Identitet

Filmaktuelle Olivia Joof Lewerissa: “Hvis de arbejdsløse perioder gør, at du mister troen på dig selv, så går castings også lidt dårligere”

- 26/10/2023

Skuespilleren er aktuel med den danske biograffilm 'Hygge!', der tager livtag med den til tider forcerede familiehygge, og komikken, der kan opstå, når facaden sprækker. Vi har taget en snak med hende om begrebet hygge, hendes egen familie og karrieren, som den ser ud netop nu.

Du er biografaktuel i filmen Hygge! – et ord, der jo er blevet synonym med den danske kultur – hvad betyder ordet for dig?
“Det har i mange år været et lidt triggering ord, fordi jeg altid synes, at det er underligt at planlægge. Jeg har selv svært ved at planlægge, hvornår noget skal være hyggeligt. Det er, for mig, noget der opstår. Vind og vejr og stjerner står rigtigt, og så måske en rigtig god sofa, et vattæppe og en kop the.”

Foto: Christian Geisnæs/Snowglobe

Filmen handler blandt andet om familiens nære relationer og de hemmeligheder, der bliver fejet under gulvtæppet. Er det noget, du selv kan genkende?
“Ja, selvfølgelig. Men jeg føler også, det er en generationsting. Bedsteforældrene fortrængte og dulmede og benægtede. Mine forældre gjorde op med det. Så jeg er selv vokset op ret ærligt og filterløst. Meget snak om følelser og et ønske om bevidsthed. Men jeg øver mig også i, at følelser ikke altid skal bestemme. De skal også bare observeres.”

Olivia Joof Lewerissa

  • Født i 1988
  • Uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i 2019
  • Spiller rollen som Erica i den danske film ‘Hygge!’ af Dagur Kári, der har biografpremiere d. 26. oktober
  • Har tidligere medvirket i blandt andet tv-serierne ‘Skruk’, ‘Perfekte Steder’ og ‘DNA’
  • Datter af skuespiller og instruktør Hella Joof og skuespiller Runi Lewerissa

Ser du nogle ligheder mellem dig selv og din rolle i filmen?
“Erica er selvfølgelig i en situation, der er fuldstændig absurd. Hun er i sorg og i chok. Men det gør også, at hun på en måde har mere perspektiv på alting. Og et eller andet sted er der ikke så meget at opretholde. Og derfor opstår der en ironisk distance til alle situationer, fordi det virker komisk med al det drama og de blokeringer, menneskene omkring hende er drevet af. Det virker jo latterligt i forhold til liv og død. Den følelse kender jeg godt.”

Foto: Sofie Barfoed

Plottet tager også livtag med det moderne menneskes jagt på lykke – og den velkendte frygt for, at græsset altid er lidt grønnere på den anden side. Hvordan tackler du selv det livsvilkår?
“Jeg føler, jeg har lært ikke at se sådan på livet. Vi har alle forskellige udgangspunkter i forhold til klasse, hudfarve og så videre. Jeg gør mit allerbedste og håber på, at folk opfører sig ordentligt og lever med en bevidsthed om alle deres privilegier og dem, de ikke har. Vi skal være generøse og være glade, når det går andre godt. Og være glade for det, der er vores. Og vi skal dele.”

“Jeg tror, man lykkedes som skuespiller, hvis man bliver ved med at være nysgerrig og bliver ved med at tage stilling til verden.”

Din karriere har virkelig taget fart de seneste år med en række prominente roller i både tv-serier og film – hvad er nøglen til at lykkedes som skuespiller?
“Jeg tror, man lykkedes som skuespiller, hvis man bliver ved med at være nysgerrig og bliver ved med at tage stilling til verden og de karakterer og historier, man vælger at være formidler af. Og så skal man være kritisk og turde sige nej. Men jeg tror også, man skal hvile i, når der sker meget, og når der sker lidt. Hvis de arbejdsløse perioder gør, at du mister troen på dig selv, så går castings også lidt dårligere. Da jeg begyndte at slappe af i at blive valgt fra og til, begyndte det at gå mig bedre. Og hvis man i en periode bliver nødt til at supplere det op med noget andet, så skal man gøre det. Forfængeligheden skal ud. Og så skal man være sød og tale pænt til folk. Også selv om man er træt og ked af det. Og tilgive når andre ikke gør det. ”

Er der nogle særlige leveråd, du lever efter?
“Tal om dine tabuer, og tag alt det, du skammer dig op i lyset, så det ikke går udover dine elskede, og dem du møder på din vej. Og få tjekket dit mikrobiom.”

Hvilken rolle drømmer du om at få lov at spille?
“Noget meget animeret. Måske overjordisk væsen. Eller noget på vers.”

Læs ogå

Filmaktuelle Alice Bier Zandén: ”Der ligger en større frigørelse i at vælge det, man elsker, end at vælge i protest mod sine forældre”

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.