Hun var dårlig i skolen og mødte ingen opbakning hjemmefra, men med frisørsaksen i hånden fandt hun som teenager den anerkendelse, hun hungrede efter. Siden da har arbejdet bragt hende igennem både kriser og sygdom. Stadig i dag, næsten 50 år efter at hun blev selvstændig, er kendisfrisøren Gun Britt Zeller i fuld gang og finder ny inspiration allevegne.
Blå bog
Gun-Britt Håkansson Zeller. Født i 1950 i Sverige. Tilbragte det meste af opvæksten i Nordjylland. I 1966 vandt hun danmarksmesterskabet i konkurrencefrisering. Året efter blev hun udlært frisør hos Tagensen i Aalborg. I flere år var hun tilknyttet Helmersen i København, før hun i 1976 åbnede salonen Gun-Britt i Indre By. Hun bor til daglig i København med sin mand, Torben Zeller, der er skuespiller.
KAPITEL 1: FARS PIGE
Jeg havde en skrap mor, men en meget sød far. Min mor syntes, han var et pjok, hvad hun ofte gav udtryk for, men i virkeligheden var han bare en blød mand. Han var altid velklædt, og ligesom mig gik han op i mode. Jeg fik tit lov til at rede hans hår og sætte det på sjove måder. De var meget forskellige, mine forældre, og det var svært at forstå, hvad de havde fundet i hinanden, men når alt kom til alt, var det nok også mest nogle tilfældige omstændigheder, der havde bragt dem sammen. Min mor var kun 17 år gammel, da hun flygtede til Sverige under anden verdenskrig. Hun var ikke jøde, men hendes forældre boede langs med jernbanen i Nordjylland, hvor mange af nazisterne flyttede ind i de nærliggende huse, fordi det var praktisk i forhold til transport. Min mor har aldrig selv villet fortælle om hele den tid, men hun var en smuk nordjysk pige, og med tyskere allevegne tror jeg simpelthen, hendes forældre har tænkt, at det bedste var, at hun kom væk. I Sverige mødte hun min far, der var ti år ældre. Han har nok repræsenteret en form for tryghed. Han var samtidig en meget flot mand. Han lignede en rigtig hollywoodstjerne i sine brede bukser. Kort efter at de havde mødtes, blev hun gravid med mig, men det blev aldrig noget idyllisk familieliv. Min mor var meget hård og styrede det hele, og hun kunne være både korporlig og ondskabsfuld. Fra jeg var helt lille, var jeg bange for hende. Da jeg var tre-fire år, fik hun tuberkulose og måtte indlægges på hospitalet i flere måneder. Det var faktisk den bedste periode i min barndom, for så var jeg bare sammen med min far. Jeg husker det som en lille oase midt i alt det andet. Vi boede på en lille klippeø ud for Karlskrona, og vi sejlede tit ud i vores lille båd og fiskede langs klipperne.
“Når jeg hører andre fortælle om deres barndom, har de så mange gode historier, og det har jeg ikke”
Efter at min mor kom hjem fra hospitalet, gik der ikke længe, så kom der en lillebror til. Jeg tror, det var deres forsøg på at give ægteskabet en sidste chance, men der gik ikke engang et år, så blev de skilt, og sammen med min mor flyttede vi til Danmark. Jeg ville gerne være blevet i Sverige. Jeg ville gerne være blevet hos min far, men tiden var en anden, og mændene havde ikke så mange rettigheder i skilsmissesager. Jeg var syv år, da vi forlod Sverige, og der gik fem år, før jeg næste gang kom på besøg hos ham i en sommerferie. Det var meget lang tid at vente, men også her var glæden kort, for da jeg skulle hjem til ham næste gang, havde han og min mor taget fejl af datoen. Da jeg ankom til Københavns Banegård, hvor han skulle hente mig, var han ingen steder at se. Jeg ventede hele dagen, men måtte til sidst tage hele den lange tur tilbage. Min mor var rasende og sagde, at der kunne jeg se, hvordan min far var. Så var det slut med at besøge ham mere. Næste gang jeg så ham, var jeg 24 år, og herefter gik der igen en hel del år. Jeg så ham først igen, da jeg var 40 år og skulle giftes. Han kom til Danmark og fulgte mig op ad kirkegulvet. Vores forhold blev aldrig, som det havde været engang. Vi havde været utrolig tætte, da jeg var lille, men som tiden gik, blev vi som fremmede for hinanden. Jeg har nogle gange spekuleret over, hvordan mit liv kunne have taget sig ud, hvis tingene var gået bare en lille smule anderledes. Efter hans død fandt jeg en masse breve, som han havde sendt frem og tilbage til min mor og til myndighederne hen over flere år, fordi han forsøgte at få mig over til sig i Sverige igen. Men det lykkedes aldrig, og det var ikke noget, jeg anede noget som helst om som barn. Når jeg hører andre fortælle om deres barndom, har de så mange gode historier, og det har jeg ikke, men jeg har i det mindste minderne fra de måneder i Sverige, hvor det bare var min far og mig – og de betyder stadig meget for mig.
KAPITEL 2: MOSTER THY OG MOSTER SKAGEN
I Danmark flyttede vi til landsbyen Mou i Nordjylland. Eller rettere sagt, det gjorde min mor, for jeg blev parkeret hos en moster i Thy, mens min mor tog sig af min lillebror og forsøgte at skaffe sig et arbejde og bygge en sund økonomi. Sådan gik der halvandet år. Det er vildt at tænke på i dag, for jeg kæmpede jo med tabet af min far, og samtidig skulle jeg lide tabet ved bare at blive afleveret hos en eller anden moster, som jeg dårligt nok kendte. Hun var en meget streng kvinde. Der var mange husregler, og hvis man brød nogen af dem, fik man øjeblikkeligt stuearrest. Så var det bare “Værsgo, ind på værelset”. I mellemtiden mødte min mor en ny mand, som hun flyttede ind hos. Han havde en bagerbutik lige ved siden af det hotel, hvor hun havde fået arbejde. Sammen kom de først til at styre en benzintank, og senere overtog de et lille håndkøbsapotek. De drømte hele tiden om noget større, og det lykkedes dem også til sidst at få en kro ved Mariagerfjord, og så blev jeg endelig hentet hjem igen. I det halvandet år, hvor vi boede hos mosteren i Thy, fik vi kun lov til at komme på besøg hos min mor hver anden weekend. Det var mærkeligt at have en mor, som man kun kom på besøg hos, men det var heller ikke, fordi jeg savnede hende, for hendes selskab var som regel forbundet med nedsættende bemærkninger og øretæver. Så var det et langt større lyspunkt, når jeg et par gange om året fik lov til at komme på besøg hos vores anden moster oppe i Skagen. Hun var yndlingsmosteren. Hun havde aldrig selv fået nogen børn, så hun var helt vild med mig og min bror og forkælede os altid. Hun var tillidskvinde på rejefabrikken i Skagen, så hun lærte mig, hvordan man pillede fjordrejer. Jeg elskede, når meldingen omsider kom, at nu var det tid til at besøge hende igen.
KAPITEL 3: SELVSTÆNDIGHED
Jeg var 13 år, da jeg flyttede hjemmefra. Det var en beslutning, jeg selv tog. Jeg ville gerne være frisør og fandt en læreplads inde i Aalborg. Jeg var for ung til at komme på frisørskole, men ejeren af salonen sagde: “Se på hendes hænder, ikke på hendes dåbsattest.” Og så kom jeg ind. Jeg skulle have et sted at bo og fandt et kollegium inde i byen. De andre var også unge, men ikke helt så unge som mig. De var måske 17-18 år og læste til civilingeniør og sådan noget, men jeg følte altid, de passede på mig. Det kostede 100 kr. om måneden at bo på det lille værelse, der nærmest kun bestod af en seng, men jeg tjente kun 20 kr. om ugen som elev, så man kan nok hurtigt regne ud, at det var svært at få enderne til at mødes. Men så skaffede jeg mig også et job som barnepige om aftenen, og jeg begyndte at klippe de andre på kollegiet for lidt håndører, og sådan kom jeg mig igennem tilværelsen. Jeg plejer at sige, at jeg er typen, der bliver yngre med alderen, men jeg blev så også voksen meget tidligt, fordi jeg skulle tage vare på mig selv allerede som 13-årig. Men selvom jeg ikke havde nogen tætte personer i mit liv til at passe på mig, havde jeg ikke en følelse af at være alene. Jeg har altid været heldig at møde mange mennesker på min vej, som har troet på mig, og som er blevet en del af mig – ligesom med en familie. I Aalborg, hvor jeg var elev, var de andre helt fantastiske over for mig. Jeg sagde aldrig nej, jeg blev altid som den sidste, og det lønnede sig, for så havde de andre heller ikke noget imod at hjælpe mig, hvis der var noget, jeg havde brug for. Det har nok betydet mere for mig end for så mange andre, men når man er vokset op i et hjem som mit uden omsorg, må man ud at finde den et andet sted. For omsorg og relationer er vigtige. Det siger jeg også til de unge i salonen i dag.
“Jeg havde i det hele taget ikke specielt meget selvtillid, jeg var et meget usikkert barn på mange måder og følte mig helt forkert, så derfor betød det også utroligt meget for mig at finde noget, som jeg var god til”
Min mor var bestemt ikke interesseret i, at jeg blev frisør. Hun mente, at det var et dumt lavstatusjob, og det var hun ikke den eneste, der tænkte, dengang. Der var helt generelt en lidt nedladende attitude over for frisørfaget i samfundet, men for mig var det et fag, der rummede et kæmpestort, uforløst potentiale. Mens jeg var elev hos Tagensen i Aalborg, begyndte jeg at gå til konkurrencefrisering om aftenen. Det var ikke, fordi jeg var specielt vild med det, for det var jo sådan noget lidt opstyltet noget, men jeg tænkte, at det var en mulighed for at lære at arbejde på tid og lære at være på. Jeg vandt flere gange aalborgmesterskabet, og som 16-årig vandt jeg også danmarksmesterskabet. Dommerne gik rundt imellem os og bedømte os, mens vi klippede og stylede modellerne, og så røg folk løbende fra. Til sidst var der kun mig tilbage. Det var vigtigt for mig at vise, at der var noget, jeg var god til. Hvis man møder modgang, kan man enten blive slået ud på det, eller man kan blive ekstra viljestærk. Jeg har altid haft en drivkraft efter at vise dem. For jeg havde jo ikke fået særlig meget bekræftelse der hjemme, og jeg var heller ikke særlig god i skolen. Jeg kom fra Sverige, kunne ikke tale dansk og var ordblind, og når man ikke taler sproget og ikke kan stave, så bliver det hele lidt svært. Det var et stort handicap. Jeg havde i det hele taget ikke specielt meget selvtillid, jeg var et meget usikkert barn på mange måder og følte mig helt forkert, så derfor betød det også utrolig meget for mig at finde noget, som jeg var god til.
KAPITEL 4: VILDE TIDER, STORE DRØMME
I 1970 tog jeg toget til København og begyndte at traske ned ad Strøget. Jeg var 20 år gammel og havde besluttet mig for, at jeg ville finde et sted, der så stort ud, og så ville jeg gå ind og spørge, om de kunne bruge mig. I London havde frisøren og hårdesigneren Vidal Sassoon gang i en sand frisørrevolution på det her tidspunkt. Han ville give kvinder friheden ved at klippe dem, i stedet for at de skulle sidde ved en frisør hver uge og få curlet håret, som alle gjorde dengang. Det var virkelig stort for mig at opdage ham. Han blev en kæmpe inspiration for mig og er det stadigvæk. Jeg træner på hans skole i London to til tre gange om året, og hans folk kommer i min salon og underviser mine ansatte hvert år. Det var i det hele taget en interessant tid, for kvindefrigørelsen var i gang, og det var Vidal Sassoon og hele frisørrevolutionen også en del af. Der skete en hel masse ting, og derfor kunne jeg ikke bare blive i Aalborg, hvor jeg havde en følelse af at sidde fast.
“Jeg ville steder hen, hvor jeg kunne blive udfordret og blive endnu dygtigere”
Jeg ville steder hen, hvor jeg kunne blive udfordret og blive endnu dygtigere. På Strøget stødte jeg på Helmersen, der var en kæmpestor salon. Indenfor sad tre receptionister og tog imod kunder, og der var 50 frisører, der arbejdede der. Jeg gik bare hen til receptionen og sagde, at jeg gerne ville tale med chefen. Så sagde den fine dame bag disken: “Jamen har du en aftale? Du bliver nødt til at lave en aftale først. Man kan ikke bare komme ind fra gaden og tale med chefen.” “Jamen jeg er jo kommet hele vejen fra Jylland,” beklagede jeg mig, og så sagde hun: “Lige et øjeblik.” Hun forsvandt og vendte tilbage to minutter efter: “Chefen vil gerne tale med dig.” Det var sådan, jeg lærte, at det var god branding at komme fra Jylland. I branchen var der en opfattelse af, at de der jydepiger var særlig gode, og det sagde Helmersen også til mig, da jeg kom ind til ham: “Det er kun, fordi du kommer fra Jylland, at jeg har tid til et møde.” Han spildte ikke tiden: “Kan du klippe med saks?” Det kunne jeg ikke, for dengang skar man håret de fleste steder, men jeg havde set Sassoon klippe med saks til et stort opvisningsshow i Bella Center, så jeg sagde bare: “Ja ja, det kan jeg godt.” Men Helmersen ville lave en prøve med det samme. Han hev en kunde ind, og så var det ellers bare at prøve sig frem, som jeg mente, at Sassoon havde gjort det. Det lykkedes, og jeg fik jobbet.
KAPITEL 5: LOS ANGELES-DRØMME
Hos Helmersen gik alle frisørerne under franske navne. Han ville også have, at jeg skulle hedde noget andet end Gun-Britt, men det ville jeg ikke være med til. Det viste sig at være en god beslutning, for når kunderne ringede og var blevet klippet af mig en gang, sagde de altid: “Jeg kan ikke huske, hvad hun hedder, men hun har et meget specielt navn.” “Nåh, er det Gun-Britt?” Efter at have været hos Helmersen i seks år følte jeg mig i 1976 klar til at åbne min egen frisørsalon. Til åbningsreceptionen var der stuvende fuldt. Jeg havde ikke anet, hvor stort et kundegrundlag jeg havde fået bygget op, så det var en meget stor overraskelse, at jeg allerede havde formået at ramme så mange. I langt det meste af tiden har jeg elsket at være selvstændig.
“Selvom det langtfra altid er gået som smurt til at starte med, har jeg en særlig evne til at komme op på hesten igen og komme videre”
Jeg har altid været god til at kaste mig ud i nye udfordringer, f.eks. at begynde at lave produkter (GB by Gun-Britt, red.), og selvom det langtfra altid er gået som smurt til at starte med, har jeg en særlig evne til at komme op på hesten igen og komme videre. Selvfølgelig har det også været hårdt til tider. Jeg har i perioder ligget om natten og tænkt: “Klarer jeg mon det her?” I slutningen af 1980’erne havde jeg en periode, hvor jeg overvejede helt at droppe forretningen og i stedet rejse til Los Angeles for at være en fri fugl. På det tidspunkt havde jeg efterhånden fået opbygget mig et vist omdømme og blev jævnligt hyret til at lave shows rundtomkring. Jeg var i Tyskland, Spanien og Italien, men også i eksempelvis Mexico City, hvor jeg optrådte foran 1.000 frisører på et luksuriøst resort lidt uden for byen. I Los Angeles blev jeg tilknyttet et stort brand, som i en periode hyrede mig til at flyve derover én gang om måneden for tre dages arbejde og så hjem igen. Det var helt fantastisk at blive hentet med privatchauffør og kørt hen til sit hotel, men så ventede det hårde arbejde også. På Long Beach blev der afholdt sådan nogle kæmpemæssige frisørshows i store arenaer med plads til 5.000 publikummere. Alle de vigtige navne var der altid, også bl.a. Sassoon. Første gang jeg stod ude bag ved scenetæppet, var jeg lige ved at løbe min vej, for det var simpelthen så stort og vildt. Heldigvis stod der en skøn, høj fyr ved siden af mig, der spurgte mig: “Hvad tænker du på lige nu?” “Jeg tænker på at stikke af,” måtte jeg indrømme. “Nej nej,” sagde han, “nu går du med mig ind.” De første fire-fem minutter på scenen var jeg rystende nervøs, men langsomt glemte jeg nerverne, og så forsvandt jeg ind i den der helt særlige klippeverden. Et sted, hvor du glemmer alt omkring dig og kun er i nuet. Et helt forunderligt sted. I zonen, kunne man sige.
KAPITEL 6: DET LANGE LØB
Kort efter at jeg var blevet selvstændig, fik jeg konstateret kræft i underlivet. Jeg var kun 27 år, og det var en ung alder at få en alvorlig sygdom i, men samtidig havde jeg så travlt med salonen, at jeg i dag har svært ved at huske særlig meget fra den tid. Forretningen var så afhængig af min omsætning, så det blev bare ‘op på hesten igen’, og lige så snart jeg overhovedet kunne blive udskrevet fra hospitalet, var jeg tilbage på arbejdet.
“Lægerne meddelte mig, at jeg aldrig ville kunne få børn, og selvom det var en ubehagelig besked, endte jeg med at acceptere det. Så måtte det være sådan. Alligevel blev jeg pludselig gravid og fik min søn, Jeppe, på en kvart æggestok”
Lægerne meddelte mig, at jeg aldrig ville kunne få børn, og selvom det var en ubehagelig besked, endte jeg med at acceptere det. Så måtte det være sådan. Alligevel blev jeg pludselig gravid og fik min søn, Jeppe, på en kvart æggestok. To år senere røg jeg på hospitalet og fik fjernet resten. På det her tidspunkt var jeg 34 år, og det ramte mig faktisk hårdere end noget af det andet, for denne gang var det definitivt, at jeg ikke kunne få flere børn, og nu havde jeg jo prøvet, hvor stort det var at blive mor. Til et middagsselskab nogle år senere mødte jeg Torben (Zeller, red.). Jeg var slet ikke klar på kærlighed, men et par dage senere ringede han og inviterede mig med ud for at løbe. Vi havde fundet ud af i løbet af aftenen, at det var en fælles interesse, vi havde. Jeg havde ikke tænkt mig, at vi skulle være andet end løbepartnere, men vi var begge to ved at træne op til et maraton, og der er jo det med at løbe lange ture, at man også har rigtig god tid til at tale sammen og lære hinanden at kende. Til sidst blev vi alligevel kærester. Den primære grund til, at mit og Torbens ægteskab har overlevet i så mange år, er, at vi begge to har den samme frihedstrang. Mange møder en, som ikke har det på samme måde, og så bliver man bundet lidt op på hinanden, men vi har altid givet hinanden en masse plads. Vores professionelle liv har fyldt meget for os begge to. Jeg har været meget kategorisk, når det kommer til mit arbejde, fordi det har betydet meget for mig, men det samme har Torben været i sit arbejde som skuespiller. Der var mange år, hvor vi aldrig havde aftener sammen, fordi han spillede teater hver aften. Til gengæld vidste vi, at vi hver især lavede noget, der gjorde os glade.
KAPITEL 7: AFSKEDEN MED MOR
Sidste gang jeg så min mor, var som 35-årig. Jeg var selv blevet mor og havde været igennem et langt kræftforløb, men hun var stadig ikke i stand til at udvise hverken interesse eller omsorg for mig. Her fra gad jeg ikke forsøge mere. I de næste 25 år så jeg hende slet ikke, indtil jeg fik beskeden om, at hun var gået bort. Jeg havde egentlig altid tænkt, at jeg ikke ville dukke op til hendes begravelse, men efter lange overvejelser gjorde jeg det alligevel. Det blev min måde at lukke det hele på. I alle årene havde det jo spøgt i baghovedet med den der mor, og det var på en mærkelig måde rart at se, at nu var hun altså død. Nu kunne der ikke ske mere. Sammen med mine halvsøskende gik jeg i tiden efter begravelsen og ryddede ud i hendes ting. Her fandt jeg en hel masse gamle avisklip, hun havde gemt med mig.
“Det var tydeligt, at hun havde fulgt med i min karriere og mit liv på afstand.”
Det var tydeligt, at hun havde fulgt med i min karriere og mit liv på afstand. Det var en meget speciel erkendelse – at hun simpelthen havde fulgt med på afstand i alle de år, hvor vi slet ikke så hinanden. Der er mange, der igennem tiden har antydet, om vi dog ikke bare kunne have forliget os. Men det ville hun jo heller ikke. Hun kontaktede heller aldrig mig. Og jeg havde det godt med, at hun ikke kunne ødelægge noget i mit liv. Om hun ville det eller ej, så er hun det menneske, der har sat de mest skadelige aftryk på mig. Hun har givet mig nogle varige mén, som jeg stadig kæmper med i dag, og som har gjort, at jeg i store dele af mit liv ikke har været særlig sikker på mig selv. Nu om dage tænker jeg kun sjældent på hende. Men det sker en gang imellem, at jeg siger noget, hvor tvivlen på mig selv træder frem, og så siger Torben altid: “Hov, det var vist din mor, der snakkede der. Nu er hun på nakken af dig igen.”
KAPITEL 8: COOL KØBENHAVN
Jeg egner mig bedst til at vågne hver morgen og vide, at jeg skal på arbejde og få noget fra hånden. Jeg har ikke lyst til at sætte mig ned og sige: “Nå, nu er jeg også blevet gammel, så nu skal jeg lave ingenting.” Jeg er stadigvæk drevet af at blive endnu dygtigere. Der er mange, der siger: “Jamen du har jo allerede bevist, hvad du kan.” Ja, det kan godt være, men jeg er drevet af noget andet – prøve nyt, sætte ting sammen på nye måder. Det er mit drivmiddel, og det stopper jeg aldrig med. For et års tid siden flyttede jeg ind til København. Jeg har boet i Hellerup i mange år, men jeg trængte til at komme ind til byen. Det har været skønt. Hver morgen går jeg ned til havnen, hvor jeg træner i PWR.8 Studio, og så går jeg ind til salonen. Det er mange år siden, jeg har fået brugt byen så meget, som jeg gør nu. Der er bare et særligt liv i København. Jeg sætter mig tit på en café og bare kigger på folk, og jeg må sige, at danskerne er altså smarte. Jeg var i Paris for nylig, og de er bestemt også smarte, men vi er mindst lige så cool herhjemme, og vi er bestemt smartere end i London, hvor jeg også lige har været. De unge i København er fantasifulde på en helt særlig måde, når det kommer til at sætte tingene sammen. Jeg bliver konstant vildt inspireret. Næste år fejrer jeg 50-årsjubilæum i min salon, og det er jo helt vildt at tænke på, at der er gået så mange år, men jeg har det samtidig sådan, at jeg ikke føler mig færdig.
“Jeg har ikke lyst til at gå på pension. Der er så meget at lære endnu”
Jeg har ikke lyst til at gå på pension. Der er så meget at lære endnu. Man spørger jo heller ikke en billedhugger eller en maler, om de skal på pension. Hvis man først lukker op for det her fag, så kan det så utrolig meget. Det forsøger jeg også hele tiden at vise til de unge i salonen. Jeg er meget optaget af ungdommen. Jeg er optaget af, at de hele tiden bliver dygtigere, og at de ikke keder sig, og det kræver, at de ikke bare bliver sat til at stå og vaske hår, men får lov til at komme igennem et forløb, der er spændende og udfordrende. Jeg har altid selv haft mentorer i mit liv, som har hjulpet mig med at udvikle mig, og nu er det vigtigt for mig, at jeg ikke er karrig med at give min egen viden og erfaring videre, men husker på, at det var det samme, jeg selv havde brug for dengang. I min første tid som selvstændig forstod jeg aldrig, hvorfor andre ikke havde lyst til at arbejde døgnet rundt, som jeg selv gjorde. Jeg måtte lære, at mennesker er forskellige, og at der er mange forskellige måder at være ambitiøs på. Men én ting, som ikke har ændret sig siden dengang for 50 år siden, er, at jeg ikke vil slække på kvaliteten i min salon. Hvis man er her, så skal det være, fordi man gør sig umage. Hvis man hellere vil stå og hygge i hjørnet og være en helt almindelig hverdagsfrisør, så lad være med at komme herind, for her vil vi være de bedste og de dygtigste og have de største ambitioner. Sådan har jeg altid haft det.
