Bodil Jørgensen har aldrig skyndt sig. Hun blev færdiguddannet skuespiller som 30-årig, fik sit folkelig gennembrud som 38-årig i Lars von Triers film ’Idioterne’, og fødte sit tredje barn som 47-årig. Den 64-årige skuespiller og Ridder af Dannebrog har givet sin karriere den tid, den har haft brug for – uden nogensinde at lægge planer eller drømme særlig stort.
Blå bog
Bodil Jørgensen, skuespiller, 64 år. Født og opvokset i Vejen. Uddannet fra Teaterskolen i 1990. Fik sit gennembrud i Lars von Triers film ’Idioterne’, for hvilken hun vandt både en Bodil og en Robert. Har medvirket i en lang række film, teater og tv-serier som ’Smukke mennesker’, ’Hvidstensgruppen’, ’All Inclusive’, ’Riget’ og ’Rytteriet’. Blev Ridder af Dannebrog i 2010. Bor i Lyngby sammen med sin mand Morten Søborg og deres yngste datter, Rigmor.
Da jeg var færdig med gymnasiet, var der flere af mine klassekammerater, der rejste til London for at være au pair. Jeg kendte nogen i Cambridge, så jeg valgte at tage dertil i et år. Det var sådan et fjumreår, og da jeg kom hjem igen, var forventningen, at jeg vidste, hvad jeg skulle med mit liv. Begge mine forældre var skolelærer, og det virkede oplagt, at jeg gik i deres fodspor. Men i Cambridge havde jeg læst Shakespeare og drømte om at spille med i et stykke om kærlighed, død og store følelser. Jeg valgte at læse engelsk på universitetet – både fordi jeg gerne ville læse mere Shakespeare, og fordi det virkede urealistisk at blive skuespiller med min opvækst ude på landet i Jylland. I stedet gik jeg i teateret i Aarhus og læste på universitetet. Ved siden af arbejdede jeg som handicaphjælper for en pige, der var med i en teatertrup, der hed Aarhus Krykensemble. Jeg bar ledninger og højtalere, mens de tog på ud på plejehjem og højskoler for at underholde. En dag spurgte hun, om jeg ville have et nummer, og det førte til, at vi lavede forestillingen Cirkus Fantaspastisk. Det, vi lavede, var så grænseoverskridende, at publikum enten grinede eller græd. Jeg kunne mærke, at det kunne noget for mig. Jeg droppede engelskstudierne og søgte ind på Teaterskolen, hvor jeg blev optaget i anden omgang.
“Jeg har aldrig haft særlig mange ambitioner. Det er en befrielse ikke at tro, at man er noget”
Jeg kom sent i gang. Jeg var 30, da jeg blev færdiguddannet som skuespiller. Jeg har altid været langsom, jeg har et andet tempo, og det passer mig godt. Jeg føler ikke, at jeg er gået glip af noget. Heller ikke dengang, da jeg kom ud af Teaterskolen. Jeg havde ikke travlt, selv om jeg var ældre end de fleste andre dimitterende. Jeg var ikke ærgerlig over, at jeg ikke fik muligheden for at spille børne- og ungdomsroller. Som barn klædte jeg mig ud som Pippi – det var nok for mig. Jeg har ingen yndlingsrolle, så der er ikke noget, jeg tænker, jeg burde have spillet. Alt er kommet i en rækkefølge, som blev min. Naturligt og organisk.
Jeg har aldrig haft særlig mange ambitioner. Det er en befrielse ikke at tro, at man er noget. Det er i hvert fald en stor frihed for mig. Jeg er ikke god til at tænke: “Det her kan være et springbræt til noget andet”. Der har aldrig været en karriereplan. Den der endeløse planlægning af ens dage og tid, hvad skal den til for?
Jeg blev da glad og stolt, da jeg slog igennem i Lars’ (von Trier, red.) film ’Idioterne’ og vandt nogle priser. Den film har betydet meget for mig. Men jeg forsøgte at holde fast i, hvad det vigtige ved et gennembrud er; at man rammer noget kollektivt. Noget, som mange mennesker kan mærke på samme tid. Som skuespiller skal man huske, at det er målet. For mig er det vigtigste, at teater og film er noget, man laver sammen. Røde løbere og fine kjoler – det kan være kortvarigt. Man skal passe på med ikke at blive forført af, at manges øjne pludselig rettes mod en.
“Jeg er opmærksom på, hvad jeg kan gøre for, at verden bliver langsommere for mig. Jeg er for eksempel ikke på sociale medier. Der ville jeg bruge for meget tid på at svare folk, der skrev til mig, fordi jeg synes, at alle fortjener et svar”
Det langsomme har altid været en stor del af mit liv. Jeg er opmærksom på, hvad jeg kan gøre for, at verden bliver langsommere for mig. Jeg er for eksempel ikke på sociale medier. Der ville jeg bruge for meget tid på at svare folk, der skrev til mig, fordi jeg synes, at alle fortjener et svar. Desuden får jeg meget mere inspiration ud af at sidde og kigge ud i luften. Jeg voksede op på landet, hvor verden var langsommere. Der var tre kilometer til alting. Jeg vil gerne have tid til at være menneske. Tid til at observere fugle i træerne og planter, der vokser frem på marken. I deres eget tempo. De ved ikke, hvem de er, de eksisterer bare. Det gør mig glad. Og taknemmelig. Jeg kan godt lide ting, der tager den tid, de har brug for til at vokse. Ligesom mit eget liv og karriere, kan man vel sige.
Jeg er blevet en bedre skuespiller med alderen. Mere erfaren. Jeg tør holde pauser i mine replikker, som jeg ikke turde, da jeg var yngre. Pauserne betyder noget. Og mine medspillere og publikum er med, de forstår dem. Jeg kan godt lide at blive ældre. Med alderen kan man bære tårerne med sig, som ung græder man bare. Med alderen er jeg blevet bedre til at forstå og bære de hændelser og erfaringer, der sætter sig i kroppen i et hvert menneskes liv. Det kan jeg også bruge i mit skuespil, der er flere følelser at spille med. Alder er noget, vi ikke kan undgå. Det er noget, vi alle lever med og lever i. Jeg har ingen lyst til at se yngre ud, end jeg gør. Jeg har heller behov for at få foretaget noget. Vi bliver gamle. Vi lever ikke evigt. Døden er et vilkår, ligesom livet er. Det er det, der er imellem, der betyder noget. Ikke så meget tanken om døden, men det liv, der leves.
“Jeg bliver glad ved tanken om at lægge mit virke fra mig og give det videre. Der er ikke så længe til, kan jeg mærke”
For mig handler livet ikke kun om at spille skuespil. Min familie betyder mere. Skuespillet er en del af noget større, og derfor er jeg ikke bange for at gå på pension. Tværtimod. Jeg har ikke noget, jeg skal nå. Den dag, jeg bliver bitter på verden omkring mig, så stopper jeg. Så går jeg ud på marken. Jeg bliver glad ved tanken om at lægge mit virke fra mig og give det videre. Der er ikke så længe til, kan jeg mærke. Jeg har altid fundet mig godt tilpas på en bænk i parken, lidt tilbagetrukket, hvor jeg kan se mennesker gå forbi. Betragte livet lidt på afstand. Når der så kommer nogle børnebørn, så går jeg ud på græsset igen og slår kolbøtter.
