Som barn lærte hun, at man er nødt til at blive ved med at rejse sig, uanset hvor mange gange man falder på halen og slår sig. Den mentalitet har båret hende igennem et liv, hvor tingene ikke altid er gået i hendes retning. I otte nedslag fortæller Irina Olsen om, hvad der har været med til at definere hende på godt og ondt.
Blå bog
Irina. Født 1987. Boede i Ukraine i de første 10 år af sit liv, før familien flyttede til Danmark. I barndommen var hun elitekunstskøjteløber. Hun blev kendt i den danske offentlighed, da hun medvirkede i realityprogrammet ”Fristet” i 2011. Siden da har hun deltaget i en lang række reality- og TV-programmer heriblandt ”En diva vender hjem”, ”Beauty Bosserne”, ”The Olsens” og senest i første sæson af ”Spillet”. Hun er influencer, iværksætter, forfatter og foredragsholder og har mere end 260.000 følgere på sociale medier, hvor hun deler ud af sit liv på autentisk vis. Senest har hun udgivet podcasten ‘Selv glad’, der inden længe kommer i et liveformat. Hun bor i Nivå med sine to børn.
1. SKØJTEPRINSESSE
“JEG VAR KUN fire år, da jeg startede med at dyrke skøjteløb. Sporten var utrolig populær i Ukraine. Vi havde olympiske mestre og verdensmestre, og i den klub, jeg gik i, mødte jeg store legender hver eneste dag. Når man er omgivet af den slags mennesker, lærer man, at alt er muligt, så længe to fundamentale ting er på plads: Man skal tro på sig selv, og man skal træne benhårdt.
I skøjtesporten kan det nogle gange tage flere år at træne sig op til et bestemt element. Jeg kan stadig huske, da jeg skulle lære at lave triple loop. Når jeg ankom til dagens anden træning for at øve springet, havde jeg allerede været til morgentræning kl. 5, jeg var altid øm fra træningen dagen forinden, og jeg var som regel sulten, fordi jeg var nødt til at være nøje kalkulerende med, hvor meget mad jeg indtog, for at holde vægten nede. Alligevel var det bare at gå i gang. I løbet af sådan et træningspas prøver man måske 100 gange. Og alle 100 gange falder man. Sådan fortsætter det dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned, nogle gange år efter år. Man ved, at det er en betingelse, at man måske aldrig nogensinde kommer til at lande det spring, men man bliver ved med at tro på sig selv.
“Jeg har haft fjæset nede i mudderet rigtig mange gange i mit liv, hvor alt har fejlet, og jeg har stadig dage, hvor jeg tvivler på, om jeg egentlig har styr på noget som helst”
Lige pludselig en dag mærker man følelsen af, at den er ved at være der. Man lander næsten, som man skal, men falder alligevel. Så lander man igen næsten, som man skal, men falder igen lige akkurat. Men inderst inde ved man, at lige om lidt, så er den der. Det er som en intuition, man næsten kan gribe fat om. Dét er en fed følelse. Det er faktisk en federe følelse, end når man endelig lander springet, for der er ikke tid til at hvile på laurbærrene. Så er det tid til at lære næste element. Så er det forfra igen med alle de fald, al den smerte, alle de blå mærker, der uundgåeligt følger.
Det er sådan, jeg er skolet, og det er stadig sådan, jeg tænker i dag. Jeg ved, at man er nødt til at blive ved, når man har sat sig et mål, og så kan det godt være, det føles urealistisk, og at andre synes, at man burde skrue ned for både charmen og forventningerne, men jeg ved, at hvis man er tålmodig og altid yder sit bedste, så sker det en dag.
Dengang i Ukraine var mit mål at blive olympisk mester i skøjteløb. I dag er det andre ambitioner, jeg har for mig selv, der handler om at sætte forretningsmæssige mål og forfølge mine store passioner. Jeg har haft fjæset nede i mudderet rigtig mange gange i mit liv, hvor alt har fejlet, og jeg har stadig dage, hvor jeg tvivler på, om jeg egentlig har styr på noget som helst. Men hver gang vender jeg tilbage til de værdier, jeg voksede op med i skøjtesporten. Jeg siger til mig selv: ‘Det kan godt være, alt er forfærdeligt lige nu, Irina, men tro på dig selv, og hold hovedet højt.’
Som skøjteløber lærer man ligefrem at gøre det helt fysisk. I de 16 år, hvor jeg rejste rigtig meget rundt til konkurrencer, optrådte jeg altid alene på isen. Det var mig alene i den her kæmpestore skøjtehal foran alle de mennesker, men jeg lærte altid at træde frem med hagen løftet.”
2. ENSOMHED
“ET AF MINE største talenter er evnen til at starte forfra. Nogle gange har det været selvvalgt, andre gange noget, jeg har været tvunget til. Den sværeste gang, hvor jeg måtte genopfinde mig selv, var da jeg lagde skøjteløberlivet på hylden. Uundgåeligt meldte der sig tanker i mit hoved: ‘Hvem er jeg så nu? Hvad kan jeg finde ud af? Hvad har jeg lyst til? Er jeg overhovedet nogen, når jeg ikke længere er skøjteprinsesse?’
I de år blev jeg meget tiltrukket af gothkulturen. Jeg elskede musikken, ikke mindst My Chemical Romance og hele den vibe, de repræsenterede, men jeg skrev også digte og lavede tegninger med afsæt i gothgenren, og jeg gik helt klædt i sort, med sort hår, sort eyeliner, sort læbestift. Jeg var en del af forskellige udenlandske fora, der dyrkede stilen, for der var ikke så mange herhjemme, der gik op i det. Bare sådan noget som at gå med sorte negle – det var overhovedet ikke trendy på det tidspunkt.
“Når man tager en person, som ikke har lavet andet end at dyrke sport hele sit liv, som ikke ved noget om noget, og den person så pludselig skal klare sig uden netværk, uden penge, uden forældre, så kan man måske godt forestille sig, at det ikke har været kønt”
Under hele min skolegang havde jeg altid gået i træningstøj. Det var der nogle helt praktiske årsager til, for jeg havde altid en ny træning, der ventede lige om hjørnet. Men efter at jeg havde lagt skøjteløbet bag mig, skulle jeg for første gang til at forholde mig til, hvordan jeg gerne ville udtrykke mig, og her valgte jeg en stil, som gjorde, at jeg kom til at skille mig lidt ud, for at sige det mildt. Det var meget sjældent, at jeg mødte nogen på gaden, der så ud som mig. Det var i gymnasieårene, hvor jeg i forvejen var lidt af en outsider, så jeg fik mange blikke fra folk, der helt tydeligt tænkte: ‘Hvorfor kan du ikke bare have normalt tøj på som alle os andre?’ Jeg tror også, det er derfor, jeg stadig i dag har så stærkt et behov for at have frihed til at udtrykke mig og være den, jeg er.
Dengang var hele gothkulturen og det miljø, jeg var en del af online, med til at få mig igennem en periode, hvor jeg gik noget svært igennem, og som endte med, at jeg løb hjemmefra. Der var nogle usunde dynamikker i min familie, som jeg måtte væk fra, så som 18-årig stak jeg af og tog på krisecenter. Herfra måtte jeg forsøge at starte forfra helt alene.
Jeg traf rigtig mange mærkelige beslutninger, for jeg havde ikke nogen til at rådgive mig. Når man tager en person, som ikke har lavet andet end at dyrke sport hele sit liv, som ikke ved noget om noget, og den person så pludselig skal klare sig uden netværk, uden penge, uden forældre, så kan man måske godt forestille sig, at det ikke har været kønt. Jeg var fuldstændig on my own i forhold til at lære alting om livet. Bare sådan noget som at lære at aflæse mennesker. Hvem omgås man? Hvem omgås man ikke? Hvad er de røde flag? Jeg skulle også finde ud af, hvem jeg overhovedet var, og hvad jeg ville bruge mit liv på. Det var en langsommelig proces, hvor jeg lidt efter lidt fandt ud af, hvad min interesse var, hvad min passion var, hvem jeg selv var.
“Efterhånden er jeg startet forfra så mange gange, at jeg ikke længere er bange for det. For jeg skal nok finde min vej frem”
Der har været flere tidspunkter i mit liv, hvor jeg ikke har kunnet finde svar, og hvor det har føltes, som om jeg hele tiden har taget det forkerte valg, men intet overgår tiden i slutningen af mine teenageår, da jeg stod helt alene og måtte starte forfra. Efterhånden er jeg startet forfra så mange gange, at jeg ikke længere er bange for det. For jeg skal nok finde min vej frem. Selvfølgelig har jeg dage, ligesom alle andre, hvor jeg har lyst til at give op. Men jeg tillader altid kun mig selv at have det sådan i én dag. Én dag til at slikke sårene og være selvmedlidende. Så starter vi forfra igen i morgen. Der er ingen tid at spilde, når man har besluttet sig for at opnå noget her i livet.”
3. RAMPELYSET
“I STARTEN AF 20’erne medvirkede jeg i realityprogrammet ‘Fristet’. Jeg var stadig ved at finde min rette hylde i tilværelsen og havde lidt tilfældigt sendt et par ansøgninger afsted til forskellige realityprogrammer, fordi jeg tænkte, at det måske kunne være meget sjovt at prøve. Det blev lidt af en oplevelse. Pludselig måtte jeg høre på, hvad alle og enhver syntes om mig og mit udseende.
Jeg tror, det var heldigt for mig, at jeg i løbet af min opvækst havde været vant til at stå helt alene ude på isen. Som skøjteprinsesse må man også lægge ører til mange grimme kommentarer fra folk. Der har været masser af gange, hvor jeg på vej ud på isen har overhørt voksne mennesker sige: ‘Se lige, hvor grim en kjole hun har på.’ Det eneste, man kan gøre, er at lægge det fra sig og koncentrere sig om det mål, man har sat.
Det har været med til at gøre, at jeg er meget tykhudet. Det lyder måske som en arbejdsskade, men vi ved jo i dag, at folk, der taler grimt, projicerer deres egne usikkerheder over på andre, og derfor tænker jeg også meget hurtigt, at det handler om personen selv.
“Frygten for negative kommentarer er ikke værd at opgive sine drømme for”
Jeg prøver også at være efter mig selv, hvis jeg begynder at få dømmende tanker om andre. Vi er jo bare mennesker, så det er svært at undgå, at de tanker opstår, men jeg prøver at minde mig selv om, at jeg heller ikke ville bryde mig om, hvis andre tænkte den slags om mig. Når de dømmende tanker dukker op i mit hoved, spørger jeg mig selv: ‘Har du nogen relation til det menneske? Påvirker det dit liv, hvad personen gør? Nej. Fint, let it go.’ Hvis man virkelig føler for at leve sit autentiske liv, skal man også tillade andre at gøre det, der er det rigtige for dem.
Når jeg nogle gange kigger på billeder af mig selv fra tidligere, kan jeg ikke lade være med at tænke: ‘Oh my goodness, hvad i alverden havde jeg gang i?’ I perioder har jeg eksperimenteret rigtig meget med min stil og eksempelvis gået med rigtig meget makeup. Det var der også mange andre, der havde holdninger til, men jeg er simpelthen så glad for, at jeg holdt fast i, at det var sådan, jeg havde brug for at gå klædt på det tidspunkt. Jeg ville aldrig være blevet den, jeg er, hvis jeg var blevet ved med at tone mig selv ned, og jeg er rigtig glad for at være lige præcis mig.
Uanset om det gælder din stil, dit arbejde eller en bestemt drøm, du har, så betaler det sig aldrig at opgive det på grund af andre folks kommentarer. Man skal ikke være bange for at være den, man er, men paradoksalt nok er det ofte det unikke ved en, som man ender med at tone ned, fordi man er bange for ikke at blive accepteret af fællesskabet. Men tro mig, jeg har hørt alle de kommentarer, man kan høre derude, og to uger efter har alle glemt det igen. Vores verden ruller så hurtigt afsted. Frygten for negative kommentarer er ikke værd at opgive sine drømme for.”
4. HJEMLØS
“I SPORTENS VERDEN gælder der en simpel naturlov: Hvis du træner hårdt, kan du bedre præstere til konkurrencerne, og så har du en bedre chance for at vinde. Sådan gælder det ikke nødvendigvis i alle andre aspekter af tilværelsen. Når det kommer til beauty, business og iværksætteri, handler det også om held, om netværk og om timing, og det har jeg ikke altid været særlig god til.
Da jeg var i starten af 20’erne og skulle forsøge at bygge mit brand op, havde jeg ingen forstand på forretning. Der var tidspunkter, mens mit ansigt var i TV, i ugebladene og på sociale medier, hvor det hele var ved at krakelere for mig. Mange af de kolleger, jeg havde på det tidspunkt, havde en vild livsstil, hvor de smed omkring sig med penge, men mange af dem kom også fra velstående familier, hvor de ikke behøvede at frygte, at de lige pludselig løb tør for dem. Sådan var det ikke for mig. Jeg havde måske penge til rugbrød, men ikke til leverpostej, og jeg har flere gange måttet sælge alt, hvad jeg ejer, for at holde mig oven vande. Hvis jeg havde sagt det højt dengang, ville folk ikke have troet på mig, for man har nogle forventninger om, at hende fra TV garanteret har alt. Men når man får 10.000 kr. fra et eller andet TV-program, og det er den eneste indtægt, man har, så er de penge hurtigt væk igen.
“På et tidspunkt blev det så grelt, at jeg ikke havde noget sted at sove. Selvom jeg kendte mange mennesker, havde jeg ikke nogen, der stod mig nær. En sen aften befandt jeg mig på Østerport Station og havde ikke nogen steder at tage hen. Jeg vidste vitterligt ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg begyndte at se mig om efter en bænk, hvor jeg kunne få nogle timers søvn”
På et tidspunkt blev det så grelt, at jeg ikke havde noget sted at sove. Selvom jeg kendte mange mennesker, havde jeg ikke nogen, der stod mig nær. En sen aften befandt jeg mig på Østerport Station og havde ikke nogen steder at tage hen. Jeg vidste vitterligt ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg begyndte at se mig om efter en bænk, hvor jeg kunne få nogle timers søvn. Samtidig var jeg klog nok til at vide, at jeg som ung kvinde ikke bare kunne lægge mig hvor som helst. Jeg traskede lidt omkring, før jeg tilfældigvis så en mindre flok hjemløse, der lå gemt og afskærmet fra regnen. Så gik jeg forsigtigt hen og blev mødt af blikke, der sagde, at det var okay, at jeg lagde mig ved siden af dem.
Mens jeg lå krøllet sammen på jorden, mindedes jeg en træner, jeg havde haft i Ukraine. Han havde tidligere haft en masse olympiske mestre i folden. Han var en lidt atypisk østeuropæisk træner, for det var ikke udelukkende tough love, og vi havde et meget tæt forhold, for han forstod mig rent psykologisk. En dag sagde han til mig: ‘Irina, der er mange, der arbejder hårdt. Der er mange, der er talentfulde. Der er mange, der kan en hel masse ting. Men når vi snakker sport, og det gælder også livet, så er der rigtig mange, der ikke kan finde ud af at presse sig det sidste stykke, når det først bliver rigtig hårdt.’
“Der er mange, der arbejder hårdt og er talentfulde, men det er ikke alle, der kan presse sig selv, når det virkelig bliver svært”
Han gik meget op i at lære mig, at life is tough, men at det hele handler om, hvad du gør i de situationer, hvor det virkelig spidser til. Jeg sagde til mig selv: ‘Fint, det er den situation, du står i nu. Lige nu kan du ikke gøre noget, men i morgen bliver du nødt til at tænke i løsninger. Du bliver nødt til at prøve at finde et arbejde. Du bliver nødt til at prøve at få styr på dig selv. Du bliver nødt til at prøve at få styr på dit liv.’
Det paradoksale var, at jeg allerede havde en af Danmarks største blogs på det tidspunkt. Jeg havde bare ikke lært mig selv, hvordan jeg skulle tjene penge på det. Næste morgen bed jeg stoltheden i mig og tog hjem til mine forældre igen. Herfra begyndte jeg lige så langsomt at bygge min forretning op til at blive bæredygtig. Det var learning by doing: Hvad fungerer, og hvad fungerer ikke? Det startede med meget, meget små beløb, og det var faktisk først, da jeg fødte min datter, at jeg begyndte at tjene penge nok til at kunne betale min husleje.
“Jeg elsker the downs of life, for de har gjort mig stærkere og mere rustet”
Det kan måske lyde mærkeligt, men jeg elsker the downs of life. Selvfølgelig ikke når jeg står lige midt i dem, men følelsen, når man begynder at komme sig over nedturen, er en af de fedeste, der findes. Jeg har det altid, som om systemet er blevet opgraderet. Der er mange af de ting, jeg har gået igennem, der kunne have knækket mig, men i dag føler jeg, at alt, hvad jeg har været igennem, har gjort mig stærkere og mere rustet. Jeg ville ikke have, at noget af det havde været anderledes.”
5. LIVSBESLUTNINGER
“FOR NOGLE ÅR siden brød jeg forlovelsen til min daværende kæreste og faren til mit barn, fordi han havde et alkoholmisbrug. Jeg er ikke god til at træffe store beslutninger. Så længe jeg kan se et spinkelt håb, så længe der stadig er et eller andet at hægte troen op på, så holder jeg ved. Jeg kan virkelig gå linen ud, så det bliver decideret skadeligt for mig selv, men når der til sidst ikke er andre udveje end den definitive, så er jeg til gengæld også færdig. Jeg stoler fuldt ud på min mavefornemmelse, når den fortæller mig, at nu er det tid til at stoppe.
Det er specielt at træffe så store, livsændrende beslutninger, når man ved, at man samtidig har offentlighedens bevågenhed. Men jeg synes også, jeg har lært at abstrahere fra det, når jeg har brug for at abstrahere fra det. Jeg forstår jo fuldt ud, hvorfor der er en interesse for mit liv, for det er mig selv, der i så mange år har delt ud, så selvfølgelig vil folk også gerne høre det, når der sker store, livsomvæltende og ikke altid særlig positive forandringer.
Og ja, så er der en masse meninger fra alle mulige, men det har jeg accepteret som en del af pakken ved at være et offentligt menneske. Hvis jeg boede i USA, ville jeg ikke kunne gå uden for en dør med mine børn, så jeg hæfter mig ved, at jeg trods alt lever i Danmark, hvor jeg kan leve mit liv rimelig privat og selv vælge, om jeg vil ud med noget eller ej. Hvis jeg har en dårlig dag, hvor jeg har brug for at holde kortene tæt ind til kroppen, er det måske ikke der, jeg skal dukke op på den røde løber.
Det er selvfølgelig ikke sjovt, hvis der florerer historier om ens privatliv, som kan føles pinlige, eller hvor det kan være svært at vide, hvilke ord man skal sætte på det, men der er faktisk også noget terapeutisk i at prøve at bearbejde det ved at dele det. For man finder altid ud af, hvor mange andre mennesker der står i præcis den samme situation, som man selv står i. Jeg synes, der er noget utrolig rart over den fællesskabsfølelse, man mærker, når man deler ud af sine kriser.”
6. IRINA 2.0
“FOR TIDEN STÅR jeg i en svær situation, hvor meget falder fra, og hvor der virkelig er blevet rykket ved den stabilitet, jeg følte, jeg havde. Af forskellige årsager har jeg været nødt til at forlade min eksmand og dermed hele det liv, vi havde sammen, og det gør, at jeg i højere grad end nogensinde før bliver nødt til at stille mig selv spørgsmålet ‘Hvordan skal resten af dit liv se ud herfra?’.
Der har været nogle år, hvor jeg har været lidt for meget i overlevelsesmode og glemt at pleje mig selv, fordi jeg bare har rendt rundt i hamsterhjulet og tænkt: ‘Jeg skal også nå dét og dét og dét.’ Jeg har haft en tendens til at sætte mig selv i anden række, for jeg er typen, der rigtig gerne vil redde folk, jeg holder af, og det tog mig alt for lang tid at indse, at jeg ikke kan redde alle.
Det har snart været meget lang tid nu, hvor jeg virkelig har presset mig selv utrolig hårdt, og det er fint, for det er jeg vant til fra sporten, men jeg kan også mærke, at jeg har brug for en periode nu, hvor jeg stopper op og finder ud af: ‘Hvem er Irina 2.0?’ Jeg har brug for at bringe mig selv frem i første række igen. Jeg har brug for at lave de ting, jeg selv godt kan lide at lave. Jeg har brug for at være out there, at være mere social og have gang i en masse fede projekter.
“Nu er det tid til Irina 2.0, og det bliver endnu bedre end Irina 1.0”
Jeg havde glemt, hvad jeg kan, og hvor stærk jeg er, men jeg har akkumuleret noget styrke igennem mit liv, som jeg nu har brug for at hive frem for at trække en streg i sandet og starte på en frisk. Første halvdel af mit liv er slut, og her gjorde jeg nogle ting, som jeg ikke kan gentage. Nu er det tid til Irina 2.0, og det bliver endnu bedre end Irina 1.0.
Selvfølgelig kan man ikke svæve på en lyserød sky hver dag, men man kan finde hen et sted, hvor livet føles godt, og det gjorde det ikke til sidst i mit tidligere forhold. Jeg kunne ikke genkende mig selv. Jeg var pludselig ligeglad med alting. Jeg havde ikke lyst til noget. Når jeg kiggede mig i spejlet, var gnisten i mine øjne væk. Det er et uhyggeligt sted at være. Til sidst måtte jeg ruske i mig selv og sige: ‘Hvis du bliver ved med at sidde fast i noget, som gør dig ulykkelig, som slukker gnisten i dig, hvad regner du så med, der venter forude?’
Bare i den korte tid, der er gået, siden jeg tog beslutningen, har jeg følt, at jeg har fået en helt ny smag for livet. Jeg går igennem København og nyder en god kop kaffe, jeg popper ind forbi et event og mødes med mennesker, jeg holder af. Jeg føler mig også sindssygt kreativ. Jeg føler virkelig, at jeg blomstrer igen.
Det bekræfter mig i, at det er det rigtige valg, jeg har taget. Den tid, vi har på jorden, er så dyrebar. Jeg plejer at sige, at ingen dag må spildes. Selvfølgelig skal vi også huske at slappe af, men jeg har også brug for at mærke, at jeg hele tiden rykker mig. Det er også derfor, jeg har brug for at sætte mig selv i første række for en stund. Ikke for at være egoistisk, for det er det sidste, jeg er, men for at give mig selv lov til at leve livet til maks. og være den bedste version af mig selv. Jeg ved, at jeg er på rette vej. Jeg kan nærmest lugte, at jeg er på vej ind i et magisk kapitel af mit liv, som forhåbentlig kan vare ved, lige til jeg bliver 125 år.”
7. SELVGLAD
“DA JEG KOM til Danmark og skulle lære sproget, kunne jeg ikke forstå, hvorfor selvglad var så negativt ladet et ord. Hvad skulle der dog være galt i at være glad for sig selv?
Senere, da jeg begyndte at lave TV, var det et ord, der gik igen i folks beskrivelser af mig. Der var mange, der sagde: ‘Hende Irina virker lidt selvglad.’ Jeg vidste godt, at jeg ikke var alles kop te, men når man laver reality, skal man pludselig forholde sig til alle mulige menneskers holdninger. Her gik selvglad ofte igen.
“Hver gang, folk omtalte mig som ‘selvglad’, begyndte jeg i stedet at vende det på hovedet og høre det som deres måde at sige: ‘Hvor er det sejt, at hun tør at være fuldstændig sig selv”
Det fik mig til at tænke meget over selve ordet. Nogle gange, når man fremstår ret selvsikker og ikke skammer sig over det, tror jeg godt, det kan overvælde folk. Det her med, at man egentlig bare tør hvile i at være sig selv. Så hver gang folk omtalte mig som ‘selvglad’, begyndte jeg i stedet at vende det på hovedet og høre det som deres måde at sige ‘Hvor er det sejt, at hun tør være fuldstændig sig selv’ på.
Da jeg startede min podcast og skulle finde ud af, hvilket navn den skulle bære, fik jeg lyst til at tage ordet og splitte det i to: selv glad. Det virkede som et godt udgangspunkt for en podcast, fordi det åbner for rigtig mange interessante snakke: ‘Hvordan bliver vi glade for, hvem vi er?’
På en måde opsummerede ‘selv glad’ også hele min karriere. Jeg har altid været optaget af at dele med andre, hvordan jeg finder styrke i mig selv, og hvordan jeg finder selvtillid og glæde, selv når tingene er svære at rejse sig fra.
For tiden er jeg ved at udvide hele ‘Selv glad’-universet, så det også skal indebære talkshows og alle mulige andre ting. Det hele skal kredse om at være glad for sig selv, præcis som man er, uden at frygte at blive dømt af andre. Det går jeg selv meget op i. Jeg spørger mig selv på daglig basis: ‘Er du glad for den, du er? Er du selv glad?’ Det er måske det allervigtigste spørgsmål at kunne svare ja til.”
8. ROLLEMODEL
“JEG ER STOLT af at være nomineret til ELLE Awards (Irina er nomineret i kategorien ‘Årets Stemme’ ved ELLE Awards 2025, red.), men jeg er faktisk ikke interesseret i at være en rollemodel. Der er noget ved selve ordet ‘rollemodel’, som giver mig associationer til perfekthedskulturen – som om man forventer, at en rollemodel tager alle de rigtige beslutninger lige efter bogen. For sådan er jeg ikke.
Men hvis jeg kan dele ud af mit liv, og det kan være med til at gøre, at folk finder trøst eller inspiration, så gør det mig selvfølgelig stolt, men jeg prøver ikke at leve op til at være en rollemodel, for jeg har brug for at lave fejl, og jeg ved, at jeg kommer til at lave mange flere fremadrettet. Jeg kommer aldrig til at være perfekt. Jeg kommer til at være præcis den, jeg er, uanset hvad alle andre måtte synes om det.
“Det vigtigste for mig er at skabe et liv, hvor mine børn ikke skal stå så alene, som jeg gjorde”
Det eneste, der virkelig betyder noget for mig, er at skabe noget, som gør, at mine børn ikke skal igennem de samme ting, som jeg gik igennem. Jeg håber, jeg kan give dem en base, som jeg ikke selv havde, ikke kun økonomisk, men også ved at lede dem i den rigtige retning, så de lige så langsomt kan lære at træffe gode beslutninger for sig selv.
Selvfølgelig ved jeg godt, at jeg ikke kan beskytte dem mod alt, men jeg vil gøre mit bedste for at guide dem væk fra de helt kritiske situationer, jeg selv har stået i. For selvom det har været med til at gøre mig tykhudet, var det også virkelig hårdt som et ungt menneske at stå så alene, og det ønsker jeg ikke for nogen andre. Slet ikke mine børn.
Jeg prøver også at give dem frihed til at mærke efter, hvem de er, allerede fra en tidlig alder. Selvfølgelig skal de have en struktur omkring sig, men de skal have lov til at gøre det, de har lyst til, se det, de har lyst til, og gå i det, de har lyst til – så længe de ikke fryser. Jeg elsker, når min datter går i min garderobe og sammensætter alt muligt, som er helt skørt og mærkeligt. Jeg giver hende også lov til at have mærkelige outfits på i skolen, for hun skal vide, at det er i orden at udfolde sig. Det giver mig faktisk en form for stolthed, at hun allerede tør fyre den af som lige præcis det lille, dejlige menneske, hun er.”
