre kaos ved at skabe kontrol, hvor jeg kunne. Jeg overtrænede og spiste stort set ingenting, og til sidst nåede jeg helt ned at veje 32 kilo. Det var så slemt, at jeg som 13-årig blev indlagt en måned på Herlev Hospital med bulimi og anoreksi. Lægerne tvang mig til at spise, og hvis jeg nægtede, holdt de mig fast og fodrede mig gennem et rør, så de var sikre på, at jeg fik de kalorier, jeg skulle have. Jeg måtte samtidig ikke være uden opsyn for ikke at kaste det hele op igen.
Til at starte med lagde jeg en plan om bare at gøre, hvad de sagde, så jeg kunne slippe ud af hospitalet igen. Hernæst kunne jeg begynde at styre mit kalorieindtag selv igen. Men da jeg blev normalvægtig, fik jeg lov til at lave alt det, jeg havde lavet inden min spiseforstyrrelse – komme tilbage i skole, være sammen med venner, gå til gymnastik – og jeg indså, at det på ingen måde var værd at leve et liv med en spiseforstyrrelse. Jeg ville have mit gamle liv igen og besluttede mig for aldrig at tælle kalorier igen.
“Selvfølgelig vil jeg gerne passe på min krop, men jeg har fundet nogle ting i mit liv, som er meget vigtigere, end hvordan hvordan jeg ser ud – ikke mindst mine nære relationer”
I dag er det vildt at kigge på billeder fra den tid. Jeg var sindssygt tynd, men det var ikke sådan, jeg så mig selv. Min eneste tanke var at blive endnu tyndere. Det er det, sygdommen gør – man får et andet og sygt blik på sin krop. Nu om dage er der ikke længere noget, der trigger de usunde dynamikker fra dengang. Selvfølgelig vil jeg gerne passe på min krop, men jeg har fundet nogle ting i mit liv, som er meget vigtigere, end hvordan jeg ser ud – ikke mindst mine nære relationer.
Da jeg blev rask igen, tog jeg også mine plejeforældre ind på en helt anden måde. Jeg forstod pludselig, hvor sindssygt hårdt det havde været for dem. Min plejefar havde været indlagt sammen med mig og måtte tvinge maden ned i mig. De havde været igennem så meget sammen med mig, så jeg begyndte at kunne se, at de følte en reel kærlighed for mig. Det var ikke bare nogle tilfældige mennesker, der havde fået et tilfældigt plejebarn ind, som de skulle passe. De elskede mig rent faktisk.
Kapitel 4: Youtuber
Kort tid efter at jeg var kommet ud af min spiseforstyrrelse, begyndte jeg at lave videoer til YouTube. Jeg så meget YouTube selv, særligt amerikanske youtubere, og tænkte, at det kunne være meget sjovt at prøve det af. I starten lavede jeg alt muligt tilfældigt, men det handlede mest om tøj, mode og makeup. Det var en meget girly kanal. Min bror, som er fotograf i dag, hjalp mig med at optage og klippe det sammen. Vi var sådan et lille team, og det var vildt sjovt at lave. Det var overhovedet ikke noget med, at jeg tænkte, at jeg måske kunne blive influencer en dag, for det var slet ikke en ting herhjemme, og der var nærmest ingen, der fulgte med.
Efter et lille års tid begyndte jeg at fortælle om min spiseforstyrrelse. Jeg lavede videoer, hvor jeg prøvede at vise andre unge, hvor forfærdelig en sygdom det er, og at det virkelig ikke er værd at begive sig ned ad den sti. En af farerne ved en spiseforstyrrelse er, at man for sent opdager alvoren. Man tænker, at man har kontrol. Sådan havde jeg selv haft det. Efter at jeg var kommet ud på den anden side, følte jeg, at jeg kunne hjælpe andre unge til at forstå, at man skal søge hjælp så tidligt som overhovedet muligt.
Der var pludselig et par tusind, der fulgte med, og der var mange, der skrev lange beskeder til mig for at høre mere om mine erfaringer. Det var virkelig fedt at kunne være noget for andre, som jeg ikke kendte. Jeg havde jo selv haft en følelse af, at ingen forstod mig, men nu kunne jeg indtage rollen som den forstående veninde for andre. Jeg kunne være den person, jeg ville ønske, jeg selv havde haft i mit liv, da jeg havde det allerværst.
Kapitel 5: Scoretricks og kristendom
I 2018 blev jeg inviteret med på nogle YouTube-optagelser for Faxe Kondi. Jeg var gået fra ingen til få følgere og syntes selv, at det var ret vildt, selvom ingen i min omgangskreds forstod, hvad jeg havde gang i. Jeg blev drillet lidt i klassen, for det var bestemt ikke sejt at lave YouTube-videoer, og min familie var også meget skeptisk over for det.
Den ene dag skulle jeg lave en optagelse sammen med en anden youtuber ved navn Mika (Schultz, red.). Vi kendte ikke hinanden, for vi bevægede os i to meget forskellige YouTube-verdener. Han havde lavet en sjov viral sang ved navn ‘Ikke mere mælk’, mens jeg stadig havde mest med beauty og fashion at gøre. I løbet af dagen vibede vi vildt godt sammen. På et tidspunkt skule han hælde en sodavand ud over sig selv under en af optagelserne. Han havde ikke noget håndklæde, så han spurgte, om nogen tilfældigvis havde et, og det havde jeg, og det måtte han gerne låne. Efterfølgende ‘glemte’ han at aflevere det tilbage, men sendte et billede til mig af håndklædet med ordene: “Ups, det må du få på et andet tidspunkt.”
Et par uger senere havde vi vores første date i Kongens Have. Vi snakkede i timevis og brugte så også hele næste dage sammen. Vi var simpelthen smaskforelskede begge to. Jeg har senere fået at vide, at Mika efterfølgende sagde til sin mor: “Hende skal jeg giftes med.” Det fik han ret i, for blot ni måneder senere blev vi forlovede, og fire måneder efter det blev vi gift. Jeg var 19 år, og han var 22 år.
“Det spiller nok også ind, at Mika og jeg begge to kommer fra kristne familier. Det føltes som det rigtige at blive gift, inden vi flyttede sammen. I dag er kristendommen stadig en stor grundsten i vores liv. Det skaber en ro i vores dagligdag, at vi ved, at Gud har styr på det”
Jeg er virkelig glad for, at vi gjorde det, men jeg er ikke sikker på, at jeg ville anbefale andre at blive gift så tidligt, for på det her tidspunkt er man stadig så meget i forelskelsesboblen. Særligt nu, hvor jeg er lidt ældre, kan jeg virkelig se, hvor ung og forelsket jeg var. Det satte til gengæld skub i mange ting: Vi flyttede sammen, vi fik en hund, vi fik en datter. Det hele er gået op i en højere enhed for os, og jeg er taknemmelig for, at jeg mødte ham så tidligt, og at vi turde skabe det liv, vi har skabt.
Det spiller nok også ind, at Mika og jeg begge to kommer fra kristne familier. Det føltes som det rigtige at blive gift, inden vi flyttede sammen. I dag er kristendommen stadig en stor grundsten i vores liv. Det skaber en ro i vores dagligdag, at vi ved, at Gud har styr på det. Tidligere bad vi bordbøn, men nu, hvor vi har fået et barn, synger vi ‘bordsange’ om at være taknemmelig for den brune ko på kakaomælken. Det er meget dét, det handler om – at huske at være taknemmelig for de små ting i tilværelsen. For mig er religionen også forbundet med et overordnet håb om, at der efter det her liv venter noget endnu bedre. Jeg er f.eks. helt sikker på, at jeg nok skal møde min far igen en dag.
