Identitet

DJ og performer Anira Orlando: “Siden jeg kan huske, har jeg følt mig som Anira og ikke Anir”

- 15/08/2023

Anira Orlando pakkede sine kufferter og tog til London som 20-årig. Her blev hun Anira. Det var lykkeligt
livsforandrende, men havde også omkostninger. Og i dag kan hun spotte en ’hater’ på så få sekunder, at hun
”burde få job som ansigtslæser i FBI”.

Hvilke pronominer bruger du?
“Hun/hende/hendes. Jeg er en femme fatale, der tilfældigvis er født som dreng. Personligt ville jeg elske en verden uden behov for at sætte mennesker i bås med pronominer. Den kønsopdelte rollefordeling har ”literally” aldrig passet for mig. Jeg er en transkvinde, men jeg har det bedre med queer. Det er mere flydende. Men jeg forstår godt, at pronominer som de, den og hen kan være vigtige for nonbinære.”

Anira Orlando

  • 28 år
  • Er dj, performer og it-girl
  • Bor i Sydhavnen i København 
  • Følg hende på @sinfohme

Hvor er du vokset op?
“I Aarhus. I et ikke supertroende marokkansk hjem, men de kulturelle normer og regelsæt var til stede. Lige siden jeg kan huske, har jeg følt mig som Anira og ikke Anir, men jeg blev nødt til at finde en måde at indordne mig.
Være femme uden at provokere. Jeg stylede mig i feminint vintagetøj – og slap på den måde for at klæde mig i
drengemærker som Solid. Det var pigerne, jeg klikkede med. De beskyttede mig, jeg var ”the it-girl” og omringet
af en inspirerende energi – de elskede min stil og mit mod. Men jeg levede et dobbeltliv. Det var svært at forsøge at passe ind uden at miste sig selv. Jeg gemte tøj hos veninderne og en crop-top under hovedtrappen derhjemme,
så mine forældre ikke så mig i den, når jeg gik i skole. Og det var ikke den eneste ”headache”. Der var
drenge med anden etnisk baggrund fra andre boligområder, som var ubehagelige og truende, og jeg begyndte
at tage omveje til skole for ikke at møde dem. Aarhus var ikke til Anira – og Anira var ikke til Aarhus. Det blev
mere og mere ”obvious”.”

Hvad gjorde du så?
“Som tyveårig pakkede jeg mine kufferter og tog til London. Det blev mit livsforandrende ”fairy tale”. Her foldede jeg mig ud og blendede ind med femmes og queers. Det mest ”amazing” kvindekollektiv Pussy Palace åbnede døren for mig. Her var der rum for min transition: ”Do you, be you, and don’t give a fuck”. De havde skabt et Studio 69 univers for queers of colour med plads til at feste uden at blive gramset på og helt befriet for ”dickass-energy” og ”slutshaming”. Jeg var sluppet væk fra den heteronormative virkelighed, som min familie også repræsenterede. Jeg levede min drøm og var sammen med ligesindede og følsomme ”souls”. Jeg blev Anira.”

“Jeg levede et dobbeltliv. Det var svært at forsøge at passe ind uden at miste sig selv.”

Hvilke omkostninger har det haft?
“At jeg ikke har set min familie siden 2015. I det marokkanske miljø er det ikke accepteret at være transkønnet, kropspositiv og ekspressiv. Ikke ”suitable”. Og en stille og rolig kvinde bliver jeg aldrig! De cuttede mig ikke af
– men vi mistede kontakten. Det har været smertefuldt, men jeg tror, det var nødvendigt for, at jeg kunne blive mig selv. ”On a positive note” – de sidste måneder har jeg været i kontakt med min storesøster: ”Mor vil gerne se dig,” siger hun. Det har vakt store følelser i mig. Jeg er snart klar til at ”reconnecte”, for jeg savner hende, mine fire søskende – og også min far. Han er på mange måder en inspiration: viljestærk og begavet. Han kom fra fattigdom og skabte et hjem i Danmark. Blev uddannet fysioterapeut – og arbejdede så hårdt, at han også fik råd til at bygge et hus ved havet i Marokko. Jeg håber, at vi alle snart kan samles der – og finde fred og kærlighed.”

Hvad er queer for dig?
“At være autentisk. Ikke blive sat i en kasse. Være fri og ”sassy”. ”Accept, flower and all that jazz!”.

Hvordan er dit liv i dag?
“Jeg er lige flyttet i lejlighed. For første gang har jeg min helt egen. Wauw … på fjerde sal, lys og med to værelser. Jeg er i gang med at indrette et fantastisk univers med fjer, planter, tøjstativer og smukke ting. Jeg føler mig så ”blessed’” Er begyndt i terapi, spiser sundt og er i balance med mig selv igen efter en periode med lidt for meget
fest og farve. Jeg elsker at ”dresse up” og se ”cute” ud. Det giver mig power og selvtillid. Men det er jo også et skjold, en beskyttelse. Uden er jeg mere sårbar. Jeg øver mig i også at vise den side. Tage mindre makeup på og slappe af i min naturlige femininitet.”

Har din kønsidentitet påvirket den måde, du møder verden på?
“Ja. Jeg bliver dømt som queerperson, fordi jeg er meget åbenlys i mit udtryk. Det giver bagslag, når jeg for eksempel søger jobs. Folk synes, at jeg er for meget – og jeg oplever, at mange cis-personer er besatte af, at andre skiller sig ud. Den måde, jeg klæder og udtrykker mig på, larmer. Men det er ikke et show. Det er bare mig, og den jeg er. På den anden side bliver jeg også kontaktet af andre transkvinder, som siger, at jeg giver dem mod til selv at folde sig ud. De værdsætter, at jeg er så åben. Det er jo fantastisk.”

Er der personer, der har inspireret dig?
“Marsha P. Johnson, der kæmpede for homoseksuelle og transpersoners rettigheder i USA fra 1960’erne og frem til sin død i 1992. Hun var en af de første brune transkvinder, der fik betydning for mig. Og selvfølgelig Pussy Palace, alle de ”black femmes”, der er blevet mine søstre. I det hele taget … ”All my sisters out there – I’m not the only one”.

“Personligt ville jeg elske en verden uden behov for at sætte mennesker i bås med pronominer.”

Hvad læser, lytter, ser du for tiden?
“Jeg er en ”sucker” for realityshows som ‘The Real Housewives of Beverly Hill’. Jeg gamer adventurespillet ‘Mobil Legends’ – heltinderne vinder – og så hører jeg vildt meget musik. ’Closer’ med Goapeleog ’Rain’ med SWV kan jeg lytte til igen og igen; ”Love & Smooth Rhythm”.

Hvilken betydning har Pride Parade for dig?
“Det er vores dag. Måske fylder heteroer og virksomheder for meget, men det er en hyldest og påmindelse om hvor langt, vi trods alt er kommet. Jeg er ”basically just positive”.

Hvad gør du selv for at skabe inklusion og åbenhed?
“Jeg er en walk-in-invitation til åbenhed. ”Look at me!” Jeg skjuler mig ikke – hverken på gaden eller Instagram. Jeg tør være og bære mig selv.”

“Queers er hverken underholdning eller accessoires”

Hvilke misforståelser møder du i forhold til at være queer transkvinde?
“Hvad du har mellem dine ben og din sjæl kommer ikke hånd i hånd. Kvinder kan komme i forskellige former. Og det kommer ikke andre ved, hvad der gemmer sig mellem mine ben. Husk, at der er forskel på mig på Instagram og ude i virkeligheden. Folk kan have en forventning om, at jeg altid er den her überseksuelle ”sassy” kvinde med lange negle og stiletter. Så møder de mig – og jeg er stille og rolig. Med en cap på og oversize T-shirt. Men det er også en del af mig.”

Hvad ville du ønske, alle der tilhører majoriteten vidste, så de blev bedre allierede?
“Alle mennesker går igennem svære oplevelser. Men når man, som jeg er transkvinde og brun, så er det dobbelt så hårdt. Egentlig er det meget ”basic”: Vær god mod andre. Vis respekt. Det, som vil såre dig, vil også såre mig. Lad os sammen skabe en smuk verden, hvor der er plads til alle.”

Må heteroseksuelle cispersoner gerne hænge ud på queer-barer/-spots, eller skal I have dem for jer selv?
”Mixed feelings” … selvfølgelig skal der være queer-steder, hvor alle må være med. Men der er også brug for klubber, hvor minoriteter kan være i fred. Hvor vi ikke skal opleve at blive fejlkønnet. Hvor vi er på bølgelængde – hvor vi kan samtale, være skrøbelige, festlige og trygge. For hele verden er ikke vores østers.”

Fortæl om en smuk oplevelse i det offentlige rum?
“Når fremmede mennesker på gaden anerkender mig og kan se, at jeg også er en ”lovely person”. At jeg ikke gør noget ’forkert’. Når de siger, at jeg er inspirerende, og det er der heldigvis også heteroseksuelle, som gør. Det er rart af vide, hvorfor mennesker kigger. At det er et kærligt blik. Der er et par regler; smil altid med dine øjne – og lad være med at glo!”

“Selvfølgelig skal der være queer-steder, hvor alle må være med. Men der er også brug for klubber, hvor minoriteter kan være i fred.”

Har du også oplevet det modsatte?
“Ja …. at blive grinet af. Gloet på. Råbt efter. Og jeg kan fornemme det med det samme. Jeg er blevet så hurtig en ansigtslæser, at jeg burde få job i FBI. Men jeg er blevet bedre til at stå op for mig selv – og samtidig forsøger jeg at bevare min gode energi. Det kan være udmattende, og derfor er der også mange queers, der mister selvtilliden og gemmer sig. Men vi bliver nødt til at tage kampen op, for ellers tror de idioter, at det er okay at opføre sig respektløst overfor andre mennesker. Desværre kan ciskvinder også være grænseoverskridende. De skal lære, at når de ikke ’stepper’ op for os, eller når de føler, at der er en slags konkurrence om deres mænd, så udskammer de ikke bare os – men også dem. De skal acceptere, at der er mænd, som synes, at en transkvinde er smuk og tiltrækkende. Cis-kvinder elsker at være allierede, når de skal være woke og drikke cosmopolitans med deres bøsse- og transveninder. Men girls …queers er hverken underholdning eller accessoires. Vi er ikke med i ’Sex and the City’. Mine veninder skal fighte min fight.”

Hvad drømmer du om for fremtiden?
“At være glad. Skabe kreative universer. Få flere dj-jobs i udlandet. ”I wanna do fabulous things!” Jeg er for nylig kommet ud af et tre år langt forhold til en skøn mand. Og vi har formået at bevare vores venskab. Og derude i fremtiden ved jeg, at der findes én, som er klar til et stærkt og kærligt forhold. Som kan værdsætte den kvinde, jeg er. Jeg drømmer også om en verden, hvor smukke venskaber og familiebånd ikke bliver ødelagt på grund af seksualitet, etnicitet og religion.”

Hvilke råd vil du give andre?
“Lad være med at stresse. En transition er en rejse. Du må ikke miste håbet og fjern dig fra mennesker, der ikke støtter dig. ”Life is so fucking short!” Lad det blomstre.”

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Kunststuderende Noah Umur Kanber: “Jeg venter stadig på, at systemet godkender min eksistens som transperson”