Nina Mouritzen er født i Danmark og Ilana Mouritzen i Rusland. Det har givet parret, der mødte hinanden i New York, to diametralt modsatte udgangspunkter for deres liv som queer personer, men i dag, hvor de bor i København med deres to sønner, er det altoverskyggende fokus at give dem en sikker barndom.
Fællesnævneren for Morten Kirkskov og Kaan Alpagut, Nina Mouritzen og Ilana Ozernoy samt May Lifschitz og Jens Lund er, at de lever i queer forhold og hver dag forholder sig kritisk til heteronormative systemer qua deres kærlighed og person. Her sætter de ord på deres parforhold og sideeffekter som jalousi, seksuelle minoriteters rettigheder og hvordan man lever i en romantisk relation, hvor den ene føler sig mere queer, end den anden. Nina og Ilanas historie er en ud af tre historier i månedens portefolie.
Infoboks
Nina Mouritzen, 44 år. Producer. Opvokset i Hellerup, boede 22 år i New York og flyttede tilbage til København for to år siden.
Ilana Mouritzen, 46 år. Kommunikationskonsulent. Født i Moskva, boede 15 år i New York og mange andre steder i verden. Flyttede til København for to år siden.
Sammen driver parret det kreative ‘storytelling’ studio Mouritzens & Sons og bor på Frederiksberg i København med deres to sønner, Eliot og Otto.
Nina Mouritzen er født i Danmark og Ilana Mouritzen i Rusland. Det har givet parret, der mødte hinanden i New York, to diametralt modsatte udgangspunkter for deres liv som queer personer, men i dag, hvor de bor i København med deres to sønner, er det altoverskyggende fokus at give dem en sikker barndom. Læs deres historie her.
Nina: Vi mødte hinanden online i 2019 og opdagede meget hurtigt, at vi havde fælles bekendte, været til de sammen fester og kom på de samme barer og restauranter, men ingen af os kunne huske hinanden fra før vores første møde.
Ilana: Vi havde stort set krydset hinandens veje over 20 år i New York, hvor vi kom i de samme kreative miljøer. Få uger efter vi havde mødt hinanden, endte vi med at sidde ved siden af hinanden til en teaterforestilling, hvor vi begge havde billetter uafhængigt af hinanden.
Nina: Vi blev gift året efter.
Ilana: When you know, you know. Når man bliver ældre, bliver man mere sikker i, hvem man er, og hvad man leder efter, så meget hurtigt kunne vi se, at der virkelig var noget her.
Nina: Vi havde begge to både styr på vores styrker og usikkerheder, og qua at vi begge havde datet i vores 20’ere og 30’ere, vidste vi også, hvad det var, vi ledte efter i en partner – og ideelt set i en livspartner. Vi var begge to et godt sted i vores karrierer og drømte om en partner, der også var ambitiøs, og som vi kunne se os selv sparre med i dagligdagen.
Ilana: Man lever på en særlig måde i New York. Man går meget ud, man er meget sammen med venner og på en helt almindelig aften er der altid minimum tre ting, du kan tage til, men meget tidligt i vores forhold begyndte vi at tale om, hvordan vi kunne sætte farten ned og slå rødder.
“Vi talte ret tidligt om at få børn, men vi blev også enige om, at vi ikke ville slide os selv op i fertilitetsbehandling, og at vi også kunne være glade uden børn”
Nina: Vi havde været sammen i et år og boet sammen i seks måneder, da corona-pandemien ramte. Da vi blev hjemsendt fra vores arbejde – i første omgang i 14 dage – kunne vi næsten ikke tro det, men vi var taknemmelige for at få den tid sammen. I New York bor folk småt og bruger enormt meget tid udenfor deres hjem, så det var i den periode, vi begyndte at tale om at skabe et reelt hjem, hvor vi ville have lyst til at være, og det var også her, vi begyndte at tale om muligheden for at arbejde sammen. Vi vendte generelt mulighederne for at leve vores liv på en anden måde.
Ilana: Det var en skræmmende og svær tid på globalt plan, men i vores hjem var vi heldige, at vi var raske og havde tiden sammen. Vi begyndte virkelig at bruge hinanden som partnere. På vores første date var vi oppe til klokken fire om natten, fordi vi bare talte og talte, men joken er, at vi ikke har været så sent oppe siden, og vi opdagede, at vi begge to satte stor pris på at være mere hjemme.
Nina: Den eneste grund til, at vi har været oppe klokken fire om natten siden da, har været vores sønner. Vi talte ret tidligt om at få børn, men vi blev også enige om, at vi ikke ville slide os selv op i fertilitetsbehandling, og at vi også kunne være glade uden børn. Vi lovede hinanden, at vi ville give det et skud, og heldigvis gik det nemt med både Eliot, der er født i New York og i dag er tre og et halvt år, og Otto, der født på Rigshospitalet og er knap to år.
Ilana: Jeg havde været i København flere gange, før jeg mødte Nina og elskede byen, så det var en no-brainer for os at flytte hertil, da vi startede vores familie. Vi tog til København sammen den sommer, vi mødte hinanden, og Nina præsenterede mig for sine forældre. Vi elsker at bo tæt på dem i dag, og de har et meget smukt forhold til vores sønner.
Nina: Det har altid været nemt med mine forældre. Jeg har aldrig oplevet noget dårligt i forbindelse med min seksualitet hverken i København eller i New York, men man er selvfølgelig altid bevidst om, at man er en minoritet. Det brede samfund er bygget op omkring et heteroseksuelt forhold. Hvis jeg booker et hotelværelse til min kone og jeg selv, bliver jeg f.eks. spurgt, om vi skal have to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Det forestiller jeg mig ikke, at en mand og en kvinde bliver spurgt om på samme måde, men hvis det er dét, jeg skal deale med, går det nok.
“Jeg er født i Rusland, hvor jeg ville være genstand for hatecrimes og risikere at blive retsforfulgt for at være mig selv”
Ilana: Jeg er født i Rusland, hvor jeg ville være genstand for hatecrimes og risikere at blive retsforfulgt for at være mig selv. Jeg tænker tit på, hvad der var sket med mig, hvis mine forældre ikke havde forladt landet, da jeg var otte, i forbindelse med min fars arbejde, hvilket fuldkommen ændrede mit livs udfald. Jeg er ikke russisk statsborger længere, men hvis vi rent hypotetisk set boede der, ville jeg risikere at blive separeret fra mine børn. Mine forældre kom heller ikke fra det mest accepterende sted, så min erfaring med at springe ud er meget anderledes end Ninas. I dag risikerer jeg trods alt bare, at folk fejlkønner min partner og spørger, hvordan min mand har det. Vi flyttede også til København, fordi vi tror på, at vi skaber en mere tryg barndom for vores børn her.
Nina: New York er et meget diverst sted, men queer eller ikke-queer: Man vil jo det bedste for sine børn. Og Danmark er ikke perfekt, men det er et mere sikkert sted for vores børn. Da vores ældste søn startede i børnehave, spurgte jeg den 25-årige pædagog, om der var andre børn i institutionen med queer forældre. “Det er der,” sagde han. “Godt,” sagde jeg, “for det er rart for dem at se andre familier, der ligner vores.” “Tja. Børnene er nu ligeglade, men det er rart for forældrene,” sagde han. Det grinede vi ret meget af.
Ilana: En ting er selvfølgelig det politiske billede og våbenloven, men det er også synligt i dagligdagen. I København holder folk tilbage for mig på vejen, når jeg skal parkere min bil. Skraldespandene i Danmark har en lille hylde til pant, så folk ikke skal grave i skraldet. Det er så betænksomt! Jeg er meget bevidst om, at jeg også har migreret, ligesom mine forældre gjorde, men jeg voksede op i den tro, at det, der gjorde mig unik, var en dårlig ting. Her fortæller vi ikke vores børn, hvordan de skal være – vi venter på, de fortæller os, hvem de er. Vores opgave er bare ikke at stå i vejen.
