Anja Blinkenberg har opdraget sine sønner med streng hånd – ”militærmor” kalder hendes sønner, Emil og Albert Blinkenberg, hende – med det formål at skabe to gentlemen. Mænd, der kan opføre sig ordentligt og behandle andre mennesker godt. Værdighed og respekt er nøgleværdier i familien Blinkenberg, der her mødes i en samtale om at opdrage og forme sine børn – og om hvad børnene så egentlig tager til sig.
Hvordan kan man som mor forme sine drenge til at blive gode og velopdragne voksne mænd? Det har vi spurgt tre kvinder om, der har dét til fælles, at de har opdraget en hel del drenge. Med tre vidt forskellige udgangspunkter og opdragelsessyn deler Anja Blinkenberg, Mette Kjær og Raida Zaytoon deres tanker om, hvad der har været det vigtigste for dem at give videre til deres sønner – og om, hvad deres drenge har arvet og ikke har villet tage til sig. Her får du Anja Blinkenberg og sønnerne Emil og Albert Blinkenbergs historie.
Blå bog
Anja Blinkenberg, formgiver, 63 år. Født og opvokset i Søllerød. Arbejder freelance som formgiver og designer. Bor i Charlottenlund.
Emil Blinkenberg, møbelsnedker og medejer af Blinkenberg Møbelsnedkeri, 31 år. Født og opvokset i Søllerød. Uddannet møbelsnedker. Bor i Ordrup.
Albert Blinkenberg, møbelsnedker og medejer af Blinkenberg Møbelsnedkeri, 31 år. Født og opvokset i Søllerød. Uddannet møbelsnedker. Bor i Hellerup.
Hvilken mor har du været?
Anja: Jeg tror, jeg har været en ret skrap mor.
Emil: Mega.
Anja: Jeg har forsøgt at lære mine sønner nogle stærke værdier. For eksempel: Hvis man melder sig til noget – en sport eller en aktivitet – så gennemfører man. Man kan ikke bare stoppe efter to måneder, fordi man ikke gider mere. For mig handler det om ansvar og respekt for det, man har forpligtet sig til.
Albert: Den skraphed, som måske føltes hård i øjeblikket, var egentlig en gave. Den gjorde os stærkere. Der er mange i dag, der hurtigt giver op – især når det kommer til træning og udfordringer. Men dengang var det ikke noget, vi kunne slippe for. Vi blev presset – på en god måde, altid med kærlighed. For at gøre os stærkere. Det kan jeg se i dag.
Emil: Vi blev presset til hockey, men også med vores skolearbejde. Selvom vi var dårlige i skolen og egentlig slet ikke gad gå der – vi ville bare bo i en hockeyhal – så blev vi alligevel presset. Også selvom det var hårdt for os. Og når vi ser på flere af vores venner, som måske havde lidt friere tøjler, så tror jeg faktisk, at det pres, vi fik, har givet os noget vigtigt. Noget, der stadig følger os i dag. Vi fik aldrig muligheden for at give op.
““Hvis du redder din seng om morgenen, så har du i det mindste løst én opgave i løbet af dagen. Og hvis alt andet går galt, så har du stadig dét, der lykkedes.””
Anja: Er det noget, du vil tage med videre, når du får børn?
Emil: Ja, helt klart. Jeg vil også presse dem. Den glæde og styrke, jeg har fået af at blive presset – i stedet for bare at give op – den har båret mig igennem hele min hockeykarriere. Den driver også vores virksomhed i dag. Og hverdagen generelt. Det der med, at uanset hvor hårdt det er, så giver man ikke op. Man gør det færdigt. Hvis man går ind i noget, så går man ind for at vinde. For at blive den bedste til det, man laver.
Albert: Da vi spillede Hockey, så vi mange motivationsvideoer på YouTube, særligt med en tidligere NavySEAL, der sagde: “Hvis du redder din seng om morgenen, så har du i det mindste løst én opgave i løbet af dagen. Og hvis alt andet går galt, så har du stadig dét, der lykkedes.” Det giver følelsen af at have styr på noget. Vi har altid fået at vide af mor, at vi skulle rede vores senge. Så det gjorde vi. Også på hockeyture. De andre drenge grinede lidt af os, men for os var det naturligt.
Og det er dét, der hjælper os i dag – både på arbejdet og i livet. De der små ting, som måske virker ligegyldige, men som faktisk betyder noget. Fordi de bliver et fundament. Noget, der fungerer, når alt andet er kaos.
“Emils chef på hans læreplads sagde til ham: “Du holder ikke til det her. Det bliver for hårdt. Alle mine lærlinge stopper.” Og Emil svarede bare: “Så har du ikke mødt min mor.” Og det gør mig så stolt”
Anja: Emils chef på hans læreplads sagde til ham: “Du holder ikke til det her. Det bliver for hårdt. Alle mine lærlinge stopper.” Og Emil svarede bare: “Så har du ikke mødt min mor.” Og det gør mig så stolt.
Emil: Man bliver ikke så let skræmt, når man er vokset op med en hård – men kærlig – mor. Jeg var den eneste lærling, der fik en fuld uddannelse. Jeg fik egen firmabil. Jeg var der i tre et halvt år og endte med at få en medalje hos dronningen. Når nogen fortæller mig, at jeg ikke kan, så skal jeg virkeligvise dem.
Albert: Der var måske lidt mange regler derhjemme … Vi fik ikke engang lov til at cykle i skole, selv om vi boede 500 meter derfra. Vi fik at vide, at det var for farligt.
Anja: Det er én af de ting, jeg gerne ville have undladt at give videre. For det var jo mit eget ubehag, som jeg ubevidst har givet videre til jer. Det har med mine egne børneoplevelser at gøre. Jeg gik i skole med to, der blev slået ihjel i trafikken netop på den vej, I skulle krydse. Det satte sig i mig. Jeg burde have bearbejdet det, så det ikke blev overført til jer. Men det gjorde jeg ikke.
Emil: Ja, det har smittet, og det er da ikke altid superfedt. Jeg mærker selv ubehaget og de urolige tanker en gang imellem. Hvis vi ikke hører fra hinanden, når vi burde, så tænker jeg ofte det værste. Og stadig den dag i dag, hvis vi har været i byen hver for sig, så sender vi altid hinanden en besked, når vi er hjemme. Også til lillemor.
Anja: Men I har sørme også gjort, som det passer jer.
Albert: Ja, vi måtte ikke få tatoveringer, og det var også farligt at gå i byen – vi ville blive stukket ned. Der har vi så ikke hørt efter …
Anja: I har vist haft jeres byture … Jeg har aldrig selv været fuld, så jeg havde ingen erfaring med alkohol. Det var ikke altid nemt at være alene med to teenagedrenge (Anja blev skilt, red.) og skulle hente en søn – eller to – man ikke kunne få kontakt med, fordi han havde drukket 12 shots og en halv flaske tequila med hockeydrengene. Skal jeg køre dem på hospitalet? Skal jeg køre dem hjem? Hvad gør jeg? Der kom jeg virkelig i stormvejr – også i mig selv.
“Min eksmand var noget helt andet. En mandmand – han holdt døren, trak stolen ud og bar min pose. Og det kunne jeg rigtig godt lide. Det var anderledes end det, jeg kom fra. Det er måske derfor, jeg har lagt vægt på, at mine sønner også fik nogle af de værdier med. Det har betydet meget for mig, at de blev velopdragne og respektfulde unge mænd med en evne til at fornemme, hvad der foregår omkring dem”
Anja, hvad har været vigtigt for dig at give videre til Albert og Emil?
Anja: Jeg er vokset op i en slags hippiefamilie uden regler og faste rammer, men samtidig var min mor fra Nordjylland og opdraget ekstremt regelfast. En lidt pudsig blanding. Min eksmand var noget helt andet. En mandmand – han holdt døren, trak stolen ud og bar min pose. Og det kunne jeg rigtig godt lide. Det var anderledes end det, jeg kom fra. Det er måske derfor, jeg har lagt vægt på, at mine sønner også fik nogle af de værdier med. Det har betydet meget for mig, at de blev velopdragne og respektfulde unge mænd med en evne til at fornemme, hvad der foregår omkring dem.
De grundlæggende værdier, jeg har forsøgt at give videre, handler om medmenneskelighed og næstekærlighed. At opføre sig ordentligt, kunne se sig selv i spejlet, være gode mennesker; gode venner, gode partnere – og gode mænd. Værdighed. Ordentlighed. Respekt. De tre ord dækker alt det, jeg har forsøgt at give videre. Uanset hvad man står i her i livet – om det er kærlighed, arbejde, venskaber – så kommer man i min optik rigtig langt med de værdier.
Det har også været vigtigt for mig at give min egen kærlighed til håndværk videre. Det at kunne skabe og forme noget med sine egne hænder. Min eksmand var på ingen måde kreativ eller handy, så det blev min opgave at give drengene noget, jeg selv havde lært i min barndom, hvor vi blev presset til at være praktiske og bygge, save og være i værkstedet med min morfar. Jeg er vokset op med arkitekttegnede møbler og kultur- og arkitekturhistorie. Det at kunne tale flere sprog, være kulturel dannet og vidende.
“Samtidig må jeg også sige, at jeg elsker de traditionelle kønsroller. Det har aldrig handlet om at afvise dem – tværtimod. Jeg ville gerne forme to gentlemen. Men også to drenge, der både kunne være stærke og følsomme. Velopdragne, respektfulde og åbne. Mænd, der forstår at drage både ansvar og omsorg”
Albert: Du holdt billedkunstskoler for piger, hvor vi blev tvunget til at tage med.
Emil: Jeg kan ikke huske det så godt, for at være ærlig, men det har sikkert været fint. Vi var så fulde af krudt dengang, at det var lige meget, hvad vi lavede, bare der skete noget.
Anja: Jeg prøvede at tilpasse skolerne efter, at I var med. Så alle pigerne fik lov til at save, bore og hamre. Vi byggede skulpturer af skrald, vi fandt i skoven og på stranden. Det var ikke ligefrem typisk pigeskole i begyndelsen af 00’erne. Samtidig må jeg også sige, at jeg elsker de traditionelle kønsroller. Det har aldrig handlet om at afvise dem – tværtimod. Jeg ville gerne forme to gentlemen. Men også to drenge, der både kunne være stærke og følsomme. Velopdragne, respektfulde og åbne. Mænd, der forstår at drage både ansvar og omsorg.
Jeg har egentlig aldrig haft en længsel efter at få piger, der kunne det samme som mig, jeg har mere haft et ønske om at have drenge, som kunne forstå, at livet også rummer andet end biler, fodbold og vægttræning. Jeg ville gerne brede viften ud og vise dem, at der er mange måder at være dreng – og mand – på. At det kreative, det æstetiske og det følsomme også hører til. Jeg husker tydeligt, da alle drengene i jeres klasse fik klippet karsehår, fordi en fodboldspiller – jeg tror, det var Schmeichel –havde fået det. Dengang havde I langt surferhår. Når man så sætter 15 fodboldspillere sammen med to surfere i én skoleklasse – hvad sker der så? Surferne bliver selvfølgelig udskammet. I flyttede skole tre gange.
“Vi har fået meget selvværd og selvtillid med hjemmefra. Det har virkelig været en grundsten. Det er nok også grunden til, at vi ikke klippede håret – selvom vi blev mobbet og måtte skifte skole flere gange. Vi har fået så meget kærlighed og anerkendelse hjemmefra, at det har båret os igennem”
Albert: Men vi klippede os aldrig.
Anja: Nej, men kunne jeg gøre det om, havde jeg klippet jer og gjort livet nemmere for jer.
Emil: Vi har fået meget selvværd og selvtillid med hjemmefra. Det har virkelig været en grundsten. Det er nok også grunden til, at vi ikke klippede håret – selvom vi blev mobbet og måtte skifte skole flere gange. Vi har fået så meget kærlighed og anerkendelse hjemmefra, at det har båret os igennem. Selvfølgelig var det ikke sjovt, men det har aldrig slået os ud. Andre ville nok have klippet håret og købt de der Kawasaki-sko, som alle gik med. Men det gjorde vi ikke – og det har ikke ødelagt os. Tværtimod. Vi havde så meget styrke med hjemmefra. Et selvværd og en tro på os selv, som var bygget solidt op. Det gjorde, at vi turde blive ved med at være os selv.
