Kunstnerisk leder af Tivoli Balletskole og tidligere solodanser på Det Kgl. Teater Kristoffer Dahl Sakurai om buddhistiske principper, sin yndlingsrestaurant og sart lysegul.
Blå bog
KRISTOFFER DAHL SAKURAI. 44 år. Kunstnerisk leder af Tivoli Balletskole og tidligere solodanser på Det Kgl. Teater. Bor i Taarbæk, nord for København med sin mand, Jack Dahl Sakurai, og parrets to hunde, Jackson og Marvin. Instagram @kristoffersakurai.
MIN FØRSTE KULTUROPLEVELSE står lyslevende i min erindring. Jeg var blot fire år gammel, da jeg oplevede Peter Schaufuss danse i Cirkusbygningen — dengang en af verdens største balletstjerner. Forestillingen var ikke kun en opvisning i teknisk mesterskab, men også en fortælling om, hvad det vil sige at være mandlig balletdanser. Det var mit første møde med scenekunsten, bevægelsens magi og den verden, der siden skulle blive min egen.
HVIS JEG IKKE LAVEDE DET, JEG LAVER I DAG, ville jeg højst sandsynligt arbejde med interiør og indretning — og gerne sammen med min mand, Jack. Jeg elsker at dykke ned og researche, finde de helt særlige items, der skaber stemning og nørde detaljer, der gør en forskel. For mig er indretning ikke bare at placere møbler i et rum, det er en kunstnerisk proces, hvor teksturer, former og lys spiller sammen for at skabe en følelse. Uanset om det er et hjem, til et photoshoot, en kampagne eller en bog, handler det altid om at iscenesætte en oplevelse, der føles både intuitiv og gennemtænkt.
Polaroidbilledet af Kristoffer, der danser, er det eneste af sin slags i hjemmet i Taarbæk. Dansk fylder det meste men ikke synligt.
DER ER MANGE GADGETS, DER ER SVÆRE AT LEVE UDEN – men måske endnu sundere at undvære. Vi lever i en tid, hvor telefoner og computere er blevet uundgåelige redskaber i vores hverdag, vores arbejde, vores virke. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at drømme mig tilbage til en tid, hvor det var den menneskelige relation, nærværet, der var det vigtigste. Teknologi forbinder os, men den skaber også afstand. Hvis jeg kunne vælge, ville min uundværlige “gadget” være noget langt mere analogt — en håndskreven note, en bog eller en samtale uden skærme imellem.
I DEN SIDSTE SMS, JEG SENDTE, STOD DER, JEG ELSKER DIG! — selvfølgelig i caps lock — og den var til min mand.
DEN BEDSTE GAVE JEG FOR NYLIG HAR GIVET, VAR et fotoværk af Jeannette Ehlers til min mand. Jeannette Ehlers er en anerkendt dansk-caribisk kunstner, født i 1973, der arbejder eksperimentelt med fotografi, video, installationer, skulptur og performance. Hendes kunstneriske praksis fokuserer på identitet, repræsentation og historieskrivning, især i relation til Danmarks kolonihistorie og dens eftervirkninger. Ved at vælge et værk af Jeannette Ehlers ønskede jeg at give min mand en gave, der ikke blot er æstetisk smuk, men også indholdsmæssigt betydningsfuld. Det afspejler min dybe respekt og empati for de historiske realiteter, hendes kunst belyser, og min forståelse for vigtigheden af at anerkende og reflektere over historien.
INSPIRATION FINDER JEG MANGE STEDER. Jeg kan finde den i en følelse, i en bog, i et kunstværk, eller når jeg besøger en udstilling. Jeg kan finde den i dans – både ballet, moderne dans og opera – i film, både de gamle og de nye. Men den største kilde til inspiration for mig kommer fra de børn og unge, jeg underviser på Tivoli Balletskole. Deres energi, deres gåpåmod og deres friske syn på verden er noget, jeg bliver dybt inspireret af. De har en unik måde at se på livet, og jeg tror, vi alle kan finde stor inspiration i at lytte til og forstå, hvordan de ser på verden og den fremtid, de ønsker at skabe.
MIT FORBILLEDE ER IKKE ÉN PERSON, men flere, der har haft stor indflydelse på, hvordan jeg ser verden. En af dem er Henning Kronstam, som var balletmester for Den Kongelige Ballet og balletskoleleder for Den Kongelige Teaters Balletskole. Han udstrålede en utrolig empati og venlighed, samtidig med at hans professionalisme var i en klasse for sig. Han var kunstner med stort K og havde en sjælden evne til at formidle ballettens kunst på en både empatisk og inspirerende måde. Derudover har min tidligere coach ved balletten, Ingrid Glindemann, som desværre er gået bort, også været et enormt forbillede for mig. Som enlig mor og balletpædagog havde hun en helt unik sans for mennesket, og det er netop det, der gør en stor pædagog – uanset om det handler om ballet eller ej. En stor pædagog er en, der virkelig ser mennesket, de arbejder med.
EN EGENSKAB, JEG SÆTTER STOR PRIS PÅ, er kindness. Den varme, venlighed og empati, der ligger i at møde andre mennesker med åbenhed og forståelse, er noget, der betyder utroligt meget for mig. Det er den stille, men stærke kraft, der binder os sammen og skaber relationer, der virkelig rører ved noget dybt i os.
Rolex-uret har en helt særlig betydning for Kristoffer, fordi han købte det til sig selv, da han stoppede som solodanser på Det Kongelige Teater.
MIN LIVRET ER SIMPELTHEN KAVIAR, helt kliché , men ikke bare kaviar, den skal serveres med en god klat 38% creme fraiche og et helt lyst stykke toastbrød, der er ristet til perfektion. Og selvfølgelig skal det skylles ned med et glas rigtig god champagne.
I MIT KØLESKAB ER DER ALTID grøntsager – og helst masser af dem! Som vegetar har jeg en ekstremt stor appetit på alle typer grøntsager, men især de grønne. Jeg elsker at eksperimentere med dem og lave alt fra friske salater til alle mulige retter. Madlavning er en af mine store glæder, og grøntsager er helt klart hjertet i mit køkken.
EN AF MINE YNDLINGSRESTAURANTER er Restaurant Tokyo på Vesterbrogade, Danmarks ældste japanske restaurant, der åbnede tilbage i 1960’erne. Den er stadig ejet af den samme ejer, en af min fars gamle venner, og jeg elsker alt ved den – maden, stemningen, det gamle interiør. Der er en helt særlig sjæl over stedet, og så laver han simpelthen fantastisk mad.
SKØNHEDSPRODUKTET, JEG VENDER TILBAGE TIL IGEN OG IGEN, er Dermalogicas fugtighedscreme. Fugt er nøglen til alt!
PÅ MIN ØNSKELISTE STÅR Loro Pianas Spagna-jakke i kashmir. Jeg elsker snittet, kvaliteten, det tidløse look – der er en renhed over den, som gør den helt perfekt. En dag håber jeg, den finder vej til mit klædeskab.
MIN PERSONLIGE STIL HAR ALTID VÆRET rodfæstet i en klassicistisk forkærlighed – en enkelhed, der rummer både kvalitet og modernitet. Jeg elsker tøj. Jeg elsker gode materialer, det vil sige materialer, der føles rigtig, falder smukt og ældes med ynde. Et godt snit. En præcision i proportioner. Noget, der er skabt med intention. Min stil har ændret sig gennem årene. Da jeg arbejdede i modebranchen, særligt som chefindkøber i Illum, var den mere i bevægelse – formet af sæsoner og kollektioner. Men altid med en rød tråd af tidløshed. Jeg er draget af ting, der kunne være skabt i dag eller for 20 år siden og stadig føles relevante. Det gælder ikke kun tøj, men alt omkring mig – kunst, møbler, objekter. Jeg kan godt lide, når noget har en historie. Ikke nødvendigvis en, der råber, men en, man kan mærke. En følelse, en stemning, en dybde. Det er dét, der gør noget interessant for mig.
MIT BEDSTE TØJKØB NOGENSINDE er svær at fremhæve, fordi min stil altid har været præget af tid, inspiration og kontekst. Men et køb, der stadig står klart, er et par skindbukser fra Balmain, da Christophe Decarnin stod i spidsen for huset. De var indbegrebet af den skødesløse rock’n’roll-energi, han mestrede, kombineret med et håndværk, der var helt fænomenalt. Hvis jeg skal nævne noget nyere, må det være min cashmere cardigan/jakke fra Alanui. Orange med et smukt mønster, casual, men struktureret – og lige perfekt året rundt.
På den grå Le Corbusier-sofa ligger Alanuis cashmere-cardigan, der er Kristoffers seneste køb, som han elsker.
JEG ER EN AF DE FÅ TILBAGE, der insisterer på fysiske kreditkort – så min pung er altid i min taske. En rigtig pung, ikke bare et kort-etui, men en, der kan rumme kort, sedler, kvitteringer og alt det dér, man aldrig helt ved, hvorfor man gemmer.
DEN BEDSTE DUFT I VERDEN er uden tvivl Brunello Cucinellis parfume – ren, men med en diskret krydret varme, der skaber den perfekte balance. Jeg bruger aldrig parfume direkte på huden, kun på tøjet. Jeg elsker også Hermès’ ’Basilic Pourpre’, som har en friskhed, der føles let, men sofistikeret. Og så er der ’Mandarine Basilic’ fra Guerlain – kommercielt set en kvindeduft, men for mig er den universel. Kønsneutral på den mest ubesværede måde.
To værker af Gun Gordillo, Bergboms marmorlampe samt konsol- og parfumeflakonprototype fra Dahl Sakurais projekt Comehome – kurateret kunst og designobjekter.
DEN SENESTE TING JEG HAR KØBT, SOM JEG ELSKER, er mine små håndlavede lertøjsfade fra den japanske butik Ogata i Paris. De har den fineste, næsten transparente sarte lilla farve – så underspillede, men alligevel fulde af karakter. De balancerer det perfekte og det uperfekte på en måde, der føles meget genkendelig for mig. Og så er de bare praktiske. Perfekte til oliven, nødder eller hvad end, der lige skal på bordet. Smukke i al deres stilhed.
BYEN, JEG IKKE KAN VENTE PÅ AT KOMME TILBAGE TIL, er Firenze. Renæssancens fødeby. At gå gennem Firenzes gader sent om aftenen, når byen falder lidt til ro, og mærke historiens vingesus: Medicinernes storhed, kunstens kraft, arkitekturen, der stadig står som et vidnesbyrd om en tid, hvor skønhed og håndværk var en livsfilosofi. Jeg har altid elsket renæssancen – en genfødsel. af klassicismen, en dyrkelse af proportioner og balance. Og så ligger en af mine yndlingsrestauranter, som jeg simpelthen ikke kan huske navnet på, i Firenze, en lille perle hvor de serverer en fuldstændig fantastisk ravioli med fyld af pære og ricotta i en smørsalvie- sauce. Den alene er en rejse værd.
FAVORITRUMMET I MIT HUS, er mit lillebitte køkken, som alligevel er stort nok til at skabe julemiddage for 12-14 personer, lange frokoster og hverdagsmåltider, der samler mennesker. Et rum, der lever – et sted, hvor dufte, smage og samtaler smelter sammen. Jeg elsker mit køkken.
Hjemmekontor/biblioteket med bl.a. Originalt bemalet Pop Shop-Shopping Bag af Keith Haring, Tall White XL-lampe og Yin-Yang skulptur af Helle Damkjær, gustaviansk Gripsholmsstol (ca. 1775) og Friedemann Bühler-træskål.
HVIS MIT HUS BRÆNDTE, VILLE JEG REDDE mine to hunde, Jackson og Marvin, og selvfølgelig min elskede mand, Jack.
DEN BEDSTE SOUVENIR, JEG HAR BRAGT HJEM, er helt klart min Magic Whisk, som jeg købte i Antwerpen. Ikke noget fancy, ikke noget spektakulært – bare den perfekte lille pisker til mindre ting. Og ærligt talt, den gør livet lidt nemmere i køkkenet.
DEN BEDSTE BOG JEG HAR LÆST, og som jeg stadig vender tilbage til, er ’Begrav Mit Hjerte Ved Wounded Knee’ af Dee Brown. Jeg har læst den mindst 50 gange. Bogen fortæller historien om native americans og deres næsten totale udryddelse under den europæiske kolonisering. Den dykker dybt ned i deres kultur, traditioner, spiritualitet og syn på livet, og giver et meget rørende og kritisk billede af deres historie. Jeg har altid haft en meget stor interesse for deres samfund og historie, især Lakotastammen, og denne bog rammer mig dybt hver gang.
Når Kristoffer går ii seng, ligger han sine smykker på Royal Copenhagens ikoniske Flora Danica-tallerken. De fleste af dem er skabt af hans ven, Orit Elhanati.
EN KUNSTNER, JEG VILLE ØNSKE HANG PÅ MIN VÆG, ville uden tvivl være Elmgreen & Dragset. Jeg er særligt fascineret af deres fotografiske værk Ganymedes (Jockstrap) fra 2021. Jeg elsker, hvordan det kombinerer humor og provokation med en dyb kunstnerisk æstetik.
EN KUNSTNER, JEG ALLEREDE HAR ET VÆRK AF, OG SOM JEG ELSKER, er Hiroshi Sugimotos seascapes. Der er en dyb sårbarhed og en stille styrke i de værker. Sugimoto har fotograferet havet på en måde, hvor man næsten kan mærke den uendelige tomhed og ømhed, der ligger i landskabet. Hans arbejde er ikke kun et portræt af naturen, men også af menneskets forhold til tid og eksistens. Jeg er fascineret af, hvordan han fanger en følelse af det store, det evige – en stille ro, som samtidig føles skrøbelig. Jeg elsker simpelthen den dybde, han formår at indfange.
To fotoværker supplerer hinanden. Et meditativt Seascape-litografi af Hiroshi Sugimoto og en pige i Gaza af Per Olow-Anderson.
PÅ REPEAT HØRER JEG These Creatures af Jean-Michel Jarre og Julia Holter. Jeg elsker det nummer. Det har en magisk kvalitet, som både er atmosfærisk og dyb, og jeg kan ikke få nok af det. Kombinationen af Jarres elektroniske lydbilleder og Holters vokal skaber en følelse af både drømme og længsel, som jeg synes er helt unik. Det er en af de numre, jeg kan lytte til igen og igen, og stadig finde nye lag.
DER ER FLERE FILM, JEG KAN SE IGEN OG IGEN, men hvis jeg skal vælge to, vil det være Orlando med Tilda Swinton og Le Roi Danse, en fransk film instrueret af Gérard Corbiau i 2000. I Orlando udforsker Tilda Swinton en tidløs rejse gennem århundreder og skildrer en karakter, hvis køn ikke er fastlåst, hvilket giver en dybdegående refleksion over identitet og samfundets opfattelser. Den film føles både moderne og æstetisk smuk og rummer en tidløs kvalitet, der stadig er utrolig relevant i dag. I Le Roi Danse portrætterer Louis XIV’s (spillet af Benoît Magimel) passion for dans og hans indflydelse på udviklingen af ballet. Filmen fremhæver hans komplekse forhold til komponisten Jean-Baptiste Lully, og hvordan denne relation var med til at forme den kulturelle scene i det 17. århundredes Frankrig. Med sine overdådige kostumer og indsigtsfulde skildring af historiske figurer tilbyder filmen en fascinerende indsigt i en æra, hvor kunst og magt smeltede sammen.
HVIS JEG KUNNE LAVE ÉN FORANDRING I VERDEN, ville det være, at folk kunne møde hinanden med mere forståelse og medfølelse. Jeg tror, vi kunne lære noget af buddhistiske tanker om venlighed og menneskelighed, og det kunne virkelig gøre en forskel. Forestil dig en verden, hvor vi stopper med at dømme på forhånd og i stedet møder hinanden med åbenhed og respekt. Det handler ikke om at være perfekt, men om at skabe et fællesskab, hvor vi ser forbi forskellene og forsøger at forstå hinanden bedre. At være venlig er en enkel ting, men den kan ændre meget – både for andre og for os selv.
Den japanske Buddha er et antikt auktionsfund, der bringer ro og balance ind i hjemmet.
DER ER MANGE SMÅ TING, DER GØR MIG GLAD. Når solen skinner blødt ind gennem mit soveværelsesvindue, eller når fuglene synger på en stille sommeraften. Jeg elsker nyfalden sne og den beroligende lyd af min hund Jackson, der snorker, når han tager en lur. For mig er det ofte de enkle, stille øjeblikke i hverdagen, der fylder mig med glæde.
JEG BLIVER SJÆLDENT RIGTIG VRED, men noget, der virkelig kan frustrere mig, er, når vi ikke prøver at se det større billede eller forstå hinanden. Uvidenhed og ignorante holdninger kan gøre mig vred, især når mennesker bliver behandlet dårligt. Racisme er noget, der virkelig kan røre mig, og det gør mig utrolig vred, når mennesker bliver diskrimineret eller ikke bliver set for dem, de er. Det handler om at prøve at forstå hinanden og behandle hinanden med respekt.
MIN FAVORITFARVE er helt klart gul – men ikke hvilken som helst gul, det skal være den lyseste, sarteste gul. Det sjove er, at da jeg voksede op, kunne jeg nærmest ikke udstå gul! Jeg husker, min første kuffert var gul, og min mor gav mig en gul mikrobølgeovn, som jeg slet ikke kunne holde ud. Men mærkeligt nok er den farve blevet en af mine yndlings.
JEG KOMMER ALTID TIL AT GRINE, når min mand Jack og min gode veninde Jean danser sammen. Ikke, fordi de danser sjovt – det er bare så sødt at se dem i deres egen lille verden. Begge er tvillinger i stjernetegn, og måske er det noget med den energi, de deler, men det får mig altid til at smile. Det er en af de små ting, der bare gør mig glad.
SOM KUNSTNERISK LEDER AF Tivoli Ballet Skole har jeg fornøjelsen af at samarbejde med Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade om implementeringen af The Body Project. Det her evidensbaserede program blev oprindeligt udviklet ved Stanford University og sigter mod at fremme en sund kropsopfattelse blandt unge kvinder. Gennem en række mundtlige, skriftlige og adfærdsmæssige øvelser engagerer deltagerne sig i refleksion over urealistiske skønhedsidealer og arbejder hen imod en mere positiv selvopfattelse. The Body Project har vist sig at være effektivt i at reducere risikofaktorer for spiseforstyrrelser og fremme en sundere mental tilgang til kroppen.
I LØBET AF DET NÆSTE ÅR VIL JEG fortsat bestræbe mig på at udvikle mig både professionelt og privat, med fokus på at finde den rette balance i livet. Jeg glæder mig til at fortsætte den smukke rejse, jeg er på, og vokse både som leder og som menneske.
