Identitet

Greve Nikolai & Benedikte Thoustrup: “Det har været vigtigt for os begge to at kunne holde det så privat, som vi selv ønskede”

- 12/08/2025

De mødte hinanden som unge på Herlufsholm og havde deres første date på en nærliggende tankstation. Siden er Greve Nikolai og Benedikte Thoustrup blevet voksne sammen og har set store dele af verden. For tiden har de hjemme i Australien, hvor de dyrker en laid-back kultur og forsøger at holde kryb og kravl på afstand, men Danmark vil altid være deres base.

Dette er anden del af interviewet, som første gang blev udgivet i ELLEs juninummer 2025. Læs første del herunder.

Blå bog

Nikolai, Greve af Monpezat. Ældste søn af prins Joachim og grevinde Alexandra. Han er nummer seks i arvefølgen til den danske trone. I 2018 studerede han kortvarigt til reserveofficer på Hærens Sergentskole i Varde. Han blev i 2024 cand.merc. fra Copenhagen Business School. Han er model hos Scoop Models og har bl.a. gået catwalk for Burberry og Dior.

Benedikte Thoustrup. Født og opvokset i Randers. Er datter af forretningsmanden Anders Thoustrup og Anette Korsgaard. Gik på Herlufsholm Kostskole, hvor hun mødte greve Nikolai. Har tidligere stået bag sit eget firma, BénéSoie, der lavede håraccessories. Er ligeledes uddannet cand.merc. fra Copenhagen Business School.

At blive voksne sammen

GREVE NIKOLAI: – Vi var vel 17-18 år, da vi blev kærester, og siden er vi gået hen og blevet voksne sammen. Det er ret sjovt at tænke på, for vi har oplevet og udforsket hele vores voksne liv med hinanden.

BENEDIKTE: – Jeg føler, at vi har været virkelig heldige med, at vi individuelt har villet de samme ting. Vi ville uafhængigt af hinanden begge to på CBS. Vi ville begge to gerne på udveksling, først til et europæisk land og derefter længere væk.

N: – Ja, vi har været heldige, at de ting, vi gerne har villet som individer, har passet meget godt sammen.

B: – Jeg havde egentlig altid troet, at jeg skulle arbejde i en bank. Det gjorde begge mine forældre, dengang de mødte hinanden. Men efter et åbent hus på økonomi på KU kunne jeg mærke, at det ikke lige var mig. I stedet tog jeg til åbent hus på CBS, og særligt HA Almen lød spændende, for her var der stadig en del matematik og erhvervsøkonomi, men samtidig lidt mere strategi og markedsføring. Efter min bachelor valgte jeg Business Economics med fokus på Brand & Communication på CBS. Det var også virkelig spændende. Jeg synes i det hele taget, der er så mange spændende muligheder, når det kommer til uddannelse, og så mange ting, jeg kunne tænke mig at arbejde med, så for mig har det været kunsten at begrænse mig. Der er så mange veje, man kunne gå, så jeg synes, det har været så svært at skulle vælge en retning og så lukke andre døre. Hver gang jeg hører, hvad andre studerer, får jeg lyst til også at prøve det.

N: – Helt klart. Jeg synes, det er en gave ved at have gået på CBS, at det er en meget bred uddannelse, som forhåbentlig gerne skulle åbne en masse døre. Umiddelbart efter min gymnasietid troede jeg selv, at jeg skulle i Forsvaret for at gøre karriere. Der er mange af vores venner fra Herlufsholm, der har taget en militær uddannelse bagefter. Vi gik allesammen og havde en forestilling om, hvad det var, men i princippet ved man det ikke, før man prøver det hver dag fem dage om ugen. Jeg nåede at få en masse læring derfra, ikke kun fagligt, men mest af alt menneskeligt, men jeg måtte også erfare, at det ikke er noget for alle. Det var i hvert fald ikke den rigtige hylde for mig. Det er jo et fuldstændig fremmed univers sammenlignet med alt andet, og det er svært på forhånd at vide, hvad man går ind til. Jeg var samtidig privilegeret – eller heldig – at jeg lige var begyndt at dyrke min modelkarriere, og det endte i sidste ende med at trække mig i en helt anden retning, for det var noget, jeg virkelig ønskede at fortsætte med. Militæret viste sig ikke at være noget for mig. Jeg manglede det kreative, som jeg i stedet har fundet i modebranchen. Selvom jeg måske ikke sidder i det mest kreative aspekt af branchen som ham, der syer de forskellige designs, er jeg en del af hele den kreative proces, hvor alle har et fælles mål. Det er en sindssygt spændende industri med spændende mennesker og spændende virksomheder. Jeg har ofte i min modelkarriere begået mig i et meget internationalt miljø, og jeg elsker at møde nye mennesker og nye kulturer og få helt andre perspektiver på tingene. Det har jeg virkelig været glad for, at jeg har kunnet.

Foto: Marco van Rijt

B: – Mens vi begge to studerede på CBS, havde vi et halvt år sammen i Paris. Her nåede vi også at føle os godt hjemme. Jeg havde været der et halvt år tidligere, hvor jeg også læste, så jeg syntes, det var hyggeligt at komme tilbage.

N: – Min originale plan var faktisk, at jeg skulle på udveksling til Hongkong. Men det blev der jo spændt ben for med en global pandemi. I stedet tog jeg til Paris med Benedikte.

B: – Ja, jeg havde søgt Paris sammen med to af vores venner fra Herlufsholm. Men så passede det med, at det var et af de steder, du stadig kunne nå at søge, hvor de ikke havde lukket for ansøgningsfristen endnu. Sådan faldt det i hak. Vi boede begge to i Le Marais-kvarteret, som vi elsker. Det er et af de gamle studiekvarterer, så det er meget unge mennesker, der bor der. Det er hipt med masser af gode caféer, restauranter og musik i gaden.

N: – Det er også et meget kunstnerisk område med virkelig gode gallerier. Det er en meget tætbebygget del af Paris, så det er også virkelig storbylivet, og det hele er samtidig meget hipt og sådan lidt Vesterbro-agtigt på en eller anden måde. Men der er ikke det, jeg ikke elsker ved Paris. Det er en fantastisk by at være og bo i. Det er endnu et af vores eventyr, som vi har været glade for.

B: – Vi er et godt makkerpar. Det er en prioritet for os at kigge på, hvad vi godt kunne tænke os som par. Lige nu vil vi begge to gerne udforske Australien, og herefter må vi se på, hvad der så skal ske. Der er ingen fremtidsplaner, der er skrevet i sten. Vi kommer til at se på, hvad vi begge to ønsker i fællesskab.

“Vi er nok et godt makkerpar, fordi vi har mange af de samme værdier. Vi har bare nogle gange forskellige måder at komme dertil på”

Benedikte Thoustrup

N: – Samtidig er vi også meget forskellige på mange punkter.

B: – Ja, især når det kommer til struktur og impulsivitet. Du er virkelig impulsiv.

N: – Jeg elsker impulsive planer.

B: – Og jeg elsker planer, struktur og kalendere.

N: – Jeg kan godt lide at have fleksibilitet og frihed.

B: – Det fungerer jeg ikke altid så godt i.

N: – Bare tag interviewet her. Det blev meget impulsivt aftalt, men jeg synes bare, det er fedt, at vi ikke ved, hvor vi er om en uges tid.

B: – Jeg kan godt lide at vide, hvad jeg skal, så jeg føler, at jeg kan komme forberedt til tingene og yde mit bedste. Jeg hader også spildtid. Jeg vil gerne have min dagligdag struktureret i bokse, så man får mest muligt ud af sine timer i døgnet. Det elsker jeg. Det gør Nikolai jo også, men han er også lidt bedre til at tage det, som det kommer, og være rolig i, at han ikke altid ved, hvad der skal ske.

N: – Ja, sådan har jeg nok altid haft det. Jeg nyder friheden og uvisheden i, hvad jeg laver. Det er man også nødt til som model, for det er meget sådan noget med, at man pludselig skal flyve til New York dagen efter. Nogle gange må jeg skuffe min omgangskreds ved at sige, at jeg simpelthen ikke kan deltage i en bestemt fødselsdag, fordi jeg skal på arbejde i Milano.

B: – Jeg har altid været meget struktureret og perfektionistisk. Jeg elsker skemaer, og når tingene er tilrettelagt – og når jeg ved, hvad jeg kan forvente af folk. Hvis jeg har en aftale kl. 12, så er jeg der senest fem minutter i 12.

N: – Jeg er da også meget punktlig.

B: – Ja ja, det var ikke dig, jeg mente. Vi er nok et godt makkerpar, fordi vi har mange af de samme værdier. Vi har bare nogle gange forskellige måder at komme dertil på.

Foto: Marco van Rijt
Foto: Marco van Rijt

Fremtidsdrømme

BENEDIKTE: – De første mange år tænkte jeg egentlig slet ikke over, at der var særlig mediebevågenhed. Du havde ikke sociale medier, og jeg havde en privat Instagram, hvor jeg ikke delte noget fra vores forhold. Sådan var det de første fem år. Så det var faktisk kun i enkelte situationer, f.eks. da vi blev studenter, hvor der var en vis opmærksomhed.

GREVE NIKOLAI: – Det har været vigtigt for os begge to at kunne holde det så privat, som vi selv ønskede. Det har folk været rigtig gode til at respektere, indtil vi selv var klar til at åbne det mere op for offentligheden.

B: – Jeg føler, det er blevet en mere naturlig del af det, vi gør. Også fordi Nikolai kom på sociale medier og begyndte at dele mere ud af sit liv, og i og med at vi laver så mange ting sammen, gav det sig selv. Jeg synes, vi oplever så mange cool ting. Vi elsker at rejse sammen. Jeg har været heldig at være med til nogle af de modeshows, du går. Der er situationer, hvor det hele bare er spændende, og hvor man har lyst til at hive mobilen frem og dele det med andre. Men vi prøver stadig at værne om vores privatliv. Jeg tror ikke, at folk ved særlig meget om min familie eller eksempelvis ved, hvad din livret er, og den slags. Det er ikke, fordi vi sidder og deler, hvad vi spiser til aftensmad hver aften. Vi deler mere i glimt, når vi er ude at opleve spændende ting, som vi tænker, at andre ville synes, var sjovt at følge med i.

N: – Jeg føler faktisk, at jeg i hele min tilværelse – selvfølgelig med respekt for mit ophav – har kunnet gøre, hvad jeg har haft lyst til. Jeg er min egen person, og jeg kan godt lide at gå min egen vej.

“Jeg er nok blevet opdraget af mine forældre til at være meget ambitiøs. Min far er født og opvokset på Venø, hvor han nærmest ikke engang fik nogen uddannelse, fordi han måtte hjælpe min farfar, som var kartoffelavler”

Benedikte

B: – Jeg har heller aldrig haft en fornemmelse af, at folk følger med i de beslutninger, jeg tager. Så hvis der er et pres, så er det mere et pres, jeg skaber inde i mig selv. Det er presset for at leve op til mine egne visioner og drømme. Jeg er nok blevet opdraget af mine forældre til at være meget ambitiøs. Min far er født og opvokset på Venø, hvor han nærmest ikke engang fik nogen uddannelse, fordi han måtte hjælpe min farfar, som var kartoffelavler. Så det har været vigtigt for ham at knokle for tingene. Han arbejder stadig i dag, selvom han lige er fyldt 76 år. Han er af den holdning, at man skal have nogle ambitioner og få noget ud af livet og lade være med at sjuske med tingene. Man kan lige så godt gøre det ordentligt for at nå så langt, som det overhovedet er muligt, for at udnytte sit eget potentiale.

N: – Vi prøver at være meget åbne med fremtiden. Vi lægger ikke en fast femårsplan eller tiårsplan, som vi følger, for når jeg skal forestille mig, hvor jeg er om ti år, så kan jeg ikke lade være med at kigge ti år tilbage og tænke over, hvor meget der er sket i den periode, som jeg overhovedet ikke havde forestillet mig. Derfor tænker jeg heller ikke, at jeg på nogen som helst måde kan forudsige, hvordan de næste ti år vil komme til at være. Vi prøver mere at tage det, som det kommer, og gribe de muligheder, der dukker op undervejs, og så må vi se, hvor det fører os hen. Vi ved bare, at vi håber at kunne rejse en masse, for det er helt sikkert vores store fælles passion.

“Jeg har endnu ikke haft Benedikte med, men jeg håber på et tidspunkt at kunne vise hende byen. Jeg glæder mig, til den dag kommer”

Greve Nikolai

B: – Jeg gad vildt godt bo i New York på et tidspunkt. Jeg ved ikke, om muligheden opstår, men jeg synes bare, det er en magisk by, og jeg kunne godt tænke mig at komme tilbage – måske for at arbejde i et eller to år.

N: – Jeg har selvfølgelig også et særligt forhold til Hongkong, i kraft af at min mor er født i landet. Jeg har stadig familie der, og jeg er kommet der meget som barn, så jeg har fået det ind under huden og måske på et lidt mere lokalt plan, end hvis man bare var der som turist. Det gør bare noget, at man har familie i et andet land. Det har givet mig et helt særligt tilknytningsforhold til byen, og jeg føler mig nærmest som halvt lokal. Jeg har endnu ikke haft Benedikte med, men jeg håber på et tidspunkt at kunne vise hende byen. Jeg glæder mig, til den dag kommer. Men det er også vigtigt at understrege, at Danmark altid er vores base. Det er fra det udgangspunkt, at vi rejser ud i verden, men København og Danmark vil altid være der, hvor vi vil vende tilbage til.

Foto: Marco van Rijt
Læs ogå

Greve Nikolai & Benedikte Thoustrup: “Det er der, vores forhold er sprunget ud fra, så jeg tror altid, at vi vil se tilbage på hele den tid med et positivt sind”